Parter

H1

(v/Adv. Tobias Stenkær Albrechtsen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv. Tim Holmager)

Afsagt af byretsdommerne

Henriette Frölich, Poul Henrik Petersen og retsassessor Mette Hartmann Andresen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, H1, ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift for 2010 skal anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, således at der i afgiftsmæssig henseende er tale om et kraftvarmeanlæg, eller om H1 ikke kan anses for at fyre med en kombinations af afgiftspligtigt affald og andre brændsler og derfor i afgiftsmæssig henseende skal betragtes som to kraftvarmeanlæg.

Under sagen, der er anlagt den 17. februar 2016, har sagsøgeren, H1, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal tilpligtes at anerkende, at H1 ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skal betragtes som et varmeanlæg for perioden 1. januar 2010 til 3. december 2010.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Som følge af ny lovgivning og afgiftsændringer efter skattereformen i 2009 foretog SKAT den 29. september 2010 et kontrolbesøg hos H1, hvor H1s tekniske opbygning blev gennemgået med udgangspunkt i H1s anlægsbeskrivelse og afgiftsberegninger.

Der har under sagen været enighed om de faktuelle forhold vedrørende H1s opbygning. Det kan derfor lægges til grund, at H1 er et sammenbygget anlæg, bestående af et gasturbineanlæg og et affaldsforbrændingsanlæg, der omsætter brændsel til energi i form af damp/varmt vand, som udnyttes til el- og varmeproduktion. Ifølge en under sagen fremlagt skitse er kraftvarmeanlægget opbygget således:

På gasturbinen med egen generator produceres både el og varme, som udelukkende er produceret på gas, der er indfyret i gasturbinen. Både el- og varmeproduktionen måles.

Affaldsforbrændingsanlægget er tilsluttet en fælles dampturbine/generator, som får damp fra affaldsforbrændingsanlægget og gasturbinens udstødningskedel via en dampskinne. På den fælles dampturbine produceres både el og varme, som er produceret på både affald og gas. El- og varmeproduktionen måles. Affaldsforbrændingsanlægget og gasturbineanlægget kan drives uafhængigt af hinanden, og dampproduktionen på affaldsforbrændingsanlægget bidrager ikke til el- og varmeproduktion på gasturbineanlægget.

Der er enighed om, at de to anlæg ikke er så tæt forbundne med hinanden, at det umuliggør en selvstændig afgiftsberegning for henholdsvis gasturbineanlægget og affaldsforbrændingsanlægget. Det er således muligt at måle og opgøre dampproduktionen fra gasturbinens udstødningskedel og dampproduktionen fra affaldsanlægget hver for sig, således at dampturbinens el- og varmeproduktion kan opgøres for henholdsvis affald og naturgas.

Ved gennemgangen af H1s afgiftsberegningssystem konstaterede SKAT, at H1 anså H1 som to anlæg i forhold til opgørelse, fordeling og beregning af afgifter. Da SKAT konstaterede fejl og mangler i H1s afgiftberegninger, fremsendte H1 tilrettede afgiftsberegninger, og efter et nyt kontrolbesøg den 2. januar 2011 modtog SKAT nye tilrettede afgiftsberegninger, hvoraf det fortsat fremgik, at forbrændingsanlægget og gasturbineanlægget afgiftsmæssigt blev behandlet hver for sig.

H1 afholdt den 31. marts 2011 møde med sin revisor og meddelte samme dag SKAT, at revisoren var af den opfattelse, at H1 ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skulle betragtes som et anlæg. SKAT modtog herefter den 11. april 2011 nye afgiftsberegninger fra H1, hvor H1 blev betragtet som et anlæg og ikke som tidligere, hvor affaldsforbrændingsanlægget og gasturbineanlægget blev behandlet hver for sig.

SKAT traf den 24. januar 2012 afgørelse om, at H1 i afgiftsmæssig henseende skal opfattes som to anlæg, et affaldsfyret forbrændingsanlæg og et gasturbineanlæg; og Landsskatteretten stadfæstede den 18. november 2015 SKATs afgørelse. Efter at have bemærket, at sagen er afgrænset til at vedrøre de pr. 1. januar 2010 gældende bestemmelser, anfører Landsskatteretten i sin begrundelse:

"...

