Parter 

H1 ApS 

(v/advokat Karsten Thomas NT) 

mod 

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Steffen Sværke) 

Afsagt af byretsdommere

Henriette Frölich, Jens Schultz-Hansen og retsassessor Mette Hartmann Andresen 

Sagens baggrund og parternes påstande 

Sagen er anlagt den 30. januar 2019 og vedrører spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen, MP, hæfter for et honorarkrav fra sagsøgeren i forbindelse med dennes bistand til en vunden skattesag og derfor har krav på omkostningsgodtgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Sagsøgeren har principalt nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Hvis der ikke kan gives medhold i dette, har sagsøgeren subsidiært nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale selskabet 6.875 kr. eller et efter rettens skøn fastsat mindre beløb, men alt med tillæg af procesrente fra den 20. april 2008 eller fra et senere tidspunkt efter rettens vurdering.

Sagsøgte har heroverfor nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om, at sagsøgeren alene er berettiget til 4.000 kr. i omkostningsgodtgørelse.

Oplysningerne i sagen 

Sagsøgeren udførte i 2008 skatterådgivning og førte skatteyderen, MPs, en skattesag mod SKAT ved Skatteankenævn Lillebælt. Forud for rådgivningen havde der været følgende e-mailkorrespondance mellem sagsøgeren og MP: 

Den 7. december 2007: 

"Hej MP 

Undskyld forsinkelsen. Vi blev enige om, at jeg kører sagen efter no cure no pay - dog  skal du betale et nettobeløb på 4.000 kr., hvis vi taber. 

Men jeg har undersøgt en del, og jeg mener vi bør vinde. 

Mvh". 

"Hej NT 

Jeg vil da også gerne vide hvad det i så fald koster hvis vi vinder sagen? 

Noget andet er, jeg kan vel ikke risikere at skulle betale en bøde også, hvis vi klager? 

Mvh. 

MP". 

"Hej MP 

Hvis vi vinder bliver min regning betalt af det offentlige 100%. Se min hjemmeside. Nej, der bliver ingen bøde. Det er kun en afgift på 700 kr. til Landsskatteretten. 

Mvh. 

NT". 

Den 9. december 2007: 

"Hej NT 

Så kan jeg ikke se andet end at det bare er at gå i gang. 

Jeg tager 4 dage til England tirsdag, men er hjemme igen lørdag hvis der skulle være noget. 

Mvh. 

MP". 

Sagsøgeren fik medhold i den for MP førte skattesag og udstedte derefter en faktura på 28.875,00 kr. inkl. moms til MP for det udførte arbejde. MP underskrev i den forbindelse en ansøgning om omkostningsgodtgørelse og overdrog samtidig sit krav på godtgørelse til sagsøgeren. Den 6. maj 2008 traf SKAT afgørelse om, at man kun ville udbetale 22.000 kr. inkl. moms til sagsøgeren, da den fakturerede timesats blev anset for urimelig høj. Denne afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, hvor en udmeldt skønsmand i en erklæring af 4. marts 2016 vurderede, at den fakturerede timesats ikke overstiger "den sædvanlige timepris for personer i Storkøbenhavn med NTs uddannelsesmæssige baggrund og erfaring".

Skatteankestyrelsen besluttede herefter den 6. november 2017, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos SKAT/Skattestyrelsen med henblik på en vurdering af, om MP oprindeligt havde en betalingsforpligtelse over for sagsøgeren. Ved afgørelse af 13. juli 2018 meddelte SKAT/Skattestyrelsen MP, at han ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Af afgørelsen fremgik det blandt andet: 

"H1 ApS har faktureret i alt 11 timer med 28.875 kr. inkl. moms for behandling af klagen ved skatteankenævnet. SKAT har den 6. maj 2008, sagsnr. 08052102, truffet afgørelse, hvor honoraret til rådgiver er nedsat til 22.000 kr. inkl. moms. Vi har på baggrund heraf udbetalt 22.000 kr. Det er denne afgørelse, der nu er hjemvist af Skatteankestyrelsen til fornyet behandling, jf. ovenfor. 

I brev af den 30. november 2017 bad vi om, at du indsendte en erklæring med yderligere oplysninger. Vi bad om at få oplyst, om og hvornår du har betalt din andel af fakturaen på 28.875 kr. Endvidere ønskede vi at få oplyst, om du har indgået en aftale om betaling af honoraret for din klagesag. 

