Dato for udgivelse
12 Sep 2014 13:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Aug 2014 13:38
SKM-nummer
SKM2014.638.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-0248097
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Energi og kuldioxid
Emneord
Fermenterings proces naturgas
Resumé

Skatterådet bekræfter, at naturgas, som anvendes i en fermenteringsproces, ikke er afgiftsfritaget efter gasafgiftsloven. Skatterådet kan vejledende udtale, at anvendelsen af naturgas i en fermenteringsproces er godtgørelsesberettiget procesenergi med en reduktion i tilbagebetalingen på 4,5 kr./GJ.

Skatterådet bekræfter, at der ikke skal svares afgift efter CO2-afgiftsloven og NOx-afgiftsloven for naturgas, som anvendes i en fermenteringsproces.

Skatterådet bekræfter, at brug af elektricitet til drift af fermenteren og efterfølgende varmebehandling anses for at være godtgørelsesberettiget procesenergi med en reduktion i tilbagebetalingen på 0,4 øre/kWh.

Skatterådet bekræfter, at det ikke har betydning for afgiftspligten, hvis der i stedet for naturgas anvendes raffinaderigas i fermenteringsprocessen.

Reference(r)

Gasafgiftsloven § 8, stk. 1, nr. 2, § 10, stk. 1 og § 10 a
CO2-afgiftsloven § 7, stk. 4
NOx-afgiftsloven § 1
Elafgiftsloven § 11, stk. 1 og § 11 a
Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 1 og § 11 a

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit E.A.4.4.9.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit E.A.4.5.8.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit E.A.7.20.3.

Spørgsmål

  1. Er naturgas, som anvendes ved en fermenteringsproces til produktion af et biokoncentrat fritaget for afgift efter gasafgiftsloven?
  2. Er naturgas, som anvendes ved en fermenteringsproces til produktion af et biokoncentrat, fritaget for afgift efter CO2-afgiftsloven?
  3. Er naturgas, som anvendes ved en fermenteringsproces til produktion af et biokoncentrat, fritaget for afgiftspligten efter NOx-afgiftsloven?
  4. Er elektricitet, som anvendes til drift af fermenteren og til efterfølgende varmebehandling, omfattet af godtgørelsesbestemmelserne i elafgiftslovens § 11 og § 11 c?
  5. Har det betydning for afgiftspligten, jf. spørgsmål 1-3, hvis der er tale om raffinaderigas, som ellers vil blive afbrændt i forbindelse med fremstilingen af råolie? 

Svar

  1. Nej 
  2. Ja 
  3. Ja 
  4. Ja 
  5. Nej

Det bindende svar offentliggøres i redigeret og forkortet form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger ønsker at opføre et større industrielt fermenteringsanlæg.

Ved fermentering nedbrydes organisk materiale til enten andet organisk materiale, til uorganisk materiale eller til en blanding. Et eksempel er alkoholgæring, hvor der dannes både uorganisk kuldioxid og organisk ethanol. Der kan også dannes komplicerede molekyler som for eksempel antibiotika.

Naturgas skal være hovedråvaren ved produktionen af et bio-koncentrat. Bio-koncentratet vil bestå af ca. 70 pct. protein og ca. 9 pct. vand. Proteinproduktet kan anvendes i foderblandinger til dyr samt som ingrediens til produktion af enzymer.

Produktet vil være en sammensætning af essentielle aminosyrer (inde i proteinet).

Naturgassen vil ikke blive anvendt som ekstern varmekilde. Gassen skal anvendes til fermenteringsprocessen, og naturgassen afbrændes ikke under processen. Naturgassen skal tilsættes væsken i fermenteren, hvor metanen i naturgassen nedbrydes af en matanotrof bakterie.

Ved fermenteringen dannes der mikrobiel varme som følge af den kemiske proces inde i bakterien, såkaldt reaktionsvarme, ifm. at mineraler, ammoniak, metan ilt mv. optages og omdannes af bakterien, når den vokser. Bakterierne kan ikke leve ved høje eller for lave temperaturer, og en temperatur over 45 oC vil slå bakterierne ihjel, og processen vil stoppe.

