Af hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt offentliggøres afgørelsen i forkortet og redigeret form.
Spørgsmål
- Kan spørgers varmepumpeanlæg og elkedler, der producerer varmt vand til et kollektivt fjernvarmesystem og som forsynes med elektricitet fra en direkte tilkoblet vindmølle, hvor såvel varmepumpe som elkedler, transformeranlæg og vindmølle er ejet af samme juridiske enhed, anses for fritaget for betaling af elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c?
- Såfremt spørgsmål 1 besvares med et "ja", gælder afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, da også, såfremt selve vindmøllen er placeret i havet, og hvor kablet fra vindmøllen føres direkte ind til det transformeranlæg, der forsyner varmepumpe og elkedler med elektricitet?
- Såfremt spørgsmål 1 besvares med et "ja", gælder afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, fortsat for den del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug, der kommer fra vindmøllen, såfremt en del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug tilføres fra det offentlige net?
- Såfremt spørgsmål 3 besvares med et "ja", gælder afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, da fortsat for den del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug, der kommer fra en havvindmølle med en placering som beskrevet i spørgsmål 2, såfremt en del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug tilføres fra det offentlige net?
- Såfremt spørgsmål 1 besvares med et "ja", gælder afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, da fortsat for den del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug, der kommer fra vindmøllen, såfremt en del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug tilføres fra det offentlige net og en del af vindmøllens elproduktion afsættes til det offentlige elforsyningsnet via et fordelingspunkt?
- Såfremt spørgsmål 5 besvares med et "ja", gælder afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, da også, såfremt selve vindmøllen er placeret i havet, og hvor kablet fra vindmøllen føres ind til et fordelingspunkt på samme matrikulære ejendom, hvor varmepumpen og elkedlerne er placeret som beskrevet i spørgsmål 2?
- Kan virksomhedens elforbrug fra det offentlige elforsyningsnet til varmepumpen delvist godtgøres efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., jf. § 6, stk. 1.
Svar
- Ja
- Ja
- Ja
- Ja
- Ja
- Ja
- Ja
Beskrivelse af de faktiske forhold
G mister i 20xx et tilskud (grundbeløb) på anslået xx mio. kr. ved produktion af varme ved naturgas, og har derfor en interesse i at omstille en del af sin varmeproduktion til vedvarende energikilder.
H (spørger) vil have mulighed for at etablere et varmepumpeanlæg med et damvarmelager og nogle elkedler, i det følgende kaldt Varmeforsyningslægget, som har den fornødne kapacitet til at erstatte naturgasanlægget.
H planlægger at anvende elektricitet fra egne land- og kystnære havvindmøller til Varmeforsyningsanlægget. 1-2 af de kystnære havvindmøller vil blive dedikeret til brug for Varmeforsyningsanlægget, medens de øvrige havvindmøller vil blive tilsluttet det offentlige net. Landtilslutningen af elektricitet fra vindmøllerne vil ske til det areal, hvorpå Varmeforsyningsanlægget planlægges etableret.
Elproduktionen fra vindmøllerne er fluktuerende, hvorfor det ville være hensigtsmæssigt, om Varmeforsyningsanlægget vil kunne aftage elektricitet fra det offentlige net.
På det foran opstillede udgangspunkt forhandler H med G om en aftale om etablering og levering af fjernvarme fra Varmeforsyningsanlægget. Som en forudsætning for aftaleindgåelsen skal de elafgiftsmæssige forhold være afklarede, idet elafgiften vil påvirke den varmepris, der skal aftales mellem de to parter. Elafgiftsforholdene vil ligeledes være styrende for, hvorledes Varmeforsyningsanlægget sammenstykkes og projekteres.
Varmepumpeanlægget er et såkaldt luft/vand-anlæg, hvor returvandet fra varmedistributionsnettet varmes op til den ønskede fremløbstemperatur, sædvanligvis op til 75-85 grader. Elkedlerne bruges ved spidslastsituationer, og kan også bruges til at hæve temperaturen fra damvarmelageret det sidste stykke op til fremløbstemperatur.
