Parter

A og B
(Advokat Martin Bekker Henrichsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Uffe Habekost Sørensen)

Afsagt af byretsdommer

Peter Rostgaard Ahleson (kst.dommer)

Sagernes baggrund og parternes påstande

Sagerne er anlagt den 18. januar 2011 og vedrører samme spørgsmål og behandles derfor samlet.

Sagerne handler om, hvor stort et fradrag sagsøgerne ægtefællerne A og B har ret til i deres personlige indkomst for årene 2006 -2008.

Det er ubestridt, at sagsøgerne A og B i 2006 - 2008 har solgt et betydeligt antal paller. Som følge heraf har SKAT efterfølgende forhøjet A og B´s indkomst for de pågældende indkomstår. Sagerne blev efterfølgende behandlet i Landsskatteretten, der traf afgørelse om, at der kunne ske fradrag for udgifter til indkøb af pallerne. Landsskatteretten indrømmede A og B et skønsmæssigt fradrag på 25 % af pallernes salgspris.

For retten vedrører sagerne spørgsmålet om, hvorvidt A og B er berettiget til et større fradrag.

A har principalt nedlagt påstand om, at hans indkomst for indkomståret 2006 skal nedsættes med 37.253 kr., for indkomståret 2007 med 133.674 kr. og for indkomståret 2008 med 39.717 kr.

B har principalt nedlagt påstand om, at hendes indkomst for indkomståret 2006 skal nedsættes med 9.929 kr., for indkomståret 2007 med 37.232 kr. og for indkomståret 2008 med 18.563 kr.

A og B har begge subsidiært nedlagt påstand om, at sagerne hjemvises til behandling ved Landsskatteretten og mest subsidiært hjemvisning til behandling ved SKAT.

Sagsøgte Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den 7. december 2009 traf SKAT afgørelse om at forhøje B´s indkomst for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 med henholdsvis 28.368 kr., 106.379 kr. og 53.038 kr., i alt 187.785 kr. SKAT traf den 15. januar 2010 afgørelse om, at forhøje A´s indkomst for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 med henholdsvis 106.439 kr., 404.150 kr. og 151.365 kr., i alt 661.954 kr.

Baggrunden for forhøjelserne var, at SKAT ved gennemgang af regnskabsmateriale for G1 og G2 A/S havde konstateret, at A og B i årene 2006 - 2008 havde solgt paller til de nævnte virksomheder, og at indtægterne herfra ikke var selvangivet.

SKATs afgørelser blev efterfølgende indbragt for Landsskatteretten.

Landsskatteretten har den 18. oktober 2010 truffet afgørelse i A´s sag. Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 2006

SKAT har forhøjet indkomsten vedrørende indtægt ved salg af paller med 106.439 kr.

Landsskatteretten nedsætter den påklagede forhøjelse med 26.610 kr. til 79.829 kr.

Indkomståret 2007

SKAT har forhøjet indkomsten vedrørende indtægt ved salg af paller med i alt 404.150 kr.

Landsskatteretten nedsætter den påklagede forhøjelse med 117.706 kr. til 286.444 kr.

Indkomståret 2008

SKAT har forhøjet indkomsten vedrørende indtægt ved salg af paller med 151.365 kr.

Landsskatteretten nedsætter den påklagede forhøjelse med 66.257 kr. til 85.108 kr.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst. Erhvervsdrivende skal kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, herunder den private økonomi. Det fremgår af skattekontrollovens § 1 og § 6.

Det er konstateret, at klageren har solgt paller, uden at indtægten er selvangivet. Klagerens indkomst skal derfor forhøjes, jf. statsskattelovens § 4. Klageren har ikke dokumenteret sit varekøb. Landsskatteretten lægger til grund, at det næppe er sandsynligt, at klageren har fået paller forærende i det omfang, der er solgt paller. På denne baggrund skønner retten, at klagerens udgifter i forbindelse med køb af paller har udgjort skønsmæssigt 25 % af salgsprisen. Desuden nedsætter Landsskatteretten klagerens omsætning med den dobbelt medregnede faktura for 2007 på 22.225 kr. og for 2008 på 37.887 kr.