Indledningsvist i processen er der behov for at opvarme fermenteren i nogle timer ved brug damp indtil en temperatur nås, hvor bakterien trives. Når bakteriens trives udvikles der reaktionsvarme, hvorfor fermenteren skal køles.

Det fremgår af virksomhedens hjemmeside og beskrivelse af den anvendte teknologi, at der ved fermenteringen vil ske et udslip af CO2, og at dette udslip er ca. 52 pct. under udslippet ved direkte afbrænding af naturgassen.

Anvendelse af naturgas i fermenteren medfører ingen udledning af NOx.

Der skal anvendes elektricitet til driften af fermenteren. Ca. 99 pct. af al elektricitet, der vil blive anvendt, skal gå til drift af fermenteren og tilhørende downstream-sektion. Dvs. i fermenteren skal der anvendes elektricitet til at drive væsken rundt i et loop. Her fjernes der vand fra produktet, og produktet gennemgår en varmebehandling.

Det er endvidere oplyst, at spørger kan modtage gassen til fermenteringsanlægget fra en industri, der betragter gassen som et spildprodukt, og alternativet for denne industri vil oftest være afbrænding af gassen. Spørger kan således modtage gassen "gratis" i forhold til klimaregnskabet. Gassen kan f.eks. komme fra et raffinaderi, dvs. den gas, der normal bliver afbrændt i forbindelse med fremstilling af energiprodukter (raffinaderigas).

Eksterne udtalelser

Spørger har indhentet en udtalelse:

"Vedrørende naturgas anvendt som råvare til Fermentering

Undertegnede er blevet bedt om en udtalelse, der overfor SKAT skal begrunde, at den af firmaet anvendte naturgas ikke anvendes til opvarmning, men alene skal betragtes som en råvare ved fremstilling af et slutprodukt, et foder til forskellige dyr. Mine nedenfor afgivne svar afgives alene som forsker og undervisner. Jeg har ingen økonomisk forbindelse med firmaet. Jeg er vidende om, at spørger ønsker, som forberedelse til en international lancering, at udvikle processen i demonstrations-skala i et forskningsprojek. Til dette projekt er der ansøgt om støtte fra udviklingsfonden - men afgifter til gas udover den rå pris er ikke medtaget i ansøgningen.

1. Som råvarer (substrater) ved fermenteringsprocesser anvendes en række kulstof-holdige stoffer. Her i blandt kan nævnes sukker (glukose eller sukrose), ethanol og gærekstrakt.

Ved fremstilling af methanol - på verdensplan 32.000 ton/dag, benyttes naturgas som kulstofkilde.

Glukose og sukrose er hyppigst anvendte kulstofkilder i Danmark.

Ethanol kan benyttes som kulstofkilde ved fermentering under tilførsel af luft ( i stedet for sukker).

Hvis man derfor ikke skal betales en særligt afgift, for eksempel en energiafgift, for kulstofkildens anvendelse i de ovenfor nævnte processer er der ikke nogen mening i at udskille specielt naturgas, fordi den også kan benyttes til opvarmning. De af spørger anvendte bakteriekulturer lever udelukkende af naturgas som kulstofkilde. I øvrigt kan de andre nævnte kulstofkilder også anvendes som brændsel.

2. Naturgassen anvendes ikke til opvarmning, hverken af processen eller til opvarmning af bygningen. Den udviklede varme skyldes den kemiske proces, og den må som beskrevet af spørger fjernes. Kemien i den valgte proces er sådan, at man må bruge mere ilt end når for eksempel sukker anvendes som kulstofkilde. Ethanol som kulstofkilde ville give en næsten lige så stof varmeudvikling som naturgas. Men ligegyldigt, hvilken kulstofkilde der benyttes til en beluftet fermenteringsproces, udvikler processen varme.

Den udvundne procesvarme ved ca. 40 oC er helt uanvendelig til rumopvarmnning. Den må således køles bort og er kun en uheldig bivirkning ved den valgte proces.

Konklusion: Jeg kan med henvisning til ovenstående ikke forstå, hvorfor den af spørger benyttede proces skulle belægges med en afgift, hvis ingen af de i ovenstående eksempler nævnte processer belastes af en lignende afgift."