De stillede spørgsmål er grupperet, således at spørgsmål 1 og 2 omhandler en situation, hvor det er valgt, at hverken vindmøllerne eller Varmeforsyningsanlægget er tilsluttet det offentlige elforsyningsnet.
Situation i spørgsmål 1:
Situation i spørgsmål 2:
Spørgsmål 3 og 4 omhandler en situation, hvor Varmeforsyningsanlægget modtager elektricitet fra både vindmøller og det offentlige elforsyningsnet.
Situation i spørgsmål 3 og 7:
Situation i spørgsmål 4 og 7:
Spørgsmål 5 og 6 omhandler en situation, hvor Varmeforsyningsanlægget modtager elektricitet fra både vindmøller og det offentlige elforsyningsnet, og hvor vindmøllerne leverer elektricitet både til Varmeforsyningsanlægget og til det offentlige elforsyningsnet. Tilførslen til det offentlige net sker efter det på figurerne viste fordelingspunkt.
Situation i spørgsmål 5 og 7:
Situation i spørgsmål 6 og 7:
Spørgsmål 7 omhandler godtgørelse af elafgiften på den elektricitet, der i forhold til spørgsmål 3-6 kommer fra det offentlige elforsyningsnet og som anvendes i varmepumpen. Spørgsmål 7 er derfor illustreret på figur 3-6 oven for.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Relevant lovgivning
H har anført, at bl.a. nedenstående lovgivning taler for de ønskede besvarelser:
-
Lovbekendtgørelse nr. 308 af 24. marts 2017 om afgift af elektricitet (herunder bl.a. § 2, stk. 1, litra c og § 6, stk. 1).
Relevant praksis
Det er H’s opfattelse, at bl.a. nedenstående praksis taler for de ønskede besvarelser:
- SKM2007.541.SKAT vedrørende egenproduceret elektricitet på vindmøller (dvs. vindkraft), som producenten anvendte til at fremstille varme. Det fremgår af afgørelsen, at vindkraft, som en producent forbruger til drift af varmepumper, er omfattet af afgiftsundtagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, såfremt følgende to krav er opfyldt: (i) der er tale om et direkte eget forbrug (dvs. elproduktionsanlægget og elforbrugeren er koblet på samme interne net) og (ii) elproduktionsanlægget og elforbrugeren tilhører den samme juridiske enhed.
- SKM2014.486.SR vedrørende egenproduceret elektricitet fra vandkraft, som producenten anvendte til drift af egen varmepumpe. Det fremgår af afgørelsen, at vandkraft, som en producent forbruger til drift af egen varmepumpe, er omfattet af afgiftsundtagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, såfremt følgende to krav er opfyldt: (i) der er tale om et direkte eget forbrug (dvs. elproduktionsanlægget og elforbrugeren er koblet på samme interne net) og (ii) elproduktionsanlægget og elforbrugeren tilhører den samme juridiske enhed.
H henviser endvidere til Den juridiske vejledning (herunder bl.a. E.A.4.3.4 - elektricitet omfattet af reglerne i elafgiftsloven).
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at spørgers varmepumpeanlæg og elkedler, der producerer varmt vand til et kollektivt fjernvarmesystem, og som forsynes med elektricitet fra en direkte tilkoblet vindmølle, hvor såvel varmepumpe som elkedler, transformeranlæg og vindmølle er ejet af samme juridiske enhed, anses for fritaget for betaling af elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.
Begrundelse
Efter § 1 i elafgiftsloven, skal der betales afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet.
Undtaget for elafgift er elektricitet, der fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.
Ud over, at elektriciteten skal stamme fra en vedvarende energikilde, forudsætter afgiftsfritagelsen,
- at der skal være tale om et direkte eget forbrug. Vindmøllerne, varmepumpe og elkedler skal dermed være koblet på samme interne net, dvs. de skal være direkte forbundne via det interne net. Vindkraft er således ikke fritaget for afgift, hvis vindkraften leveres f.eks. "via det kollektive elforsyningsnet", og
- at vindmøllerne, varmepumpe og elkedler skal tilhøre den samme juridiske enhed
Spørger påtænker at producerer elektricitet ved hjælp af vindkraft og benytte denne elektricitet til drift af spørgers varmepumpe og elkedler, der skal levere opvarmet vand til et kollektivt fjernvarmesystem.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at elektricitet produceret på spørgers vindmølle, og som spørger forbruger til drift af egen varmepumpe og elkedler, er omfattet af elafgiftsloven § 2, stk. 1, litra c, og dermed fritaget for afgift.
