Dato for udgivelse
12 Sep 2014 13:02
SKM-nummer
SKM2014.636.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
13-0170988
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Afskedigelse, skattefrit, godtgørelse
Resumé

En erstatning til en sygeplejerske for uberettiget afskedigelse, svarende til 3 måneders løn, kunne ikke anses for en skattefri erstatning for en retsstridig krænkelse (tort), men erstatningen var skattepligtig, jf. ligningslovens § 7 U.

Reference(r)

Erstatningsansvarsloven § 26
Ligningsloven § 7 U
Statsskatteloven § 5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.A.3.7

Sagens emne
Du har bedt SKAT om et bindende svar på følgende spørgsmål:

Spørgsmål:
"Er den særlige godtgørelse svarende til 3 måneders løn, som jeg blev tildelt i forbindelse med min uberettigede afskedigelse fra min stilling som sygeplejerske ved G1 i Y1 til fratrædelse med udgangen af oktober måned 2012 skattefri?"

SKAT har svaret nej på det stillede spørgsmål.

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs bindende svar.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Faktiske oplysninger
Du var i 2012 ansat som sygeplejerske ved G1 i Y1. Efter en længere sygeperiode blev du i maj 2012 indkaldt til en sygefraværssamtale med din arbejdsgiver. Samtalen fandt sted den 15. maj 2012.  På mødet blev du orienteret om, at din arbejdsgiver ville indlede en afskedigelsessag mod dig bl.a. på grund af usikkerhed om sygefraværsperiodens længde. Du blev efterfølgende opsagt til fratrædelse den 31. oktober 2012.

I et brev af 15. juni 2012 gjorde din faglige organisation Dansk Sygeplejeråd indsigelse mod G1's beslutning om at afskedige dig. Det fremgår af brevet, at Dansk Sygeplejeråd finder, at der er begået forvaltningsmæssige fejl og mangler i forbindelse med din afskedigelse, idet du ikke forinden mødet blev gjort bekendt med indholdet af samtalen den 15. maj 2012, og at samtalen kunne få ansættelsesmæssige konsekvenser for dig. Dansk Sygeplejeråd krævede på den baggrund, at du fik en økonomisk kompensation svarende til 5 måneders løn. Brevet er underskrevet af faglig konsulent H.K.U. i Dansk Sygeplejeråd.

I en e-mail af 25. juni 2012 bekræftede M.E. på vegne af G1 overfor H.K.U., at plejehjemmet ville yde dig en økonomisk kompensation svarende til 3 måneders løn, som ville blive udbetalt i forbindelse med lønnen for oktober måned 2012.

Den 26. september 2012 bad du SKAT om et bindende svar på følgende spørgsmål:
"Er den særlige godtgørelse svarende til 3 måneders løn, som jeg blev tildelt i forbindelse med min uberettigede afskedigelse fra min stilling som sygeplejerske ved G1 i Y1 til fratrædelse med udgangen af oktober måned 2012 skattefri?"

Den 22. oktober 2012 svarede SKAT nej på det spørgsmål, som du havde bedt om at få et bindende svar på.

Du påklagede SKATs bindende svar til skatteankenævnet, som den 17. december 2012 fremsendte et forslag til afgørelse.

Den 28. juni 2013 selvangav du for indkomståret 2012, at du havde modtaget løn på 300.095 kr. og et fratrædelsesgodtgørelse på 59.550 kr.

Det fremgår af din R-75 opgørelse for 2012, at G1 har indberettet, at G1 har udbetalt A-indkomst til dig på i alt 359.645 kr.

I et brev af 2. januar 2013 meddelte H.K.U. dig, at Dansk Sygeplejeråd ikke ville påtage sig at køre sagen videre, hverken mod Y1 Kommune eller SKAT.

Af brevet fremgår bl.a. følgende:
"Jeg kan se af det bindende svar fra SKAT, at du har spurgt om DEN SÆRLIGE GODTGØRELSE er skattefri. Jeg vil tro, at det er ordlyden i dit spørgsmål, der her gør forskellen.

Jeg vil foreslå, at du henvender dig til SKAT igen og præciserer, at det drejer sig om en økonomisk kompensation, og vedlægger mailen som bilag, og samtidigt henviser til statsskattelovens § 5 a."

Efter afskedigelsen gik du på efterløn.

Skatteankenævnets afgørelse
Det forhold, at din arbejdsgiver ved en fejl ikke udsendte en dagsorden forud for mødet den 15. maj 2012 eller tilbød dig en bisidder, bevirker ikke, at den udbetalte godtgørelse kan karakteriseres som en erstatning for tort. Det er uden betydning, at din arbejdsgiver har benævnt erstatningen som en økonomisk kompensation. Det afgørende er grundlaget for udbetalingen.

Det er nævnets opfattelse, at der er tale om en helt sædvanlig fratrædelsesgodtgørelse, som er udbetalt efter funktionærlovens § 2 b. Udbetalinger efter funktionærlovens § 2 b, er skattepligtige efter ligningslovens § 7 U.

