Dato for udgivelse
01 Aug 2023 12:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Apr 2023 11:21
SKM-nummer
SKM2023.348.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-27335/2021-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber + Foreløbig fastsættelse, taksation og skønsmæssig ansættelse
Emneord
regnskabsmateriale - privatforbrug - skønsmæssig ansættese
Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af appellantens skattepligtige indkomst, og hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte dette skøn som forkert eller åbenbart urimeligt.  
 
Landsretten tiltrådte, at SKAT havde været berettiget til at ansætte appellantens indkomst skønsmæssigt, fordi der ikke forelå fyldestgørende regnskabsmateriale vedrørende sin vognmandsvirksomhed for de omhandlede indkomstår.  
 
Landsretten tiltrådte endvidere, at appellanten havde haft et negativt privatforbrug i de omhandlede år, og at han ikke havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag. Uanset at skattemyndighedernes skøn vedrørende nogle udgifter til opførelse af et hus fremstod med nogen usikkerhed, fandt landsretten heller ikke grundlag for at hjemvise sagen.  
 
Byrettens dom om at frifinde ministeriet blev herefter stadfæstet.

Reference(r)

Statsskattelovens § 4

Henvisning

Den juridiske vejledning, afsnit A.C.2.1.4.4.2.2

Redaktionelle noter

Tidligere instans:

Byretten SKM2021.401.BR

Landsskatterettens j.nr. 13-0149990 - ej offentliggjort

Appelliste

Parter

A

(v/ advokat Anna Bastkær Christensen Stangerup)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Lasse Walhoff Spangsberg (prøve))

Københavns Byret har den 18. juni 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS4331/2019-KBH).

Dommen er afsagt af

Landsdommerne Frosell, Nicolai Uggerhøj-Winther og Frederik Waage (kst.).

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt en række nye bilag, herunder en privatforbrugs- og formueopgørelse for indkomstårene 2006-2011 vedrørende A udarbejdet af SKAT, et brev af 4. august 2019 med arkitekttegninger fra arkitekt LT til Y1-by Kommune, udaterede billeder oplyst som værende af ombygningen af huset beliggende på adressen Y1-adresse i Y1-by, udskrifter fra www.[red. fjernet].dk med salgspriser mv. vedrørende en række øvrige ejendomme beliggende på vejen Y1-adresse i Y1-by samt en række bilag vedrørende Grundejerforeningen Y2-adresse.

 

Forklaringer

KF har afgivet supplerende forklaring. MJ har endvidere afgivet forklaring.

KF har supplerende forklaret, at han rettelig ikke har været pantefoged, men almindelig skattemedarbejder i Skattestyrelsen. Han deltog i pantefogedforretningen den 1. marts 2012 som fogedvidne. Hans opgave var således ikke at vurdere husets størrelse og værdi. Han er sikker på, at huset var bygget i fuldtømmer og baserer det på sine iagttagelser. Han har ikke nogen særlig ekspertise vedrørende trætyper, og han tog ikke prøver i huset. Huset gjorde et indtryk på ham, og derfor kan han huske de detaljer, som han har forklaret om i byretten. Han havde selv overvejet at bruge moseeg som gulv i en privat sammenhæng, og derfor ved han, hvordan moseeg kan se ud. Han var ikke på badeværelset og i køkkenet. Huset var meget større end de øvrige kolonihavehuse i området. Huset mindede mest af alt om et sommerhus.