I brev af den 30. november 2017 til H1 ApS bad vi din rådgiver om dokumentation for, om du har betalt fakturaerne fra ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse. Vi bad rådgiver om at indsende bogføringsbilag, debitorkontokort og bankkontoudtog. Vi bad om oplysningerne, fordi det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at du, som den godtgørelsesberettigede, hæfter for udgifterne til rådgiverbistand. 

Du har den 6. december 2017 oplyst pr. telefon, at du ikke kan huske så langt tilbage, men at du ikke mener at have betalt fakturaen, da sagen blev vundet. Du mener ikke, at du hæftede for fakturaen, da NT altid sagde, at han kun tog de sager, som han ville vinde. 

NT, H1 ApS har den 14. februar 2018 indsendt kopi af mailkorrespondance mellem dig og ham fra den 7. december 2007. Heraf fremgår, at sagen køres efter no cure no pay, men at du skulle betale et nettobeløb på 4.000 kr., hvis sagen blev tabt. 

Ved telefonsamtale af 23. november 2017 er sagen drøftet med NT fra H1 ApS. Han oplyser, at han ikke opbevarer regnskabsmateriale for indkomstårene 2007-2009 mere, da han kun har pligt til at opbevare det i 5 år.  

Den 5. juni 2018 har vi igen drøftet sagen på et møde med NT. Vi aftalte, at bogføringsmateriale, aftalegrundlag mv. skulle være indsendt senest den 19. juni 2018. 

NT har i mail af 19. juni 2018 indsendt en liste over fakturaer fra 2009. Dette er blot en fakturaoversigt, hvor fakturabeløbene er remset op. Oversigten dokumenterer ikke, at de pågældende beløb er bogført og indtægtsført. Han har desuden oplyst, at han ikke har noget materiale fra 2007-2008. 

Af H1 ApSs hjemmeside fremgik der den 30. november 2007 følgende under skattesager: 

Ønsker du at klage over en afgørelse fra de lokale skattemyndigheder, men tøver på grund af omkostninger til skatterådgiver, så er der hjælp at hente hos os. 

Lov nr. 388 af 6. juni 2002 giver dig ret til at få 100 % omkostningsgodtgørelse i skattesager, hvor du vinder mere end 50 % af det påklagede beløb. 

Derfor påtager vi os at føre din skattesag efter devisen no cure no pay, hvis sagen vedrører lovfortolkning. I praksis betyder det, at du ingen udgifter har, når vi fører sagen. 

Vinder vi sagen med mere end 50 % underskriver du blot en transporterklæring, hvorefter vi rekvirerer vederlaget hos Told & Skat. Opnår vi mindre end 50 % medhold, bliver der ikke udskrevet nogen faktura. 

Vedrører sagen bevisskøn, altså hvor skattemyndighederne ikke tror på det du siger, så kører vi modificeret no cure no pay. 

Vi finder herefter, at du ikke er forpligtet til at skulle betale fakturaen fra H1 ApS, og betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er derfor ikke opfyldt efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 52 og § 54. 

Vi kan således ikke dække udgifter til rådgiver i henhold til din ansøgning om omkostningsgodtgørelse. 

Vi finder, at den tidligere udbetaling, jf. vores brev af 6. maj 2008, er sket på et uberettiget grundlag, og vi efteropkræver derfor det udbetalte beløb på i alt 22.000 kr. hos H1 ApS, cvr. nr….11, mærket faktura nr. 20032008. 

Vi har med denne afgørelse ikke taget stilling til rimeligheden af rådgivers honorarkrav". 

Forklaringer 

Der er under sagen alene afgivet forklaring af direktør for det sagsøgende selskab, NT.

NT har forklaret, at han er uddannet cand.merc.aud og MTL (Master of Tax Law). Han har arbejdet med skat siden 1994. Han har arbejdet 10 år hos forskellige skattemyndigheder i både kommunalt og statsligt regi og har været udlånt til departementet, ligesom han siden 2004 har arbejdet som selvstændig skatterådgiver.

