Dato for udgivelse
12 feb 2024 12:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16 nov 2023 11:27
SKM-nummer
SKM2024.83.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
23-0057165
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Skattepligtig godtgørelse, ændret årsopgørelse, begrundelseskrav, begrundelsesmangler, partshøring, formelle mangler, ugyldighed
Resumé

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen havde forhøjet klageren for indkomståret 2021 med yderligere A-indkomst fra H1 med 20.520 kr. Det fremgik af Skattestyrelsens forslag til ændret årsopgørelse, at klageren modtog forslaget, idet Skattestyrelsen havde modtaget nye oplysninger, og at Skattestyrelsen forhøjede klagerens indkomst med 20.520 kr. Endvidere fremgik det af forslaget, at reglerne stod i statsskattelovens § 4.  Det fremgik af Skattestyrelsens afgørelse, at klageren havde modtaget yderligere A-indkomst med 20.520 kr. fra sin arbejdsgiver, og at beløbet var skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4.

Det fremgik ikke af Skattestyrelsens forslag til ændret årsopgørelse, hvilke nye oplysninger der var tale om, eller hvor disse nye oplysninger stammede fra. Det var heller ikke muligt af forslaget at udlede, at forhøjelsen af klagerens indkomst var sket som følge af, at den udbetalte skattefri godtgørelse fra klagerens arbejdsgiver var blevet anset som skattepligtig. Forslaget ansås således ikke at opfylde begrundelseskravene til et forslag til afgørelse. Ligeledes fremgik det ikke af Skattestyrelsens afgørelse, hvilke faktiske omstændigheder, der havde medført, at den udbetalte skattefri godtgørelse fra klagerens arbejdsgiver var blevet anset som skattepligtig. Afgørelsen opfyldte således heller ikke begrundelseskravene til en afgørelse. Samlet set fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene, og at afgørelsen led af væsentlige formelle mangler. Landsskatteretten bemærkede tillige, at retten ud fra det foreliggende grundlag ikke kunne tage stilling til, om det omhandlede beløb var skattefrit eller skattepligtigt. Landsskatteretten havde således ikke tilstrækkeligt grundlag for at konstatere, at det på forhånd kunne udelukkes, at manglerne kunne have haft betydning for afgørelsen, og retten fandt herefter ud fra en konkret væsentlighedsvurdering, at afgørelsen var ugyldig.

Reference(r)

Forvaltningslovens § 22, § 24, stk. 1 og stk. 2
Skattekontrollovens § 2
Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1
Statsskattelovens § 4
Ligningslovens §§ 9, 9 A og 9 B
Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000)

Henvisning

-

Klagepunkt

Skattestyrelsens
afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens
afgørelse

Indkomståret 2021
Skattepligtig godtgørelse

20.520 kr.

0 kr.

Ugyldighed

Faktiske oplysninger
Det fremgår af klagerens årsopgørelse nr. 2 af 13. april 2022 for indkomståret 2021, at lønindkomst mv. udgør 636.459 kr. før AM-bidrag.

Klagerens arbejdsgiver H1 A/S har den 26. maj 2023 sendt et brev til klageren, hvoraf følgende fremgår:

"SKAT
Vi har haft besøg af SKAT, der har truffet afgørelse om, at H1 A/S uberettiget har udbetalt skattefri beløb, der burde have været beskattet.

Du vil derfor i den nærmeste fremtid modtage en revideret årsopgørelse for 2021.

I SKATs afgørelse fremgår, at vi skal indberette følgende ændringer vedr. dig:
Kr. 20.520

Vi gør tillige opmærksom på, at SKAT har modtaget materiale for 2022. SKAT har ikke truffet afgørelse om, hvorvidt H1 A/S skal indberette skat for 2022."

Skattestyrelsen har den 12. juni 2023 sendt et forslag til ændret årsopgørelse for indkomståret 2021 til klageren. Følgende fremgår af forslaget:

"Du modtager dette forslag til ændring af din årsopgørelse for indkomståret 2021, da vi har modtaget nye oplysninger.

