Sagens emne
SKAT har krævet tilbagebetaling af tidligere udbetalt a conto omkostningsgodtgørelse med 39.749,50 kr.

Skatteankestyrelsen ændrer afgørelsen, idet der mangler grundlag for ikke at anse udgifterne som godtgørelsesberettigede.

Faktiske oplysninger
SKAT traf den 3. april 2006 afgørelse om indeholdelsespligt og hæftelse for A-skat samt regulering af momsfradrag i forbindelse med brug af udenlandsk arbejdskraft for G1 ApS (selskabet), der efterfølgende er gået konkurs.

Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten med påstand om nedsættelse af indeholdelsespligten og reguleringen af momsfradraget, begge til 0 kr.

Sagen blev imidlertid, før der blev truffet afgørelse af Landsskatteretten, indbragt for Byretten i Y1 ved stævning af 26. maj 2009 med samme påstand, jf. overspringsreglen i skatteforvaltningsloven. Landsskatteretten meddelte derfor ved brev af 4. juni 2009, at klagen til Landsskatteretten blev anset som tilbagekaldt.

I har som repræsentant for selskabet løbende søgt om a conto omkostningsgodtgørelse på 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand, i alt 316.879 kr. I bad herunder den 15. juni 2009 om a conto godtgørelse på 50 % af udgifter, udfaktureret ved faktura nr. 34928 fra H1 P/S på 31.900 kr. ekskl. moms, der vedrørte juridisk assistance i perioden fra den 1. april 2009 til den 15. maj 2009. Assistancen omfattede ifølge brev af 26. maj 2009 til selskabet bl.a.:

• Udførlig gennemgang af kontorindstilling
• Udarbejdelse af udkast til brev med bemærkninger til kontorindstilling, herunder erklæringer om instruktion, syn og skøn mv.
• Udarbejdelse af anmodning om udsættelse til Landsskatteretten
• Undersøgelse af ansættelsesretlige spørgsmål i forbindelse med arbejdsudleje
• Undersøgelse vedrørende momsregistrering, efterfølgende krav samt hæftelse for fejl og mangler
• Udarbejdelse af erklæring til A.V. og T.P.
• Telefoniske drøftelser med K.L. om bødestørrelse i straffesag
• Udarbejdelse af stævning
• Diverse mailkorrespondance og telefoniske drøftelser

Af den samlede udfakturerede udgift vedrører 69.929 kr. arbejde, der er udført i perioden fra den 27. maj 2009 til den 30. juni 2010.

Det fremgik af ansøgningerne, at kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til jer som bistandsydere.

SKAT udbetalte under henvisning til anmodningerne og fremsendte transporterklæringer a conto godtgørelse på i alt 158.439,50 kr. til jer, herunder godtgørelse af 50 % af udgifterne på 31.900 kr. vedrørende faktura nr. 34928 af 27. maj 2009. SKAT tog i den forbindelse forbehold for eventuelt efterfølgende krav om tilbagebetaling.

Selskabet blev taget under konkursbehandling den 28. juni 2010, og kurator i konkursboet meddelte ved brev af 30. juli 2010 byretten, at boet ikke ville indtræde i sagen, i hvilken der var fastsat frist for indlevering af endelige påstandsdokumenter den 10. august 2010.

Kammeradvokaten meddelte herefter ved brev af 3. august 2010 Byretten, at det forudsættes, at sagen på den nævnte baggrund formelt hæves.

Kammeradvokaten meddelte efterfølgende, ved brev af 12. august 2010, Byretten, at I har oplyst, at konkursboet ikke vil foretage sig videre, og at I har oplyst, at I ikke agter at give møde til hovedforhandlingen, der var berammet til den 18. og 19. august 2010, og at det er utvivlsomt, at hovedforhandlingen ikke skal gennemføres. Kammeradvokaten bad under henvisning hertil og under henvisning til, at der ikke er indleveret påstandsdokumenter, Byretten om at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

Byretten afviste sagen i medfør af retsplejelovens § 362, stk. 1, jf. § 360, stk. 1, da selskabet var udeblevet.

SKAT meddelte jer den 7. november 2011, at SKAT agtede at kræve tilbagebetaling af en del af den tidligere udbetalte a conto omkostningsgodtgørelse.

