Parter

Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten - advokat Tony Sabbah)

mod

A
(v/advokat Michael Lindquist)

Afsagt af kst. byretsdommer

Lise Leth-Nissen

Sagens baggrund og parternes påstande 

Denne sag, der er anlagt den 28. november 2016, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte hæfter for betaling af fuld registreringsafgift af en bil, som hun har haft rådighed over, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Sagsøgerens påstand er, at A til Skatteministeriet skal betale 231.714 kr. med tillæg af renter fra den 15. september 2014 til betaling sker.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen 

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Ved købsaftale dateret 8. marts 2013, der er underskrevet af både sælger og køber, solgte A en Mercedes Benz CLS 500 med registreringsnummer Q1 til G1. Af købsaftalen fremgår, at "bilen afregnes ved kontrakt udløb 70.000 kr.".

Af leasingkontrakt af 8. marts 2013 fra G1 med A som leasingtager vedrørende Mercedes CLS 500 med registreringsnummer Q1 fremgår blandt andet, at leasingperioden løb i 12 måneder fra 8. marts 2013 til 7. marts 2014, at bilens købspris var 70.000 kr., restbetaling ved udløb incl. moms fratrukket deponering udgjorde 70.000 kr., afgiftspligtigværdi ved vurdering 375.000 kr. og beregnet registreringsafgift for perioden udgjorde 25.753 kr.

Endvidere fremgår følgende af leasingaftalen:

"Leasingtager er ved leasingperiodens udløb eller anden opsigelse af leasingaftalen forpligtet til at tilbagelevere leasinggenstanden (køretøjet) og er forpligtet til at anvise en tredjemand som køber af den leasede genstand til den i leasingaftalen oplyste restværdi. Såfremt leasingtageren ikke måtte kunne anvise en tredjemand til køb af bilen til den i leasingaftalen oplyste restværdi, er leasinggiver berettiget til at bortsælge leasinggenstanden bedst muligt, og en eventuel difference i forhold til restværdien i henhold til leasingaftalen opkræves af leasinggiver hos leasingtager."

Af telefonnotat fra Skat dateret 18. juli 2013 fremgår følgende:

"den 17.07.2013 ( kl 9.42)
Henvendelse fra reg. bruger af bilen A, tlf. xxxxxxx0.
Hun var uforstående overfor beslaglæggelsen. Fået papir i postkassen om hun kunne kontakte SKAT.
LAJ forklarede situationen, og har fået oplyst de selv har købt køretøjet i Tyskland herefter har de leaset bilen hos et firma.
LAJ har oplyst det er noteret vi har talt sammen men at jeg ville henvise til at De kontakter en advokat og drøfter sagen igennem."

I artikel af 17. juli 2013 fra avisen er A interviewet om beslaglæggelsen af bilen. Det fremgår blandt andet af artiklen, at A havde brugt sin opsparing på at lease bilen, at hun havde betalt til bilen hver måned, og at hun ikke har snydt med registreringsafgiften.

I telefonnotat fra Skat dateret 13. september 2013 hedder det:

"Henvendelse fra A, fra telefon xx xx xx x6. 

A retter henvendelse for at høre hvad der sker med den beslaglagte bil. 

Det oplyses til A, at SKAT er ved at undersøge om køretøjet er omfattet af registreringslovens § 3 b eller om der skal betales fuld afgift af køretøjet. 

Hun oplyser, at hun har solgt bilen til G1, men ikke har modtaget betaling for den. Hun vil dog gerne høre sin kæreste, som har klaret det meste vedr. køretøjet. 

SM"

 SKAT modtog den 7. marts 2014, 24. april og 28. april 2014, samt 10. juni 2014 mails fra mailadressen xxxxxx@icloud.com vedrørende Mercedesen alle med A som afsender.

SKAT modtog tillige fra mailadressen xxxxxxxxxxxxx@hotmail. com mails af henholdsvis 21. og 28. august 2014 begge med A som afsender.