SKAT har anmodet Force Technology om, at vurdere om, hvorvidt fermenteringsprocessen hos spørger kan anses for at være en kemisk reduktion. SKAT har endvidere spurgt Force Technology om,

  1. er varmen i fermenteringsprocessen fremstillet af gassen,
  2. kommer varmen alene fra bakterierne, eller 
  3. kan samspillet mellem gas og bakterier sidestilles med fremstilling af varme?

Force Technology har vurderet, om der er tale om en kemisk reduktion og efterfølgende opdateret svaret i forhold, hvorvidt varmen er fremstillet af naturgassen:

"Efter FORCE Technologys opfattelse bliver methangassen i løbet af biosyntesen oxideret, men dette foregår ikke ved en direkte kemisk reaktion/reduktion, men via mellemtrin, som mikroorganismernes enzymer katalyserer. Force Technology vil mene mene, at en biosyntese ikke kan betegnes som en kemisk reduktion, da ordet antyder en direkte kemisk reaktion og ikke en proces, der katalyseres af enzymer. Desuden er hensigten med processen at omdanne methan, så processen kan bedre betegnes som en oxidationsproces."

"Ad. 1. Nej, man kan ikke sige, at varmen er fremstillet af naturgassen, idet der ikke er tale om en forbrændingsproces (dvs. luftens oxygen reagerer direkte med gassen og frembringer varme. Normalt sker denne proces i en flamme).

Ad. 2: Ja, varmen fremkommer ved en fordøjelsesproces i bakterierne.

Ad. 3. Nej, vi mener ikke, at man med rimelighed sidestille en biologisk "forbrænding" med en tilsigtet fremstilling af varme i et gasfyr. En analogi kunne være at se på varmen, der dannes i en stald på grund af dyrernes fordøjelse af deres foder. Det er faktisk mikroorganismer i komaver, der omsætter foderet til varme og proteiner og fedtstoffer mv. i køerne. En del af varmen bruges til at holde køerne på sædvanlig kropstemperatur, og resten er spild, der afgives til omgivelserne, og kan kræve ventilation for, at køerne ikke skal overhede."

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger har i maj 2002 fået en vejledende udtalelse fra Told- og Skatteregion Odense, hvoraf det fremgår, at naturgas anvendt til fødning af encelle-organismer til fremstilling af protein, hvor der ikke sker forbrænding af naturgassen, ikke belastes af afgift efter gasafgiftsloven, da der er tale om anden teknisk anvendelse end motordrift, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 1.

Det fremgår ligeledes, at afgiften efter CO2-afgiftsloven tilbagebetales, da gassen "anvendes på anden måde end som motorbrændstof eller brændstof til fremstilling af varme", jf. CO2-afgiftslovens 7, stk. 4, nr. 1.

Det er også spørgers opfattelse, at naturgas anvendt som råvare i fermenteringsprocessen ikke er omfattet af afgiftspligten efter NOx-afgiftsloven, da der ikke sker udslip af NOx.

Det er derudover spørgers opfattelse, at elektricitet anvendt til drift af fermenteren og efterfølgende varmebehandling er omfattet af elafgiftslovens bestemmelser om godtgørelse for elektricitet til proces.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Kan det bekræftes, at naturgas, som anvendes ved en fermenteringsproces til produktion af et biokoncentrat, er fritaget for afgiftspligten efter gasafgiftsloven?

Lovgrundlag

Gasafgiftsloven

§ 1, stk. 1. "Der betales afgift til statskassen af naturgas og bygas, der forbruges her i landet."

§ 3, stk. 1. "Den, der indvinder, fremstiller eller leverer afgiftspligtig gas (...), skal registreres hos told- og skatteforvaltningen."

§ 6, stk. 1. "For virksomheder registreret efter § 3, stk. 1, er den afgiftspligtige mængde gas for en afgiftsperiode de leverancer af gas, for hvilke der er udstedt fakturaer, herunder acontoopkrævninger, i den pågældende periode, (...)." 

§ 7, stk. 1. "I den afgiftspligtige mængde opgjort efter § 6 fradrages

(...)