I bestred pr. telefon og ved mail af 11. november 2011, at der kunne rejses krav om tilbagebetaling. Afvisning som følge af kurators opgivelse af sagen er ikke en afvisning i den forstand, der fremgår af forarbejderne til lov om omkostningsgodtgørelse, men en opgivelse af sagen fra kurators side. Krav om tilbagebetaling skal herudover rettes til skatteyder, uanset om I har transport i kravet eller ej.

SKAT meddelte den 1. december 2011, at tilbagebetalingskravet fastholdes, og at kravet om tilbagebetaling kan rettes til jer, da I under henvisning til fremsendt transporterklæring har fået godtgørelsen udbetalt, og ikke gennem transporten får bedre retsstilling end selskabet. SKAT henviste herved til gældsbrevslovens § 27.

I fastholdt under et efterfølgende møde med SKAT og i brev af 14. februar 2012 jeres indsigelser imod tilbagebetalingskravet.

SKATs afgørelse
SKAT har krævet tilbagebetaling af 39.749,50 kr. af den tidligere udbetalte a conto godtgørelse.

Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved sagens indbringelse for domstolene, hvis domstolene afviser sagen. Det fremgår af bemærkningerne til § 33 A i skattestyrelsesloven, efterfølgende § 52 i skatteforvaltningsloven. Det fremgår også af SKM2011.324.LSR, der er sammenlignelig med nærværende sag, idet Byretten i Y1 afviste sagen, idet sagsøger udeblev.

Udgifterne til sagkyndig bistand til udarbejdelse af Stævning til Byretten i Y1 udgør skønsmæssigt 9.570 kr. svarende til 30 % af 31.900 kr. Denne del af de ved faktura 34928 udfakturerede udgifter og den del af de udfakturerede udgifter, der vedrører perioden herefter, anses for at vedrøre sagen ved Byretten i Y1.

79.499 kr. af det udfakturerede beløb er således ikke godtgørelsesberettigede. Den udbetalte a conto godtgørelse vedrørende denne del af udgiften skal derfor tilbagebetales.

Den del af de udfakturerede udgifter, der vedrører telefoniske drøftelser vedrørende bødestørrelsen i straffesagen, er heller ikke godtgørelsesberettigede, jf. skatteforvaltningslovens § 55. Udgifterne hertil anses imidlertid for at være indeholdt i det skønsmæssigt fastsatte ikke-godtgørelsesberettigede beløb.

Ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse var kravet overdraget til jer. Dette er bekræftet af jer ved underskriften på ansøgningen. Udbetalingen er sket med forbehold for tilbagebetaling, hvis det efterfølgende blev konstateret, at der helt eller delvis er sket udbetaling af uberettiget godtgørelse. Der kan således træffes administrativ godtgørelse om tilbagebetaling, jf. skatteforvaltningslovens § 57.

Da udbetalingen er sket til jer, og da I gennem transporten ikke får bedre retsstilling, end skatteyder ville have haft, jf. gældsbrevslovens § 27, kan kravet rettes mod jer.

Der er ikke tale om misligholdelse af aftaleforhold. Sagen er således ikke sammenlignelig med U2011.3188.H.

Det godtgørelsesberettigede beløb nedsættes med 79.499 kr. ekskl. moms. 50 % heraf svarende til 39.749,50 kr. skal således tilbagebetales.

SKAT har efter forelæggelsen af klagen over afgørelsen supplerende bemærket, at der af den juridiske vejledning fremgår følgende om "Afvisning af klage":
"Der gives ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. vedrørende en klage eller en stævning, hvis klagen eller stævningen afvises på grund af manglende kompetence til at afgøre sagen eller klagen. Afvises en klage som følge af fx overskridelse af klagefristen eller hvis klagen ikke er begrundet, gives der ligeledes ikke omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten fandt ikke, at der kan gives omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand mv. i en sag, som blev afvist, da klagen var for sent indgivet. Se SKM2005.534.LSR.

Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i en sag, der afvises med den begrundelse, at tillægsafgiften for anke ikke blev betalt. Se SKM2011.324.LSR."

SKAT har også bemærket, at pjecen "Omkostningsgodtgørelse - når du klager i en skatte- eller afgiftssag" ikke er en juridisk vejledning, og at den ikke indeholder en fyldestgørende opremsning men kun eksempler.

SKAT har under henvisning til begrundelsen i afgørelsen i øvrigt indstillet afgørelsen stadfæstet.

Jeres opfattelse
I har nedlagt påstand om, at der ikke kan kræves tilbagebetaling af den tidligere udbetalte godtgørelse.