I afgørelse af 25. august 2016 fra Skatteankestyrelsen hedder det blandt andet:

"Skatteankestyrelsens afgørelse

...
Skatteankestyrelsen har vurderet, at der ikke er tale om et reelt leasingforhold. Der er foretaget en samlet vurdering af kontraktens indhold samt forholdet mellem kontraktens bestemmelser og den måde selskabet og leasingtageren har forholdt sig på, herunder de forhold, at der ikke foreligger dokumentation for at leasingtageren har betalt den i leasingkontrakten fastsatte leasingydelse, at leasingselskabet ikke har rykket for betaling og at leasingselskabets risiko i henhold til kontrakten er meget lille. Der er ligeledes lagt vægt på, at vilkårene i leasingkontrakten - herunder salgsprisen, betingelser om tilbagekøb og selskabets forrentning - ikke underbygger påstanden om, at der er indgået et reelt leasingforhold. Endeligt er det tillagt væsentlig betydning, at slutsedlen, efter dens indhold ikke dokumenterer, at køretøjet er overdraget til leasingselskabet. Det findes herefter ikke godtgjort, at ejendomsretten til køretøjet tilkommer leasingselskabet, hvorfor leasingforholdet ikke anses for at være reelt.

Køretøjet kan herefter, uanset SKATs eventuelle forudgående godkendelse af leasingkontrakten, ikke afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens § 3 b, men skulle have været afgiftsberigtiget efter § 1, stk. 1 forud for køretøjets indregistrering i landet.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, at for betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på tidspunktet, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften.

Af stk. 5 i samme bestemmelse fremgår, at betaling af afgiften hæfter tillige fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov.

...

Klageren er angivet som bruger på registreringsattesten.

Skatteankestyrelsen bemærker, at det er en betingelse for hæftelse efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at klageren har haft viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven.

Skatteankestyrelsen finder det betænkeligt at fastslå, at klageren ved indgåelsen af aftalen havde en positiv viden om, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, der ville kunne godkendes af SKAT, og at der derfor ikke kunne ske afgiftsberigtigelse efter disse regler. Skatteankestyrelsen finder derfor ikke, at klageren hæfter for registreringsafgiften som bruger, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Skatteankestyrelsen ændrer SKATs afgørelse i overensstemmelse hermed."

Under sagen er dokumenteret en E-liste med biler fra G1, der ifølge afhøringsrapport af 5. juli 2013 af G1s direktør dækkede over egenleasing, og som var en liste over biler, hvor kunden reelt selv ejede bilen. Den sorte Mercedes CLS 500 med registreringsnummer Q1 er på denne E-liste med A som ejer.

Sagsøgte er den 24. august 2020 meddelt fri proces af Civilstyrelsen.

Forklaringer

A har forklaret, at hun i 2013 studerede og arbejdede deltid. Hun var i et fast samlivsforhold med NU. Hun ville gerne have en bil, og hun var glad for BMW og Mercedes. NU sagde, at hun kunne få Mercedesen, og at han ville stå for alle udgifterne. Han sagde, at bilen ville stå i hendes navn. Hun tænkte ikke over, om hun ejede bilen eller ej. Hun havde aldrig tidligere haft en bil. NU sagde, at hun ville have bilen i en periode. Hun spurgte ikke ind til, hvor eller hvornår bilen skulle afleveres, men hun gik ud fra, at bilen skulle afleveres på et tidspunkt, når NU sagde for en periode.

Hun har ikke underskrevet købsaftalen af 8. marts 2013 vedrørende Mercedes Benz CLS 500. Hun har aldrig set købsaftalen. Hun har ikke været med NU i Tyskland og købe en bil. Hun havde ikke kendskab til, om NU havde købt bilen. Hun fik bare at vide, at hun fik en bil at køre i, og at hun ikke skulle blande sig i resten.

Da hun ringede til SKAT den 17. juli 2013, vidste hun godt, at bilen var købt i Tyskland. Hun sagde alene det til SKAT, som hun var blevet bedt om at sige.

Det var ikke hende, der ringede til SKAT den 13. september 2013. Det er ikke hendes telefonnummer, der fremgår af notatet. Hun har aldrig selv skrevet til SKAT.

