Parter

A 

(v/advokat Kasper Kelm Demant) 

mod 

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Robert Thomas Andersen) 

 
Afsagt af byretsdommer 

 Lene Sigvardt

Sagens baggrund og parternes påstande 

Sagen er anlagt den 20. december 2018. Sagen vedrører SKAT’s regulering af moms- og skattegrundlaget for sagsøger i regnskabs- og indkomstårene 2009 og 2010.

Sagsøgeren, A, har nedlagt principalt påstand om, at As skatteansættelse for indkomståret 2009 nedsættes med kr. 340.931 og for indkomståret 2010 nedsættes med kr. 498.323, og at As momstilsvar for perioden 2009 nedsættes med kr. 103.981 og for perioden 2010 nedsættes med kr. 143.746, subsidiært at As skatteansættelser og momstilsvar for perioden 2009-2010 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen 

Det fremgår af sagen, at Landsskatteretten den 26. september 2018 traf afgørelse om regulering af As skattepligtige indkomst for indkomstårene 2009 og 2010 på baggrund af klage over SKATs afgørelse af 18. august 2014, og at Landsskatteretten den 27. september 2018 traf afgørelse om regulering af As momstilsvar for afgiftsperioderne 1. januar til 31. december 2009 og 1. januar 2010 til 31. december 2010 på baggrund af klage over SKATs afgørelse af 17. september 2014.

Der er ikke uenighed om, at der i 2009 og 2010 er indgået indtægter på As konto stammende fra udøvelse af selvstændig virksomhed, eller den talmæssige opgørelse af disse indtægter, men det bestrides af A, at det er ham, der er rette skattesubjekt, men hans, nu afdøde far, ligesom det bestrides af A, at den skete, skønnede reduktion på 25 procent af indtægterne til dækning af omkostninger samt tillæg af udgifter til husleje afspejler de reelle omkostninger, der har været forbundet med drift af virksomheden.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelser og de underliggende bilag, at A i perioden fra den 31. oktober 2002 til den 22. september 2009 var registreret som direktør i G1 ApS med cvr nr. ...11 og branchekode 476500, detailhandel med spil og legetøj. Selskabets formål var at drive salg af hobbyartikler, kopicenter samt udlejning af driftsmidler. Selskabet blev tvangsopløst i oktober 2009. Det fremgår af selskabets seneste regnskab for 2007, at selskabets hovedaktivitet var salg af hobbyartikler og udlejning af festtelte m.v. Der foreligger ikke noget regnskab for indkomståret 2009, men der er indsendt momsangivelser for 1. og 2. kvartal med udgående afgifter på henholdsvis 9.723 kr. og 3.000 kr. Det samlede tilsvar kan opgøres til 3.842 kr.

Den 8. februar 2011 indtrådte A i direktionen for G2 med CVR nr. …12. Selskabet gik konkurs i 2016. Selskabet er stiftet i oktober 2010. Selskabet har ikke angivet moms i 2010.

Det fremgår af As kontoudtog for konto X1 i F1-Bank for 2009 og 2010, at der har været en del indsætninger, hvor navne på virksomheder eller teksten "faktura" indgår. SKAT har modtaget fakturaer vedrørende flere af disse betalinger, hvorom der er enighed, at det heraf fremgår, at der er tale om betaling for leje af telt + service, borde og stole, leje af telt med gulv, løn samt rengøring.

A har for indkomståret 2009 selvangivet en lønindkomst på i alt 54.959 kr. og for indkomståret 2010 selvangivet en lønindkomst på i alt 4.304 kr. Der er enighed om, at lønnen ikke blev overført til konto X1.

Der er ikke selvangivet resultat af virksomhed for nogen af årene.

Af Landsskatterettens afgørelse af 26. september 2019 fremgår blandt andet: 

"… 

Landsskatterettens afgørelse 

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens§ 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens§ 5, stk. 3.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2008.905.HR.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af klagerens konto, at der er indsat pengebeløb i indkomståret 2009 på 554.575 kr. excl. moms og i indkomståret 2010 svarende til 766.657 kr. excl. moms. Klageren har ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at disse beløb stammer fra midler, der allerede er beskattede, eller som ikke skal beskattes hos klageren. Derfor er det berettiget, at SKAT har anset pengene for at være skattepligtig indkomst for klageren ligesom Landsskatteretten er enig i, at klageren må anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i den pågældende indkomstår. SKAT har endvidere indrømmet klageren et skønsmæssigt fradrag for udgifter, hvilket retten kan tiltræde.

Udfaldet af klagerens fars sag ses ikke at have betydning i denne sag.

Der er lagt vægt på, at det af kontoudtoget fra klagerens bankkonto fremgår, at indsætningerne blandt andet vedrører konkrete fakturanumre, samt at materiale modtaget fra betalere bekræfter, at der er tale om betaling af en ydelse som værende enten teltleje mv eller rengøring. Klageren har ikke dokumenteret, at indtægterne vedrører selskabernes omsætning.

På baggrund af ovenstående stadfæstes SKATs afgørelse.

…" 

Af Landsskatterettens afgørelse af 27. september 2019 fremgår blandt andet:

"… 

Landsskatterettens afgørelse 

Af momslovens § 3, fremgår det, at afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Af lovens § 4, stk. 1, fremgår det endvidere, at der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Endvidere anses en formidler af ydelser, der handler i eget navn, men for en andens regning, for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse jf. momslovens§ 4, stk. 4.

Som udgangspunkt skal afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen efter momslovens § 47. Virksomheder, der skal registreres efter bestemmelsen i § 47, stk. 1, skal føre et momsregnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for kontrollen med afgiftens berigtigelse jf. momslovens § 55, stk. 1.

Såfremt størrelsen af det momstilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Landsskatteretten har ved afgørelse af samme dato som nærværende fundet, at klageren må anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i 2009 og 2010 og stadfæstet den af SKAT opgjorte ikke-beskattede omsætning i virksomheden, som herefter skal danne udgangspunkt for opgørelsen af det skyldige momstilsvar.

