Parter

A (v/Advokat Jakob Skaadstrup Andersen)

Mod

Skatteministeriet (v/Kammeradvokat v/advokatfuldmægtig Malthe Gade Jeppesen)

Afsagt af byretsdommer

Ulla Ingerslev

Sagens baggrund og parternes påstande

Ved denne sag, der er anlagt den 9. marts 2015, har sagsøgeren, A, indbragt Landsskatterettens afgørelse af 9. december 2014 for retten.

Landsskatteretten afgjorde ved afgørelsen, at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 2004-2008 med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 om grov uagtsomhed.

Sagen har været forberedt og hovedforhandlet sammen med sag BS 3D-324/ 2015, anlagt af As ægtefælle, NV, mod Skatteministeriet. Den pågældende sag vedrørte Landsskatterettens kendelse, ligeledes af 9. december 2014, i forhold til NV.

As påstand er

Principalt: Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelser i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 for indkomstårene 2004-2008.

Subsidiært: Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelser i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 for indkomstårene 2004-2008 med henblik på beskatning af værdien af friboligen Y1.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

 

Af Landsskatterettens afgørelse af 9. december 2014 fremgår blandt andet følgende oplysninger, idet bemærkes, at der i denne dom alene er anført dele af de i kendelsen gengivne oplysninger:

"Vedrørende fribolig

Faktiske oplysninger

Klagerens søn har bopæl i Hong Kong og har ikke siden 1996 haft bopæl i Danmark.

Klagerens søn har erhvervet en ejendom beliggende Y1, den 15. januar 2004. Ejendommen udlejes til klageren og hans ægtefælle, NV.

Klagerens advokat har i den anledning indhentet en udtalelse hos R1. Af udtalelsen af 7. februar 2003, fremgår bl.a.:

"...

Som aftalt sender vi en beskrivelse af de skatte- og gaveafgiftsmæssige konsekvenser af NAs køb af et helårshus her i landet og hans udlejning af huset til sine forældre Vibeke og A.

1. baggrundsoplysninger

...

NV og A underskrev den 10. oktober 2002 aftale om køb af ejendommen Y1 for kr. 2.850.000.

NV og A's søn NA, som i en årrække har boet i Hongkong og bor sammen med sin familie og arbejder i Singapore, ønsker at indtræde i købsaftalen på uændrede vilkår og erhverve ejendommen i stedet for sine forældre. En del af købesummen vil blive finansieret via et realkreditlån.

NA vil, efter at Højesteret har tilkendegivet, at udlejer er skattepligtige af forskellen mellem den aftalte leje og den objektive markedsleje (TfS 2002,967) (SKM2002.547HR), udleje huset til sine forældre til markedslejen.

OA fra R3 i Y-by har anslået den objektive markedsleje til kr. 1.300 pr. m2 om året eksklusiv forbrug eller i alt kr. 178.100 p.a. (137 m2 x kr. 1.300).

NA ønsker at kompensere forældrenes husleje i form af gaver svarende til den årlige leje, således at lejeforholdet bliver udgiftsneutralt for NV og A. Vi har lagt til grund, at NV og A selv betaler for deres forbrug af el, vand, varme og lignende forbrugsudgifter.

....

Gaveafgift

Efter reglerne i bo- og gaveafgiftsloven skal der betales gaveafgift, hvis NA giver sine forældre gaver, og den samlede værdi til hver af forældrene overstiger bundgrænsen for, hvornår der skal beregnes gaveafgift. Det gælder uanset, at gavegiver (NA) er bosat i Singapore, idet der efter bo- og gaveafgiftsloven skal betales gaveafgift, hvis gavegiver/-modtager har hjemting her i landet.

Da gavemodtager (NV og A) efter retsplejelovens regler (§ 235) skal sagsøges ved en domstol her i landet, har de hjemting her, og der skal derfor betales gaveafgift. Det gælder uanset, at gavegiver (NA) har hjemting i udlandet.

For indkomståret 2003 kan NA give hver af sine forældre en afgiftsfri gave på kr. 49.900.

Der skal betales en afgift på 15% i det omfang, gavernes værdi i et kalenderår overstiger grundbeløbet på kr. 49.900.

...

 

Afgiftsgrundlag og -beregning

Hvis NA giver hver af sine forældre en pengegave, som overstiger bundfradraget (2003) på kr. 49.900, skal der betales en gaveafgift på 15%.

NA bør give hver af sine forældre en pengegave, som mindst svarer til indkomstårets bundfradrag, da et uudnyttet bundfradrag ikke kan overføres til den anden gavemodtager eller føres frem til efterfølgende indkomstår. Ved at give en gave til hver af sine forældre, som svarer til bundfradraget, opnås der fuld udnyttelse af det dobbelte bundfradrag.

Hvis NA fx giver hver af sine forældre kr. 89.050, som svarer til halvdelen af kalenderårets samlede husleje (kr. 178.100), udgør afgifts- grundlaget kr. 39.150 for hver af forældrene (kr. 89.050 - kr. 49.900). Den del af gaven, der overstiger bundgrænsen på kr. 49.900, er belagt med en afgift på 15%. Der skal med andre ord betales en afgift på kr. 5.872,50, hvis NA giver hver af sine forældre kr. 89.050. Den samlede afgift beløber sig dermed til kr. 11.745 (2 x kr. 5.872,50) i 2003.

Gaveanmeldelse og betaling af gaveafgift

Afgiftspligtige gaver skal anmeldes på en særlig blanket (07.018) og indsendes til SKAT. Vi vedlægger en blanket.

Gaveafgiften skal indbetales til SKAT sammen med indsendelse af anmeldelsen af gaven. Blanketten skal være indsendt af enten gavegiver eller gavemodtager senest den 1. maj i det følgende år med oplysning om den afgiftspligtige værdi.