Spørgers anvendelse af elektricitet fra egen vindmølle til opvarmning og videresalg af vand til kollektivt fjernvarmesystem må således anses for et direkte forbrug af den producerede elektricitet forudsat, at vindmøllen, varmepumpen og elkedlerne er koblet på samme interne net. Den af spørger producerede elektricitet må ikke først tilgå f.eks. det offentlige elnet, og derefter varmepumpen og til elkedlerne.
Hvis varmepumpeanlægget og elkedlerne alene forsynes fra spørgers vindmølle uden supplerende forsyning fra andre kilder, vil elforbruget i disse under ovennævnte forudsætninger være omfattet af afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".
Spørgsmål 2
Hvis spørgsmål 1 besvares med et "ja", ønskes det bekræftet, at afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, også gælder, såfremt selve vindmøllen er placeret i havet, og kablet fra vindmøllen føres direkte ind til det transformeranlæg, der forsyner varmepumpe og elkedler med elektricitet.
Begrundelse
Afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, for elektricitet produceret ved vedvarende energikilder er ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder betinget af, om den vedvarende energikilde er placeret på samme matrikel som anvendelsesstedet.
Elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, finder derfor også anvendelse, hvis vindmøllen placeres på havet.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "ja".
Spørgsmål 3
Hvis spørgsmål 1 besvares med et "ja", ønskes det bekræftet, at afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, fortsat gælder for den del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug, der kommer fra vindmøllen, såfremt en del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug tilføres fra det offentlige net?
Begrundelse
Elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, regulerer afgiftsfritagelsen for elektricitet fremstillet ved anvendelsen af vedvarende energikilder. Den omhandler derfor selve den producerede elektricitet. I det omfang det ved anvendelsen af elektriciteten er muligt at påvise, at denne stammer fra den vedvarende energikilde og de øvrige betingelser opregnet under spørgsmål 1 er opfyldt, påvirker det ikke afgiftsfritagelsen i forhold til elektriciteten fra den vedvarende energikilde, at der tillige anvendes elektricitet fra andre energikilder. Derimod vil elektriciteten fra andre kilder, som i spørgers tilfælde vil stamme fra det kollektive net, ikke være omfattet af afgiftsfritagelsen.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "ja".
Spørgsmål 4
Hvis spørgsmål 3 besvares med et "ja", ønskes det bekræftet, at afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, fortsat gælder for den del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug, der kommer fra en havvindmølle med en placering som beskrevet i spørgsmål 2, såfremt en del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug tilføres fra det offentlige net?
Begrundelse
Det påvirker ikke afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, at vindmøllen placeres på havet, jf. begrundelsen under spørgsmål 2.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "ja".
Spørgsmål 5
Hvis spørgsmål 3 besvares med et "ja", ønskes det bekræftet, at afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, fortsat gælder for den del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug, der kommer fra vindmøllen, såfremt en del af varmepumpens og elkedlernes elforbrug tilføres fra det offentlige net og en del af vindmøllens elproduktion afsættes til det offentlige elforsyningsnet via et fordelingspunkt?
Begrundelse
I forhold til spørgsmål 3 er forskellen til den i spørgsmål 5 beskrevne situation, at der ikke blot modtages elektricitet fra det kollektive net, men også afsættes elektricitet hertil fra spørgers vindmølle.