Retten er enig med SKAT i, at den skønsmæssige fastsatte ikke-beskattede omsætning, må anses for at være momspligtig omsætning, således at forhøjelsen skal danne udgangspunkt for opgørelsen af det skyldige momstilsvar.

Under henvisning hertil finder retten, at SKAT derfor har været berettiget til at opkræve og fastsætte momsen med udgangspunkt i den beregnede omsætning.

På baggrund af ovenstående stadfæstes det fastsatte momstilsvar for klageren til 247.727 kr. for perioden 1. januar 2009 31. december 2010.

…" 

Forklaringer 

A har afgivet forklaring til retsbogen, at … "han i 2009 og 2010 stod i hobbyforretningen. Han havde udlånt sin konto til sin far, der var ejeren af virksomheden. Han er uddannet på handelsskolen i handel. Han har en tillægsuddannelse inden for it. Han har altid boet sammen med sine forældre. Der er tale om et dobbelthus, hvor han bor i det ene af husene. Ejendommen står i hans navn, da hans forældre havde en dårlig økonomi blandt andet som følge af hans fars konkurser. Det har altid været hans far, der har stået for økonomien i virksomhederne og i hjemmet. Familien havde fælles økonomi. Hans far havde hans NemId, og hans far havde adgang til både hans og hans mors bankkonti. Hans far stod for betaling af alle udgifter. Hans forældre har aldrig betalt ham for at bo i ejendommen. Han havde flere konti. Kontoen med kaldenavn "A" var en konto, som han kunne bruge af selv. De øvrige konti har hans far oprettet og benyttet til blandt andet sin virksomhed. Hans far kunne råde over pengene på alle kontiene. Det var hans far, der stod for kontakten til banken.

Det har altid været hans far, der har været direktør for virksomhederne, også selvom han har stået som direktør eller ejer. Han har ikke erfaring med at drive selvstændig virksomhed. Han har alene stået i butikken og ekspederet kunder. Hans mor har arbejdet med rengøring.

Varelisten, sagens bilag 4, stammer fra hobbyforretningen og viser købs- og salgspriser med videre for produkter, der sælges fra forretningen. Varelisten fandtes på kasseapparatet i forretningen. Kasseapparatet er koblet op på hans computer. Han har printet varelisten ud efter, at han havde talt med sin advokat. Det har været i 2019. Varelisten er et eksempel på, hvad der har været af salg i forretningen. Der er tale om en ny, opdateret liste. Der er hans mor, der i dag driver hobbyforretningen. Det er en fortsættelse af den tidligere forretning, der gik konkurs i 2016. Priserne på varerne i butikken fastsættes på baggrund af, hvad materialerne sælges for andre steder. Oversigten, sagens bilag 6, viser, hvilke priser grossisten sælger materialerne for til butikkerne, og oversigten, sagens bilag 5, er en oversigt over, hvad grossisten sælger de samme materialer for til deres private kunder over nettet. Han ved ikke, hvordan andre tilsvarende forretninger fastsætter deres priser.

Det telefonnummer, der er anført på de udsendte fakturaer, er blevet brugt af hans far, både i forretningsmæssig og privat sammenhæng. Telefonen har altid stået i hans navn, og han har overtaget brugen af telefonen efter sin fars død.

Det er ikke ham, der har underskrevet alle årsrapporterne for forretningen. Det er hans far, der har underskrevet nogle af rapporterne.

Han har altid haft tillid til, at hans far ville drive virksomhederne på ordentlig vis. Han var ikke vidende om, at hans far havde drevet uregistreret virksomhed i hans navn. Hans far var en meget bestemt mand.

I dag er det hans mor og han, der driver virksomheden ved hjælp af en revisor.

Den løn, som han har selvangivet, ved han ikke, hvor stammer fra. Han var ikke opmærksom på, at han er registreret som havende modtaget løn. Det er hans far, der har foretaget registreringen. Han har nok haft noget rengøringsarbejde for ISS, men det har været hans far, som har modtaget pengene.

Det er han og hans mor, der har udført rengøringsarbejdet for virksomhederne.

Hans far har altid haft gæld, efter at han gik konkurs med sine vejviserselskaber. Hans far fik gældssanering på et tidspunkt, men han er ikke sikker herpå. Han kan ikke svare på, hvorfor der ikke blev oprettet konti i selskabernes navne. Han havde dankort i eget navn til sine konti. Hans far brugte også disse dankort. Der var ikke udstedt en fuldmagt til hans far. Han ved ikke, hvordan hans far kunne hæve på kortene. Han kan ikke forklare nærmere om baggrunden for, at hans far brugte en telefon i hans navn. Det har nok været en praktisk foranstaltning".

Parternes synspunkter 

A har i sit påstandsdokument anført følgende: 

"… 

Til støtte for den nedlagte principale påstand vedrørende skatteansættelsen for indkomstårene 2009 og 2010 og momstilsvaret for perioden 2009-2010 gøres det i første række helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af As skatteansættelse i indkomstårene 2009 og 2010 og af hans momstilsvar i perioden fra den 1. januar 2009 til den 31. december 2010. Til støtte herfor gøres det helt overordnet gældende, at A har godtgjort, at han ikke er rette indkomstmodtager af den virksomhedsomsætning, der knytter sig til transaktionerne på hans bankkonto i 2009 og 2010.

I forlængelse heraf gøres det i anden række helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af As skatte og momsansættelser for indkomstårene 2009 og 2010.

Såfremt retten måtte finde, at transaktionerne skal henregnes til A som rette indkomstmodtager, og at der var grundlag for at genoptage As skatte- og momsansættelser ekstraordinært, gøres det til støtte for den nedlagte principale påstand i tredje række helt overordnet gældende, at A har godtgjort, at skattemyndighedernes skøn bygger på et forkert grundlag, hvilket har ført til et væsentligt forkert resultat.

Den subsidiære påstand om hjemvisning er nedlagt for det tilfælde, at retten måtte finde, at sagsøger er rette indkomstmodtager, men at skattemyndighedernes oprindelige skøn er tilsidesætteligt, og at dette har medført et væsentligt forkert resultat, men at retten ikke ønsker at sætte sit eget skøn i stedet.