Gavens værdi fastsættes til handelsværdien på tidspunktet for gavens modtagelse. Hvis SKAT vil anfægte den afgiftspligtige værdi, skal det ske inden tre måneder efter, at SKAT har modtaget blanketten. Da der er tale om en pengegave, vil skattemyndighederne næppe anfægte værdiansættelsen.

Gaveafgiften påhviler gavemodtageren (NV og A), men gavegiveren (NA) hæfter solidarisk med NV og A for afgiftsbetalingen. Hvis NA betaler gaveafgiften på kr. 11.745, skal der ikke betales gaveafgift af gaveafgiften.

Selvangivelse

Da NA bliver begrænset skattepligtig til Danmark, når han erhverver huset her i landet, er han forpligtet til at indgive en selvangivelse (for begrænset skattepligtige) til skattemyndighederne.

Vi er gerne NA behjælpelig med at udarbejde selvangivelsen og redegøre for de nærmere omstændigheder omkring udlejningen til NA's forældre.

Vi er også gerne behjælpelige med at få gaven anmeldt over for SKAT.

..."

Den 12. marts 2004 udtalte R1:

"...

Beskatning af NA

Det er vores anbefaling, at den aftalte markedsleje på kr. 15.000 pr. måned fremgår af lejekontrakten. Det er den objektive markedsleje, som NA skal beskattes af ifølge Højesterets afgørelse i TfS 2002, 967H (SKM2002.547.HR), og den er af HOME vurderet til at være ca. kr. 15.000 om måneden, da det reducerer risikoen for skattediskussionen med myndighederne. Se i øvrigt nærmere i det følgende.

Dertil kommer, at vi mener, at det er muligt yderligere at reducere NA's danske skat vedrørende udlejningen til forældrene. Dette er en mulighed, såfremt NA giver sine forældre livsvarig fribolig ifølge bestemmelsen i ligningslovens § 12, stk. 1 og 4, som giver adgang til at fratrække løbende ydelser i form af en fribolig. Fradrag for løbende ydelser i form af en fribolig er nærmere beskrevet i cirkulære 72/1996, afsnit 19.3. Vi har på grundlag af oplysningerne i afsnit 2.2.5 i vores brev af 7. februar 2003 beregnet skatten til ca. kr. 5.000.

Her fremgår det, at det fradragsberettigede beløb svarer til ejendomsværdiskatten (tidligere lejeværdien af egen bolig). Den løbende ydelse er et ligningsmæssigt fradrag, og skatteværdien udgør derfor 32% for NA's vedkommende som begrænset skattepligtig. Herudover har NA fradragsret, ejendomsskatter og vedligeholdelse mv. ved opgørelsen af det skattepligtige overskud. Dertil kommer fradrag for prioritetsrenter på sædvanlig vis.

Forudsætningen for at anvende § 12, stk. 1 og 4 er, at der er tale om en livsvarig fribolig. Det bør derfor fremgå af lejekontrakten, at forældrene har en livsvarig fribolig, dvs. at NA endeligt og bindende har givet tilsagn om at ville yde en hel/delvis fribolig, jf. ligningsvejledningen 2004-1 (Almindelig del, side 724) eventuelt formuleret som en uopsigelig aftale i forældrenes levetid. Såfremt NA ønsker en tidsbegrænsning, kan dette lade sig gøre i form af en opsigelsesmulighed men ikke for en periode, der er kortere end 10 år, jf. TfS 2002, 586 (SKM2002.269.LR), der vedrørte ligningslovens § 12, stk. 1-3.

Det er uden betydning for NA's beskatning, om han undlader at opkræve et beløb hos sine forældrene eller ej.

Beskatning af forældrene

Det er fortsat vores vurdering, at forældrene ikke er indkomstskattepligtige, men at forældrene derimod er pligtige til at betale gaveafgift efter bestemmelserne herom i boafgiftsloven, jf. ligningsvejledning 2004-1 (erhvervsdrivende, side 887). At den løbende ydelse i form af en fribolig i skattemæssig henseende må karakteriseres som en afgiftspligtig gave, understøttes af, at der er tale om en disposition mellem personer, der er omfattet af den boafgiftspligtige personkreds, og at der er tale om en ensidig forpligtelse fra NA's side, som netop er karakteristisk for gavedispositionen.

Det bør derfor intetsteds i lejekontrakten fremgå, at forældrene skal præstere en modydelse i form af arbejde eller lignende, da det kan indebære, at forældrene bliver indkomstskattepligtige af værdien af den vederlagsfri boligmulighed."

...."

Vedrørende likvidationsprovenu

Faktiske oplysninger

Det fremgår af registreringer vedrørende selskabet "G2 - cvr. ...11, at selskabet er stiftet af klageren den 28. juni 1988.

Selskabskapitalen udgør på stiftelsestidspunktet 80.000 kr., som den 23. december 1997 forhøjes med 45.000 kr. til i alt 125.000 kr.

Efter afhændelse af tandlægevirksomheden i regnskabsåret 2000/2001, driver selskabet herefter formueforvaltning og virksomhed, der er forbundet hermed.

Den 15. april 2002 anmoder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om, at selskabet tages under tvangsopløsning.

Skifteretten i Y2 beslutter den 6. september 2002 at tage selskabet under likvidation med advokat SP, Y2, som likvidator.

Efter afholdelse af møde og kontakt til selskabets revisor, udarbejder likvidator et afsluttende likvidationsregnskab pr. 10. marts 2004.

Likvidationsregnskabet udarbejdes med udgangspunkt i den udarbejdede årsrapport for regnskabsåret 2002/2003, som er godkendt den 18. februar 2004.

Resultatet er et likvidationsprovenu på 262.605,25 kr., som tilgår klageren som eneanpartshaver i selskabet. Dette fremgår af det afsluttende likvidationsregnskab fra R2 (likvidator) af 10. marts 2004.

...

Vedrørende renteindtægter

Faktiske oplysninger

Klagerens søn, NA, har oplyst, at han i 2005 har lånt i alt 734.650 kr. af klageren samt 200.000 kr., som er overført fra klagerens ægtefælles konto. Der er ikke oprettet lånedokumentet vedrørende lånet på 200.000 kr.