Nævnet har ikke fundet grundlag for at anse erstatningen som godtgørelse for tort, idet en torterstatning gives til en person, som har været udsat for en behandling, der kan nedsætte vedkommende i det almindelige omdømme. F.eks. udbetales torterstatning til en person, der uberettiget har været anholdt eller varetægtsfængslet.

Nævnet henviser i den forbindelse til Østre Landsrets dom, gengivet til SKM2007.575.ØLR, hvor landsretten efter bevisførelsen lagde til grund, at sagsøgeren som følge af uberettiget afskedigelse havde fået udbetalt en godtgørelse, der oversteg det beløb som arbejdsgiveren havde været forpligtet til at udbetale i medfør af funktionærlovens § 2 b. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der ved afskedigelsen forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse for skattefri godtgørelse for reststridig krænkelse, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26.

Din opfattelse
Du har nedlagt påstand om, at SKATs bindende svar ændres til et ja. Afskedigelsen af dig var uberettiget og usaglig, hvorfor din arbejdsgiver tilkendte dig en kompensation svarende til 3 måneders løn. Din arbejdsgiver begik alvorlige forvaltningsmæssige fejl i forbindelse med din afskedigelse. Du blev ikke forinden mødet gjort bekendt med, at du på mødet ville blive orienteret om, at din arbejdsgiver agtede at afskedige dig, ligesom du ikke blev gjort opmærksom på, at du havde ret til at medtage en bisidder på mødet. Omstændighederne i forbindelse med din afskedigelse tvang dig til at gå på efterløn.

Den økonomiske kompensation svarende til 3 måneders løn, som du fik tilkendt, skal derfor i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse, gengivet i SKM2001.281.LSR, sidestilles med en skattefri erstatning for tort.

Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Det fremgår af statsskattelovens § 5, litra a, at formueforøgelse, der fremkommer ved at de formuegenstande, en skattepligtig ejer, stiger i værdi, ikke er skattepligtig, medens der på den anden side ikke gives fradrag i indkomsten for deres synken i værdi. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at indtægter, som hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele (herunder indbefattet værdipapirer) for så vidt disse salg ikke henhører til vedkommendes næringsvej, ikke er skattepligtige.

Det fremgår af § 7 U, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28. oktober 2011, nu lovbekendtgørelse nr. 405 af 22. april 2013, om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), at gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling eller i forbindelse med arbejdsgiverens eller medarbejderens jubilæum, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr., jf. dog stk. 2-4 og § 31. Det er en forudsætning for skattefriheden, at den skattepligtige person, der modtager gaven, godtgørelsen eller gratialet, er ansat som lønmodtager i den virksomhed, der foretager udbetalingen. Reglen i 1. pkt. gælder ikke, i det omfang beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at det for fratrædelsesgodtgørelser er en betingelse for skattefriheden efter stk. 1, at den skattepligtige person, der modtager godtgørelsen, fuldstændig ophører med at være ansat i den udbetalende virksomhed, og at godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen.

Ved sagens afgørelse lægger Landsskatteretten til grund, at du i maj 2012 blev opsagt pr. 31. oktober 2012, og at du fik fuld løn indtil din fratrædelse.  Landsskatteretten lægger i overensstemmelse med dine oplysninger uprøvet til grund, at din arbejdsgiver begik forvaltningsmæssige fejl i forbindelse med opsigelsen af dig. 

Du har spurgt om, hvorvidt den særlige godtgørelse svarende til 3 måneders løn, som du blev tildelt i forbindelse med din uberettigede afskedigelse fra din stilling som sygeplejerske ved G1 i Y1 til fratrædelse med udgangen af oktober måned 2012, er skattefri.

Såvel SKAT som skatteankenævnet har svaret nej på det stillede spørgsmål. Landsskatteretten er enig med SKAT og skatteankenævnet i besvarelsen af det stillede spørgsmål.

Selv om du ikke forud for mødet den 15. maj 2012 blev orienteret om, at mødet kunne have ansættelsesmæssige konsekvenser for dig, og at du havde ret til at medtage en bisidder, er der ikke grundlag for at anse den udbetalte kompensation svarende til 3 måneders løn for en skattefri torterstatning efter erstatningsansvarslovens § 26.  Der er henset til bestemmelsens ordlyd, der nævner reststridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person. De forvaltningsmæssige fejl, som du beskriver, har ikke denne karakter.

Kompensationen kan heller ikke anses for skattefri efter statsskattelovens § 5, allerede fordi du ikke har været ejer af et formuegode.

Det er derfor uden betydning for sagens afgørelse, at du ikke har spurgt om, hvorvidt den kompensation svarende til 3 måneders løn, som du blev tildelt i forbindelse med din uberettigede afskedigelse fra din stilling som sygeplejerske ved G1 i Y1 til fratrædelse med udgangen af oktober måned 2012 er skattefri.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.