Det gøres overordnet gældende, at A har godtgjort, at han ikke er rette indkomstmodtager af omsætningen i G1 ApS, G2 ApS og en eventuel uregistreret virksomhed.

Princippet om rette indkomstmodtager udledes direkte af statsskattelovens § 4, og indebærer, at det skattesubjekt, der har den retlige adkomst til indkomstgrundlaget, eksempelvis ved at udøve erhvervsmæssig aktivitet, også må være rette indkomstmodtager til vederlaget herfor, jf. Aage Michelsen i Lærebog om indkomstskat, 18. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2019, side 712 og SKM2004.67.HR.

Det følger af retspraksis, at der i sager som nærværende skal foretages en helt konkret realitetsbedømmelse af omstændighederne omkring virksomheden. Eksempelvis er landsskatterettens sammenhængende kendelser af 4. september 2013 U.nr. 12-0189407) og U.nr. 12-0189405) udtryk for, at den formelle registrering i praksis ikke kan anses for afgørende, når det skal vurderes, hvor indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed skal beskattes. At realiteten og ikke formaliteten er afgørende, er yderligere bestyrket af Skatteministeriets egen procedure i bl.a. SKM2002.160.ØLR og SKM2002.681.VLR. Dette gælder også, hvor skatteyder har været bevidst om uoverensstemmelsen mellem de formelle og de faktiske omstændigheder.

Det gøres gældende, at nærværende sags faktiske forhold - som også er de reelle forhold - taler til støtte for, at A ikke har haft en økonomisk og ledelsesmæssig indflydelse på driften i selskaberne, som afspejler den formelle registrering. Der henvises til SKM2013.537.ØLR, SKM2014.254.ØLR samt landsskatterettens kendelse af 16. maj 2012 (j.nr. 1102832) og af 9. juli 2010 u.nr. 09-01741).

Derimod har A alene været involveret i driften af G1 ApS, G2 ApS samt en eventuel uregistreret virksomhed ved at lægge navn til samt ved udlån af en særskilt bankkonto hertil, hvorfor han ikke kan anses for den reelle ejer og ansvarlige indehaver af selskaberne.

Til støtte herfor gøres det gældende, at NJ efter konkurs de facto har ført sin egen virksomhed videre i As navn, hvilket ifølge professor, dr.jur. PJ i SR.2000.223 er typeeksemplet på en proformakonstruktion.

Det gøres videre gældende, at det forhold, at A udlånte en bankkonto til sin fader, NJ, ikke i sig selv bevirker, at det også er A, der skal anses for ejeren af de indsatte beløb herpå, jf. SKM2013.537.ØLR og SKM2014.254.ØLR.

NJ stod for alle overførsler til og fra bankkontoen i F1-Bank, som var udlånt til brug for NJs erhvervsmæssige virksomhed (kontonr. X2, benævnt "NJ", jf. bilag 12). Dette var muligt, idet A havde udleveret sit NemlD til faderen. Til privat brug benyttede A en anden konto (kontonr. X3, benævnt "A", jf. bilag 12), som var adskilt fra erhvervskontoen.

A har herved godtgjort, at han ikke har erhvervet ret til de indkomne midler på bankkontoen, samt at han ikke har haft kontrol over midlerne på bankkontoen. Der er således ikke grundlag for at beskatte A af overskud af virksomhed eller for at afkræve selskabernes momstilsvar af ham.

Det gøres videre gældende, at skattemyndighederne ikke har været berettiget til at genoptage As skatteansættelse og momstilsvar for årene 2009 og 2010 ekstraordinært i medfør af skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5, henholdsvis § 32, stk. 1, nr. 3, efter udløbet af de ordinære frister i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 1, og 31, stk. 1.

Ifølge skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 5, og 32, stk. 1, nr. 3, er det en forudsætning for, at der kan ske fristgennembrud, at den skattepligtige enten forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skatteansættelsen henholdsvis afgiftstilsvaret er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Når det lægges til grund, at A ikke er rette indkomstmodtager af virksomhedsomsætningen, er indsætningerne på bankkontoen hans indkomstopgørelse uvedkommende.

Således har A selvsagt ikke handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt i henhold til skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 5, og 32, stk. 1, nr. 3, ved ikke at selvangive indkomst og indberette moms, som ikke skal henregnes til ham.

Selv såfremt A skal anses som rette indkomstmodtager, gøres det gældende, at der ikke kan ske genoptagelse, da det ikke er groft uagtsomt, at A har selvangivet efter, at han ikke var rette indkomstmodtager. Dette kan højst anses som simpelt uagtsomt.

Såfremt retten lægger til grund, at A var rette indkomstmodtager af transaktionerne på hans bankkonto, bestrides det ikke, at regnskabsgrundlaget mangler, og at skattemyndighederne har været berettiget til at ansætte A indkomst og momstilsvar for årene 2009 og 2010 skønsmæssigt i henhold til dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3.

Skattemyndighederne er imidlertid ikke frit stillet ved foretagelsen af skønnet. Det følger af forarbejderne til skattekontrollovens § 5, stk. 3 (FT 1995-96, tillæg A, s. 2576), at det påhviler skattemyndighederne at bevise, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser. Det samme følger af SKATs juridiske vejledning 2014-1, afsnit A.B.5.3.2 med overskriften "Mangelfuldt (kasse)regnskab som grundlag for forhøjelse".

I henhold til fast (og omfattende) retspraksis vil domstolene tilsidesætte skattemyndighedernes skøn som helhed eller hjemvise sagen til fornyet behandling, såfremt skatteyder kan påvise fejl i skønsgrundlaget og derved sandsynliggøre, at det af skattemyndighederne udøvede skøn er baseret på et urigtigt grundlag, jf. eksempelvis TFS1995, 361 V og SKM2011.263.ØLR.