Vi forhøjer din indkomst med 20.520,00 kr. på baggrund af nye oplysninger. Reglerne står i Statsskattelovens § 4

Ændringerne er markeret med et B.

Du kan se den nye indberetning i TastSelv under Skatteoplysninger.
Er du enig i forslaget til den nye skatteansættelse, behøver du ikke at gøre noget, og du vil modtage din årsopgørelse efter indsigelsesfristen.
Er du ikke enig i forslaget til den nye skatteansættelse, skal du kontakte os senest den 30.6.2023 med begrundelse for din indsigelse og eventuel dokumentation.
Forslaget til den nye skatteansættelse er sendt på grund af skatteforvaltningslovens § 20."

Der er anført et B ud fra forslagets oplysninger om lønindkomst mv., som udgør 656.979 kr. før AM-bidrag.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at den udbetalte godtgørelse er skattepligtig.

Som begrundelse er følgende anført i afgørelsen:

"Skattestyrelsen har ændret grundlaget for din skat for 2021 sådan:

Yderligere A-indkomst fra H1. Beløbet er skattepligtigt i henholdt til statsskattelovens § 4

20.520 kr.

Du har den 12. juni 2023 modtaget forslag til ændring af din skat for 2021. Dette forslag er fremkommet, fordi din arbejdsgiver, H1, er blevet pålagt at foretage indberetning til elndkomst, da betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse ikke er opfyldt.

(…)"

Skattestyrelsen har den 31. august 2023 fremsendt en udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling, hvoraf følgende fremgår:

"(…)

Klagers arbejdsgiver, H1 A/S, har i et brev dateret til den 26. maj 2026, orienteret klager om, at Skatteforvaltningen har truffet afgørelse om, at der uberettiget er udbetalt skattefri beløb, som burde have været beskattet. Af brevet fremgår også, at ændringen for klagers vedkommende udgør 20.520,00 kr., og at klager i nærmeste fremtid vil modtage en ændret årsopgørelse for 2021.

På baggrund af de nye indberetninger fra klagers arbejdsgiver sendte Skattestyrelsen den 12. juni 2023 forslag til ændret årsopgørelse til klager. 

Klager indgav klage til Skatteankestyrelsen allerede den 29. juni 2023 og dermed alene på baggrund af forslag til ændret årsopgørelse.

Selvom klagen blev indgivet, inden Skattestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen, afviste Skatteankestyrelsen ikke klagen.

Det fremgår af Skatteankestyrelsens telefonnotat af den 5. juli 2023, at sagsbehandleren i Skattestyrelsen oplyser, at der endnu ikke er dannet en ny årsopgørelse for indkomståret 2021. Derfor er sagsbehandleren uforstående overfor, at klagen er accepteret. 

Af Skattestyrelsens udtalelse af den 6. juli 2023 fremgår, at klager på tidspunktet for indgivelse af klagen alene havde modtaget et forslag til ændret årsopgørelse, hvorfor der på dette tidspunkt ikke var en endelig afgørelse at påklage. Klager får reelt først klageadgang den 6. juli 2023, hvor der træffes afgørelse i sagen. 

Afgørelsen af den 6. juli 2023 er således alene et udtryk for en formalitet, så klager reelt havde en afgørelse at påklage, eftersom Skatteankestyrelsen havde accepteret den for tidligt indgivne klage. 

Som det fremgår af ovennævnte faktiske omstændigheder i sagen, var klager allerede blevet adviseret om arbejdsgivers indberetning forud for modtagelsen af både forslag til ændret årsopgørelse og afgørelsen. Dermed var klager på forhånd orienteret om de nye oplysninger, hvorfra de hidrørte og baggrunden herfor. 

Tilsidesættelse af en garantiforskrift, herunder begrundelsespligten, kan efter omstændighederne føre til, at en afgørelse er ugyldig. Det er dog en forudsætning, at tilsidesættelsen ikke kan anses for at være konkret uvæsentlig. 