Det fremgår ikke af ordlyden til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, eller forarbejder hertil, at overskydende elektricitet ikke må afsættes til det kollektive elforsyningsnet. Det angives endvidere i Den juridiske vejledning afsnit E.A.4.3.4 Elektricitet omfattet af reglerne under "Egen produceret elektricitet på vindmøller": Hvis vindkraftproducentens interne net, som vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget er tilsluttet, også er forbundet til det kollektive el-forsyningsnet - den afgiftsregistrerede netvirksomheds el-net - er der afgiftsmæssigt ikke noget til hinder for, at en overskydende del af vindkraftproduktionen leveres til det kollektive el-forsyningsnet. Der skal ikke betales afgift af leverancer til det kollektive el-forsyningsnet."
Det påvirker derfor ikke afgiftsfritagelsen for den elektricitet fra vedvarende energikilder, der anvendes direkte af spørger som vindmølleejer i varmepumpen og elkedlerne, at spørger også afsætter elektricitet fra vindmøllen til det kollektive net. Hvis de under spørgsmål 1 opregnede betingelser er opfyldt, vil den elektricitet, der stammer direkte fra vindmøllen derfor være omfattet af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.
Hvis elektriciteten fra vindmøllen har været tilført det kollektive net inden den tilgår varmepumpeanlægget og elkedlerne, vil den derimod ikke være omfattet af bestemmelsen.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "ja".
Spørgsmål 6
Hvis spørgsmål 5 besvares med et "ja" ønskes det bekræftet, at afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, også gælder, såfremt selve vindmøllen er placeret i havet, og hvor kablet fra vindmøllen føres ind til et fordelingspunkt på samme matrikulære ejendom, hvor varmepumpen og elkedlerne er placeret som beskrevet i spørgsmål 2?
Begrundelse
Det påvirker ikke afgiftsfritagelsen efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, at vindmøllen placeres på havet, jf. begrundelsen under spørgsmål 2.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "ja".
Spørgsmål 7
Det ønskes bekræftet, at spørgers elforbrug fra det offentlige elforsyningsnet til varmepumpen delvist kan godtgøres efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., jf. § 6, stk. 1.
Begrundelse
Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt. og 7. pkt., kan der ydes delvis godtgørelse af elektricitet, der forbruges i varmepumper, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden.
Det er en betingelse for den delvise godtgørelse, at der ikke sker tilbagebetaling af elafgiften efter øvrige regler i elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3, 9. pkt. Endvidere er det en betingelse, at forbrugeren af elektriciteten har fradragsret for den indgående moms af købet af elektricitet, der anvendes i varmepumpen, jf. elafgiftsloven § 11, stk. 15.
Skattestyrelsen lægger til grund, at spørger ikke opnår tilbagebetaling af afgiften for elforbruget til varmepumpen efter andre ordninger i elafgiftsloven, herunder elpatronordningen. Det lægges endvidere til grund, at spørger har fradragsret for den indgående moms af købet af elektricitet, der anvendes i varmepumpen.
Ved leverancer af varme er det alene producenten heraf, og ikke modtageren, som er berettiget til delvis godtgørelse, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3, 8. pkt. Det følger derudover af ordlyden af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, 1. og 7. pkt., at det er en forudsætning for at opnå godtgørelse, at spørger kan anses som forbruger af elektriciteten til varmepumpen.
Skattestyrelsen finder, at spørger som producent af varmen kan anses som forbruger af elektriciteten til varmepumpen. Spørger anvender således elektriciteten til opvarmning og videresalg af vand til kollektivt fjernvarmesystem, og fjernvarmeselskabet vil dermed betale spørger for et produkt, hvortil spørger har anvendt elektricitet til fremstillingen.
Skattestyrelsen finder derfor, at spørger under de nævnte forudsætninger kan opnå delvis godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., for afgift af elektricitet til spørgers varmepumpe.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 7 besvares med "ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1 - 6
Lovgrundlag
Elafgiftsloven
§ 1
Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, 1 der forbruges her i landet.
(…)
§ 2
Undtaget fra afgiften er elektricitet, som:
(…)
c. fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten,
(…)
Forarbejder
Lovforslag nr. 86 af 20. november 2012
Ved lov nr. 1390 af 23. december 2012 blev der foretaget en præcisering af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.
