SB har forklaret bl.a., at indtægterne i G1-virksomhed i 2014 og 2015 alene hidrørte fra arbejde udført af A, da hendes arbejde med at udbyde IT-ydelser endnu ikke var begyndt at skabe indtægter. Det er både hende og sekretæren, der har udarbejdet fakturaer udstedt af selskabet. Fakturaerne i oversigten i ekstrakten side 413 er udtømmende og vedrører alene den del af forretningen i selskabet, som hun havde ansvaret for. JT del af forretningen blev holdt adskilt fra resten.
G2-virksomhed er et selskab, som JT ejede. De eneste lønindtægter, som hun havde i 2014 og 2015, var fra G1-virksomhed. Hun er ikke bekendt med, om A skulle have fået udbetalt løn fra G1-virksomhed, som ikke fremgår af sagens bilag. Revisor NJ har udarbejdet bogføringen i selskabet til brug for straffesagen. Hun har videresendt alle relevante bilag, som hun havde rådighed over, til revisoren.
JT har forklaret bl.a., at han var eneejer af og direktør i G1-virksomhed. Selskabet havde aktiviteter af meget forskellig karakter. Han kendte SB og blev opmærksom på, at A var læge. Han kunne bruge lægefaglig ekspertise i selskabet, og de tre indledte derfor et samarbejde. Der var herefter tre forretningsben i selskabet, der blev holdt adskilt fra hinanden i driften. A's forretningsområde vedrørte udbud af IT-ydelser, og A's område vedrørte lægeydelser. Han er blevet beskattet af ca. 50.000 kr. af indtægten i G1-virksomhed, herunder af en del af indtægterne i det forretningsområde, som SB administrerede.
A har yderligere anført, at såfremt det af retten lægges til grund, at han ikke har været lønmodtager i G1-virksomhed, skal fradragsberettigede udgifter forbundet med hans selvstændige virksomhed indgå i opgørelsen af hans skattepligtige indkomst. Der er endvidere ikke hjemmel til at beskatte ham af beløb, herunder løn, som selskabet har udbetalt til SB.
Skatteministeriet har heroverfor anført, at A ikke har godtgjort, at der er grundlag for at foretage de nævnte fradrag i hans skattepligtige indkomst. Det bestrides, at G1-virksomhed har udbetalt løn til SB med de i sagen omhandlede beløb, og at SB's skattepligtige indkomst er forhøjet med samme beløb, som A er beskattet af.
A har på den sidste dag for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2014 ved mail til SKAT af 1. maj 2018 oplyst bl.a., at han har været ansat i G1-virksomhed i den periode, som er behandlet i SKAT’s afgørelse af 9. januar 2018, og har i den forbindelse vedlagt lønsedler fra selskabet fra den 1. oktober 2014 til den 31. december 2015.
Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af bl.a. indkomstskat, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen.
Landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte landsskatterettens vurdering af, at skatteansættelsen for 1. halvår af 2014 ikke bør genoptages. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at A med den ovennævnte henvendelse til skattemyndighederne ikke fremlagde oplysninger om sine skatteforhold, der kunne begrunde en ændring af skatteansættelsen for denne periode. Genoptagelsen skal derfor alene ske for perioden fra den 1. oktober 2014. Det forhold, at SKAT genoptog skatteansættelsen for hele perioden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at der ikke er sket ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for den nævnte periode.
A har som for byretten gjort gældende, at han har været lønmodtager i G1-virksomhed. Han har for landsretten endvidere gjort gældende, at såfremt det af retten lægges til grund, at han ikke kan anses for at have været lønmodtager i selskabet, har han haft fradragsberettigede udgifter i sin selvstændige virksomhed, således at han ikke skal beskattes af det samlede beløb.
Landsretten tiltræder af de i dommen anførte grunde, at A i regi af G1-virksomhed drev en selvstændig virksomhed med navnlig udstedelse af speciallægeerklæringer. Det findes efter bevisførelsen, herunder de fremlagte fakturaer og karakteren af den selvstændige virksomhed i selskabet, ikke tilstrækkelig godtgjort, at A i denne virksomhed har haft udgifter, som kan danne grundlag for fradrag i skattemyndighedernes opgørelse af hans skattepligtige indkomst. Det findes endvidere ikke godtgjort, at de af G1-virksomhed udbetalte beløb ikke vedrører A's virksomhed. Herefter tiltrædes det, at A er rette indkomstmodtager af 67.622 kr. i 4. kvartal 2014 og 421.677 kr. i 2015.
Efter bevisførelsen og af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at A er indkomstskattepligtig af overførslen på 45.000 kr. fra SB, og at skattemyndighederne har været berettiget til som sket at genoptage dette beskatningsforhold ekstraordinært.
Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 35.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 35.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.