Skattestyrelsen anerkender, at begrundelsen i afgørelsen med fordel kunne være mere fyldestgørende. Under henvisning til sagens faktiske omstændigheder, herunder sagsforløbet, er det imidlertid Skattestyrelsens opfattelse, at afgørelsen ikke er i strid med begrundelseskravene i forvaltningslovens §§ 22-24. 

Uanset, at der måtte foreligge begrundelsesmangler, skal disse anses for at være konkret uvæsentlige, idet de har været uden betydning for sagens afgørelse. Skattestyrelsen lægger vægt på, at klager var i besiddelse af de - i henhold til opfyldelse af begrundelsespligten - nødvendige oplysninger forud for modtagelsen af forslaget til ændret årsopgørelse. 

Formålet med begrundelseskravet er blandt andet at sikre, at borgeren forstår afgørelsens indhold, og at borgeren har forudsætningerne for at vurdere, om afgørelsen skal påklages. Formålet med begrundelseskravet er således uden betydning for den konkrete afgørelse.

At klager, trods den eventuelle mangelfulde begrundelse, har været i besiddelse af de nødvendige oplysninger, understøttes af klagen indsendt den 29. juni 2023. Heri beskriver klager, hvad der ligger til grund for Skattestyrelsens forhøjelse. Dette indikerer, at begrundelsesmanglen er konkret uvæsentlig. 

I forhold til Skatteankestyrelsens bemærkninger om officialprincippet, bemærker vi ligeledes, at afgørelsen alene er en formalitet og dermed ikke et udtryk for en tilsidesættelse af officialprincippet. Som det fremgår af arbejdsgivers brev af den 26. maj 2023 og klagen af den 29. juni 2023, har Skattestyrelsen indhentet relevante oplysninger vedrørende sagen, inden der er truffet afgørelse.

Skatteankestyrelsen gør endvidere gældende, at der ikke er foretaget tilstrækkelig partshøring, forinden afgørelsen er truffet. Formålet med partshøring er, at parten får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere sagens faktiske grundlag, inden der træffes afgørelse i sagen. I de tilfælde, hvor parten ikke ved, at en sag behandles af myndigheden, er formålet desuden at gøre parten bekendt med sagens eksistens, inden myndigheden træffer afgørelse.

Klager har som følge af arbejdsgivers orientering af den 26. maj 2023 samt den indgivne klage af den 29. juni 2023 været bekendt med sagen, og klager har haft lejlighed til at kommentere sagens faktiske grundlag.

På baggrund af ovennævnte faktiske omstændigheder er det Skattestyrelsens opfattelse, at hverken forslag til ændret årsopgørelse eller afgørelsen lider af begrundelsesmangler. Uanset, at der måtte være begrundelsesmangler, har disse været konkret uvæsentlige, da disse har været uden betydning for afgørelsens materielle indhold. Derfor er der ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig.

(…)"

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at den udbetalte godtgørelse ikke er skattepligtig.

Som begrundelse er følgende anført i klagen:

"Skat mener jeg har fået 20520kr skattefri på grund af der ikke er udfyldt startdato og slutdato og vil hæve min indkomst for 2021 . Men jeg mener at jeg ret til 20520kr i udstationering for November og December 2021 ov vedlægger dokutimation"

Retsmøde
Klageren fastholdt sin påstand om, at den udbetalte godtgørelse ikke er skattepligtig. Klageren oplyste, at han via et telefonopkald fra sin arbejdsgiver er blevet orienteret om, at godtgørelsen er anset som skattepligtig, da rejsebilagene ikke har været påført start- og slutdatoer.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelse, at afgørelsen er gyldig og skal stadfæstes. Skattestyrelsen anførte, at klageren har været fuldt ud bekendt med sagens faktum, og uanset at den påklagede afgørelse lider af begrundelsesmangler, kan manglerne efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke føre til afgørelsens ugyldighed. Skattestyrelsen anførte yderligere, at da klageren fra arbejdsgiveren er blevet bekendt med de faktiske forhold, der ligger til grund for den påklagede afgørelse, er der foretaget tilstrækkelig partshøring, ligesom officialmaksimen til fulde er opfyldt, da klagerens forhold er oplyst og undersøgt til bunds i arbejdsgiversagen.