Der er fremlagt låneaftale vedrørende lånet på 734.650 kr. samt en opgørelse over estimerede renter og afdrag på dette lån.

Om lånet er oplyst, at der løber fra den 15. juni 2005 til den 15. juni 2010 med en årlig rente på 3 %.

...

Landsskatterettens afgørelse

 

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at uanset fristerne i § 26 om ordinær skatteansættelse kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter told- og skatteforvaltningen bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, at som skattepligtig indkomst betragtes naturalydelser.

Vedrørende beskatning af fribolig finder Landsskatteretten, at klageren er skattepligtig af værdien heraf, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Såfremt den fribolig, som klagerens søn har stillet til rådighed for klageren og hans ægtefælle, af klageren blev anset for en gave, ville gaven være at betragte som en brugsnydelsesret fritaget for afgift i medfør af boafgiftslovens § 24. Konsekvensen af en sådan afgiftsfritagelse er skattepligt i medfør af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Da klageren ikke har selvangivet værdien af friboligen eller indgivet gaveanmeldelse, såfremt det var opfattelsen, at der var tale om en gave, må dette anses for at kunne tilregnes klageren som værende mindst groft uagtsomt.

SKAT har derfor i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, været berettiget til at forhøje klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2004 - 2011 inkl.

Vedrørende beskatning af likvidationsprovenu er der enighed om, provenuet er skattepligtigt. Retten finder, at det kan tilregnes klageren som værende mindst groft uagtsomt, at likvidationsprovenuet ikke er selvangivet. SKAT har derfor været berettiget til at forhøje klageren med provenuet i indkomståret 2004, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Vedrørende beskatning af renteindtægter er der enighed om, at renteindtægterne er skattepligtige. Retten finder, at det kan tilregnes klageren som værende mindst groft uagtsomt, at renteindtægterne ikke er selvangivet. SKAT har derfor været berettiget til at forhøje klageren med renteindtægterne i indkomstårene 2005 - 2010 inkl., jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor."

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, idet det samtidig bemærkes, at der ikke er afgivet forklaringer under hovedforhandlingen i retten.

Parternes synspunkter

 

A har i påstandsdokument af 25. januar 2016 gjort gældende:

"...

Sagsøger har ikke handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive friboligen.

Sagsøger har ikke handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive renteindtægterne.

Sagsøger har ikke handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive likvidationsprovenuet.

Der er følgelig ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

1. Målestokken grov uagtsomhed er den samme efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og skattekontrollovens straffebestemmelser

 

Det har været lovgivers ønske, at skattekrav forældes efter 3 år, jf. skatteforvaltningslovens § 26. Dog har lovgiver fundet, at den 3 årige forældelse ikke skal gælde, hvis skatteyderen har begået et strafbart forhold, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, hvorefter genoptagelse kan ske, hvis en forkert skatteansættelse skyldes forsæt eller grov uagtsomhed hos skatteyderen.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 har følgende ordlyd:

"...

"§27 Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

...

5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

..."

 

Målestokken grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er sammenfaldende med målestokken grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens straffebestemmelser, herunder skatteforvaltningslovens § 13. Dette fremgår af forarbejderne til skattestyrelseslovens § 33, som var forløberen til § skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 5, hvor i bemærkningerne er anført:

"...

Vurderingen af, om der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt efter den foreslåede bestemmelse, er identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrolloven. Bestemmelsen finder således kun anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger et strafbart forhold, jf. skattekontrollovens afsnit III" [min fremhævning]

..."

For at kunne genoptage ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 skal der altså foreligge et strafbart forhold. Noget andet er, at der ikke konkret behøver at være rejst en straffesag, og at beviskravene kan være forskellige i straffesager og i skattesager, men det ændrer ikke ved det grundlæggende forhold, at den legale målestok er den samme.

1. Subjektiv tilregnelse skal foreligge i relation til indkomstskattepligten

 

For at noget er strafNVrt skal to betingelser være opfyldt. For det første skal gerningsindholdet være realiseret. Dette er forbrydelsens objektive side. For det andet skal realisationen af gerningsindholdet kunne tilregnes gerningsmanden som forsætlig eller groft uagtsom. Dette er forbrydelsens subjektive side.

Som redegjort for nedenfor er betingelserne til den subjektive tilregnelse ikke opfyldt. Sagsøgeren havde fået at vide af R1, at friboligen ikke var indkomstskattepligtig, og sagsøgeren var i god tro om indkomstskattepligten.

Skatteministeriet anfører, at sagsøgeren ikke indgav en gaveanmeldelse, således som R1 havde rådgivet sagsøgeren om. Denne undladelse vedrørende et andet forhold er den bærende begrundelse for, at sagsøgeren skulle have handlet groft uagtsomt i relation til indkomstskattepligten.

Imidlertid mener Skatteministeriet ikke selv, at der skulle have været indgivet gaveanmeldelse. Det kan objektivt ikke bebrejdes sagsøgeren, at sagsøgeren ikke indgav en gaveanmeldelse, som ikke skulle have været indgivet.

Eftersom gerningsindholdet for unddragelse af gaveafgift objektivt ikke er realiseret, er det ufornødent at tage stilling til, om betingelserne til den subjektive tilregnelse måtte være opfyldt, for så vidt angår unddragelse af gaveafgift.

Det er ikke muligt ved vurdering af grov uagtsomhed i relation til eet forhold, i dette tilfælde unddragelse af indkomstskat, at inddrage den subjektive side for et andet forhold, nemlig unddragelse af gaveafgift. En sådan kombination af betingelser kan ikke foretages.

Den parallelle strafferetlige bedømmelse vil falde ud til, at der ikke foreligger overtrædelse af indkomstskattepligten, fordi kravene til subjektiv tilregnelse ikke er opfyldt, og at der heller ikke foreligger overtrædelse af gaveafgiftspligten, fordi friboligen objektivt ikke var gaveafgiftspligtig.