3. gas, der fritages for afgift efter § 8.

§ 8, stk. 1. "Fritaget for afgift er en registreret virksomheds leverancer af

1. gas til anden teknisk brug end motordrift,
2. (...)"

§ 10, stk. 1. "Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan få tilbagebetalt afgiften efter denne lov

  1. af virksomhedens mængde af forbrugt afgiftspligtigt gas
  2. (...)"

§ 10, stk. 4. "Der ydes ikke tilbagebetaling for afgiften af varme og gas, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, jf. dog stk. 5. (...)"

§ 10 a. "Tilbagebetalingen af afgift efter § 10 nedsættes med 4,5 kr./GJ, (...)."

§ 10 d, stk. 1. "Nedsættelsen af tilbagebetaling af afgift efter § 10 a finder ikke anvendelse for varer, der anvendes til kemisk reduktion."

Begrundelse

Det fremgår af sagens oplysninger, at naturgassen udelukkende skal anvendes i en fermenteringsproces, hvor gassen indgår som en råvare i forbindelse med fremstillingen af et biokoncentrat. Gassen nedbrydes af bakterier, og afbrændes ikke under processen. I forbindelse med fermenteringsprocessen dannes der som følge af bakteriernes fordøjelse varme. Temperaturen må af hensyn til bakterierne ikke blive for høj, hvorfor der skal ske en køling.

Force Technology har udtalt, at man ikke kan sige, at varmen er fremstillet af naturgassen, idet der ikke er tale om en forbrændingsproces (dvs. luftens oxygen reagerer direkte med gassen og frembringer varme, hvilket normalt sker i en flamme). Varmen fremkommer ved en fordøjelsesproces i bakterierne. Biologisk forbrænding kan efter Forces Technologys vurdering ikke med rimelighed sidestilles med en tilsigtet fremstilling af varme i et gasfyr.

Henset til udtalelsen fra Force Technology kan naturgas anvendt ved en fermenteringsproces til produktion af et biokoncentrat ikke være omfattet af afgiftsfritagelsen i gasafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1, hvorefter en registreret virksomheds leverancer af gas til anden teknisk brug end motordrift er fritaget for afgift, da brug af gas ved en fordøjelsesproces ikke kan være "andet teknisk brug".

Da naturgas efter SKATs vurdering ikke kan afgiftsfritages efter gasafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1, er det relevant, at vurdere anvendelsen af naturgas efter gasafgiftslovens § 10.

Efter gasafgiftslovens § 10, stk. 1 kan momsregistrerede virksomheder få godtgørelse af afgiften af forbrugt gas, hvis der ikke er tale om rumvarme mv. jf. § 10, stk. 4. Tilbagebetalingen af afgiften efter § 10 nedsættes med 4,5 kr./GJ, jf. gasafgiftslovens § 10 a.

Det er SKATs vurdering, at brug af naturgas i en fermenteringsproces skal anses for brug af godtgørelsesberettiget procesenergi efter gasafgiftslovens § 10, stk. 1, med en reduktion i tilbagebetalingen på 4,5 kr./GJ, jf. gasafgiftslovens § 10 a. Der kan ikke ske fuld godtgørelse efter gasafgiftslovens § 10 d, stk. 1, da der ikke er tale om en kemisk reduktion, jf. udtalelsen fra Force.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej" .

Spørgsmål 2

Kan det bekræftes, at naturgas, som anvendes ved en fermenteringsproces til produktion af et biokoncentrat, er fritaget for afgift efter CO2-afgiftsloven?

Lovgrundlag

CO2-afgiftsloven

§ 1, stk. 1. "Der svares kuldioxidafgift m.v. til statskassen af varer, der er afgiftspligtige efter

(...)

  1. lov om afgift af naturgas og bygas."

§ 7, stk. 4. "Afgiften tilbagebetales for

  1. afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-12 og nr. 15, (...) eller anvendes på anden måde end som motorbrændstof eller brændstof til fremstilling af varme eller anvendes til fremstilling af elektricitet, som er afgiftspligtig efter lov om afgift af elektricitet. (...)"

Naturgas er omfattet af CO2-afgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 11.