Mailadressen fra G2, som der er skrevet til SKAT fra, er ikke hendes. Mailadressen xxxxxxxxxxxx@hotmail.com er hendes adresse, men det er ikke hende, der har skrevet til SKAT fra mailadressen. Hun husker ikke at have skrevet disse mails. Hun ved ikke hvem, der har skrevet mails til SKAT.

Hun så heller ikke leasingaftalen, og hun har derfor heller ikke underskrevet aftalen. Hun kender ikke NK. Hun har en gang været ved G1 og underskrive noget, men det var ikke nogen af dokumenterne i denne sag. Hun husker ikke, hvad det var, hun underskrev på, eller om andre havde skrevet under. LP var til stede, da hun var ved G1. Hun har ikke andet kendskab til LP. Hun var hos G1 inden, hun fik bilen.

Hun var ikke hjemme, da bilen blev afhentet af politiet. NU fortalte hende, at politiet havde taget bilen. NU forsøgte at få en afklaring hos SKAT. Han bad hende vente og se, hvad der skete, da han heller ikke vidste noget.

Hun havde forud for dette ingen mistanke om, at der kunne være noget galt.

Fakturaen af 8. marts 2013 fra G1 har hun ikke set, og det er ikke hende, der har betalt de 22.000 kr. Hun fik blot besked på, at hun fik en bil at køre i, og at hun ikke skulle betale noget. Hun og NU var på det tidspunkt samlevende. Hun havde ikke indsigt i, hvad NU brugte sine penge på.

Hun husker ikke, at hun skulle have kontaktet SKAT. Hun har ikke skrevet fra mailkontoen fra G2. Hun troede, at det var leasingfirmaet, der havde et problem og ikke hende.

Hun er ikke blevet interviewet af nogen fra avisen. Hun udtalte sig via sms eller mail, men hun har ikke skrevet alt det, der fremgår af artiklen. Hun husker ikke i dag, hvad hun skrev til avisen. Hun har ikke talt med nogen fra avisen.

Hun kontaktede ikke advokaten efter SKATs afgørelse. Det var NU, der stod for dette. Hun har ikke tidligere drøftet med sin advokat, at hun ikke havde underskrevet på aftalerne. Hun vidste ikke, at det var et problem.

Hun og NU er ikke kærester længere. Det er 2½ år siden, at de gik fra hinanden.

LP har forklaret, at han i 2013 arbejdede freelance med at finde kunder til G1. Hans arbejdsopgave bestod i at skaffe kunder, som han tog med op til G1. Han var ikke ansat og fik ikke løn. Han fakturerede G1 for sine ydelser.

Den Mercedes, som sagen drejer sig om, var en G1 bil, der havde kørt i Danmark på værkstedsplader, inden NU kom ind i billedet. A og NU havde efter hans opfattelse ikke solgt bilen til G1. Han kan ikke forestille sig, at købsaftalen i sagen er indgået mellem A og G1.

Han mener, at A én gang havde været med oppe ved G1 sammen med NU. Det var i januar eller februar 2013. De var oppe og kigge på biler. Han kendte NU, da det var ham, som han havde hele korrespondancen med. Han har ikke været med til at udarbejde leasingkontrakter. NK var den primære kontaktperson, når der skulle laves aftaler.

Han ved ikke, hvorfor det var A, der skulle stå på leasingaftalen.

Han havde hele korrespondancen med NU vedrørende den sorte Mercedes CLS 500. Bilen var formentlig kommet fra G1. Købsaftalen af 8. marts 2013 siger ham ikke noget, men den ligner noget fra G1. Han har ikke gennemgået en leasingaftale med A. Det ligner NK´s underskrift på købsaftalen fra 8. marts 2013. Bilen blev udleveret til NU. Det var ham, der gjorde det. Han modtog et beløb fra NU til bilen. Han kan ikke huske, om det var 22.000 kr. Han fik pladerne udleveret, satte dem på bilen og kørte bilen ud til NU i Y2-by. Han fik kontanter af NU, da han afleverede bilen. A var ikke til stede.