Det er ikke muligt at kombinere de objektive betingelser for eet forhold med de subjektive betingelser for et andet forhold. Det er derfor hverken muligt at straffe sagsøgeren for overtrædelse af indkomstskattepligten eller gaveafgiftspligten.

Da bedømmelsen af grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, skal ske efter samme målestok som det strafferetlige forhold, er ekstraordinær genoptagelse ikke mulig.

Det pointeres, at sagsøgeren ikke groft uagtsomt har overtrådt reglerne om gaveanmeldelse. For det første skulle der som nævnt objektivt ikke indgives gaveanmeldelse. For det andet gik sagsøgeren ud fra, at sønnen, der forestod alle økonomiske forhold vedrørende ejendommen, gjorde dette.

Denne sag handler ikke om, hvorfor sagsøgeren ikke indgav gaveafgiftsanmeldelse af en gave. Denne sag vedrører Skatteministeriets anvendelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, som kan anvendes i tilfælde, hvor skatteydere groft uagtsomt har undladt at foretage korrekt selvangivelse af indkomst. Således omhandler sagen alene, hvorvidt det var groft uagtsomt af sagsøgeren ikke at selvangive værdien af friboligen i hendes selvangivelse. Sagen omhandler derimod ikke, hvorfor sagsøgeren ikke indgav gaveafgiftsanmeldelse, eller hvorvidt det var groft uagtsomt af hende ikke at gøre dette. Derfor er Skatteministeriets opfordring vedrørende gaveanmeldelse uden retlig betydning. Opfordringen har alene til hensigt at stille sagsøgeren i et dårligt lys. Der er tale om et falsk lod i vægtskålen.

1. Subjektiv tilregnelse skal foreligge i relation til hvert enkelt forhold

 

Skatteministeriet påstår, at der foreligger grov uagtsomhed med hensyn til undladelse af selvangivelse af tre forskellige indkomster, nemlig friboligen, renteindtægterne og likvidationsprovenuet.

Den grove uagtsomhed skal foreligge i relation til hvert enkelt forhold omfattet af den ekstraordinære genoptagelse. Der skal foreligge grov uagtsomhed i relation til hvert af de tre nævnte forhold. Det er ikke tilstrækkeligt for ekstraordinær genoptagelse, at der måtte foreligge grov uagtsomhed vedrørende eet forhold. Hvis der er indtægter, i relation til hvilke der ikke er handlet groft uagtsomt, kan der ikke ske forhøjelse af indkomsten med disse indtægter, selv om skatteansættelsen for det pågældende indkomstår måtte være genoptaget ekstraordinært som følge af andre forhold i samme indkomstår.

1. Konkret subsumption - vurdering af grov uagtsomhed

Ad 1) Friboligen

Sagsøger er privat person og pensionist og havde ingen forudsætninger for at vurdere de skattemæssige konsekvenser af friboligaftalen. På denne baggrund indhentede sagsøgers familie rådgivning fra revisionsselskabet R1.

R1 rådgav klart og entydigt familien om, at friboligen ikke var indkomstskattepligtig. Friboligen var derfor selvangivelsen uvedkommende, da der ikke var noget at selvangive. Indhentelse af professionel rådgivning må udgøre den nødvendige "påkrævede omhu" som er den målestok, som SKAT selv anfører i deres juridiske vejledning 2015, punkt A.C.3.2.4, hvorfor sagsøger ikke har handlet groft uagtsomt.

Sagsøger var på baggrund af den indhentede professionelle rådgivning af den opfattelse, at der ikke var noget at selvangive, fordi friboligen ikke var indkomstskattepligtig.

Det kan konkret ikke bebrejdes sagsøger, at han ikke selvangav friboligen, og undladelsen heraf kan ikke tilregnes ham som hverken groft eller simpelt uagtsomt.

Skatteministeriet anfører endvidere på s. 4 i svarskriftet, at:

"Såfremt sagsøgeren havde fulgt den modtagne rådgivning og indgivet gaveafgiftsanmeldelser for indkomstårene 2004-2008, havde SKAT haft mulighed for at vurdere de skattemæssige konsekvenser af den indgåede aftale om friboligen"

 

Hvorvidt gaveanmeldelse eller for den sags skyld selvangivelse ville have gjort det muligt for SKAT at få kendskab til friboligen, er uden betydning for sagen. Manglende selvangivelse af en indtægt vil per definition føre til, at SKAT ikke har kendskab til indtægten, og konsekvensen af sagsøgtes standpunkt er, at enhver undladelse af selvangivelse vil være groft uagtsom, fordi manglende selvangivelse eller anmeldelse per definition fratager SKAT muligheden for at få kendskab til indtægten.

R1 rådgav klart og tydeligt familien om, at friboligen ikke var indkomstskattepligtig, jf. brev af 12. marts 2004 (bilag 3), hvori R1 anførte:

"Det er fortsat vores vurdering, at forældrene ikke er indkomstskattepligtige, men at forældrene derimod er pligtige til at betale gaveafgift efter bestemmelserne i boafgiftsloven..."

 

På denne baggrund var sagsøgeren af den opfattelse, at der ikke var noget at selvangive. Sagsøgeren var i god tro om indkomstskattepligten, og har ikke handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive friboligen.

Det forhold, at sagsøger ikke har indgivet en gaveanmeldelse, som efter SKATs opfattelse slet ikke skulle indgives, kan ikke påvirke bedømmelsen af uagtsomhed i forhold til unddragelsen af indkomstskat.

Sagsøger har netop handlet agtsomt ved at opsøge en specialist. Specialisten udtalte, at friboligen ikke var indkomstskattepligtig. Der var intet at selvangive.