Kravet om tilbagebetaling er baseret på det rent formelle argument, at sagen er blevet afvist af byretten. Dette har ifølge SKAT den konsekvens, at der ikke har været grundlag for at opnå omkostningsdækning for den bistand, der er blevet ydet i perioden fra sagens indbringelse og frem til afvisningen.

SKATs bærende - og eneste - argument er således, at en allerede betalt omkostningsdækning med tilbagevirkende kraft skal kunne kræves betalt tilbage, allerede under henvisning til, at sagen er blevet afvist forud for hovedforhandlingen. Baseret på de forudgående drøftelser med SKAT er det således vores forståelse, at SKAT ikke ville have krævet tilbagebetaling, hvis der havde været tale om, at sagen var blevet hævet.

Sondringen mellem afvisning og hævning er imidlertid irrelevant. Selskabet bør uanset hvad være berettiget til 50 % omkostningsdækning for den bistand, der allerede var ydet frem til sagens bortfald eller afvisning. Det er i den forbindelse vigtigt at fremhæve følgende karakteristika for sagen:

1. Den forsømmelse af en handlepligt, der normalt vil være baggrunden for en afvisning - manglende opfyldelse af frister, processuelle regler osv. - har konkret ikke været til stede, da hverken vi eller selskabet har haft nogen indflydelse på, hvordan sagen er blevet håndteret af kurator efter selskabets konkurs.
2. Byretten burde rettelig have ophævet sagen, jf. retsplejelovens § 362, stk. 2, i stedet for at afvise denne i medfør af bestemmelsens stk. 1.

Årsagen til, at sagen ikke blev ført til dom, var selskabets konkurs kort inden fristen for indlevering af det endelige påstandsdokument. På det tidspunkt, hvor vi blev bekendt med konkursen, blev der straks indledt dialog med kurator samt kammeradvokaten. Kurator valgte på vegne af konkursboet ikke at indtræde i sagen, hvilket blev meddelt såvel byretten som kammeradvokaten inden fristen for indlevering af påstandsdokument.

Byretten valgte herefter tilsyneladende at afvise sagen, jf. retsplejelovens § 362, stk.1, jf. § 360, stk. 1, under henvisning til, at sagsøgeren var udeblevet ved hovedforhandlingen.

Retten burde i stedet have hævet sagen, jf. retsplejelovens § 362, stk. 2, da retten inden overskridelsen af den processuelle frist havde modtaget skriftlig meddelelse fra kurator om, at det var valgt ikke at videreføre disse. Der var dermed ikke tale om en udeblivelse, men om et rettidigt dispositivt afkald på at videreføre sagen.

Allerede fordi der i realiteten er tale om en ophævelse af sagerne fra kurators side, er der ikke grundlag for at kræve tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelsen. Dette uanset, at byretten har valgt at kalde dette en afvisning.

Det er i den forbindelse også væsentligt, at sondringen mellem at hæve eller afvise sagen i den konkrete sag er uden civilretlig betydning. Selskabet anses i begge situationer for at have tabt sagerne, og skatteministeriet kunne tilkendes omkostninger. Ingen af de involverede parter har således haft økonomisk interesse i, hvilket prædikat, der blev anvendt.

Sondringen mellem at sagen blev afvist eller hævet er derfor på ingen måde skarp og kan ikke retfærdiggøre den forskelsbehandling, SKAT lægger op til i relation til reglerne om omkostningsdækning.

Uanset om det anførte kan tiltrædes, var selskabet under alle omstændigheder berettiget til omkostningsdækning, idet der ikke er hjemmel i lovgivningen til at nægte omkostningsdækning under de foreliggende omstændigheder.

Det kan ikke udledes af ordlyden af bestemmelserne i skatteforvaltningslovens kapitel 19, at retten til omkostningsgodtgørelse for allerede afholdte udgifter til en retssag bortfalder i deres helhed, hvis retten på et tidspunkt afsiger en afvisningsdom. Det er derfor særdeles tvivlsomt, om der kan indfortolkes en hjemmel til at kræve omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt. Dette må som minimum kræve at det fremgår klart af både lovens forarbejder og de af SKAT udstedte vejledninger. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Forarbejderne til lov nr. 238 af 2. april 1997 - skattestyrelseslovens § 33 A, efterfølgende skatteforvaltningslovens § 52 har følgende ordlyd (repræsentantens understregninger):

"Der ydes tilskud til ácontobetalinger, og der ydes tilskud uanset om klagen m.v. føres igennem til en afgørelse eller opgives undervejs. Der ydes ikke tilskud til klager, der afvises."