Skærmbilledet af H1 ApS’ hjemmeside af den 18. december 2007, der er fremlagt i sagen, viser hans forretningsbetingelser. Forretningsbetingelserne var ens, uanset sagsgenstandens størrelse, hvis han vurderede, at der var tale om en vindersag. Hvis der var tale om en stor sagsgenstand, var han dog tilbøjelig til at lave en aftale med skatteyderen om, at denne skulle betale efter regning på almindelige betingelser og ikke efter princippet om "no cure, no pay". Princippet om "no cure, no pay" er typisk møntet på små sager, men han har også kørt store sager efter "no cure, no pay" princippet. Han fik de fleste kunder oversendt fra andre revisorer eller advokater, som ikke på forhånd havde set hans hjemmeside. Han er sikker på, at MP havde set hans hjemmeside på forhånd.

På hjemmesiden sondrer han mellem lovfortolkning, der drejer sig om juridisk fortolkning, hvor han udelukkende er eksperten og den, der påtager sig risikoen, da han bedst kan vurdere, om det er en vindersag eller ikke, og bevisskøn, der drejer sig om faktum, og hvor skatteyderen selv har ansvaret for, at sagen vindes. Ved bevisskøn kan han ikke selv vurdere, om det er en vindersag, og derfor tør han ikke i den situation lave en ren "no cure, no pay" aftale.

Princippet om "no cure, no pay" anvendes i markedsføringsmæssig henseende, idet det gør det nemmere at tiltrække klienter. Det, at føre sag, er ikke likviditetsmæssigt belastende for klienten, hvis der indgås aftale efter princippet om "no cure, no pay". Han kunne lige så godt have beregnet sig det samme salær, uanset om skatteyderen vandt eller tabte - det ville han helst - men i så fald ville han ikke kunne sælge sin rådgivning navnlig ved mindre skattekrav som denne. Denne sag drejede sig alene om omkring 70.000 kr., og klienten vil typisk i de små sager være bange for, om det bliver for dyrt at føre sagen. Hvis sagen blev ført efter princippet "no cure, no pay", betød det i praksis, at skatteyderen ikke havde nogen udgift til sagens førelse.

Hvis en sag drejede sig om juridisk subsumption, ville der nok være tale om en situation, hvor han ville anvende princippet om "modificeret no cure, no pay". Beløbet, som klienten ville skulle betale efter "modificeret no cure, no pay", blev herefter fastsat efter, hvad han ville kunne tillade sig at tage uden at skræmme klienten væk. Hvis han tabte sagen, ville han således få et fast honorar. Der er korrekt, at der med princippet om "modificeret no cure, no pay" ville være stor forskel på, hvad han ville tjene pr. time, om en sag blev vundet eller tabt. I denne sag betød princippet om "modificeret no cure, no pay", at MP fik et tilskud svarende til den regning, som han skulle betale, og det tilskud kunne MP bruge til at betale regningen fra H1 ApS med. MP havde lov til at transportere sit omkostningsgodtgørelseskrav direkte til sin rådgiver. Det vil sige, at MP netto blev holdt skadesløs, fordi det offentlige gav et tilskud svarende til den regning, MP skulle betale. MP havde derfor i praksis ingen omkostninger.

For at få omkostningsgodtgørelsen underskrev MP blanket til omkostningsgodtgørelse, hvorefter MP transporterede den fordring, han havde på staten til H1 ApS. Han havde indgået en aftale om "modificeret no cure, no pay" med MP, hvor der var en minimumsbetaling, fordi han ikke syntes, at sagen var 100 procent sikker. I sin mailkorrespondance med MP gjorde han MP opmærksom på, at MP hæftede for et nettobeløb på 4.000 kr., hvis sagen blev tabt. De 4.000 kr. er beløbet efter omkostningsgodtgørelsen, dvs. MP skulle betale hans honorar med 8.000 kr. men ville få godtgjort 4.000 kr., som MP overdrog til ham, således at MPs egenbetaling var netto 4.000 kr. Hvis sagen blev vundet, skulle han have fuldt salær, dvs. salær efter en normal timesats.

Det har kun været hans timesats i sagen med MP, der blev problematiseret. Der er aldrig blevet klaget over antallet af timer, han brugte på sagen.

SKAT skrev til ham i november 2017 for at få flere oplysninger, men han havde ikke længere bogføringsmaterialet og bilagene vedrørende MPs sag, da han kun gemmer sådant materiale i 5-6 år. Han har dog stadig det offentliggjorte årsregnskab. Havde han gemt materialet, ville han have kunnet dokumentere, at han indtægtsførte fakturaen til MP. Han har selvfølgelig indtægtsført fakturaen. Han udsteder ikke fakturaer, der ikke bliver indtægtsført. Hvis der er en retlig forpligtelse til at betale, skal en faktura indtægtsføres.