Samme konklusion er nået i teorien, bl.a. af nuværende Højesteretsdommer Lars Apostoli i TfS 2003, 401, samt i litteraturen af eksempelvis professor dr.jur. PJ i Skatteretten 4, 6. udgave, 2013, side 230f. og af professor dr.jur. Karsten Revsbech i Forvaltningsret - Almindelige emner, 5. udgave, 2009, side 408ff.

Det gøres overordnet gældende, at det af skattemyndighederne udøvede skøn er foretaget på et fejlagtigt grundlag, idet forudsætningen for skattemyndighedernes skøn er, at de i sagen omhandlede selskabers aktiviteter primært bestod af rengørings- og udlejningsvirksomhed. Skattemyndighederne har således ikke taget behørigt hensyn til, at selskabernes aktivitet ligeledes bestod i salg af hobbyartikler, og at størstedelen af omsætningen stammede herfra.

Idet selskabernes aktiviteter økonomisk set har været sammenblandet, er det vanskeligt at henføre driftsudgifter og avance til de specifikke aktiviteter.

Imidlertid følger det af fast branchesædvane, at den vejledende salgspris opgøres ved at gange en vares indkøbspris med faktor 2 eller 2,5, jf. bilag 5 sammenholdt med bilag 6. Dette svarer til, at omkostningerne i forbindelse med køb af varer udgør omtrent 40-45 %. Omsætningen fra hobbyforretningen fremgår af uddrag af varelisten, jf. bilag 4. Ud fra oplysninger heri om fortjeneste på varer, er de gennemsnitlige omkostninger til varekøb beregnet til at udgøre 44 %.

Dermed har A godtgjort, at omkostningerne til køb af varer ikke kan rummes i det skønsmæssigt anerkendte driftsomkostningsfradrag på 25 %. Det gøres følgelig gældende, at skattemyndighederne ikke har foretaget et realistisk skøn over selskabets bruttoavance, idet hobbyforretningen har haft større omkostninger til varekøb, end det af skattemyndighederne forudsatte.

Det gøres herefter gældende, at det fører til et væsentligt forkert resultat, når der alene indrømmes et driftsomkostningsfradrag på 25 % for selskabets afholdte omkostninger. Skattemyndighedernes skønsmæssige opgørelse af virksomhedsomsætning samt skønnede omkostninger har dannet grundlag for den skønsmæssige ansættelse af momstilsvaret. Eftersom den skønsmæssige ansættelse heraf hviler på et fejlagtigt grundlag, hvilket har ført til et væsentligt forkert resultat, gøres det gældende, at selskabets momstilsvar ligeledes ikke er opgjort korrekt.

Da der således kan påvises fejl i grundlaget for skattemyndighedernes skøn, som har haft væsentlig betydning for skønsresultatet, gøres det gældende, at skatteansættelsen for indkomstårene 2009 og 2010 samt momstilsvaret for samme periode bør hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

…" 

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"… 

3. SKATTEMINISTERIETS ARGUMENTATION 

Skattemyndighederne har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst og momstilsvar for 2009 og 2010. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af hans indkomst og momstilsvar er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Disse hovedsynspunkter støttes nærmere på følgende: 

3.1 SKAT har været berettiget til at foretage skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst og momstilsvar 

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, og det påhviler enhver skattepligtig at selvangive sin indkomst, hvad enten den er negativ eller positiv, jf. den dagældende skattekontrollovs § 1, stk. 1.

Hvis der ikke er selvangivet fyldestgørende på tidspunktet for skatteansættelsen, kan skattemyndighederne foretage skatteansættelsen skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Endvidere skal erhvervsdrivende udarbejde et skattemæssigt årsregnskab som grundlag for selvangivelsen, og regnskabet skal være udarbejdet i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, jf. bekendtgørelse nr. 594/2006 om krav til det skattemæssige årsregnskab mv. for mindre virksomheder, bogføringsloven og årsregnskabsloven. Det følger af skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4, at skattemyndighederne kan foretage skatteansættelsen skønsmæssigt, såfremt der ikke foreligger et regnskab udarbejdet i overensstemmelse med de i ovennævnte forskrifter indeholdte bestemmelser.

På sagsøgerens personlige bankkonto er der i årene 2009 og 2010 indsat en lang række kontantbeløb, og det fremgår af posteringsteksterne for mange af indsætningerne (jf. bilag D) og af de fakturaer, som en del af indsætningerne vedrører (jf. bilag E), at indsætningerne vedrører omsætning fra erhvervsmæssig virksomhed. Sagsøgeren har da heller ikke bestridt, at indsætningerne på hans bankkonto, som skattemyndighederne har anset som omsætning fra virksomhed, vedrører omsætning fra erhvervsmæssig og momspligtig virksomhed.

Sagsøgeren har ikke indleveret et skattemæssigt årsregnskab udarbejdet i overensstemmelse med ovennævnte regler, ligesom han i øvrigt ikke er fremkommet med regnskabsmateriale for sine virksomheder, selv om SKAT har bedt herom.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor der er indsat beløb på sagsøgerens bankkonto, der ubestridt vedrører omsætning fra erhvervsmæssig virksomhed, som sagsøgeren var involveret i, påhviler det sagsøgeren at føre et sikkert bevis for, at de omhandlende beløb ikke tilkommer ham og derfor ikke skal beskattes hos ham som skattepligtig indkomst, jf. f.eks. SKM2013.613.ØLR og U.2010.415/2H.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Det må derfor lægges til grund, at sagsøgeren har drevet uregistreret personlig virksomhed og haft skatte- og momspligtige indtægter herfra i årene 2009 og 2010.

Dette støttes nærmere på følgende: 

3.2 Omsætningen på sagsøgerens bankkonto tilhører ikke de to anpartsselskaber 

Sagsøgeren har ikke løftet sin bevisbyrde for, at virksomhedsomsætningen på hans bankkonto tilhører G1 ApS og G2 ApS og dermed ikke vedrører hans personligt drevne virksomhed.

G1 ApS blev tvangsopløst med virkning fra den 8. oktober 2009, og G2 ApS blev først stiftet den 21. september 2010. Omsætningen på sagsøgerens bankkonto i perioden 9. oktober 2009 - 20. september 2010 kan derfor ikke vedrøre disse selskaber.