I forhold til retsvildfarelsen, samt til brug for vurderingen af, om uagtsomheden i det konkrete tilfælde skal betragtes som grov, må følgende individuelle faktorer tillægges vægt;

at sagsøger forsøgte at afklare reglerne ved indhentelse af professionel rådgivning,

at skattereglerne på det relevante tidspunkt var uklare, og der var tale om komplicerede

regler. Retstilstanden blev først forsøgt afklaret i 2009 af Højesteret i TfS 2009.61

(SKM2009.27.HR). Det faktum, at sagen gik helt til Højesteret, bekræfter, at der var tale om komplicerede regler. Det skal hertil bemærkes, at rådgivning fra R1 blev indhentet i 2004, det vil sige fem år før Højesterets afgørelse på området. I sammenhæng hermed henvises der til SKATs vejledning 2015, punkt A.C.3.2.4, hvor det anføres, at manglende klarhed på et retsområde bevirker, at det er sværere at løfte bevisbyrden for, at der er tale om en klart bebrejdelsesværdig afvigelse fra normen.

at sagsøger ikke selv havde nogen særlig indsigt i eller erfaring med det danske skattesystem,

at sagsøger ikke havde en særlig uddannelsesmæssig Baggrund som bevirkede, at hun havde

særlige forudsætninger for at forstå de skattemæssige konsekvenser

at der er tale om en fiktiv indtægt i form af en fribolig. Sagsøger har ikke haft rede penge mellem hænderne.

Praksis - grov uagtsomhed:

Fra praksis vedrørende grov uagtsomhed skal fremhæves følgende:

TfS 1992.19 - Østre Landsret frifandt skatteyderen for grov uagtsomhed. Skatteyderen havde undladt at selvangive værdi af fri bil. Skatteyderen havde spurgt sin revisor til råds, og revisoren havde givet et forkert svar. Østre Landsret lagde vægt på, at fejlen måtte tilskrives revisors forkerte rådgivning. Dommens præmisser kan direkte overføres til nærværende sag.

TfS 1989.616 - Østre Landsret frifandt skatteyderen for grov uagtsomhed. Skatteyderen havde ikke oplyst en række indtægter. Østre Landsret lagde vægt på, at regnskaberne i skatteyderens anpartsselskab samt hans selvangivelser var udarbejdet af hans revisor, som havde været i besiddelse af alle relevante bilag.

TfS 1995.719 - Vestre Landsret frifandt skatteyderen for grov uagtsomhed, da skatteyderen havde svævet i en vildfarelse med hensyn til reglerne i momsloven. Vestre Landsret lagde vægt på, at der på daværende tidspunkt ikke var nogen klar vejledning på området og at området selv for sagkyndige var vanskeligt tilgængeligt. De samme forhold gør sig gældende i nærværende sag.

TfS 1996.594 Vestre Landsret frifandt skatteyderen for grov uagtsomhed. Skatteyderen havde ikke oplyst en aktieavance på ca. 5,9 mio. kr. i selvangivelsen. Vestre Landsret lagde vægt på, at selvangivelsen var udfærdiget af 2 forsikringsmedarbejdere, som den tiltalte have grund til at anse for skatte- kyndige.

I nærværende sag er der tale om et langt mindre beløb, og den manglende selvangivelse skyldes rådgivning fra R1, et revisionsfirma som sagsøgte havde grund til at anse for kompetente. I forhold hertil bemærkes, at selve grundlaget for at statuere strafansvar ofte mangler, hvis revisoren har begået væsentlige fejl. Se hertil TfS 1992.471 hvor en statsautoriseret revisor blev dømt for medvirken til skattesvig, mens skatteyderne, som ikke var klar over fejlene, ikke blev straffet.

TfS 1994.525 - Vestre Landsret frifandt skatteyderen for grov uagtsomhed. Skatteyderen havde undladt at reagere på en for lav selvangivelse. Vestre Landsret lagde vægt på, at skatteyderens revisor forklarede, at han ikke ville have reageret, hvis han havde set den urigtige indkomstopgørelse.

Som det fremgår af den gennemgåede praksis skal der ganske meget til, før der foreligger grov uagtsomhed. I denne sag kan den manglende selvangivelse af friboligen ikke bebrejdes skatteyderen, og der foreligger følgelig ikke noget grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

Det følger af SKATs egen procesvejledning (juridisk vejledning afsnit A,C.3.5.5.2), at "Hvis rådgiveren har begået væsentlige fejl, kan grundlaget for at statuere strafansvar hos den afgifts- eller skattepligtige ofte mangle".

 

Ad 2) Renteindtægterne

Renteindtægterne blev ikke selvangivet, fordi renterne ikke er betalt løbende. Renterne skulle således først betales, når hovedstolen var betalt.

Sagsøger er pensionist, og har i de senere år været alvorligt syg af kræft, og har tilmed haft en blodprop i hjernen. Som følge heraf har sagsøger ikke holdt øje med, hvornår hovedstolen var indfriet, og hvornår renterne begyndte at blive betalt.

Det kan konkret ikke bebrejdes sagsøger, at han ikke selvangav renteindtægterne, og undladelsen heraf kan ikke tillægges ham som groft uagtsomt.

Kriterierne for vurdering af grov uagtsomhed i skattekontrollovens § 13 og i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er sammenfaldende. For at kunne genoptage ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 skal der være begået et strafbart forhold efter skattekontrollovens § 13.

Den grove uagtsomhed skal knytte sig til den bestemmelse, der påstås overtrådt, det vil konkret sige unddragelsen af indkomstskat. Således skal bestemmelsen objektivt set være overtrådt og overtrædelsen skal kunne tilregnes skatteyderen som groft uagtsomt. I denne sag er betingelsen til den subjektive tilregnelse ikke opfyldt.

Indskrænkningen af strafbarheden og genoptagelsesadgangen til de grove tilfælde indebærer, at almindelige fejl, der forekommer som følge af fejltagelser, misforståelser, forglemmelser og lignende, ikke straffes, og den almindelige 3-årige forældelse opretholdes for sådanne almindelige fejl.