MPs sag om omkostningsgodtgørelse for H1 ApS er kun en ud af flere tilsvarende sager. Disse sager afventer afgørelsen af denne sag. Afslaget på omkostningsgodtgørelse blev indbragt for Skatteankestyrelsen, men da der er tre til fem års ventetid på behandlingen af sager i Skatteankestyrelsen, og da sagen allerede havde ventet i 10 år, orkede han ikke at vente på Skatteankestyrelsens afgørelse. Det er grunden til, at han har indbragt sagen for domstolene og sprunget Skatteankestyrelsen over.

MPs sag vedrørte fordeling af en ejendomsavance - om den skulle fordeles til den, der skulle selvangive overskuddet, eller om den skulle fordeles ligeligt mellem MP og hans ægtefælle, der begge var ejere af ejendommen. Det var MP, der drev virksomheden, og derfor MP, der skulle selvangive overskuddet. Virksomheden blev ikke drevet fra ejendommen, og derfor var det spørgsmålet, om ejendommen kunne holdes ude fra den løbende drift. Han husker ikke, om der var bevistvivl i sagen. Tvivlen har i givet fald nok ikke været stor. Det var et spørgsmål om, hvorvidt kildeskattelovens § 26 a også omfattede ejendommen, hvor virksomheden blev drevet. Spørgsmålet om, hvem der drev virksomheden, var også et issue i sagen. Var det MP, der drev virksomheden, eller drev hans kone den også. Han vandt sagen på, at ejendomssalget skulle holdes uden for den løbende drift og fordeles ligeligt mellem MP og hans kone, der begge ejede ejendommen. Sagen vedrørte således hovedsageligt det juridiske  spørgsmål om, hvorvidt § 26 a omfattede ejendommen i denne situation, men også et bevisspørgsmål om, hvorvidt konen var med i driften. Der var derfor to måder at vinde sagen på. Enten ved at sige at ejendommen var en engangsindtægt, der skulle holdes uden for den løbende drift, altså en juridisk argumentation, eller ved at sige at begge ægtefæller drev den i fællesskab og dermed et bevisskøn. Han husker ikke, hvad de argumenterede mest for. Da sagen var overstået, sendte han en regning samt en omkostningsgodtgørelsesblanket til MP, og først på dette tidspunkt fik han transport i MPs krav på omkostningsgodtgørelse.

Parternes synspunkter 

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument og under hovedforhandlingen fremført en række generelle synspunkter og kommentarer til skattemyndighedernes praksis i relation til dokumentationskrav, bruttofiksering af de civilretlige nettotransaktioner, hvor en skatteyder modtager en realydelse vederlagsfrit, henholdsvis gennemgået en række konkrete afgørelser samt forarbejder og skatteministerens svar på spørgsmål nr. 1 af 25. november 2014 vedrørende behandling af borgernes udgifter ved klage på skatte- og afgiftsområdet.