Forarbejderne må klart forstås således, at alene de sager, der aldrig kommer i gang som følge af formelle mangler, og hvor den egentlige sagsbehandling derfor aldrig igangsættes, omfattes af ordlyden "sager der afvises", dvs. hvor klagefristerne overskrides eller en stævning ikke opfylder kravene i retsplejeloven.

Den juridiske vejlednings afsnit A.A.13 indeholder ingen omtale af, hvilke sager, der ikke udbetales omkostningsgodtgørelse til, og giver således ingen bidrag til fortolkning. Forholdet er derimod omtalt i SKATs vejledning "Omkostningsgodtgørelse - når du klager i en skatte- eller afgiftssag", hvoraf der fremgår følgende:

"I hvilke sager har du ret til godtgørelse?

Du kan ikke få dækket dine omkostninger i sager, der bliver afvist på grund af

• myndighedens manglende kompetence til at behandle sagen
• overskridelse af fristen for at klage
• mangelfuld begrundelse."

Indholdet af vejledningen er helt i overensstemmelse med vores fortolkning af de ovenfor citerede forarbejder til loven, idet der alene omtales de situationer, hvor afvisningen af en sag begrundes i formelle mangler ved igangsættelsen af klagebehandlingen.

Ud fra en realøkonomisk betragtning er det naturligt, at det alene er i disse situationer en omkostningsdækning bør bortfalde, da der er tale om "spildte" omkostninger. En ordlydsfortolkning af skatteforvaltningsloven § 55, stk. 3, vil da også kunne undtage de nævnte sager, da der kan argumenteres for, at der ikke bliver tale om domstolsprøvelse, idet sagen aldrig kommer i gang.

Sammenfattende kan det foreløbig konstateres, at SKATs fortolkning af reglerne i den konkrete sag ikke har dækning i hverken lovtekst eller forarbejder, samt at SKATs egen vejledning er i direkte modstrid med fortolkningen i den konkrete sag.

Landsskatteretten stadfæstede i SKM2011.324.LSR SKATs afslag på omkostningsgodtgørelse for omkostninger medgået ved behandlingen af sagen for Højesteret med den begrundelse, at Højesteret havde afvist sagen som følge af manglende betaling af tillægsafgiften i forbindelse med fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen, jf. retsafgiftslovens § 50, jf. § 2. SKM2011.324.LSR adskiller sig imidlertid fra den konkrete sag på følgende afgørende punkter og kan derfor ikke anvendes analogt:

1. I nærværende sag gav kurator retten skriftlig meddelelse om, at der ikke ville ske indtræden i sagen, hvorfor sagen burde være "ophævet" og ikke afvist, jf. det tidligere anførte. I SKM2011.324.LSR undlod skatteyderen derimod at betale en tillægsretsafgift, hvorfor Højesteret med rette afviste sagen.
2. I nærværende sag blev dispositionsretten over sagen overtaget af kurator fra konkursdekretets afsigelse, hvorfor hverken selskabet eller vi havde mulighed for at kontrollere sagens videre forløb. I SKM2011.324.LSR havde skatteyderen fuld dispositionsret og forårsagede derfor selv afvisningen ved sin undladelse af betaling af tillægsretsafgiften.

Uanset om resultatet i SKM2011.324.LSR kan tiltrædes eller ej, vil dommen derfor ikke kunne danne grundlag for SKATs tilbagebetalingskrav i den konkrete sag. I er dog i øvrigt uenige i Landsskatterettens kendelse i den nævnte sag, idet der efter jeres opfattelse ikke er hjemmel i loven til at lade omkostningsgodtgørelsen bortfalde, når først sagen er igangsat, og dermed ikke er bortfaldet på grund af oprindelige formalitetsmangler. Domstolene har da heller ikke haft lejlighed til at tage stilling til spøgsmålet.

I er udover den nævnte afgørelse ikke bekendt med en eneste afgørelse, der fratager skatteyderen omkostningsdækning, når sagen først er kommet i gang. Kendelsen i SKM2005.534.LSR, som Landsskatteretten henviser til i SKM2011.324.LSR, omhandler således en situation, hvor sagen blev afvist, da klagefristen til LSR var overskredet.