Ved adressen Y3-adresse er en parkeringsplads, hvor han afleverede bilen. Aftalen var, at NU skulle betale kontant til ham hver måned. Han fik de følgende betalinger kontant af NU.

Han har aldrig set E-listen med biler, som G1 skulle have købt af leasingtagerne.

Parternes synspunkter

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 13. august 2020, der er uddybet under hovedforhandlingen, gjort følgende gældende:

"Det gøres overordnet gældende, at A skal betale fuld registreringsafgift af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, idet hun har anvendt køretøjet med viden om, at der ikke var betalt korrekt registreringsafgift.

UfR 2020.78 H - afgørelsen i "prøvesagen"

Den foreliggende sag er en del af et større sagskompleks, som har været berostillet på Højesterets afgørelse i en "prøvesag". Højesteret afsagde dom den 17. oktober 2019 (UfR 2020.78 H), og Højesteret fastslog, at leasingtageren hæftede for den fulde registreringsafgift.

Efter ministeriets opfattelse har UfR 2020.78 H afgørende betydning for de øvrige sager i G1-komplekset, herunder den foreliggende sag.

I tilknytning hertil bemærkes, at en leasingtager i G1-komplekset - efter at Højesteret afsagde dom i UfR 2020.78 H - har hævet sagen, der var anlagt mod Skatteministeriet ved Retten i Glostrup (sagsnr. BS 10E-1931/ 2017).

Senest har Københavns Byret (sagsnr. BS-10514/2017-KBH) den 16. juli 2020 afsagt dom i en anden G1-sag, der var anlagt af leasingtageren mod Skatteministeriet. Københavns Byret fandt, at leasingtageren hæftede for registreringsafgiften og frifandt derfor Skatteministeriet.

Leasingforholdets realitet og betingelserne i registreringsafgiftslovens § 3 b 

Det følger af § 1, stk. 1, 1. pkt., i registreringsafgiftsloven, at der skal svares afgift af motorkøretøjer, som skal registreres efter lov om registrering af køretøjer. Afgiften skal svares før, at et køretøj kan registreres, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 3. pkt. og § 48, i bekendtgørelse om registrering af køretøjer.

Der skal betales fuld afgift for afgiftspligtige køretøjer efter de almindelige regler i registreringsafgiftslovens § 4.

Som en undtagelse hertil giver registreringsafgiftslovens § 3 b mulighed for, at der kan betales forholdsmæssig registreringsafgift af et køretøj, som anvendes her i landet for en tidsbegrænset periode.

Registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, har følgende ordlyd (min understregning):

"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter stk. 2 og 3, når køretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet. Ansøgningen skal indgives af leasingvirksomheden."

Det følger af ordlyden af § 3 b, stk. 1, og af forarbejderne hertil (FT 2008-09, Tillæg A, side 1863), at det er en grundbetingelse for anvendelsen af reglerne, at køretøjet tilhører leasingvirksomheden. Det samme fremgår af TfS 2011, 191 (styresignal) og TfS 2012, 494 (SKAT-meddelelse).

Ved bedømmelsen af, om et leaset køretøj kan anses for at tilhøre leasingvirksomheden, følger det af bestemmelsens forarbejder, at der skal foretages en konkret realitetsbetonet bedømmelse af samtlige foreliggende omstændigheder ved transaktionen i forhold til de momenter, der er karakteristiske for ejendomsretten til et aktiv ud fra en sædvanlig civilretlig bedømmelse. Dette fremgår tilsvarende af styresignalet i TfS 2011, 191 og SKAT-meddelelsen i TfS 2012, 494. Det karakteristiske for overgang af ejendomsret til et aktiv er, at der foreligger et aftalegrundlag, og at der er betalt en købesum for aktivet, medmindre der er indgået en aftale om afbetaling.