Herudover har sagsøgeren til støtte for sine påstande i det væsentlige gjort gældende, at "no cure, no pay" er et almindeligt afregningsprincip, der ikke forhindres af Højesterets dom refereret i UfR 2015.3383H. MP har hyret H1 ApS til at føre skattesagen og må derfor være retlig forpligtiget til at betale et rimelig vederlag for den leverede ydelse. MP kunne næppe forvente, at det skulle være "pro bono-arbejde". Havde MP nægtet at betale et vederlag - og var det kommet til en konfrontation ved byretten - ville byretten utvivlsomt pålægge MP at betale et rimelig vederlag, navnlig da sagen blev vundet og arbejdet utvivlsomt har haft værdi for MP. Det er derfor åbenbart forkert at påstå, at der ikke skulle være en retlig forpligtelse til at betale et rimeligt vederlag. Det skal heller ikke begrænse omkostningsgodtgørelsen, at rådgiveren bærer en del af den økonomiske risiko. Det er indlysende, at MP ikke både skal overdrage kravet på omkostningsgodtgørelse og tillige betale på traditionel vis. Det ville jo give en dobbelt betaling. Er en skattesag vundet, kan skatteyderen betale på to måder. Enten ved at betale på almindelig vis eller ved at overdrage kravet på omkostningsgodtgørelse til rådgiveren og herefter lade betalingen være et anliggende mellem SKAT og rådgiveren. I denne sag har MP valgt at betale ved at overdrage kravet på omkostningsgodtgørelse til sagsøger, hvorfor MP naturligvis ikke skal betale noget til sagsøger. Det er derfor meningsløst, at SKAT konkluderer, at der ikke er en hæftelse, fordi MP ikke har betalt til sagsøgeren. Det forhold, at MP pr. telefon den 6. december 2017, dvs. næsten 10 år efter skattesagen, oplyste SKAT, at han ikke kan huske at have betalt fakturaen, ændrer ikke på, at MP har betalt for de udførte arbejder med en fordring. MP har overdraget fordringen på omkostningsgodtgørelse over for SKAT til sagsøger, der således er berettiget til at modtage betaling fra debitor (dvs. SKAT) i stedet for fra MP. Det gøres i den forbindelse gældende, at fordringer på penge - i samme omfang som brug af rede penge - kan benyttes som betalingsmiddel. Den eneste forskel mellem betaling med rede penge og med overdragelse af fordringer er, at overdragelsen af fordringen (dvs. kreditorskiftet) skal meddeles debitor (dvs. denunciation). Det savner således ethvert juridisk holdepunkt, når SKAT påstår, at MP ikke har betalt for de af H1 ApS udførte rådgiverydelser.

Skatteministeriet hævder, at overdragelse af kravet på omkostningsgodtgørelse fra skatteyderen til skatterådgiveren ikke kan sidestilles med skatteyderens betaling af fakturaen for rådgivningen. Skatteministeriets fortolkning af SKM2015.479.HR medfører derfor, at transport af fordringer ikke længere kan benyttes som betalingsmiddel. Det er åbenbart forkert. Det vil således have vidtrækkende konsekvenser, hvis Skatteministeriet får medhold i, at de almindelige retsprincipper for udligning af fordringer ved overdragelse af fordringer ikke finder anvendelse ved omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningsloven § 52.

Det gøres endvidere gældende, at skatterådgivere skal foretage indtægtsførelsen, når arbejdet er afregningsmodent. Det gøres gældende, at udførte arbejder er afregningsmodne på det tidspunkt, hvor klienten bliver retligt forpligtiget til at betale for det udførte arbejde, dvs. på det tidspunkt, hvor der indtræder en hæftelse for klienten, jf. SKM2001.416.HR. Det undrer derfor H1 ApS, at Skatteministeriet i sit svarskrift, side 3, påpeger, at "[…] der ikke har foreligget en reel hæftelse for skatteyderen i forhold til betaling af udgifterne til sagkyndig bistand." 

Der var enighed mellem sagsøger og SKAT om, at der skulle udbetales omkostningsgodtgørelse i overensstemmelse med et rimeligt honorar. Det var Skatteankestyrelsen også enig i indledningsvist, hvorfor der blev afholdt syn- og skøn på Skatteankestyrelsens regning. Skatteankestyrelsen kan derfor ikke tage stilling til områder, hvor der ikke har været en konflikt mellem SKAT og sagsøger. Landsskatteretten skal klagebehandle ikke sagsbehandle. Tilsvarende skal retten ikke inddrage nye spørgsmål i sin afgørelse.

Skatteankestyrelsen har endnu ikke taget stilling til, hvad der et rimeligt honorar i denne sag, hvorfor sagen bør sendes tilbage til SKAT.

Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at Skatteministeriet har udvist passivitet vedrørende anmodningen om regnskabsdokumentation. Det er således problematisk, at SKAT i 2018 anmoder om bogføringsmateriale for 2008 - altså 10 år efter udløbet af regnskabsåret - og som for længst er destrueret, idet der kun er en forpligtelse til at opbevare regnskabsdokumentation i 5 år. SKAT/Skattestyrelsens passivitet skal derfor ikke komme sagsøger til skade. Omkostningsgodtgørelsen på 22.000 kr. er godkendt af SKAT den 6. maj 2008 og udbetalt 13. maj 2008. Det gøres derfor gældende, at SKAT derfor ikke kan forlange pengene tilbagebetalt i 2018.