Ad 3) Likvidationsprovenuet

Sagsøger modtog ikke noget kontant beløb i forbindelse med likvidationen, men skulle tværtimod betale 105.000 kr. til likvidationsboet (bilag 10). Som følge heraf var sagsøger af den overbevisning, at der ikke var noget at selvangive.

Sagsøger var ikke opmærksom på, at der skattemæssigt var tale om en afståelse ved tvangsopløsning af virksomheden, og at han derfor skulle selvangive likvidationsprovenuet. Endvidere havde SKAT meddelt skattekvittance, hvorfor SKAT var fuldt ud bekendt med tvangsopløsningen. Der var således heller ikke undertrykt oplysninger for SKAT.

En tilsvarende vurdering af en retsvildfarelse blev foretaget i TfS 1995.797 Ø. I denne sag frifandt Østre Landsret skatteyderne for forsætlig skattesvig og grov uagtsomhed. Skatteyderne, som var hovedaktionærer, havde undladt at selvangive en udlodning af anpartskapital ved et selskabs likvidation. Østre Landsret lagde vægt på, at det ikke var bevist, at det stod skatteyderne klart, at det påhvilede dem at selvangive likvidationsudlodningen. Dommens præmisser kan direkte overføres til nærværende sag.

Det kan konkret ikke bebrejdes sagsøger, at han ikke selvangav likvidationsprovenuet, og undladelsen heraf kan ikke tillægges ham som groft uagtsomt.

Kriterierne for vurdering af grov uagtsomhed i skattekontrollovens § 13 og i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er sammenfaldende. For at kunne genoptage ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 skal der være begået et strafbart forhold efter skattekontrollovens § 13.

Den grove uagtsomhed skal knytte sig til den bestemmelse, der påstås overtrådt, det vil konkret sige unddragelsen af indkomstskat. Således skal bestemmelsen objektivt set være overtrådt og overtrædelsen skal kunne tilregnes skatteyderen som groft uagtsomt. I denne sag er betingelsen til den subjektive tilregnelse ikke opfyldt.

Indskrænkningen af strafbarheden og genoptagelsesadgangen til de grove tilfælde indebærer, at almindelige fejl, der forekommer som følge af fejltagelser, misforståelser, forglemmelser og lignende, ikke straffes, og den almindelige 3-årige forældelse opretholdes for sådanne almindelige fejl."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 25. januar 2016 gjort gældende:

Det gøres overordnet gældende, at den ordinære ansættelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 26 er suspenderet, idet sagsøgeren har undladt at selvangive værdien af friboligen, renteindtægterne og likvidationsprovenuet, og således groft uagtsomt har bevirket, at grundlaget for SKATs oprindelige skatteansættelse har været urigtigt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det følger af skattekontrollovens § 1, at enhver, der er skattepligtig her til landet, over for told- og skatteforvaltningen skal selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Der påhviler derfor den skattepligtige en selvstændig forpligtelse til at kontrollere, at både de fortrykte angivelser på selvangivelsen og indholdet af årsopgørelserne er korrekte.

Det er ubestridt, at sagsøgeren ikke har selvangivet sin andel af værdien af friboligen i indkomstårene 2004-2011, ikke har selvangivet renteindtægterne i indkomstårene 2005-2010 og ikke har selvangivet likvidationsprovenuet i indkomståret 2004.

Sagsøgeren har dermed bevirket, at skattepligtige indtægter er blevet udeholdt, og han har handlet i strid med selvangivelsespligten i skattekontrollovens § 1.

Sagen udspringer af SKATs afgørelse af 20. september 2012 (bilag 6), der vedrører indkomstårene 2004-2011. SKAT genoptog sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2004-2008 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og genoptog skatteansættelserne for indkomstårene 2009-2011 efter skatteforvaltningslovens § 26. Denne sag vedrører alene indkomstårene 2004-2008.

1. Friboligen

Sagsøgeren og dennes ægtefælle fik med virkning fra den 15. januar 2004 stillet en fribolig til rådighed af deres søn. Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, at sagsøgeren og dennes ægtefælle skal beskattes af værdien af friboligen.

Sagsøgeren begrunder den manglende selvangivelse med, at han var blevet rådgivet af R1 om, at friboligen ikke var indkomstskattepligtig, men at der derimod skulle betales gaveafgift.

I forlængelse heraf har sagsøgeren i stævningen, side 4, anført, at "[i]ndhentelse af professionel rådgivning må udgøre den nødvendige "påkrævede omhu" som er den målestok, som SKAT selv anfører i deres juridiske vejledning 2015, punkt A,C.3.2.4, hvorfor sagsøger ikke har handlet groft uagtsomt."

Ukendskab til de relevante skatteregler hos skatteyderen eller dennes rådgiver medfører imidlertid ikke, at sagsøgeren alene kan anses for at have handlet simpelt uagtsomt ved manglende selvangivelse af værdien af friboligen, jf. TfS 2004, 886 (SKM2004.450.LSR) og TfS 2001, 988 (SKM2001.575.LSR).

Sagsøgeren fulgte endvidere ikke den indhentede rådgivning fra R1, idet sagsøgeren ikke indgav gaveafgiftsanmeldelse. Hvis sagsøgeren havde fulgt den modtagne rådgivning og indgivet gaveafgiftsanmeldelser for indkomstårene 2004-2008, havde SKAT haft mulighed for at vurdere de skattemæssige konsekvenser af den indgåede aftale om friboligen. SKAT blev imidlertid først bekendt med friboligaftalen ved SKATs henvendelse til sagsøgerens søn, NA.

Det er en betingelse for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at den skattepligtige forsætligt eller i det mindste groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller et ufuldstændigt grundlag. Da sagsøgeren hverken har selvangivet værdien af friboligen eller indgivet gaveanmeldelser, har han bevirket, at skatteansættelsen er foretaget på et urigtigt grundlag.