Ifølge slutsedlen dateret den 8. marts 2013 (bilag 6) skulle G1 først betale købesummen på 70.000 kr. kontant ved kontraktudløb. Det er ikke nærmere beskrevet, hvilken kontrakt der refereres til, men det må formodes, at der refereres - ifølge dateringen af aftalerne - til den samtidig indgåede leasingaftale (bilag 7). En sådan aftale om betaling af købesummen ved kontraktudløb er særdeles usædvanlig. Dette gælder særligt, idet A netop ved leasingaftalens udløb var forpligtet til at anvise en tredjemand til at købe køretøjet til den i leasingaftalen anførte restværdi. Det savner således mening, at G1 ved kontraktudløb skulle betale købesummen for køretøjet, når A samtidig var forpligtet til at anvise en tredjemand til at købe køretøjet. Reelt ville købesummen derfor aldrig blive betalt.

Af slutsedlen fremgår det videre, at A kvitterede for modtagelse af købesummen, selv om det af slutsedlen fremgår, at købesummen først skulle betales kontant ved kontraktudløb. Slutsedlen er altså selvmodsigende. Det bemærkes herved, at det i sagen er ubestridt, at A ikke på noget tidspunkt har modtaget en købesum for køretøjet, hvad hun også har oplyst til SKAT (bilag 18).

Hertil kommer, at As underskrift på slutsedlen (bilag 6) afviger markant fra underskrifterne på henholdsvis leasingaftalen af 8. marts 2013 (bilag 7) og hendes kørekort (bilag 9). Det må lægges til grund, at der er tale om 3 forskellige underskrifter, og det må derfor også lægges til grund, at A ikke har underskrevet slutsedlen, idet underskriften herpå netop ikke svarer til underskriften på hendes kørekort.

A har i svarskriftet (side 3, sidste afsnit) gjort gældende, at hun "ikke er forpligtet til at sætte den samme underskrift". A blev derfor opfordret (7) til at oplyse, om hun gør gældende, at hun har underskrevet såvel leasingaftalen (bilag 7) og slutsedlen (bilag 6). Opfordringen er ikke besvaret. At A ikke har ønsket at besvare denne opfordring, understøtter ligeledes, at slutsedlen ikke var reel.

G1s underskrift på slutsedlen ligner heller ikke G1s underskrift på leasingaftalen på trods af, at aftalerne, efter det oplyste, er indgået samme dag (8. marts 2013), og G1 har ikke har stemplet slutsedlen, som det er tilfældet for leasingaftalen. Som beskrevet fremgår G1s CVR-nr. heller ikke af slutsedlen.

I tilknytning hertil bemærkes, at SKAT ikke har fundet en genpart af slutsedlen i forbindelse med ransagningen hos G1 den 27. juni 2013, jf. SKATs oplysning herom i forbindelse med Skatteankestyrelsens behandling af sagen (bilag 1, side 4).

Under de foreliggende omstændigheder, herunder særligt den omstændighed, at det bevismæssigt må lægges til grund, at det ikke er As og G1s underskrifter, der figurerer på slutsedlen (bilag 6), og at slutsedlen indeholder modstridende oplysninger, må det påhvile A at godtgøre, at en aftale svarende til slutsedlens formelle indhold reelt blev indgået mellem hende og G1.

A har ikke godtgjort, at slutsedlen reelt blev indgået.

De øvrige omstændigheder i sagen understøtter desuden i høj grad, at ejendomsretten ikke reelt overgik til G1 forud for eller i forbindelse med leasingaftalens indgåelse.

Det bemærkes herved, at A i henhold til leasingaftalen "solgte" køretøjet til G1 for 70.000 kr., og at hun ved leasingaftalens udløb var forpligtet til at anvise en tredjemand til at købe køretøjet for 70.000 kr. Køretøjet led således ikke i henhold til leasingaftalen noget værditab under leasingperioden, hvilket må anses for særdeles usædvanligt. G1 havde således ingen økonomisk risiko i forbindelse med leasingaftalens indgåelse. I UfR 2020.78 H blev der blandt andet lagt vægt på, at G1 ikke havde nogen økonomisk risiko.

A har endvidere ikke dokumenteret, at hun - bortset fra leasingydelsen for marts 2013 - har betalt de løbende leasingydelser. Hun er blevet opfordret (2) til at dokumentere, at hun har betalt leasingydelserne, men opfordringen er ubesvaret. Hun har alene oplyst, at leasingydelserne "løbende blev indbetalt, herunder også kontant".