Herefter kan klagerens fortjeneste opgøres således:

2006
Salg ekskl. moms	106.439 kr.
Skønnet varekøb, 25 %	- 26.610 kr.
Fortjeneste til beskatning	79.829 kr.

2007
Salg ekskl. moms	404.150 kr.
Dobbelt medregnet faktura nr. 15244	- 22.225 kr.
Reguleret salg	381.925 kr.
Skønnet varekøb, 25 %	- 95.481 kr.
Fortjeneste til beskatning	286.444 kr.

2008
Salg ekskl. moms	151.365 kr.
Dobbelt medregnet faktura nr. 88496	- 37.887 kr.
Reguleret salg	113.478 kr.
Skønnet varekøb, 25 %	- 28.370 kr.
Fortjeneste til beskatning	85.108 kr.

Landsskatteretten nedsætter herefter de påklagede forhøjelser for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 med henholdsvis 26.610 kr., 117.706 kr. og 66.257 kr.

..."

Landsskatteretten har den 18. oktober 2010 truffet afgørelse i B´s sag. Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 2006

SKAT har forhøjet indkomsten vedrørende indtægt ved salg af paller med 28.368 kr.

Landsskatteretten nedsætter den påklagede forhøjelse med 7.092 kr. til 21.276 kr.

Indkomståret 2007

SKAT har forhøjet indkomsten vedrørende indtægt ved salg af paller med i alt 106.379 kr.

Landsskatteretten nedsætter den påklagede forhøjelse med 26.595 kr. til 79.784 kr.

Indkomståret 2008

SKAT har forhøjet indkomsten vedrørende indtægt ved salg af paller med 53.038 kr.

Landsskatteretten nedsætter den påklagede forhøjelse med 13.260 kr. til 39.778 kr.

...

Landskatterettens bemærkninger og begrundelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst. Erhvervsdrivende skal kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, herunder den private økonomi. Det fremgår af skattekontrollovens § 1 og § 6.

Det er konstateret, at klageren har solgt paller, uden at indtægten er selvangivet. Klagerens indkomst skal derfor forhøjes, jf. statsskattelovens § 4. Klageren har ikke dokumenteret sit varekøb. Landsskatteretten lægger til grund, at det næppe er sandsynligt, at klageren har fået paller forærende i det omfang, der er solgt paller. På denne baggrund skønner retten, at klagerens udgifter i forbindelse med køb af paller har udgjort skønsmæssigt 25 % af salgsprisen.

Herefter kan klagerens fortjeneste opgøres således:

2006
Salg ekskl. moms	28.368 kr.
Skønnet varekøb, 25 %	- 7.092 kr.
Fortjeneste til beskatning	21.276 kr.

2007
Salg ekskl. moms	106.379 kr.
Skønnet varekøb, 25 %	- 26.595 kr.
Fortjeneste til beskatning	79.784 kr.
2008
Salg ekskl. moms	53.038 kr.
Skønnet varekøb, 25 %	- 13.260 kr.
Fortjeneste til beskatning	39.778 kr.

Landsskatteretten nedsætter herefter de påklagede forhøjelser for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 med henholdsvis 7.092 kr., 26.784 kr. og 13.260 kr.

..."

Det er under denne sag uomtvistet, at A og B i årene 2006 - 2008 har solgt paller for henholdsvis 661.954 kr. og 187.785 kr. Det er også uomtvistet, at den herved opnåede indtægt ikke blev selvangivet.

Til brug for sagen har den af retten udmeldte skønsmand, direktør i G3 JP afgivet flere erklæringer. I erklæring af 28. oktober 2001 [rettelig 2011] har han oplyst følgende markedspriser for paller:

"...

OK EUR paller	kr.	25,00
Defekte EUR paller	kr.	10,00
Engangspaller 800 x 1200 og 1000 x 1200	kr.	10,00
¼ plastpaller	kr.	15,00
DS ½ paller	kr.	15,00
Defekte DS ½ paller	kr.	7,5

..."

Det er i en senere erklæring af 12. december 2011 anført, at de priser, der er anført ovenfor, var de priser som skønsmandens virksomhed afregnede over for såvel private som professionelle aktører i Jylland og på Sjælland.