Af de generelle bemærkninger til lovforslaget fremgår under pkt. 3.2.2 vedrørende lovforslaget udformning:
"Når den årsbaserede nettoafregningsordning ophæves for VE-anlæg (elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra e), og ordningen dermed indpasses i det almindelige system med betaling af elafgift og nettoafregning på timebasis, skal spørgsmål om afgiftsfritagelse afgøres efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, for alle VE-anlæg.
Det er herefter afgørende for fritagelse af elafgiften:
- At elektriciteten produceres ved vedvarende energi.
- Der skal være tale om direkte eget forbrug, der ikke leveres til det kollektive net - dog kan der søges om timeafregning hos Energinet.
- Elektriciteten skal forbruges af producenten - der skal være tale om samme juridiske enhed.
…"
Praksis
SKM2014.486.SR
Skatterådet bekræfter, at spørger hverken helt eller delvist skal betale elafgift af egenproduceret el fra vandkraft, der anvendes til drift af egen varmepumpe, som skal opvarme fjernvarmevand til det lokale varmeværk.
Varmepumpen vil modtage strøm direkte fra turbinen/generatoren, der bliver frakoblet det offentlige el-net.
SKM2007.541.SKAT
I SKM2007.541.SKAT er reglerne om den afgiftsmæssige stilling for vindkraft, som en vindkraftproducent anvender til at fremstille varme præciseret.
Der var i det konkrete tilfælde tale om, at vindkraftproducenten ville anvende vindkraften til at fremstille varme i varmepumper. Den fremstillede varme skulle leveres/afsættes som fjernvarme til opvarmning af helårsboliger mv.
Følgende fremgår af meddelelsen:
"Vindkraft, som vindkraftproducenten forbruger til drift af varmepumper, er omfattet af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c og fritaget for afgift - på følgende betingelser:
3. Der skal være tale om et direkte eget forbrug. Vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget skal dermed være koblet på samme interne net, dvs. de skal være direkte forbundne via det interne net. Vindkraft er således ikke fritaget for afgift, hvis vindkraften leveres "via det kollektive elforsyningsnet" til varmepumpeanlægget.
4. Vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget skal tilhøre den samme juridiske enhed."
Den juridiske vejledning
"E.A.4.3.4 Elektricitet omfattet af reglerne
(…)
Afgiftspligtig elektricitet
Der skal betales afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet. Se ELAL § 1.
Der skal både betales afgift af den elektricitet, som leveres til en forbruger, og af afgiftspligtig elektricitet, som en el-producent selv forbruger.
Der gælder dog en række undtagelser fra afgiften på elektricitet. Se ELAL § 2, stk. 1, litra a - d. I nedenstående afsnit gennemgås de enkelte bestemmelser i ELAL § 2, stk. 1, litra a - d.
(…)
Elektricitet fremstillet af vedvarende energi
Undtaget fra afgiften er elektricitet, som fremstilles ved vindkraft, vandkraft, biogas eller anden vedvarende energi, og som forbruges af producenten selv. Se ELAL § 2, stk. 1, litra c.
Ved "forbruges af producenten selv" forudsættes det, at der skal være tale om et direkte forbrug af den producerede elektricitet via et internt el-net. Elektricitet, der leveres fra el-produktionsanlægget til el-producenten via det kollektive el-forsyningsnet, er dermed ikke fritaget for afgift. Afgiften af denne leverance afregnes af netvirksomheden.
Der gælder følgende betingelser for at få fritagelse for elafgiften:
- Elektriciteten skal produceres ved vedvarende energi
- Der skal være tale om direkte eget forbrug, der ikke leveres til det kollektive net
- Elektriciteten skal forbruges af producenten - der skal være tale om samme juridiske enhed.