Sagsøgte har til støtte for ministeriets frifindelsespåstand navnlig gjort gældende, sagsøgeren ikke har godtgjort, at skatteyderen hæftede for sagsøgerens honorarkrav. Som Højesteret fastslår i sin dom refereret i UfR 2015.3383H, fremgår det udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand. Endvidere pointerer Højesteret, at en eventuel administrativ praksis, hvorefter der "ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, ikke kan føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som det påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse". Der er altså tale om et udtrykkeligt lovkrav, at der skal hæftes.

Når en borger ønsker at få et tilskud fra det offentlige, bærer borgeren bevisbyrden for at være berettiget hertil. Som den sagkyndige, hvis påståede krav på staten hviler på en overdragelse af kravet fra klienten til sig, bærer sagsøgeren på helt lignende vis bevisbyrden i sagen.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Sagsøgeren indgik dengang honoraraftaler med skatteydere efter princippet "no cure, no pay", hvilket klart fremgik af selskabets daværende hjemmeside. Når det således af hjemmesiden fremgår, at en kunde i praksis ikke vil komme til at skulle afholde udgifter, når sagsøgeren fører deres skattesag, kræver det en klar fravigelse af dette udgangspunkt fra sagsøgerens side, for at det kan lægges til grund, at skatteyderen hæfter reelt.

Aftalegrundlaget mellem sagsøgeren og skatteyderen fremgår af en mailkorrespondance fra den 7. december 2007 til den 9. december 2007. Af den skriftlige korrespondance fremgår, at sagsøgeren vil føre sagen efter princippet "no cure, no pay", men at skatteyderen "dog skal […] betale et nettobeløb på 4.000 kr.", såfremt sagen tabes. Sagsøgeren oplyser, at selskabets "regning" vil blive betalt "af det offentlige 100%", såfremt sagen vindes og henviser i samme forbindelse til selskabets hjemmeside.

Som det fremgår af landsrettens præmisser i UfR 2015.3383H, hvilke præmisser Højesteret henviser til, skal der lægges vægt på aftalegrundlaget mellem parterne ift. vurderingen af, om kravet om reel hæftelse er opfyldt.

Såvel på hjemmesiden som i mailkorrespondancen gøres det klart for skatteyderen, at der ingen hæftelse vil være, såfremt sagen vindes. Derudover fremgår det af hjemmesiden, at såfremt sagen tabes med mere end 50%, "bliver der ikke udskrevet nogen faktura". Dette viser, at sagsøgerens kunde heller ikke kan forvente at hæfte for udgifter, såfremt sagen tabes.

I denne sag, hvor sagsøgeren fik medhold i den for skatteyderen førte skattesag, blev fakturaen først udskrevet efter skattesagens afslutning. Der er ikke fremlagt bogføringsbilag eller kontoudtog, som understøtter, at skatteyderen hæftede for udgifterne til sagkyndig bistand, til trods for anmodning herom fra SKAT ved skrivelse af 30. november 2017. Manglende vilje til at fremlægge regnskabsdokumentation til brug for sagen må tillægges processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, således at det lægges til grund, at der aldrig har været en reel, dokumenteret forpligtelse for kunden til at hæfte for udgifter til sagsøgerens rådgivningsbistand.

Endvidere viser det forhold, at skatteyderen den 6. december 2017 oplyste, at han ikke mente at hæfte for den af sagsøgeren udstedte faktura, at der ikke har foreligget en reel hæftelse for skatteyderen i forhold til betaling af udgifterne til sagkyndig bistand.

Mailkorrespondancen mellem sagsøgeren og skatteyderen, hvoraf det fremgår, at sagsøgeren som udgangspunkt vil "køre sagen efter no cure no pay" med undtagelse af et "nettobeløb på 4.000 kr.", fører ikke til et andet resultat.

4.000 kr. er et relativt beskedent beløb i forhold til den i sagen omhandlende sagkyndiges normale timepris - ikke mindst henset til, at sagsøgeren oprindeligt anmodede om omkostningsgodtgørelse for honorar opgjort ud fra en beregnet timepris på 2.100 kr. ekskl. moms. Der er højst tale om en på papiret begrænset hæftelse, der er langt mindre end sagsøgerens salær, og dette viser den manglende hæftelse. Hvor der som i nærværende sag er tale om, at skatteyderen hæfter for et markant lavere beløb end rådgiverens normale salær, hæfter klienten ikke for hele honoraret, men alene med den del, som klienten skal betale, hvis statskassen ikke yder godtgørelse. Såfremt det var muligt at opfylde kravet om hæftelse ved en aftale om, at der hæftes for et væsentligt mindre beløb, end hvad honoraret normalt ville udgøre, åbner dette for misbrug.