For så vidt angår perioden 1. januar 2009 - 8. oktober 2009 er det ikke godtgjort, at omsætningen på hans bankkonto tilhører G1 ApS.

Tværtimod fremgår det, at selskabet har angivet salgsmoms (udgående afgift) med 9.723 kr. for 1. kvartal 2009 og med 3.000 kr. for 2. kvartal 2009, dvs. at selskabet ifølge sine egne oplysninger har haft en omsætning inkl. moms på 48.615 kr. i 1. kvartal 2009 og på 15.000 kr. i 2. kvartal 2009, jf. bilag A, sagsfremstillingen, side 3, midtfor. Virksomhedsomsætningen på sagsøgerens bankkonto i 1. og 2. kvartal 2009 overstiger langt den af selskabet selvangivne omsætning for perioden. For så vidt angår 3. kvartal og 4. kvartal 2009 har selskabet slet ikke angivet noget i salgsmoms.

Der foreligger heller ikke regnskaber eller regnskabsmateriale for G1 Aps, der understøtter, at virksomhedsomsætningen på sagsøgerens bankkonto tilhører selskabet.

Heroverfor kan det ikke føre til andet resultat, at der på de fakturaer, som SKAT har fremskaffet fra sagsøgerens kunder, jf. bilag E, er angivet et CVR-nr., som tilhører G1 ApS.

For så vidt angår perioden 21. september 2010 - 31. december 2010 havde sagsøgeren efter det oplyste ingen tilknytning til G2 ApS. Selskabet blev stiftet den 21. september 2010 af en anden person, som også var direktør i selskabet frem til den 8. februar 2011. Sagsøgeren har oplyst, at han købte selskabet i 2011, og han indtrådte også først som direktør for selskabet den 8. februar 2011.

Dertil kommer, at G2 ApS ikke har angivet moms i 2010, dvs. selskabet har efter sine egne oplysninger ikke haft nogen omsætning i 2010, ligesom der efter det oplyste først er bogført omsætning i selskabet fra 2011.

Der foreligger heller ikke regnskabsmateriale for G2 ApS, der understøtter, at virksomhedsomsætningen på sagsøgerens bankkonto tilhører selskabet.

På den baggrund må det lægges til grund, at virksomhedsomsætningen på sagsøgerens bankkonto i 2009 og 2010 ikke tilhører de nævnte selskaber, men at omsætningen tilhører sagsøgeren, på hvis bankkonto beløbene er indsat.

3.3 Sagsøgeren er rette indkomstmodtager 

Sagsøgerens forklaring om, at hans far, NJ, er rette indkomstmodtager af den omhandlede virksomhedsomsætning, bestrides.

Udover at sagsøgerens oplysning er ny og ikke er tilstrækkelig understøttet af objektive kendsgerninger, hænger forklaringen heller ikke sammen med kendsgerningerne i sagen. Sagsøgeren har anført, at faren var den reelle ejer af G1 ApSog G2 ApS, og at den omhandlede virksomhedsomsætning derfor skal henføres til faren. Det kan imidlertid som nævnt ikke lægges til grund, at omsætningen på sagsøgerens bankkonto tilhører selskaberne, jf. ovenfor, og derfor gør det ikke nogen forskel for spørgsmålet i denne sag, om sagsøgerens far var den reelle ejer af selskaberne, hvad der ikke er dokumenteret. Selv hvis det måtte lægges til grund, at omsætningen tilhører selskaberne, vil det i givet fald som udgangspunkt medføre, at det er selskaberne - og altså ikke faren personligt - som var rette indkomstmodtager.

Disse (skiftende) og modstridende oplysninger må komme sagsøgeren bevismæssigt til skade, jf. eksempelvis U.1998.898 H og SKM2013.389.ØLR.

Sagsøgerens oplysning om, at han alene stillede en bankkonto til rådighed for sin far, og at sagsøgeren har optrådt som "stråmand", dvs. der er tale om ren proforma, vedrører en usædvanlig måde at agere på. Det skærper kravene til beviset for oplysningernes rigtighed.

Det er helt udokumenteret, at faren - som hævdet - skulle være rette indkomstmodtager af virksomheds-omsætningen indsat på sagsøgerens bankkonto.

Sagsøgeren gør gældende, at sagsøgeren ikke selv rådede over sine konti, da det var faren, der styrede familiens økonomi, og fordi NJ havde fået udleveret sagsøgerens NemID og MasterCard. Dette bestrides.

Som ejer af bankkontoen ejede sagsøgeren beløbene på kontoen, og det må lægges til grund, at han også havde fuld adgang til at råde over de indsatte beløb. Det er ikke dokumenteret, at det skulle forholde sig anderledes. Det er således ikke bevist, at sagsøgerens far havde rådighed over sagsøgerens bankkonto og derfor kunne råde og faktisk rådede over midlerne på kontoen, som om det var hans egne, samtidig med at sagsøgeren var afskåret fra at råde over midlerne på kontoen. Det er heller på ingen måde bevist, at faren havde rådighed over sagsøgerens personlige NemID og et MasterCard til sagsøgerens bankkonto.

Der foreligger ingen dokumentation for, at indsætningerne på sagsøgerens konto (efterfølgende) er blevet videreoverdraget til sagsøgerens far eller i øvrigt, hvad beløbene er blevet anvendt til. Sådanne eventuelle overførelser til faren vil i øvrigt ikke i sig selv kunne godtgøre, at sagsøgeren ikke har erhvervet ret til de beløb, der er indsat på hans bankkonto, og som han derfor skal beskattes af, jf. eksempelvis SKM2015.37.BR.

Det forhold, at kontoen eventuelt måtte være benævnt "NJ", beviser heller ikke, at sagsøgeren ikke har erhvervet ret til de indsatte beløb. I øvrigt er screenshot af sagsøgerens netbank (bilag 12) udskrevet den 31. juli 2019 og dokumenterer derfor ikke kontoens benævnelse i den i sagen omhandlende periode, og det bestrides derfor som udokumenteret, at kontoen på daværende tidspunkt var benævnt "NJ".