På grundlag af ordlyden og systematikken i kulafgiftslovens § 5, stk. 3-10, sammenholdt med lovbemærkningerne hertil, finder Landsskatteretten, at opgørelse af afgiftsgrundlaget skal ske pr. anlæg. Denne for tolkning ses endvidere bestyrket ved forarbejderne til lov nr. 527 af 12. juni 2009.

Det er i nærværende sag tale om et kraftvarmeværk bestående af et affaldsforbrændingsanlæg og et gasturbineanlæg. Affaldsforbrændingsanlægget og gasturbineanlægget kan drives uafhængigt af hinanden.

Dampproduktionen på affaldsforbrændingsanlægget bidrager ikke til el- og varmeproduktionen på gasturbineanlægget.

Gasturbinen har egen generator. På dette anlæg produceres både el og varme, som udelukkende er produceret på gas, der er indfyret i gasturbinen. Både el- og varmeproduktionen måles.

Affaldsforbrændingsanlægget og gasturbineanlægget er tilsluttet en fælles dampturbine/generator, som får damp fra affaldsforbrændingsanlægget og gasturbinens udstødningskedel. På denne fælles dampturbine produceres både el og varme, som således er produceret på både affald og gas. El- og varmeproduktionen måles.

Således som affaldsforbrændingsanlægget og gasturbineanlægget er beskrevet over for Landsskatteretten, finder retten, at der er tale om 2 selvstændige anlæg, som hver for sig leverer anlæggets dampproduktion ind på den fælles dampskinne, hvorfra dampen ledes videre til dampturbinen.

De 2 anlæg ses ikke at være så tæt forbundet med hinanden, at det umuliggør en selvstændig afgiftsberegning for henholdsvis gasturbineanlægget og affaldsforbrændingsanlægget. Det er således muligt at måle og opgøre dampproduktionen fra gasturbinens udstødningskedel og dampproduktionen fra affaldsanlægget hver for sig, således at dampturbinens el- og varmeproduktion kan opgøres for henholdsvis affald og naturgas.

Landsskatteretten finder herefter, at H1, i afgiftsberegningsmæssig forstand, skal opfattes som 2 anlæg. Det ene anlæg består af et affaldsfyret forbrændingsanlæg og det andet anlæg af et gasturbineanlæg med udstødningskedel.

Landsskatteretten er som følge heraf enig med SKAT i, at dampproduktionen fra gasturbineanlæggets udstødningskedel skal måles særskilt og fraregnes den samlede dampproduktion på den fælles dampskinne forinden beregning af affaldsvarmeafgift, jf. kulafgiftslovens § 5, stk. 3, tillægsafgift, jf. kulafgiftslovens § 5, stk. 7-10, og CO2-afgift, jf. kuldioxidafgiftslovens §§ 5, stk. 3, og § 7 a.

..."

Under retssagen har parterne været enige om, at retten alene skal tage stilling til det juridiske spørgsmål, om der i afgiftsmæssig henseende er tale om et anlæg, der fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, eller om der er tale om to anlæg et affaldsforbrændingsanlæg og et gasturbineanlæg. Den talmæssige opgørelse af afgifterne har ikke været genstand for prøvelse.