Selv hvis det lægges til grund, at A løbende har betalt leasingydelser, hvad hun ikke har dokumenteret, er det uden betydning for den samlede realitetsbedømmelse, hvilket også følger af UfR 2020.78 H.

Det bemærkes desuden, at køretøjets købspris var 65.568 kr. lavere end den af G1 angivne afgiftspligtige værdi (bilag 8). Der er intet i sagens oplysninger, der forklarer, hvorfor køretøjet blev "solgt" til en pris, der lå 65.568 kr. under den ifølge G1s vurdering daværende markedspris.

Når det bevismæssigt må lægges til grund, at en aftale svarende til slutsedlens indhold ikke reelt blev indgået, jf. ministeriets bemærkninger herom ovenfor, og når der heller ikke er sket betaling af en købesum for køretøjet eller rykket herfor, kan ejendomsretten ud fra en sædvanlig civilretlig bedømmelse ikke anses for at være overgået til G1. I UfR 2020.78 H er der blandt andet lagt vægt på, at der ikke var udarbejdet en købsaftale, og at der ikke var betalt en købesum for køretøjet.

I tilknytning hertil bemærkes, at det omhandlede køretøj fremgik af en liste over 37 køretøjer (bilag 31), som ifølge G1s daværende ledelse var overdraget til G1 (bilag 32), uden at G1 havde afregnet købesummen over for sælgerne, jf. Retten i Lyngbys kendelse af 15. juli 2013 om beslaglæggelse (bilag 12). Det fremgik desuden af kendelsen (bilag 12, side 3), at ledelsen var bekendt med, at selskabet i de 37 konkrete tilfælde havde overtrådt lovgivningen ved at lease køretøjer ud, selv om selskabet ikke havde realiseret købet og afregnet købesummen for køretøjerne.

I UfR 2020.78 H figurerede det omhandlede køretøj også på den pågældende liste. At køretøjet netop fremgik af den omtalte liste underbygger, at det aldrig har været aftalen, at G1 skulle betale en købesum for køretøjet, hvilket sagens øvrige forhold også viser.

Det må på den baggrund lægges til grund, at ejendomsretten reelt ikke overgik til G1 hverken forud for eller i forbindelse med leasingaftalens indgåelse - og at dette netop heller ikke var hensigten.

Leasingforholdet må derfor tilsidesættes som værende uden realitet. Betingelserne for afgiftsberigtigelse af køretøjet efter registreringsafgiftslovens § 3 b har dermed ikke været opfyldt, og køretøjet skulle have været afgiftsberigtiget med fuld afgift efter lovens § 4.

A hæfter for registreringsafgiften

Det følger af registreringsafgiftslovens 20, stk. 5, og af bestemmelsens forarbejder, at en fører eller bruger, der anvender et køretøj med viden om, at der ikke er betalt korrekt registreringsafgift, hæfter for betaling af den korrekte afgift.

Bestemmelsens ordlyd og forarbejder forudsætter ikke, at der skal foreligge et objektivt bevis for, at en bruger havde viden om den manglende betaling af korrekt registreringsafgift ved anvendelsen af køretøjet. Der skal derimod foretages en almindelig bevisbedømmelse, hvor samtlige forhold og omstændigheder tages i betragtning ved vurderingen af, hvorvidt det må lægges til grund, at brugeren havde viden om den manglende betaling af korrekt registreringsafgift.

Hvis det bevismæssigt lægges til grund, at et leasingforhold vedrørende et køretøj er uden realitet, fordi leasingtageren og ikke leasingvirksomheden faktisk ejer køretøjet, er der samtidig en klar formodning for, at begge aftalens parter har kendskab hertil. I sådanne tilfælde påhviler det leasingtageren at føre det fornødne bevis for, at han, på trods af leasingforholdets manglende realitet, ikke havde kendskab hertil.