At sagsøgerens far måtte have haft kontakt til kunder m.v., medfører heller ikke, at sagsøgeren ikke er rette indkomstmodtager af de beløb, sagsøgeren har modtaget. Det bemærkes i tilknytning hertil, at en internetsøgning på det på fakturaerne anførte telefonnummer viser, at dette nummer tilhører sagsøgeren, jf. bilag M. Allerede af den grund er der en formodning om, at sagsøgeren (også) har haft kontakt med kunder m.v.

Sagsøgeren har efter sine egne oplysninger varetaget opgaver, der relaterer sig til den daglige drift af virksomheden, herunder ved bestilling af varer og salg i forretningen, og han har derfor haft indsigt i driften. Herudover har sagsøgeren underskrevet G1 ApS’ årsrapporter i årene 2002-2004, jf. bilag N, og G2 ApS’ årsrapporter i årene 2011-2014, jf. bilag O, og der er derfor en formodning om, at sagsøgeren havde indsigt i selskabernes økonomi. Sagsøgeren har derfor heller ikke af den grund løftet bevisbyrden for, at han ikke er rette indkomstmodtager.

At sagsøgerens far eventuelt tidligere måtte have drevet uregistreret virksomhed under anvendelse af samme CVR-nr. beviser heller ikke, at faren er rette indkomstmodtager af de omhandlede beløb.

Det beviser heller ikke noget af relevans for den foreliggende sag, at SKAT i en tidligere sag om NJs momstilsvar for årene 2003 og 2004 måtte have anset ham for den ansvarlige daglige leder af den pågældende virksomhed, som den sag omhandlede, jf. bilag 8. Det bemærkes, at SKAT i den påberåbte sagsfremstilling i bilag 8 lagde til grund, at CVR-nummeret for G1 ApS var blevet "anvendt fejlagtigt" af NJ (bilag 8, side 2, øverst), og der er således ikke grundlag for at hævde, at SKAT i den pågældende sag lagde til grund, at omsætningen vedrørte G1 ApS, og at NJ var rette skattesubjekt for denne omsætning i kraft af hans (hævdede) reelle ejerskab og/eller ledelse af dette selskab.

Det har heller ikke betydning for bedømmelsen af den foreliggende sag, at SKAT i samme tidligere sag om NJs momstilsvar for årene 2003 og 2004 eventuelt måtte have henført nogle indtægter til NJ som rette skattesubjekt, uagtet at beløbene var indsat på sønnens (sagsøgerens) konto, jf. bilag 8. I den pågældende sag var det nemlig ubestridt, at beløbene vedrørte indtægter fra NJs personlige virksomhed. Sagsøgeren har vedrørende den pågældende sag kun fremlagt et udsnit af en sagsfremstilling fra SKAT, og det er derfor ikke muligt at bedømme, om sagen overhovedet er sammenlignelig med den foreliggende sag.

Heller ikke NJs forklaringer i forbindelse med en sag om konkurskarantæne, jf. bilag 11, beviser, at NJ er rette indkomstmodtager af de i den foreliggende sag omhandlede beløb.

Endelig er det ikke dokumenteret, at sagsøgerens forældre har betalt sagsøgerens løbende udgifter. At sagsøgeren har haft yderligere indtægter ud over det selvangivne, understøttes også af, at sagsøgeren kun har haft en begrænset (selvangiven) lønindkomst på i alt 54.959 kr. i indkomståret 2009 og en næsten ubetydelig (selvangiven) lønindkomst på 4.304 kr. i 2010, samtidig med at han bl.a. har haft renteudgifter og udgifter til fagforening, A-kasse eller lignende med knap 70.000 kr. henholdsvis 37.000 kr. i de pågældende indkomstår, jf. uddrag af sagsøgerens årsopgørelser for de pågældende indkomstår (bilag J og bilag K), hvortil kommer de øvrige udgifter til privatforbrug, som sagsøgeren i sagens natur må have haft. Det bestrides i den forbindelse, at det kan lægges til grund, at sagsøgerens forældre har betalt sagsøgerens løbende udgifter.

Det må herefter lægges til grundlag, at de omhandlende beløb, som er indsat på sagsøgerens bankkonto, tilkommer ham og derfor skal beskattes hos ham som skattepligtig indkomst. SKAT har herefter været berettiget til at ansætte sagsøgerens indkomst skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Det følger af opkrævningslovens § 5, stk. 2, at hvis størrelsen af det momstilsvar, som påhviler en virksomhed, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan skattemyndighederne ansætte momstilsvaret skønsmæssigt.

Det må på ovennævnte baggrund lægges til grund, at sagsøgeren har drevet momspligtig virksomhed med levering af varer og/eller tjenesteydelser, jf. momslovens § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1, og at han derfor skal svare moms af virksomhedens omsætning efter momslovens regler.

Sagsøgeren har imidlertid ikke angivet moms af omsætningen for årene 2009-2010 over for SKAT.

Derfor, og da virksomhedens momstilsvar ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, har SKAT været berettiget til at ansætte sagsøgerens momstilsvar for perioden 2009-2010 skønsmæssigt, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

3.4 Den skønsmæssige ansættelse er ikke udøvet på et forkert grundlag og har ikke ført til et åbenbart urimeligt resultat 

For det tilfælde, at de på sagsøgerens konto indsatte beløb anses for skatte- og momsmæssigt at tilkomme sagsøgeren, er der enighed mellem parterne om, at sagsøgerens regnskabsmateriale er mangelfuldt, med den følge, at skattemyndighederne var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst og momstilsvar, jf. sagsøgerens processkrift 1, side 18, 3. afsnit.

Den skønsmæssige ansættelse kan kun tilsidesættes, såfremt det er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis UfR 2009.476/2H, UfR 2011.1458H og SKM2013.613.ØLR.

Bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn er tilsidesætteligt, påhviler skatteyderen, dvs. i dette tilfælde sagsøgeren.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

SKAT har ansat sagsøgerens skattepligtige indkomst fra sagsøgerens personlige virksomhed på grundlag af en skønsmæssig opgørelse af overskuddet ved virksomheden, der er foretaget på følgende måde, jf. bilag A, sagsfremstillingen, side 16: 

	2009	2010
Omsætning	554.575 kr.	766.657 kr.
Husleje	-75.000 kr.	-76.670 kr.
Skønnede omkostninger	-138.664 kr.	-191.664 kr.
Resultat virksomhed	340.931 kr.	498.323 kr.

SKAT har opgjort virksomhedens omsætning på grundlag af indsætningerne på sagsøgerens personlige bankkonti, jf. bilag F.

Bortset fra udgifter til husleje foreligger der ikke nærmere dokumenterede oplysninger om, hvilke udgifter sagsøgeren har haft til driften af virksomheden. SKAT har derfor skønsmæssigt fastsat virksomhedens omkostninger til 25 pct. af omsætningen.

Denne opgørelse af virksomhedens omsætning og skønnede omkostninger har også dannet grundlag for SKAT's skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens momstilsvar.

Salgsmomsen (udgående moms) for sagsøgerens virksomhed er således opgjort som 20 pct. af omsætningen, da SKAT har antaget, at omsætningen på sagsøgerens bankkonto er inklusive moms. Købsmomsen (indgående moms) for sagsøgerens virksomhed er opgjort til 25 pct. af de ovenfor nævnte skønsmæssigt fastsatte omkostninger for virksomheden, da SKAT har antaget, at disse omkostninger alle er momsbelagte.

Sagsøgeren har ikke bestridt opgørelsen af virksomhedens omsætning.

Sagsøgeren har derimod gjort gældende, at skønnet bygger på et forkert grundlag, idet der alene indrømmes et skønsmæssigt fradrag for driftsomkostninger på 25 pct. af omsætningen. Til støtte herfor anfører sagsøgeren, at skattemyndighederne ikke behørigt har taget hensyn til, at selskabernes aktiviteter - foruden rengørings- og udlejningsvirksomhed - ligeledes bestod i salg af diverse hobbyartikler.

Hertil bemærkes for det første, at SKAT ikke kun har indrømmet fradrag med et beløb svarende til 25 pct. af virksomhedens omsætning, men at der også er indrømmet fradrag for udgifter til husleje med 75.000 kr. i indkomståret 2009 og 76.670 kr. i indkomståret 2010. Dermed har SKAT indrømmet sagsøgeren et samlet fradrag for driftsomkostninger med 213.644 kr. i indkomståret 2009 og 268.334 kr. i indkomståret 2010, svarende til 39 pct. henholdsvis 35 pct. af virksomhedens omsætning i de pågældende indkomstår.

For det andet tager SKAT's skøn højde for, at den omhandlede omsætning også kan vedrøre salg af hobbyartikler, jf. bilag A, sagsfremstillingen side 20, midt for, og der er derfor ikke grundlag at tilsidesætte skønnet med den begrundelse, at skønnet ikke tager hensyn til, at omsætningen som hævdet af sagsøgeren også vedrører salg af hobbyartikler.

Bevisbyrden for, at sagsøgeren har haft fradragsberettigede driftsudgifter, påhviler sagsøgeren, jf. U.2004.1516H og U.2007.2379H.

Sagsøgeren har intet fremlagt, som underbygger, at sagsøgeren har haft fradragsberettigede udgifter, der overstiger de beløb, SKAT har indrømmet ham fradrag for ved opgørelsen af virksomhedens overskud. Der foreligger ikke dokumentation for virksomhedens udgifter. Der foreligger heller ikke regnskabsbilag, som giver grundlag for en antagelse om, at virksomhedens fradragsberettigede udgifter overstiger de beløb, som skattemyndighederne har indrømmet sagsøgeren fradrag for. Det bemærkes i den forbindelse, at SKAT allerede ved sagens opstart bad sagsøgeren om at fremkomme med bl.a. dokumentation for udgifter samt oplysninger om eventuelt ansatte i virksomheden og udbetaling af løn til disse ansatte, jf. bilag L, men på trods heraf har sagsøgeren ikke fremlagt oplysninger herom.

De eneste oplysninger, der foreligger, er de som bilag E fremlagte fakturaer, som efter deres indhold vedrører rengøringsydelser, leje af telte, service, borde og stole samt arbejdsydelser i form af opsætning og nedtagning. Disse ydelser vedrører ikke omkostningstung virksomhed.

Det er i øvrigt ikke godtgjort, at omsætning fra salg af hobbyartikler er omkostningstung virksomhed.

Under alle omstændigheder er det ikke godtgjort, at virksomheden har haft fradragsberettigede udgifter, der overstiger de udgiftsbeløb, som skattemyndighederne har indrømmet fradrag for.

De af sagsøgeren fremlagte udaterede udskrifter af indkøbskurve hos Creative Company (bilag 5 og 6) samt varelisten (bilag 4) har i denne sammenhæng ingen bevismæssig værdi, og det bestrides som udokumenteret, at det som anført af sagsøgeren følger af fast branchesædvane, at den vejledende salgspris opgøres ved at gange en vares indkøbspris med faktor 2 eller 2,5.

Hertil kommer, at der ikke gælder noget krav om, at SKAT foretager en beregning af typisk bruttoavance, navnlig ikke når der ikke foreligger nærmere dokumenterede oplysninger om driften og udgifterne ved virksomheden, jf. også SKM2013.613.ØLR. Det er sagsøgeren da også er enig i, jf. processkrift 1, side 18, 3. afsnit.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at skattemyndighedernes skøn medfører et åbenbart urimeligt resultat. Det bestrides, at den skønsmæssige forhøjelse er åbenbar urimelig.

Allerede fordi sagsøgeren ikke har anført noget til støtte herfor, kan sagsøgerens synspunkt herom ikke føre til en tilsidesættelse af skønnet. Sagsøgeren har dermed ikke har godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse er udøvet på et fejlagtigt grundlag eller fører til et åbenbart urimeligt resultat.