Parternes synspunkter

H1 har til støtte for sin påstand gjort gælderide, at H1 ved opgørelsen af den producerede afgiftspligtige varme skal betragtes som et anlæg, der i en integreret proces fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler. I kulafgiftslovens bestemmelser sondres der grundlæggende mellem på den ene side situationer, hvor der produceres varme eller kraftvarme under anvendelse af en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, og på den anden side situationer, hvor produktionen af varme eller kraftvarme udelukkende er baseret på afgiftspligtigt affald. For affaldsvarmeafgiftens vedkommende kan denne sondring ses i kulafgiftslovens § 5, stk. 2 og stk. 3, og for tillægsafgiftens vedkommende § 5, stk. 9 og stk. 10. Efter forarbejderne til kulafgiftsloven skal man opgøre affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften for hver selvstændig varme- eller kraftvarmeenhed for sig. Grundlaget for afgifterne skal med andre ord opgøres selvstændigt for hvert kraftvarmeanlæg og for hvert varmeproducerende anlæg for sig, uanset at lovens ordlyd kunne indikere, at den relevante enhed er virksomheden som sådan. Når begrebet "anlæg" anvendes i forarbejderne, er der tale om anlæg, der i sig selv enten producerer kraftvarme eller varme, og som benævnes henholdsvis kraftvarmeanlæg og varmeproduktionsanlæg. En gasturbine eller en affaldsovn er dermed, ikke i sig selv et anlæg i forarbejdernes forstand. Der er på den baggrund ikke i det foreliggende tilfælde tale om flere selvstændige kraftvarmeanlæg i kulafgiftslovens forstand, men om et enkelt anlæg med en fælles outputenhed i form af den fælles dampturbine og generator, som producerer virksomhedens samlede kraftvarme. Forarbejderne kan således ikke på nogen måde tages til indtægt for, at H1 skal udskille den del af varmen, der er produceret på afgiftspligtig affald, ved hjælp af målinger af dampproduktion på de respektive dampkedler og herefter opgøre den afgiftspligtige varme under anvendelse af kulafgiftslovens § 5, stk. 2 og stk. 9, fremfor § 5, stk. 3 og stk. 10. Hverken gasturbinen eller affaldsovnen frembringer kraftvarme eller varme i sig selv, og de er dermed ikke kraftvarmeanlæg eller varmeproduktionsanlæg. I kulafgiftslovens § 5, stk. 3, findes en bestemmelse, der udtrykkeligt foreskriver, hvorledes affaldsvarmeafgiften skal beregnes, når der i samme kraftvarmeanlæg, anvendes en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler. Tilsvarende findes i § 5, stk. 10, en bestemmelse vedrørende opgørelsen af grundlaget for tillægsafgiften, såfremt der til produktion af varme anvendes en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler. Hvis man betragter H1 som et kraftvarmeanlæg bestående af to anlæg, skal der nødvendigvis på baggrund af den damp, der produceres på de respektive dampkedler, ske en fordeling af den varme, der i sidste ende produceres på den fælles dampturbine, således at man kan udskille den del af varmen, der produceres ved hjælp af afgiftspligtigt affald. Problemet med denne forståelse af kulafgiften er helt grundlæggende, at brug af en sådan metode til fordeling af varmen ikke er hjemlet i kulafgiftsloven. Det, der udløser afgiften, er den mængde varme, der produceres i H1. Der er ikke i kulafgiftsloven hjemmel til at opgøre afgiften på grundlag af den producerede mængde damp eller røggasser. Afgiften skal opgøres anlæg for anlæg, og der vil kun være tale om et anlæg, hvis der er tale om en enhed, der producerer kraftvarme. Det vil sige, at der i begrebet ligger, at det er outputtet varmen fra dampturboen der udløser afgiften. Der er ikke i kulafgiftsloven hjemmel til en forholdsmæssig fordeling af den dampproduktion, der tilledes dampturbinen.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der ikke i H1 fyres med en kombination af affald og gas. Under indfyringen blandes affald og gas ikke sammen, og der er således ikke tale om et blandingsfyret kraftvarmeværk. H1 skal derfor ved beregningen af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift betragtes, som to anlæg. Der er i kulafgiftslovens § 5, stk. 3, en bestemmelse om opgørelsen af affaldsvarmeafgiften, når der fyres med en kombination af affald og andet brændsel, men det er en betingelse for anvendelse af denne bestemmelse, at kombinationen er til stede allerede fra begyndelsen. Der er ingen grund til at benytte de særlige beregningsregler i kulafgiftslovens § 5, stk. 3, hvis man præcis kan beregne, hvor meget varme, der er produceret ved afbrænding af affald, og det er netop muligt i det konkrete tilfælde. Spørgsmålet er, om der fyres med en kombination af affald og andet brændsel, eller om der kun fyres med affald. Man skal således se på inputtet i anlægget og ikke som sagsøgeren lægge afgørende vægt på slutproduktet. Kulafgiftslovens § 5, stk. 2 og stk. 3, opererer ikke med en sondring mellem, om der er en eller flere kraftvarmeenheder. H1 fyrer med gas i en gasturbine, som er en separat enhed i forhold til affaldsforbrændingsovnen. Gassen indfyres ikke sammen med affaldet i affaldsforbrændingskedlen, og H1 kan således ikke anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas. Når der i reglerne om opgørelse af de afgiftspligtige mængder i kulafgiftslovens § 5, stk. 3 og stk. 10, korrigeres for energiindholdet i andre brændsler, må det antages, at der henvises til andre brændsler, der indfyres i kombination med afgiftspligtigt affald. I det konkrete tilfælde kan den producerede damp fra gasturbinen måles for sig, ligesom dampen fra affaldskedlen kan måles for sig, og det må derfor antages, at affaldsforbrændingsanlægget og gasturbineanlægget ikke er så tæt forbundne, at det er umuligt at foretage en selvstændig opgørelse for affaldsforbrændingsanlægget. Der er en ligefrem proportionalitet mellem den damp, der via dampskinnen ledes ind i dampturbinen og den varme, der produceres. Man har hos H1 i mange år opgjort den afgiftspligtige varme på den måde. Afgiftsgrundlaget er den producerede varme, men det er ikke outputtet i form af varme men inputtet i anlægget i form af brændsel, der er afgørende for, om det er kulafgiftslovens § 5, stk. 2 og stk. 9, eller § 5, stk. 3 og stk. 10, der skal anvendes.