I alle tilfælde, hvor brugeren har kendskab til, at der ikke er betalt den korrekte registreringsafgift, finder bestemmelsen anvendelse, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.3 (Folketingstidende 2011-12, Tillæg A, side 9 - L 122), hvoraf fremgår (min understregning):

"Det foreslås, at enhver fører eller bruger af køretøjet hæfter for betaling af registreringsafgiften, hvis den pågældende ved brug af køretøjet ved, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven."

Det fremgår således udtrykkeligt af lovforslagets almindelige bemærkninger (og bestemmelsens specielle bemærkninger), at føreren eller brugeren hæfter, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, der kræves efter registreringsafgiftsloven.

I UfR 2020.78 H fandt Højesteret det - på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger - godtgjort, at leasingtageren var klar over, at køretøjet ikke reelt tilhørte G1, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, hvorfor leasingtageren havde viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift af køretøjet. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften.

Som beskrevet må det, efter ministeriets opfattelse, lægges til grund, at A var ejer af køretøjet, og at køretøjet aldrig reelt blev solgt til G1.

Som beskrevet ovenfor under afsnit 3.2 har A ikke godtgjort, at en aftale i overensstemmelse med slutsedlen (bilag 6) reelt blev indgået. Det er desuden ubestridt, at G1 aldrig har betalt en købesum for køretøjet, ligesom det er udokumenteret, at A har rykket for en købesum.

Køretøjet led heller ikke i henhold til leasingkontrakten værditab under leasingperioden, hvilket må anses for særdeles usædvanligt. Således blev køretøjet "solgt" til G1 for 70.000 kr., mens det også 12 måneder senere skulle tilbagekøbes for samme beløb. De samme forhold lagde Højesteret også vægt på i UfR 2020.78 H.

Alle disse forhold havde A selvfølgelig kendskab til. Det fremhæves herved på ny, at det efter ordlyden af registreringsafgiftslovens § 3 b (naturligvis) er en betingelse for forholdsmæssig afgiftsberigtigelse, at leasingvirksomheden faktisk ejer det køretøj, der er omfattet af leasingaftalen. A havde intet grundlag for at mene, at denne grundlæggende betingelse for alene at betale forholdsmæssig afgift af køretøjet var opfyldt, idet hun netop var ejer af det.

Det er således åbenbart, at anvendelsen af særreglen om forholdsmæssig registreringsafgift i registreringsafgiftslovens § 3 b forudsætter, at "leasingtageren" ikke selv ejer det køretøj, som "leasingtageren" skal lease. Det ville reelt svare til, at en lejer selv ejer den lejlighed, som vedkommende lejer.

A kan derfor ikke have været i god tro om, at der blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med leasingaftalens indgåelse.

A havde således kendskab til, at hun var ejer af køretøjet, at ejendomsretten ikke blev overdraget til G1, og at G1 derfor ikke ejede køretøjet. Hun havde derfor også kendskab til, at leasingforholdet alene var formelt etableret, og den eneste mulige begrundelse for dette er omgåelse af reglerne i registreringsafgiftslovens § 3 b. Idet A havde kendskab til, at den grundlæggende betingelse for at anvende reglerne i 3 b ikke var opfyldt, må det lægges til grund, at hun har brugt køretøjet med viden om, at der ikke var betalt den korrekte (almindelige) registreringsafgift af køretøjet.

A hæfter derfor for afgiften af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5).

Rentepåstanden 

Den 29. august 2014 (bilag 30) fremsendte SKAT opkrævningen vedrørende registreringsafgiften til A. Af opkrævningen fremgik, at sidste rettidig betalingsdato var den 15. september 2014. A har ikke betalt registreringsafgiften, og der er ikke bevilget henstand.

Efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, sker der rentetilskrivning fra den sidste rettidige betalingsdag. Idet den sidste rettidige betalingsdato var den 15. september 2014, skal der ske rentetilskrivning fra denne dato. "

A har i påstandsdokument af 17. august 2020, der er uddybet under hovedforhandlingen, gjort følgende gældende:

"ANBRINGENDER:

Den nedlagte påstand støttes på den sagsfremstilling og de anbringender, der er anført i hhv. svarskriftet og i duplikken.