Hvis det på trods af det anførte antages, at der er grundlag for at kræve tilbagebetaling af den udbetalte a conto omkostningsgodtgørelse, er det endvidere evident, at kravet skal rettes mod selskabet, og ikke jer.

Sagen er anlagt, før lov nr. 525 af 12. juni 2009 trådte i kraft, altså mens skatteforvaltningslovens § 53 var formuleret således:

"Den godtgørelsesberettigede er, uanset om denne er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo:

1. Den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55, eller kan indbringe en sådan afgørelse for domstolene.
2. Den, som i øvrigt måtte anerkendes som part i en sag, som er nævnt i § 55.
3. Den som en myndighed inddrager i en sag omfattet af § 55, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald."

Det fremgår endvidere af forarbejderne til skattestyrelseslovens § 33 A, at tilskud i form af omkostningsgodtgørelse alene ydes til udgifter:

"(...) der er afholdt og betalt af den skattepligtige, som skattesagen vedrører. Det har sammenhæng med, at tilskuddet erstatter en fradragsret for disse udgifter."

Af lovteksten og forarbejderne kan det således klart udledes, at det er parten i sagen, der er den omkostningsgodtgørelsesberettigede, og ikke den sagkyndige rådgiver, der bistår med sagen.

Adgangen til at overdrage kravet på omkostningsgodtgørelse til rådgiver med den konsekvens, at godtgørelsen udbetales direkte til rådgiver, følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 5.

Overdragelsesmuligheden ændrer ikke på, at det er skatteyder, der er den omkostningsgodtgørelsesberettigede person. Overdragelsen skal alene ses som en praktisk foranstaltning, der muliggør overførsel af penge fra SKAT direkte til rådgiveren. Der sker ingen berigelse af rådgiveren som følge af muligheden for transport af kravet. Alternativet ville blot være, at beløbet udbetales til parten, der herefter viderebetaler dette til den sagkyndige baseret på a conto faktureringen.

SKAT har i henhold til forvaltningslovens § 57, stk. 1, mulighed for at udbetale foreløbig omkostningsgodtgørelse med 50 %. SKAT kan tage forbehold for tilbagebetaling af foreløbigt udbetalt omkostningsgodtgørelse, jf. § 57, stk. 3. Det er ifølge skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4, den godtgørelsesberettigede, der skal tilbagebetale det beløb, der er modtaget for meget i omkostningsgodtgørelse.

Det fremgår dermed klart af skatteforvaltningslovens § 57, at adressaten for et krav om tilbagebetaling er den omkostningsgodtgørelsesberettigede, ikke den medvirkende rådgiver. Skatteforvaltningslovens § 57 hjemler ikke krav om tilbagebetaling til rådgiveren, uanset om a conto godtgørelsen udbetales til den omkostningsgodtgørelsesberettigede eller hans rådgiver. I modsat fald skulle dette have fremgået af lovteksten.

Gældsbrevsloven kan ikke danne grundlag for at rejse krav mod os. SKAT henviser til gældsbrevslovens § 27 om overdragelse af simple fordringer som grundlag for at rejse krav om tilbagebetaling mod os. Dette synspunkt stammer formentlig fra afsnit A.A.13.9 i den juridiske vejledning, hvor følgende er anført om transport af krav på omkostningsgodtgørelse til rådgiver:

"(...) ved overdragelse af kravet på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige, gælder de almindelige obligationsretlige regler om overdragelse af fordringer. Erhververen af en simpel fordring kan ikke opnå bedre ret til fordringen end den, overdrageren havde. Se gældsbrevslovens § 27. Forudsætningsvis antages det af bestemmelsen, at erhververen heller ikke får ringere ret til fordringen (...)"

Det er i den forbindelse væsentligt at fremhæve, at der allerede i forbindelse med SKATs udbetaling af omkostningsgodtgørelse til rådgiver sker en indfrielse af fordringen, hvorefter gældsbrevslovens regler ophører med at finde anvendelse. Gældsbrevslovens § 27 gælder med andre ord alene frem til tidspunktet for SKATs udbetaling af omkostningsgodtgørelse, men regulerer ikke spørgsmålet om en debitors eventuelle krav om tilbagebetaling over for en erhverver.

Dette er klart fastslået af Højesteret i U2011.3188H, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en debitor for en simpel fordring, der var transporteret til tredjemand, kunne rette et tilbagebetalingskrav mod erhververen i en situation, hvor fordringen var betalt til erhververen, og hvor overdrageren efterfølgende misligholdte sin leveringsforpligtelse over for debitor.