Ved lov nr. 1390 af 23. december 2012 er nettoafregning på årsbasis på VE-anlæg med en installeret effekt på højst 6 kW ophævet og erstattet af nettoafregning på timebasis efter regler fastsat i medfør af lov om elforsyning. Se nedenfor
Ved lov 1049 af 12. september 2017 skete der en afskaffelse af fritagelsen for elafgift for timebaseret nettoafregning. I stedet blev der indført øjebliksafregning for dels nye VE-anlæg og dels eksisterende erhvervsanlæg, herunder boligudlejerens anlæg, der var på timebaseret nettoafregning. De eksisterende VE-anlæg i husholdninger fastholdes på de nuværende ordninger og flyttes først til øjebliksafregning i 2032 - Se nedenfor
Ved øjebliksafregning forstås, at der betales elafgift på almindelige vilkår for alt forbrugt elektricitet, som købes på det kollektive elnet. Øjebliksafregning betyder således, at ejerne af VE-anlæg afgiftsmæssigt ligestilles med el forbrugere uden VE-anlæg i forhold til deres køb af elektricitet på det kollektive net.
Boligforeninger m.v.
(…)
Egen produceret elektricitet på vindmøller
Den afgiftsmæssige stilling efter elafgiftsloven for egenproduceret vindkraft, som en vindkraftproducent anvender til at fremstille varme, er præciseret i SKM2007.541.SKAT.
Det følger blandt andet af ELAL § 2, stk. 1, litra c, at vindkraft, som vindkraftproducenten forbruger til drift af varmepumper, er omfattet af ELAL § 2, stk. 1, litra c, og derfor fritaget for afgift. Det er dog en betingelse, at der er tale om et direkte eget forbrug. Vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget skal dermed være koblet på samme interne net. Det vil sige, at anlæggene skal være internt forbundne via det interne net. Vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget skal også tilhøre samme juridiske enhed.
Hvis vindkraftproducentens interne net, som vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget er tilsluttet, også er forbundet til det kollektive el-forsyningsnet - den afgiftsregistrerede netvirksomheds el-net - er der afgiftsmæssigt ikke noget til hinder for, at en overskydende del af vindkraftproduktionen leveres til det kollektive el-forsyningsnet. Der skal ikke betales afgift af leverancer til det kollektive el-forsyningsnet.
Hvis vindkraftproducenten både leverer vindkraft til det kollektive el-forsyningsnet, og får leveret elektricitet fra det kollektive el-forsyningsnet til drift af varmepumpeanlægget, kan vindkraften fortsat leveres uden afgift til det kollektive el-forsyningsnet. Den afgiftsregistrerede netvirksomhed opkræver elafgift og energispareafgift ved levering til forbrug her i landet. Dette gælder også for elektricitet, der leveres til vindkraftproducenten uanset størrelsen af den mængde elektricitet, der leveres til det kollektive el-forsyningsnet. Der skal ske særskilt måling af vindkraft, der leveres til det kollektive el-forsyningsnet, og af den elektricitet, der leveres fra det kollektive net til vindkraftproducenten. Det vil sige, at både den elektricitet, der leveres til nettet, og den elektricitet, der modtages fra nettet, skal måles.
Hvis vindkraftproducenten samtidig også bruger elektricitet til andre formål end i varmepumpeanlægget ved anvendelse af samme interne net, giver loven ikke mulighed for på forhånd at allokere fx afgiftsfri vindkraft til varmepumpeanlægget og afgiftsbelagt elektricitet til de andre formål. Afgiftsbelastningen for alle typer af elforbrug hos vindkraftproducenten skal dermed være den samme i disse tilfælde. Der skal i praksis ske måling af de forskellige typer af elforbrug.
Allokering af elproduktionen
I situationer, hvor VE-anlægget producerer elektricitet, der anvendes i en ejendom, der anvendes både privat og erhvervsmæssigt, kan der blive tale om en fordeling af den producerede elektricitet og dermed elafgiften.
Hvis der skal ske en fordeling af elproduktionen skal det ske efter måling eller anden form for opgørelse. Det er ikke muligt at allokere den producerede elektricitet, så den først anses for at være anvendt i f.eks. privat regi.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der kan opnås godtgørelse af elafgift efter en opgørelsesmetode, hvor egen producerede kWh fratrækkes i de kWh, som varmepumpen til jordvarmeanlæg forbruger. Der kan alene opnås fritagelse for elafgiften for egen produceret elektricitet, som forbruges direkte. Se SKM2013.272.SR.
