Kraftvarmeanlæg, som ikke opgør de nødvendige omkostninger, der kan indregnes i varmeprisen efter kapitel 4 i lov om varmeforsyning, på grundlag af en regnskabsmæssig opdeling, er undtaget fra betalingsforpligtelsen. Se ITL § 9, nr. 2.
Kraftvarmeanlæg, der leverer energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand (herefter fjernvarme), og som har en varmekapacitet på 0,25 MW eller derover, eller en el-effekt på over 25 MW, er omfattet af varmeforsyningslovens kapitel 4 om priser for varme. Udgangspunktet for prisreguleringen følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, og elforsyningslovens § 75, stk. 2. Prisreguleringen indebærer, at varmepriserne reguleres efter princippet om nødvendige omkostninger.
Kraftvarmeanlæg, der ikke leverer fjernvarme (f.eks. industrielle kraftvarmeanlæg, der anvender varmeproduktionen til procesvarme), er ikke omfattet af statslige eller offentlige foranstaltninger, der begrænser produktionsanlæggets indtægter per MWh produceret elektricitet. Disse kraftvarmeanlægs indtægter undtages derfor ikke af indtægtsloftet.