At sagsøgeren undlod at følge den modtagne rådgivning om at indgive gaveafgiftsanmeldelse skal naturligvis indgå i vurderingen af, om sagsøgeren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Sagsøgeren har da netop også henvist til, at han indhentede professionel rådgivning til støtte for, at han ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Det står imidlertid fast, at sagsøgeren på trods heraf ikke valgte at handle i overensstemmelse med den indhentede rådgivning.

Sagsøgeren hverken var eller kunne være af den opfattelse, at friboligen ikke skulle enten selvangives eller gaveanmeldes. Det er utvivlsomt. Da han undlod begge dele, har han mindst groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt grundlag.

Hertil kommer, at sagsøgeren ikke har redegjort for, hvorfor han på trods af den modtagne rådgivning valgte ikke at gaveanmelde friboligen. Sagsøgeren har således ikke besvaret Skatteministeriets opfordring (1), hvorefter sagsøgeren blev opfordret til at redegøre for, hvorfor hverken sagsøgeren, sagsøgerens ægtefælle eller sagsøgerens søn indgav gaveafgiftsanmeldelse i overensstemmelse med den modtagne rådgivning.

1. Renteindtægterne

Sagsøgeren udlånte i alt 934.650 kr. til sin søn, NA i 2005. Det samlede lån blev forrentet med 3 % årligt, jf. bilag b. Regnearket (bilag B) viser, hvorledes lånet forrentedes og angiver, hvad renterne beløb sig til i de år, lånet løb.

Lånet blev afdraget derved, at NA overlod sit danske kreditkort til sagsøgerens benyttelse. Hævningerne udgjorde derfor NAs afdrag på lånet. Hævningerne ses af kolonnen i regnearket (bilag B), der er benævnt "A forbrug". Det var altså sagsøgeren selv, der ved sine hævninger kontrollerede afdragene på lånet.

Sagsøgeren har gjort gældende, at renteindtægterne havde den kompleksitet, at sagsøgeren for at vide, hvornår der var tale om renteindtægter skulle holde øje med, hvornår hovedstolen var endeligt betalt, og at der derfor ikke var tale om en helt åbenlys og simpel indtægt.

Dette er imidlertid ikke korrekt, idet det følger af almindelige obligationsretlige principper, at hvis kreditor ikke har truffet bestemmelse om andet, skal betalinger først afskrives på renter og slutteligt på hovedstolen, jf.

Bernhard Gomard i Obligationsret 3. del (2. udgave ved Torsten Iversen), side 182.

Lånet løb fra den 15. juni 2005 til den 15. juni 2010, og NA afdrog løbende på lånet ved, at sagsøgeren selv hævede på NAs kreditkort. Sagsøgeren skulle derfor have selvangivet den opnåede renteindtægt for hvert indkomstår i årene 2005-2010, hvor der blev afdraget på lånet, jf. bilag B. Sagsøgeren har imidlertid på intet tidspunkt selvangivet renteindtægterne - heller ikke i indkomståret 2010, hvor lånet blev endelig indfriet.

Sagsøgeren har endvidere foruden den førnævnte kompleksitet af forrentningen gjort gældende, at den manglende selvangivelse skyldtes, at sagsøgeren i de seneste år har været alvorlig syg af kræft og har haft en blodprop i hjernen.

Sagsøgeren har imidlertid ikke godtgjort, at hans helbredstilstand har bevirket, at han har været forhindret i ved egen eller andres hjælp at selvangive renteindtægterne, og sagsøgerens helbredstilstand fører derfor ikke til en fravigelse af selvangivelsespligten i skattekontrollovens § 1, jf. TfS 2007, 869 Ø (SKM2007.546.ØLR) og TfS 2014, 430 Br (SKM2014.120.BR).

Under alle omstændigheder kan sagsøgerens helbredstilstand i "de seneste år" ikke forklare, hvorfor sagsøgeren ikke har selvangivet indtægterne fra de renter, der blev opnået i perioden 2005-2010.

1. Likvidationsprovenuet

Det fremgår af det afsluttende likvidationsregnskab i A G2 (bilag 9, side 3), at der tilkom sagsøgeren et likvidationsprovenu på 262.605,25 kr.

SKAT nedsatte imidlertid ved brev af 12. maj 2004 sit samlede krav med 14.198 kr., jf. bilag 13. Likvidator fremsendte derfor et reguleret afsluttende likvidationsregnskab til Retten i Y2 ved brev af 2. juni 2004, jf. bilag 10 (og bilag 16). Den eneste relevante forskel var dog, at likvidationsprovenuet blev større svarende til de 14.198 kr., som SKAT frafaldt ved brev af 12. maj 2004 (bilag 13). Det fremgår af det regulerede likvidationsregnskab, at sagsøgerens provenu herefter udgjorde 277.523,25 kr.

Af det regulerede likvidationsregnskab fremgår det, at likvidationen afsluttedes ved, at sagsøgeren overtog selskabets eneste aktiver, investeringsbeviser i Hong Kong. Som modydelse for overtagelsen af disse investeringsbeviser hvis værdi oversteg likvidationsprovenuet forpligtede sagsøgeren sig til at indbetale selskabets passiver, fratrukket sagsøgerens mellemregning med selskabet.

At sagsøgeren ikke fik det nævnte provenu udbetalt i rede penge, men derimod overtog selskabets investeringsbeviser i Hong Kong ændrer ikke ved, at det klart fremgår af det afsluttende likvidationsregnskab og det regulerede likvidationsregnskab, at der tilkom sagsøgeren et ikke ubetydeligt provenu.

Sagsøgeren har anført, at det kræver særlig indsigt at vide, at en likvidation udgør en afståelse skatteretligt, og at sagsøgeren derfor ikke var opmærksom på, at provenuet skulle selvangivelse.