Indkøbt eller produceret elektricitet kan ikke forlods allokeres til godtgørelsesberettigede formål."
Spørgsmål 7
Lovgrundlag
Elafgiftsloven
§ 11. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov
1) af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, (…)
(…)
Stk. 3. Tilbagebetalingen kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. (1. pkt.)
(…) For afgiftspligtig elektricitet til formål, som er nævnt i 1., 3. eller 4. pkt., ydes dog tilbagebetaling af afgift nævnt i § 6, stk. 1, 2. pkt., nedsat med satsen pr. kWh, der følger af § 6, stk. 1, 1. pkt., efter regulering ifølge § 6, stk. 2, herunder for ydelser omfattet af stk. 2. (7. pkt.) For modtagelse af leverancer, som er baseret på elektricitet, finder 7. pkt. ikke anvendelse. (8. pkt.) 7. pkt. finder heller ikke anvendelse for elforbrug, for hvilket der sker tilbagebetaling af afgift efter denne lovs øvrige regler. (9. pkt.) (…)
(…)
Stk. 15. Afgiften tilbagebetales efter stk. 1 og 3 i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet, varme eller kulde. Tilbagebetaling omfatter dog ikke afgift af energi i relation til aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7 og 8. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 8.
Forarbejder
Lovforslag nr. 195 af 27. april 2011
Ved lov nr. 625 af 14. juni 2011 blev reglerne om delvis godtgørelse i elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7.-11. pkt. indsat.
Af de specielle bemærkninger hertil fremgår:
"Som udgangspunkt skal den foreslåede tilbagebetaling gælde for det forbrug, som er nævnt i § 11, stk. 3, 1., 3. eller 4. punktum, og som i dag er udelukket fra tilbagebetaling. (…)
Ved leverancer af varme eller kulde er det dog producenten heraf og ikke modtageren, som er berettiget til tilbagebetaling efter den foreslåede tilbagebetalingsordning.
Ordningen gælder for momsregistrerede varmeværkers varmefremstilling på basis af el, men omfatter dog ikke elforbrug for hvilket varmeværket har valgt at få tilbagebetaling af elafgift efter elpatronordningen, da det ville føre til utilsigtet tilbagebetaling. Ordningen gælder generelt ikke for elforbrug, hvis der opnås tilbagebetaling af afgift for elforbruget efter andre ordninger i elafgiftsloven.
Den foreslåede ordning med tilbagebetaling af afgift kan højest gælde i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms vedrørende elektriciteten. Dette princip gælder allerede i forbindelse med anden tilbagebetaling af afgift efter den gældende elafgiftslov, jf. lovens § 11, stk. 16, 1. pkt. (…)"
Praksis
SKM2018.95.SR
Skatterådet kunne bekræfte, at et varmeselskab kunne få delvis godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., for afgift af elektricitet, som anvendtes i en varmepumpe eller elkedel, der var installeret hos en varmekunde til brug for varmefremstilling. Varmepumpen var et led i levering af såkaldt "kold fjernvarme".
Den juridiske vejledning
I afsnit E.A.4.6.12.1 fremgår bl.a.:
Varme mv. der leveres
Virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv. Se ELAL § 11, stk. 3, GASAL § 10, stk. 4, 1. pkt., KULAL § 8, stk. 3, 1. pkt., og MINAL § 11, stk. 4, 1. pkt.
Siden 1. januar 2012 har momsregistrerede producenter af varme, varmt vand og kulde, der leveres til forbrug, dog haft mulighed for at opnå delvis godtgørelse af elafgiften af elektricitet, der anvendes til den pågældende produktion af fjernvarme mv. Producenterne kan dog ikke opnå delvis godtgørelse af elafgiften, hvis de opnår godtgørelse af elafgiften af det samme elforbrug efter andre godtgørelsesordninger efter elafgiftsloven. Dette gælder fx varmeproducenter, der får godtgørelse efter ordningen om afgiftslempelse for fjernvarme (elpatronordningen).