Højesteret udtalte i dommen følgende om anvendelsesområdet for gældsbrevslovens § 27:

"Bestemmelsen i gældsbrevslovens § 27 angår efter sin ordlyd de rettigheder, som tilkommer erhververen og den regulerer i forholdet mellem skyldneren og erhververen spørgsmålet om, hvorvidt skyldneren over for erhververen kan nægte betaling under henvisning til indsigelser, herunder om misligholdelse og ophævelse af den aftale, som fordringen udspringer af. Bestemmelsen angår dermed ikke spørgsmål om erhververens mulige forpligtelser, herunder om pligt til tilbagebetaling i tilfælde hvor fordringen er opfyldt ved betaling (...) Det følger således ikke af princippet i gældsbrevslovens § 27, at E-DOCO.NET's krav om tilbagebetaling af de betalte vederlag kan rettes ikke alene mod leverandøren, men tillige mod AL Finans, selvom dette selskab som erhverver af fordringerne har modtaget betalingerne. Et sådant krav mod erhververen måtte bero på, om det fulgte af en aftale eller kunne støttes på andre regler, f.eks. reglerne om tilbagebetaling af beløb i urigtig formening om skyld (...)"

SKAT kan dermed ikke kræve tilbagebetaling af den udbetalte godtgørelse med henvisning til gældsbrevslovens § 27. SKATs påberåbelse heraf baserer sig på en misforståelse af anvendelsesområdet for gældsbrevsloven. Dette er blevet fremhævet både på det forudgående møde med SKAT og i det brev, der blev fremsendt til SKAT den 14. februar 2012. SKAT har dog valgt ikke at forholde sig konkret til de fremsatte indsigelser.

For fuldstændighedens skyld skal det yderligere fremhæves, at de principper om tilbagebetaling af beløb betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti) ikke kan gøres gældende allerede af den grund, at tilbagebetalingen som anført alene kan gøres gældende over for selskabet i dets egenskab af "den omkostningsgodtgørelsesberettigede" i medfør af den dagældende § 53 i skatteforvaltningsloven.

Udover de skattetekniske og juridiske argumenter er det væsentligt at fremhæve, at fastholdelse af SKATs afgørelse vil have en række negative konsekvenser for rådgivere, der indretter sig efter at kunne modtage udbetaling af omkostningsgodtgørelse direkte fra SKAT i tiltro til reglerne om transport af kravet herpå.

En fastholdelse af afgørelsen har den umiddelbare konsekvens, at rådgivere reelt tillægges den økonomiske risiko for klienters konkurs under behandlingen af en verserende skattesag, idet tilbagebetalingskravet i givet fald rettes mod rådgiver. SKAT opnår i så fald en berigelse på bekostning af rådgiveren, idet alternativet for SKAT er at anmelde tilbagebetalingskravet som et simpelt krav i konkursboet.

Dette vil være et åbenbart urimeligt resultat. Beslutningen om videreførelse af en verserende sag ligger i en konkurssituation hos kurator. Skatteyder og rådgiver er frataget enhver dispositionsret. Et resultat af SKATs fortolkning af reglerne vil i denne situation resultere i, at rådgiver vil blive mødt med tilbagebetalingskrav, hvis kurator ikke indtræder i sagen, mens rådgiver i modsat fald vil beholde sit honorar. Dette kan ikke have været lovgivers hensigt. Dette underbygger således i lighed med de øvrige anførte argumenter, at SKATs fortolkning af reglerne er forkert.

SKAT har uanset opfordring ikke ønsket at forelægge spørgsmålet for kammeradvokaten. SKAT har således gennemtvunget en klagesag i det administrative system uden mulighed for omkostningsdækning eller tilkendelse af sagsomkostninger, som alternativ til at anlægge en civilretlig sag ved retten. I har under henvisning hertil forbeholdt jer ret til at gøre krav mod SKAT for de udgifter, som er påført i forbindelse med indbringelsen af klagesagen.

Skatteankestyrelsens afgørelse
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at:
"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad".

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, at:
"Giver en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling."