Forarbejder

Bestemmelsen om tilbagebetaling af afgift i § 7, stk. 4 vedrørende afgiftspligtige varer, som anvendes på anden måde end brændstof til fremstilling af varme mv., er indsat ved lov nr. 1018 af 19. december 1992.

Af de specielle bemærkninger hertil (L 32 1992) fremgår at "Endvidere friholdes mineralolier, der anvendes på anden måde end som motorbrændstof eller brændstof til fremstilling af varme og således ikke giver anledning til CO2-emissioner."

Begrundelse

Den anvendte naturgas forbruges her i landet, og er således omfattet af afgiftspligten efter gasafgiftslovens 1, stk. 1, og dermed også omfattet af afgiftspligten efter CO2-afgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 3. Spørger får leveret gassen fra en registreret virksomhed til brug i en fermenteringsproces.

Det er SKATs vurdering, at naturgas anvendt i en fermenteringsproces kan anses for omfattet godtgørelsesbestemmelsen i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 1, da naturgassen ikke kan anses for anvendt som brændstof til fremstilling af varme.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Ja".

Spørgsmål 3

Kan det bekræftes, at naturgas, som anvendes til produktion af et biokoncentrat er fritaget for afgiftspligten efter NOx-afgiftsloven?

Lovgrundlag

NOx-afgiftsloven

§ 1. "Der betales afgift ved udledning af NO2-ækvivalenter til luften ved forbrænding. (...)"

Forarbejder

Følgende fremgår af afsnit 1. "Lovens formål og baggrund", i de almindelige bemærkninger til lovforslaget til lov. nr. 472 af 17. juni 2008 om afgift af kvælstofoxider (2007/2 LSF 169):

"Afgiften har til formål at reducere udledning af kvælstofoxider og opfylder delvis den danske EU-forpligtelse til at reducere udledning af NOX."

Følgende fremgår af afsnit 1.1. "Kvælstofoxider", i de almindelige bemærkninger til lovforslaget til lov. nr. 472 af 17. juni 2008 om afgift af kvælstofoxider (2007/2 LSF 169):

"NOx er et samlet udtryk for kvælstofoxider. Disse kan i miljøet optræde med forskellige værdier af x (NO, NO2). Såvel ilt (O) som kvælstof (N) er en naturlig del af den atmosfæriske luft. Kvælstofoxider dannes ved forbrænding i iltholdig atmosfære, hvor luftens ilt og kvælstof reagerer med hinanden."

Begrundelse

Det fremgår af sagens oplysninger, at spørger bruger naturgas i en fermenteringsproces. En fermenteringsproces er karakteriset ved, at naturgassen fordøjes af bakterier, og der sker ikke en udledning af NOx. Der sker ved den pågældende anvendelse af naturgas således ikke en forbrænding i iltholdig atmosfære, og der sker følgelig ingen udledning af NOx.

NOx-afgiften er en afgift på udledning af kvælstofoxider, hvor kvælstofoxider opstår ved forbrænding i iltholdig atmosfære, jf. NOx-afgiftslovens § 1. Dette underbygges yderligere af forarbejderne til loven, der angiver, at kvælstofoxider dannes ved forbrænding i iltholdig atmosfære, hvor luftens ilt og kvælstof reagerer med hinanden.

Med henvisning til ordlyden af NOx-afgiftslovens § 1, lovens formål og baggrund i øvrigt, som præciseret i lovens forarbejder, er det SKATs opfattelse, at brug af naturgas i en fermenteringsproces, der ikke indebærer en forbrænding i iltholdig atmosfære, og hvor der ved den pågældende proces heller ikke sker noget udslip af kvælstofoxider, falder udenfor lovens anvendelses område. Der kan derfor ikke pålægges NOX-afgift i den foreliggende situation.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja" .

Spørgsmål 4

Kan det bekræftes, at elektricitet, som anvendes til drift af fermenteren og efterfølgende varmebehandling er omfattet af godtgørelsesbestemmelserne i elafgiftslovens § 11 og § 11 c.

Lovgrundlag

Elafgiftsloven

§ 1. "Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet."

§ 11. "Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov

  1. af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, (...)