I erklæring dateret 10. januar 2011 [rettelig 2012] fremgår følgende:

"...

De priser som tidligere er oplyst er; de priser som G3 betalte til private ved køb af paller leveret på vores pladser. G3 har dagligt mellem 5 og 10 privat personer som kommer og sælger paller. Typisk er det mindre partier på 10 - 50 paller bringes til G3 i kassevogne eller på en trailer.

Jeg har ingen forudsætninger for at angive hvilken pris der kan være anvendt mellem to private personer som har handlet paller med hinanden. Jeg kan alene oplyse om den gældende markedspris for de forskellige paller. Jeg kan endvidere oplyse at der er stor konkurrence på dette marked så hvis en palle-handler ikke byde markedsprisen bliver pallerne handlet til anden side.

..."

Skønsmand JP har endelig afgivet en erklæring den 27. marts 2012. Af erklæringen fremgår følgende:

"...

Træpaller handles i yderst begrænset omfang mellem private. Det er en promilledel af paller som ender hos private og stort set aldrig returpaller som EUR paller... Såfremt en privat ønsker at købe en træpaller fra en anden privatperson skal han jo have noget at bruge pallen til. Jeg kender ikke til private som bruger paller i større stil... Det må endvidere antages at en privatperson som har f. eks 500 paller til sin rådighed, ønsker at få den bedste pris for disse paller. Hvorfor skulle han sælge dem billigere til en anden privatperson, hvis han kunne sælge dem til G3 eller G1 for en højere pris.

Jeg vil derfor postulere at prisen på handel med brugte paller er den samme mellem private, som mellem private og en pallehandler. Der må dog antages at være en bagatelgrænse på 20 paller.

Det er kun ved små lokale handler hvor det efter min mening er en anden pris. Jensen har måske stående 6 engangs paller udenfor sin bolig som han har fået leveret tagsten på. Hansen som bor i huset ved siden af vil gerne have fat i pallerne for at skære dem op til bræ[n]de. De aftaler en pris på 2 kolde Tuborg.

Som jeg har forstået denne sag er der tale om at der over en årrække har været solgt en hel del paller til G1. De priser som er angivet tidligere er de priser som jeg har kendskab til at G1 har betalt for pallerne. Vi er også i konkurrence med G1 og såfremt vi betaler mindre end de gør får vi omgående kommentarer fra de chauffører som sælger paller til G3. Derfor kender vi markedsprisen på de paller som private sælger til virksomheder som G3 eller G1.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at han driver selvstændig virksomhed og har et mindre transportfirma med tre små biler. I perioden 2006 - 2008 var han ansat som chauffør. Det er rigtigt, at han i samme periode har solgt en hel del paller til G1 og G2 A/S. De bilag, hvor B´s navn fremgår, omhandler alene tilfælde, hvor hun har forestået afregningen. Alle handlerne er reelt foretaget af ham. Pallerne har han blandt andet købt hos private efter annoncer i Den Blå Avis. Han forhandlede typisk lidt om prisen, men fik aldrig kvitteringer, idet han troede der var tale om "privat handel", der ikke krævede bilag. Han kender ingen af dem han handlede med fra Den Blå Avis og har ikke gemt telefonnumre eller anden form for kontaktinformation. Via sit chaufførjob kom han hos mange forskellige "rundt omkring" og flere steder lykkedes det ham at købe paller i partier på op mod 50 paller af gangen. Han købte mange paller og kunne opmagasinere dem i en lagerhal i .... Han kan ikke i dag huske adresser på sælgerne, hverken dem fra Den Blå Avis eller dem han i øvrigt kom i kontakt med. Han kan ikke huske en eneste adresse, men husker, at han har været i ..., ... og i ... for at købe paller. Han tror ikke, at adresserne kan genfindes ud fra hans tidligere arbejdsgivers bogholderi. Arbejdsgiveren er gået konkurs og kendte for øvrigt intet til hans handler med paller.