Hvis retten mener, at sagsøgeren har løftet sin bevisbyrde, har sagsøgte til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at skatteyderen højst hæftede for 4.000 kr., jf. mailkorrespondancen fra den 7. december til den 9. december 2007. Da det efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er en betingelse, at skatteyderen hæfter for betalingen, kan skatteyderen derfor højst opnå omkostningsgodtgørelse for det beløb, han hæfter for.

Rettens begrundelse og resultat 

Som det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. stk. 2, ydes der til en person eller skatteyder, der har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i en skatteklagesag, en godtgørelse på 100% af de udgifter, vedkommende ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v.

Som det udtrykkeligt fremgår af såvel lovbestemmelsens ordlyd som Højesterets præmisser i UfR 2015.3383H, er omkostningsgodtgørelsen betinget af, at skatteyderen hæfter for udgifterne til rådgiverbistanden og skal eller har betalt disse.

Bevisbyrden for, at betingelserne for omkostningsgodtgørelse er opfyldt, påhviler skatteyderen, men i nærværende sag sagsøgeren, der har fået kravet overdraget fra skatteyderen.

Et afgørende eller væsentligt led i vurderingen af, om der foreligger en reel hæftelse, er det aftalegrundlag, der regulerer forholdet mellem rådgiveren og skatteyderen.

Det må i den forbindelse anses for ubestridt, at grundlaget og vilkårene for sagsøgerens rådgivningsbistand til skatteyderen alene har været indholdet af den tekst, der på daværende tidspunkt fremgik af selskabets hjemmeside. Som ovenfor anført, påtog sagsøgeren sig hér blandt andet at føre "din skattesag efter devisen no cure no pay, hvis sagen vedrører lovfortolkning", samt at det i praksis betød, "at du ingen udgifter har, når vi fører sagen". Hertil kommer den ovenfor refererede e-mailkorrespondance, hvori sagsøgeren meddeler skatteyderen, at "hvis vi vinder bliver min regning betalt af det offentlige 100%. Se min hjemmeside", dog således, at han skulle betale "et nettobeløb på 4.000 kr., hvis vi taber".

Efter at sagsøgeren havde fået fuldt medhold i den for skatteyderen førte klagesag, udstedte selskabet den 20. marts 2008 en faktura til skatteyderen. Tilgodehavendet i henhold til denne faktura overdrog skatteyderen til sagsøgeren samtidig med, at han underskrev en ansøgning til SKAT om en tilsvarende omkostningsgodtgørelse.

Skatteyderen er på intet tidspunkt blevet afkrævet, og har ej heller betalt, fakturabeløbet på i alt 28.875 kr. Som det fremgår af et fremlagt telefonnotat af 6. december 2017, mener skatteyderen da heller ikke at hæfte herfor.

Sagsøgeren har ikke været i stand til ved bogføringsmateriale, kontoudtog eller på nogen anden måde at bevise eller sandsynliggøre, at selskabet har registreret eller indtægtsført et tilgodehavende hos skatteyderen.

Under de således beskrevne omstændigheder findes sagsøgeren ikke at have løftet sin bevisbyrde for, at der på noget tidspunkt har været en reel forpligtelse for skatteyderen til at betale den udstedte faktura for selskabets rådgivningsbistand.

Af samme årsag, og idet det af sagsøgeren i øvrigt fremførte ikke findes at kunne føre til andet resultat, tages sagsøgtes principale påstand om frifindelse til følge.

Hvad angår sagens omkostninger forholdes der som nærmere nedenfor bestemt og hvorved bemærkes, at det tillagte beløb vedrører sagsøgtes udgifter til advokatbistand, beregnet med tillæg af moms, idet ministeriet efter det oplyste ikke er momsregistreret.

Der er ved afgørelsen af sagsomkostningsspørgsmålet lagt vægt på sagens værdi, dens karakter samt omfang og betydning.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T : 

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, frifindes for de af sagsøgeren, H1 ApS, under denne sag nedlagte påstande.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren sagsomkostninger til sagsøgte med 25.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.