MJ har forklaret, at han er pensionist. Tidligere arbejdede han som autolakerer i virksomheden G1. Han kender A. De kørte knallert sammen som 15-årige og har holdt kontakten. Han har udarbejdet købskvitteringen af 1. juni 2009 om køb af et "[red. fjernet motorcykelmærke] projekt" af A. Der findes ikke andre dokumenter vedrørende salget. Han betalte det nævnte beløb kontant. Han købte motorcyklen som samlesæt, og alle delene fulgte med i købet. Han købte motorcyklen privat og opbevarede den også på sin bopæl. Han har videresolgt motorcyklen i 2014.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten med den ændring, at A har frafaldet sine indsigelser over for skattemyndighedernes privatforbrugsberegninger vedrørende lejligheden beliggende Y3-adresse Y3-by.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder, at skattemyndighederne efter sagens oplysninger, herunder det ufyldestgørende regnskabsgrundlag vedrørende A’ enkeltmandsejede vognmandsvirksomhed, har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af hans indtægter for indkomstårene 2009-2011. Det påhviler herefter A at godtgøre, at ansættelserne er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag, jf. herved Højesterets dom af 23. februar 2011 optrykt i UfR 2011.1458 H.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at A har haft et negativt privatforbrug i indkomstårene 2009-2011, idet hans udgifter overstiger hans selvangivne og skattefrie indtægter, og at A ikke har løftet bevisbyrden for, skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser vedrørende disse indkomstår er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag. Landsretten tiltræder således, at A’ indsigelser mod skattemyndighedernes opgørelser over hans privatforbrug vedrørende gevinsten fra Danske Spil, de i sagen omhandlede motorcykler og tilbagebetalingen af et lån ydet til KC ikke er taget til følge. Det bemærkes herved, at bevisførelsen for landsretten, herunder forklaringen afgivet af vidnet MJ, ikke kan føre til en ændret vurdering, navnlig når henses til fraværet af den nødvendige objektive dokumentation for indsigelsernes berettigelse. Landsretten finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet over A’ leveomkostninger i indkomstårene 2009-2011.

Særligt vedrørende købet af grunden beliggende på adressen Y1-adresse i Y1-by bemærkes, at grundens værdi er medtaget som et aktiv i skattemyndighedernes opgørelser med den offentlige ejendomsværdi på 126.100 kr., selvom A ubestridt købte grunden i 2010 af Y1-by Kommune for 650.000 kr. Uanset at det nævnte forhold kunne kalde på en nærmere begrundelse fra skattemyndighedernes side, og at en sådan begrundelse ikke foreligger, finder landsretten - således som sagen er forelagt og procederet - at A ikke har godtgjort, at den pågældende værdiansættelse er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag. Fremlæggelsen af udskrifter fra www.[red. fjernet].dk med salgspriser mv. vedrørende en række øvrige ejendomme beliggende på vejen Y1-adresse i Y1-by indebærer ikke, at A har løftet denne bevisbyrde, og der er ikke fremlagt yderligere dokumentation, der kan belyse, om myndighedernes vurdering er forkert. Landsretten finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det skøn, som skattemyndighederne har udøvet.

Der er for landsretten enighed mellem parterne om, at A har betalt for opførelsen af kolonihavehuset i 2011, og at han ejede huset med udgangen af dette indkomstår. Tvisten vedrører således alene den opgørelse af opførelses- eller ombygningsudgifterne til huset, som er foretaget af skattemyndighederne. Uanset at det nærmere grundlag for myndighedernes skøn, der har taget udgangspunkt i den offentlige ejendomsvurdering for 2013, men som også er baseret på bl.a. iagttagelser af et fogedvidne i forbindelse med gennemførelsen af en pantefogedforretning i 2012, fremstår med nogen usikkerhed, finder landsretten, at det efter bevisførelsen ikke er godtgjort, at den foretagne ansættelse er udtryk for et urimeligt skøn eller i øvrigt er behæftet med fejl og mangler, som kan begrunde en hjemvisning. Det forhold, at huset efterfølgende er blevet ombygget som led i en fysisk lovliggørelse, således at det bebyggede areal er blevet reduceret, kan ikke føre til et andet resultat. De nye bilag, der er fremlagt for landsretten, herunder billeder af en ombygning, kan heller ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom i det omfang, den er anket.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 80.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 80.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.