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til Skattestyrelsens afgørelse af 6. juli 2023, og herunder om afgørelsen lider af sådanne formelle mangler, at afgørelsen må anses for ugyldig.

Retsgrundlaget
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Det fremgår af forvaltningslovens § 22. Begrundelseskravet er en garantiforskrift.

Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en skattepligtig nævnt i skattekontrollovens § 2 har undladt at give told- og skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2, og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1.

Den konkrete sag
Det fremgår af Skattestyrelsens forslag til ændret årsopgørelse for indkomståret 2021 dateret d. 12. juni 2023, at klageren modtog forslaget, idet Skattestyrelsen havde modtaget nye oplysninger, og at Skattestyrelsen forhøjede klagerens indkomst med 20.520 kr. Endvidere fremgår det af forslaget, at reglerne står i statsskattelovens § 4.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2021, at klageren har modtaget yderligere A-indkomst med 20.520 kr. fra sin arbejdsgiver, og at beløbet er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4. Dette er begrundet med, at arbejdsgiveren er pålagt at foretage indberetning til eIndkomst, da betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse ikke er opfyldt.

Det fremgår ikke af Skattestyrelsens forslag til ændret årsopgørelse, hvilke nye oplysninger der er tale om, eller hvor disse nye oplysninger stammer fra. Det er heller ikke muligt af forslaget at udlede, at forhøjelsen af klagerens indkomst er sket som følge af, at den udbetalte skattefri godtgørelse fra klagerens arbejdsgiver er blevet anset som skattepligtig. Forslaget ses således ikke at opfylde begrundelseskravene til et forslag til afgørelse, hvilket også har den konsekvens, at der ikke er foretaget tilstrækkelig partshøring af klageren, forinden der er truffet afgørelse.

Ligeledes fremgår det ikke af Skattestyrelsens afgørelse, hvilke faktiske omstændigheder, der har medført, at den udbetalte skattefri godtgørelse fra klagerens arbejdsgiver er blevet anset som skattepligtig. Afgørelsen opfylder således heller ikke begrundelseskravene til en afgørelse.

Det forhold, at forslag til ændret årsopgørelse og afgørelsen indeholder en henvisning til statsskattelovens § 4, ses derudover ikke at være en tilstrækkelig henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er varslet og truffet. Landsskatteretten henviser herved til, at de nærmere regler om godtgørelse fremgår af ligningslovens §§ 9, 9 A og 9 B samt i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000). Disse regler har Skattestyrelsen ikke henvist til.

Landsskatteretten bemærker herved, at klageren ikke som følge af arbejdsgiverens brev af 26. maj 2023 har kunnet udlede, hvad hans skattesag konkret har vedrørt, herunder hvilke faktiske og retlige oplysninger Skattestyrelsen har lagt vægt på. Der er endvidere tale om en orientering fra klagerens arbejdsgiver til klageren og ikke en oplysning fra Skattestyrelsen til klageren.

Samlet set finder Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse af 6. juli 2023 ikke opfylder begrundelseskravene, og at afgørelsen lider af væsentlige formelle mangler.

Landsskatteretten bemærker tillige, at retten ud fra det foreliggende grundlag ikke ses at kunne tage stilling til, om det omhandlede beløb er skattefrit eller skattepligtigt. Landsskatteretten har således ikke tilstrækkeligt grundlag for at konstatere, at det på forhånd må kunne udelukkes, at manglerne kan have haft betydning for afgørelsen, og retten finder herefter ud fra en konkret væsentlighedsvurdering, at afgørelsen er ugyldig.

Landsskatteretten anser således Skattestyrelsens afgørelse for ugyldig.