Stk. 3. Tilbagebetalingen kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. (...)"

§ 11 c. "Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, (...)"

Begrundelse

Elektriciteten, som spørger anvender til fermenteringsprocessen mv. er omfattet af afgiftspligten efter elafgiftslovens § 1, da elektriciteten forbruges her i landet.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 kan momsregistrerede virksomheder få godtgørelse af afgiften af forbrugt elektricitet, hvis der ikke er tale om elektricitet brugt til rumvarme mv., jf. § 11, stk. 3. Godtgørelsen efter § 11, stk. 1 nedsættes med 0,4 øre/kWh, jf. § 11 a.

Elektricitet, der anvendes som mekanisk energi i fermenteren til at drive væsken rundt i loopet og efterfølgende behandling i downstream-sektionen, er efter SKATs vurdering procesenergi, og omfattet af godtgørelsesbestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 1. Godtgørelsen reduceres med 0,4 øre/kWh, jf. elafgiftslovens § 11 c.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 4 bevares med "Ja".

Spørgsmål 5

Kan det bekræftes, at det har betydning for afgiftspligten, jf. spørgsmål 1-3, hvis der er tale om raffinaderigas, som ellers vil blive afbrændt i forbindelse med fremstilingen af råolie?

Lovgrundlag

Mineralolieafgiftsloven

§ 1, stk. 1. "Der betales afgift af mineralolieprodukter m.v. I perioden 2010-2014 er satserne for de enkelte år som anført i bilag 2. For 2015 udgør afgiften for følgende mineralolieprodukter m.v.:

(...)

Nr. 16. Anden flaskegas i form af LPG og gas, bortset fra LPG, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie i form af raffinaderigas, 336,4 øre pr. kg

(...)."

§ 9, stk. 1. "Der sker afgiftsfritagelse, når en oplagshaver leverer

  1. benzin til anden teknisk brug end motordrift,

(...)."

§ 11, stk. 1. "Bortset fra afgiften af benzin kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, få tilbagebetalt afgiften efter denne lov

  1. af varer forbrugt i virksomheden,

(...).

§ 11 a. "Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 4,5 kr./GJ, (...)."

CO2-afgiftsloven

§ 1, stk. 1. "Der svares kuldioxidafgift m.v. til statskassen af varer, der er afgiftspligtige efter

  1. lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., (...)"

§ 7, stk. 4. "Afgiften tilbagebetales for

  1. afgiftspligtige varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-12 og nr. 15, (...) eller anvendes på anden måde end som motorbrændstof eller brændstof til fremstilling af varme eller anvendes til fremstilling af elektricitet, som ikke er fritaget for afgift efter stk. 2. (...)"

Raffinaderigas er omfattet af CO2-afgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 10.

NOx-afgiftslovens bilag 1, nr. 10

"Anden flaskegas og gas, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie" Afgiften udgør i 2014 4,8 kr./kg.

Begrundelse

Raffinaderigas fra raffinering af mineralsk olie er omfattet af afgiftspligten efter mineralolieafgiftsloven, jf. mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 16.

Mineralolieafgiftslovens bestemmelse for fritagelse for varer, som anvendes til anden teknisk brug end motordrift, omfatter alene benzin, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

Allerede som følge af at § 9, stk. 1, nr. 1 kun omfatter benzin, vurderes anvendelsen af raffinaderigas efter godtgørelsesbestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11.

Det er SKATs vurdering, at brug af raffinaderigas i en fermenteringsproces skal anses for brug af procesenergi efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, hvorfor afgiften af gassen kan godtgøres bortset fra 4,5 kr./GJ, jf. mineralolieafgiftslovens § 11 a. Se også begrundelsen til spørgsmål 1.

Raffinaderigas, som anvendes ved en fermenteringsproces, vil også være omfattet af afgiftspligten efter CO2-afgiftslovens § 1, stk. 1, men omfattet af muligheden for godtgørelse i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4. Se begrundelsen til spørgsmål 2.

Raffinaderigas, som anvendes ved en fermenteringsproces falder uden for NOx-afgiftslovens anvendelsesområde. Se begrundelsen til spørgsmål 3.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 5 besvares med et "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.