Ukendskab til, at der skattemæssigt var tale om en afståelse ved tvangsopløsning af selskabet, og at provenuet skulle selvangives, kan imidlertid ikke medføre, at sagsøgeren alene kan anses for at have handlet simpelt uagtsomt ved den manglende selvangivelse, jf. TfS 2004, 886 (SKM2004.450.LSR) og TfS 2001, 988 (SKM2001.575.LSR).

Det fremgik klart af likvidationsregnskabet, at der tilkom sagsøgeren et ikke ubetydeligt provenu, og at sagsøgeren, selvom han ikke fik rede penge, overtog investeringsbeviser, hvis værdi åbenbart oversteg det provenu, der tilkom ham. Under disse omstændigheder burde sagsøgeren have afklaret, hvordan likvidationsprovenuet skulle behandles skatteretligt ved henvendelse til skattemyndighederne, jf. TfS 2004, 886 (SKM2004.450.LSR)."

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

 

Ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan ske, når den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

I denne sag er det alene gjort gældende, at A eller nogen på hans vegne - har handlet groft uagtsomt. Der er altså ikke spørgsmål om forsæt.

Det følger af praksis herunder U.2011.1458H (SKM2011.209.HR) og de forud derfor liggende afgørelser TfS 2009.572 V (SKM2009.172.VLR) og TfS 2001.825 Ø (SKM2001.582.ØLR) at vurderingen af grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens forstand ikke er sammenfaldende med vurderingen af grov uagtsomhed i et skattestrafferetligt spørgsmål. Det er heller ikke en forudsætning for genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 5, at der er pålagt eller kan pålægges et strafansvar.

Det er således uden betydning, om der ved tilblivelsen af den bestemmelse, der nu foreligger i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, muligt var tænkt et andet og snævrere anvendelsesområde.

De betragtninger, som sagsøgeren har anført vedrørede strafferetlige spørgsmål, herunder hvilke spørgsmål uagtsomheden skal vedrøre, har derfor heller ikke betydning for sagen.

Afgørende for spørgsmålet, om sagsøgeren har udvist grov uagtsomhed, er herefter de forudsætninger, han havde på de afgørende tidspunkter.

Friboligen

Skattemyndighederne har genoptaget skatteansættelserne efter § 27, stk. 1, nr. 5, på grundlag af den manglende selvangivelse af friboligen.

Retten lægger til grund, at sagsøgeren og hans ægtefælle hver især undlod at medtage oplysninger om friboligen som følge af den rådgivning, de fik af deres revisor, en rådgivning, der ikke var oplagt forkert på tidspunktet for rådgivningen. Imidlertid står det på Baggrund af Højesterets afgørelse i SKM2009.27.HR klart, at rådgivningen var objektivt forkert.

Revisor havde ved sin rådgivning om, at værdien af friboligen ikke var skattepligtig, indlagt den forudsætning, at den gave, friboligen indebar, ville være gaveafgiftspligtig i de enkelte indkomstår, og at der derfor skulle indberettes og indbetales gaveafgift. Det gjorde ingen af ægtefællerne, og heller ikke nogen på deres vegne.

Ved således ikke at følge den rådgivning, de havde fået, har ægtefællerne afskåret sig fra ved uagtsomhedsvurderingen at henvise til rådgivningen. Derfor har de begge handlet groft uagtsomt ved ikke at medtage friboligen i deres selvangivelse, hvorved de har bevirket, at der er foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Retten tilsidesætter således sagsøgerens synspunkt om, at uagtsomheden alene skal vurderes ud fra den ene del af den rådgivning, ægtefællerne og deres søn har fået.

Skattemyndighederne har derfor været berettiget til at genoptage selvangivelserne for de relevante indkomstår for A.

Rentespørgsmål

Retten lægger som ubestridt til grund, at der for så vidt angår den del af lånet, der er omfattet af det fremlagte lånedokument, var aftalt rente med 3% årligt. Der fremgår ingen særlige vilkår for rentebetalingen, og udgangspunktet er derfor, at renterne betales og indtægtsføres i det enkelte indkomstår.

Dette er ikke sket. Derudover fremgår det af sagens oplysninger, at A var den, der rent praktisk forestod betalingen af ydelserne ved sit træk på sin søns kreditkort, som denne havde overladt til ham.

A havde derfor alle oplysninger om lånets afvikling og tilskrivning af renterne og var således fuldt ud i stand til at indberette renteindtægterne for de enkelte indkomstår. Der blev imidlertid ikke på noget tidspunkt indberettet renter vedrørende lånet.

På dette grundlag finder retten, at A også herved har handlet groft uagtsomt, hvilket har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Retten har således ikke tillagt det betydning, at A har anført, at han i de senere år har været alvorligt syg.

Skattemyndighederne har også af den grund været berettiget til at genoptage selvangivelserne for de relevante indkomstår for A.

Likvidationsprovenu

Det fremgår af såvel det foreløbige som det endelige likvidationsregnskab, at der ved likvidationen var et positivt provenu, der skulle tilgå A som eneanpartshaver. Den omstændighed, at provenuet ikke blev udbetalt kontant men ved frigivelse af likvidationsboets formue, der bestod i indskud og investeringsbeviser i Hongkong, ændrer ikke ved den omstændighed, at der tilgik ham et provenu og derved en indtægt.

Også på dette punkt har A ved ikke at selvangive provenuet handlet groft uagtsomt, hvilket har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Skattemyndighederne har også af den grund været berettiget til at genoptage selvangivelserne for det relevante indkomstår for A.

Som følge heraf frifindes Skatteministeriet.

Sagsomkostninger

Som følge af sagens udfald pålægges A at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Under henvisning til sagens karakter og omfang, den anslåede værdi af skattespørgsmålene - for As vedkommende ca. 257.000 kr. og sagens udfald samt det forhold, at sagen er forberedt og hovedforhandlet på ½ retsdag sammen med ægtefællens sag, skal sagsøger, A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningsbeløbet indeholder moms, idet Skatteministeriet har oplyst ikke at være momsregistreret.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

 

Skatteministeriet frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 25.000 kr.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.