Rettens begrundelse og afgørelse

I forbindelse med affaldsforbrændingsafgiftens omlægning ved lov nr. 461 af 12. juni 2009 blev det i kulafgiftsloven bestemt, at virksomheder, der forbrænder afgiftspligtigt affald, skal betale afgift efter energiindholdet i den varme, der produceres ved affaldsforbrænding. Reglerne vedrørende opgørelse af de afgiftspligtige mængder, hvoraf virksomhederne fremover skulle betale henholdsvis en affaldsvarmeafgift og en ny tillægsafgift blev samlet i kulafgiftslovens § 5, stk. 2 14. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 126, at der for begge afgifter "tages hensyn til, om der er tale om ren affaldsvarmeproduktion eller forskellige typer kombineret produktion, dvs. kombineret el- og varm fremstilling alene på basis af afgiftspligtigt affald, varmeproduktion på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel, og kombineret el- og varmefremstilling på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel." Ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 blev der foretaget tilføjelser til kulafgiftslovens § 5, og af bemærkningerne til lovforslag nr. 207, fremgår, at der "ved kraftvarmeproduktion forstås den nyttiggjorte mængde varme fra selve kraftvarmeenheden tillagt nyttiggjort varme fra særlige anlæg i forbindelse med kraftvarmeenheden, f eks. nyttiggjort varme fra røggasser og lignende. Består H1 af flere kraftvarmeenheder, foretages beregningerne for hver enkelt kedel og anlæg for sig." Parterne er enige om, at det afgørende for sagen er, om H1 i kulafgiftslovens forstand må betragtes som bestående af et eller to anlæg. Om H1 er det oplyst, at det består af en affaldsfyret forbrændingsenhed og en gasturbineenhed, der begge producerer damp. Dampen fra de to enheder føres via en skinne til en dampturbine, hvor dampen omdannes til el og varme. Det er uomtvistet, at det er teknisk muligt at producere el og varme i dampturbinen udelukkende på afbrænding af enten affald i affaldsforbrændingsenheden eller gas i gasturbineenheden at affaldsforbrændingsenheden og gasturbineenheden kan drives uafhængigt af hinanden, at den ene enhed er ikke afhængig af drift af den anden, og endelig; at det er muligt at måle, hvor stor en del af den damp, der tilføres dampturbinen, der stammer fra afbrænding af henholdsvis affald og gas. Da det imidlertid ved kraftvarmeproduktion er den nyttiggjorte varme, der udløser afgifterne i kulafgiftsloven, og da denne varme produceres i dampturbinen og ikke i affaldsforbrændingsenheden og gasturbineenheden, der hver især alene producerer damp, er dampturbinen H1s eneste kraftvarmeenhed. H1 skal som følge heraf i afgiftsmæssig henseende betragtes som et anlæg, og da der i kraftvarmeenheden fyres med en kombination af brændsler, er anlægget omfattet af kulafgiftslovens § 5, stk. 3 og stk. 10. Som følge heraf tages påstanden fra H1 til følge.

Sagsomkostningerne fastsættes til i alt 164.000 kr. Beløbet omfatter 4.000 kr. til afholdte udgifter til retsafgifter og 160.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Sidstnævnte beløb er ekskl. moms, da H1 er momsregistreret. Retten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi, dens karakter og betydning.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at H1 ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skal betragtes som et varmeanlæg for perioden 1. januar 2010 til 31. december 2010.

Skatteministeriet skal inden 14. dage betale 164.000 kr. i sagsomkostninger til H1. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.