Sagsøgte bemærker og fremhæver, at sagsøger ikke har opfyldt de i duplikken fremsatte opfordringer og, at det skal komme sagsøger til skade.

Sagsøgte gør primært gældende, at hun var i god tro om, at G1 drev virksomhed i overensstemmelse med de gældende retningslinier for registreringspligt.

Sagsøgte har stedse handlet i god tro og i vished om, G1 agerede efter aftale med og tilladelse fra SKAT.

Sagsøgte har således hverken ved leasingaftalens indgåelse eller under leasingforholdets beståen har viden om, at G1 ikke agerede lovligt og ikke opgjorde og ikke afregnede korrekt registreringsafgift.

Realitetsvurderingen skal bedømmes på basis af samtlige foreliggende omstændigheder på tidspunktet for aftalens indgåelse og alene på basis af efterkommende omstændigheder såfremt sagsøgte havde opnået positiv viden efter indgåelse af aftalen, om, at G1 ikke handlede i overensstemmelse med gældende retningslinier."

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter bevisførelsen herunder særligt telefonnotaterne fra SKAT af 18. juli 2013 og 13. september 2013 lægger retten til grund, at A til SKAT har oplyst, at hun sammen med sin samlever havde været i Tyskland og købe Mercedesen, og at de efterfølgende havde solgt bilen til G1.

Efter indholdet af købsaftalen af 8. marts 2013 sammenholdt med leasingkontrakten af samme dato lægger retten endvidere til grund, at det aldrig var meningen, at G1 skulle betale den aftalte købesum på 70.000 kr. for bilen. Retten har lagt vægt på, at efter indholdet af købsaftalen skulle købesummen først "afregnes ved kontrakt udløb", hvilket må tolkes som udløbet af leasingkontrakten indgået samme dag, og at det af leasingkontrakten fremgår, at ved leasingkontraktens udløb skulle A anvise en køber, som ville betale 70.000 kr. for bilen, og såfremt A ikke kunne finde en køber til bilen, kunne G1 sælge bilen til tredjemand og kræve en eventuel difference fra salgsprisen og op til de 70.000 kr. betalt af A. G1 ville således aldrig komme til at betale købesummen for bilen. Hertil kommer, at Mercedesen stod sammen med As navn på E-listen over biler, som leasingtagerne selv havde medbragt til G1, og som G1 ikke havde betalt for.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder retten det godtgjort, at der for så vidt angår den omhandlede leasingkontrakt af 8. marts 2013 ikke er tale om et reelt leasingforhold, og at ejendomsretten til bilen ikke reelt er blevet overdraget til G1. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at købesummen ikke er betalt og på vilkårene i leasingkontrakten, hvorefter G1 ikke havde nogen økonomisk risiko.

Betingelserne for afgiftsberigtigelse af bilen efter registreringsafgiftslovens § 3 b har derfor ikke været opfyldt, og bilen skulle have været afgiftsberigtiget med fuld afgift efter registreringsafgiftslovens § 4.

Efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, hæfter en fører eller bruger for betaling af afgiften, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter loven.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger herunder særligt indholdet af As henvendelser til SKAT både på telefon og mail sammenholdt med As forklaringen afgivet for retten om, at hun godt vidste, at bilen var købt i Tyskland, finder retten det godtgjort, at A var klar over, at bilen ikke reelt tilhørte G1, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold. A har derfor ikke været i god tro om, at der blev betalt den korrekte registreringsafgift af bilen i forbindelse med leasingaftalens indgåelse.

A hæfter derfor for registreringsafgiften på 231.714 kr., jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Det af A for retten forklarede om, at hun intet kendskab havde til hverken købsaftalen eller leasingaftalen kan ikke føre til et andet resultat.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til 44.000 kr. Beløbet omfatter 4.000 kr. i retsafgift og 40.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand. Da sagsøgte er meddelt fri proces, skal beløbet betales af statskassen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

A skal til Skatteministeriet betale 231.714 kr. med tillæg af renter fra den 15. september 2014.

Statskassen skal til Skatteministeriets Departement betale sagsomkostninger med 44.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.