3.5 Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelse og momstilsvar er opfyldt 

Som udgangspunkt kan SKAT ikke foretage en ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Der kan imidlertid bortses fra denne frist og foretages en ændring af ansættelse af indkomstskat efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Der gælder tilsvarende genoptagelsesregler for ændring af afgiftstilsvar (såsom momstilsvar), jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, og § 32, stk. 1, nr. 3.

Sagsøgeren har pligt til at selvangive alle sine indtægter, jf. dagældende skattekontrollovs § 1, stk. 1, ligesom sagsøgeren har pligt til at angive sit momstilsvar i anledning af momspligtig virksomhed, jf. momslovens § 57, stk. 1.

SKAT's forhøjelse af sagsøgerens indkomst og momstilsvar er foretaget med henvisning til, at sagsøgeren har drevet uregistreret momspligtig virksomhed, dvs. der er tale om, at sagsøgeren har haft skattepligtige indtægter og et momstilsvar, som han burde have (selv)angivet til skattemyndighederne, men hvor det ikke er sket.

Såfremt retten finder, at virksomhedsomsætningen indsat på sagsøgerens bankkonto tilkommer sagsøgeren, kan der ikke være nogen tvivl om, at sagsøgeren har handlet mindst groft uagtsomt ved at undlade at selvangive resultatet og angive momstilsvaret af denne virksomhed, hvilket har haft den konsekvens, at hans skatteansættelse og opgørelsen af hans momstilsvar er foretaget på et urigtigt og ufuldstændigt grundlag.

Der kan derfor ske ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 2009 og 2010 henholdsvis momstilsvar for perioden 1. januar 2009 - 31. december 2010, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, henholdsvis § 32, stk. 1, nr. 3.

SKAT's forhøjelser af sagsøgerens indkomst og momstilsvar i denne sag er derfor ikke ugyldige som hævdet af sagsøgeren.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat 

Der er enighed om, at der er indgået indtægter på en konto tilhørende A hidrørende for udøvelse af momspligtig virksomhed med 554.575 kr. i 2009 og med 766.657 kr. i 2010. Det påhviler herefter A at godtgøre, at disse indtægter ikke tilhører ham.

Retten finder, at A ikke har løftet denne bevisbyrde. Retten har herved navnlig lagt vægt på nedenstående.

Indsættelserne i såvel 2009 som 2010 er sket på baggrund af fakturaer udstedt i et cvr-nummer tilknyttet en virksomhed, hvor A var registeret som direktør, men som blev tvangsopløst i oktober 2009. Selskabet har alene indsendt momsangivelser for 1. og 2. kvartal i 2009 og da kun for et temmelig begrænset beløb. Fakturaerne har desuden været påført As telefonnummer, og adressen for den udøvede virksomhed er angivet til Nørregade 2, Ringsted, hvor A ifølge sin egen forklaring var beskæftiget med aktiviteter svarende til de, der er blevet faktureret for. Dertil kommer, at A var den eneste, som der som kontoholder havde adgang til at disponere over kontoen og det dertil hørende hævekort. Det bemærkes hertil, at der ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for, at der skulle være andre, der havde fuldmagt til at disponere over kontoens midler, som påstået af A. A har endelig i samme periode alene selvangivet ganske beskedne indtægter, som på ingen måde kan antages at kunne have dækket hans udgifter til helt almindelige fornødenheder så som husleje og kost. Det har således formodningen for sig, at indtægterne tilhører A.

Det forhold, at As far under en sag om konkurskarantæne har erklæret at være den reelle ejer af og direktør i G2 ApS, og at As far tidligere i 2003 og 2004 har haft benyttet en konto stillet til rådighed af A til at drive registreringspligtig virksomhed, kan ikke føre til en anden vurdering. Retten har herved lagt vægt på, at G2 ApS først blev erhvervet af As far ifølge dennes forklaring i 2011, hvorfor aktiviteter i dette selskab ikke er vedkommende for nærværende sag, der vedrører indtægter i 2009 og 2010, og at der ikke i denne sag er dokumenter eller andre tilsvarende objektive oplysninger, der understøtter As forklaring om, at indtægterne i 2009 og 2010 skulle hidrøre fra arbejde udført af hans far.

Retten skal i øvrigt bemærke, at A under nærværende sag har påpeget, at hans far tidligere for at beskytte ham i forbindelse med konkurser og tilsvarende har ladet sig registrere som direktør i selskaber, hvor A har stået registeret som den reelle ejer eller direktør.

Da der ikke er udarbejdet selvangivelse for indtjeningen, ligesom der ikke er svaret skatter eller afgifter, har skattemyndighederne i medfør af skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4, været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse heraf. Det påhviler herefter A at godtgøre, at denne skatteansættelse hviler på et åbenbart urimeligt eller fejlagtigt grundlag.

A har ikke løftet denne bevisbyrde. Retten har herved navnlig lagt vægt på nedenstående.

Der er ikke af A fremlagt bilag af nogen art vedrørende det udførte arbejde, ligesom der ikke er fremlagt oplysninger i øvrigt, der godtgør eller sandsynliggør, at opgørelsen af indtjeningen og dermed momsberegningen eller fastsættelsen af driftsomkostninger hviler på et åbenlyst urimeligt eller fejlagtigt grundlag. Det forhold, at Landsskatterettens skøn over driftsomkostninger er ubegrundet, er uden betydning, hvor bevisbyrden ligger hos A, og denne ikke har fremlagt nogen form for dokumentation til støtte for sine indsigelser.

De fremlagte udskrifter over engro priser og salgspriser fra G3 ikke kan tillægges nogen bevismæssig betydning i forhold hertil. Retten har herved lagt vægt på blandt andet, at det er udokumenteret, hvor stor en andel af indtægterne om nogen, der hidrører fra salg af hobbyartikler.

Under de givne omstændigheder, hvor A har drevet registreringspligtig virksomhed i en periode på 2 år og med en ikke ubetydelig omsætning, finder retten, at betingelserne for, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages herefter til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 55.000 kr.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T : 

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 55.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.