Der er i forarbejderne til lov nr. 388 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 54 af 17. januar 2002) angivet nærmere retningslinjer omkring prøvelsen af honorarspørgsmålet, og det er i forarbejderne forudsat, at der i forbindelse med ydelsen af omkostningsgodtgørelse kan ske reduktion i forhold til det ansøgte beløb, såfremt det fakturerede honorar ikke anses for korrekt og rimeligt. Det fremgår også, at SKAT i tilfælde, hvor der er tvivl om størrelsen af honoraret, udbetaler den ansøgte godtgørelse med forbehold for tilbagebetaling af den del heraf, der overstiger godtgørelsen vedrørende et korrekt og rimeligt honorar for bistanden til sagens førelse.

Det korrekte og rimelige samlede honorar for bistand til førelse af en klagesag kan som udgangspunkt først opgøres, når sagen er færdigbehandlet ved den pågældende instans. Der er derfor som udgangspunkt ikke grundlag for at reducere udfakturerede honorarer ved udbetalingen af foreløbig a conto-godtgørelse. Det korrekte og rimelige i det samlede honorar ved førelsen af en klagesag må vurderes ved klagesagens afslutning, og tidligere udbetalt godtgørelse, der overstiger godtgørelsen vedrørende et korrekt og rimeligt honorar, må kræves tilbagebetalt.

Det kan tilsvarende først ved afslutningen af en sag med sikkerhed vurderes, om der overhovedet kan ydes godtgørelse til den bistand, der er ydet a conto-godtgørelse for. Eller om der er bedt om og udbetalt a conto-godtgørelse vedrørende udgifter, der ikke har været godtgørelsesberettigede efter gældende regler.

SKAT anses på denne baggrund for ved sagens afslutning at være berettiget til at foretage en vurdering af, om der er udbetalt a conto-godtgørelse vedrørende udgifter, der ikke er godtgørelsesberettigede.

Af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, fremgår:

"Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1) Ved klage til skatteankenævnet eller Landsskatteretten.

Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettiget efter stk. 1, nr. 1-3 [...]"

Godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand ved domstolsprøvelse af Landsskatterettens afgørelser blev indført ved lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager (herefter benævnt omkostningsdækningsloven), jf. den dagældende § 2 i omkostningsdækningsloven.

Reglerne om godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand ved domstolsprøvelse af Landsskatterettens afgørelser blev overført til skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, ved lov nr. 238 af 2. april 1997, ved hvilken omkostningsdækningsloven blev ophævet.

Det fremgår af bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 33 A (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 2799 ff.) blandt andet:

"Der ydes tilskud til ácontobetalinger, og der ydes tilskud uanset om klagen m.v. føres igennem til en afgørelse eller opgives undervejs. Der ydes ikke tilskud til klager, der afvises."

Det fremgår herudover af betænkning nr. 1382 fra februar 2000 om omkostningsgodtgørelsesordningen, afsnit 3.2.2.2, at tilskudsordningen ikke omfatter udgifter, der er afholdt vedrørende en klage, som Landsskatteretten afviser på grund af formelle mangler eller manglende kompetence. Der er i betænkningen for så vidt angår domstolssager henvist til det beskrevne om landsskatteretssager.

Det fremgår ikke klart af hverken de nævnte bemærkninger eller betænkningen, at det har været lovgivers hensigt, at der ikke er ret til omkostningsgodtgørelse ved afviste domstolssager, hvor afvisning som i den foreliggende sag er sket på et tidspunkt, hvor retssagen verserede, men blev afvist som følge af skatteyders udeblivelse fra hovedforhandlingen på grund af kurators valg om ikke at indtræde i den verserende sag. Der er i betænkningen for så vidt angår domstolssager alene henvist til det beskrevne omkring landsskatteretssager, uden at der i den forbindelse er taget højde for forskellighederne mellem forvaltnings- og domstolsprocessen.

Henset hertil og til, at de eksempler, der er givet i forarbejderne og i SKATs juridiske vejledning, i det hele er eksempler på situationer, hvor afvisning sker på grund af formelle mangler eller manglende kompetence, og hvor sagen således aldrig kommer i gang, nærer Skatteankestyrelsen imidlertid betænkelighed ved at antage, at det har været lovgivers hensigt at afskære retten til omkostningsgodtgørelse for de udgifter til sagkyndig bistand, der er afholdt, mens sagen verserede ved domstolene, indtil kurator meddelte, at kurator ikke ville indtræde i sagen.

Den påklagede afgørelse ændres derfor i overensstemmelse med påstanden, idet det bemærkes, at der ikke ved sagens afgørelse er taget stilling til rimeligheden af de afholdte udgifter.