Under forberedelsen af denne sag har han ikke ønsket at oplyse hos hvem han købte paller, idet han finder det rigtigst at forklare sig for en dommer. Ifølge hans opfattelse har han endvidere givet fyldestgørende oplysninger i forbindelse med behandlingen af sagen i Landsskatteretten. Typisk købte han europaller for 20 - 25 kr. pr. stk. og defekte paller for 5 - 10 kr. pr. stk. Hos G1 solgte han europallerne for 35 kr. /stk. Han kunne også sælge de defekte paller.

Han førte slet ikke regnskab med sine køb og salg af paller, ligesom han slet ikke har selvangivet sine indtægter, idet han troede der var tale om "privat salg", der ikke var skattepligtigt. Det kan passe, at han solgt det antal paller og til de beløb skattemyndighederne har opgjort, men han har langt fra haft den fortjeneste som myndighederne har lagt til grund. Han har fortsat sin virksomhed med køb og salg af paller, men får nu altid kvitteringer.

B har forklaret, at hun i enkelte tilfælde har underskrevet afregninger fra G1, men at det i alle tilfælde er hendes mand A, der reelt har solgt pallerne.

Direktør JP har forklaret, at han kan vedstå sine erklæringer, der er fremlagt i sagen. G3 driver professionel virksomhed med køb og salg af paller. Det samme gør G1 og G2 A/S. Den mængde paller som A i alt har solgt vil han ikke karakterisere som "småhandler". Når to private personer handler paller kan prise variere betydeligt. Markedsprisen for en europalle er 25 kr., men i handler mellem private kan flere faktorer indvirke på prisen, herunder transportomkostninger. Nogle små vognmænd køber mindre mængder paller hos deres kunder mv. Der handles måske så mellem 20 - 50 europaller pr. gang. I sådanne situationer vil vognmanden skønsmæssigt betale 20 kr. pr. europalle, men det er svært at skønne præcist over prisen, idet mange forhold har betydning for prisfastsættelsen. De mindre vognmænd kan også købe mindre parti paller og i sådanne tilfælde kan prisen sagtens være mindre end 20 kr./ stk. I nogle tilfælde får vognmanden måske oven i købet foræret paller. Det kan ske, at særligt engangspaller bliver erhvervet uden betaling eller for symbolske beløb. Såvel DS-paller, europaller og engangspaller udgør en økonomisk værdi. Efter hans opfattelse bliver sådanne paller også handlet ved diverse byttehandler, hvorfor det i sådanne situationer således kan være meget vanskeligt at opgøre en pris for pallerne.

Parternes synspunkter

Sagsøgerne har i påstandsdokument af 18. december 2012 anført følgende blandt andet:

"...

Til støtte for den principale påstand gøres det gældende, at sagsøgerne har ret til fradrag for udgifter til køb af pallerne i den foretagne indkomstforhøjelse.

Sagsøgernes påstande fremkommer ved et skøn over de afholdte udgifter til køb af pallerne på 60 pct. af de efterfølgende salgspriser. At dette skøn over købsudgifterne er meget konservativt understøttes at de prisoplysninger, som syns- og skønsmanden er fremkommet med, jf. bilag 9 og 10. Landsskatteretten har ikke nærmere begrundet sit skøn andet end at anføre, at det ikke er sandsynligt, at sagsøgerne har fået foræret paller forærende i det omfang, der er solgt paller - hvilket sagsøgerne er helt enige i. Det gøres på det grundlag gældende, at det af Landsskatteretten udøvede skøn er foretaget på et forkert - eller i hvert fald ikke oplyst - grundlag og skønnet fører i hvert fald til et åbenbart urimeligt resultat sammenholdt med de af skønsmanden oplyste markedspriser for paller. Henset hertil og til at det af sagsøgerne skønnede niveau for købsudgifterne er lavere end det af syns- og skønsmanden oplyste, skal de foretagne forhøjelser nedsættes som påstået i stævningerne.

Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gøres det gældende, at da det i sagerne udøvede skøn over anskaffelsessummerne er udøvet af Landsskatteretten og ikke af SKAT, må det tilkomme Landsskatteretten at udøve et fornyet skøn, hvis retten mener, at der er grundlag herfor. Den mere subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at retten måtte finde, at sagen skal hjemvises til SKAT til fornyet behandling.

..."

Sagsøgerne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Af sagsøgtes påstandsdokument af 20. december 2012 fremgår blandt andet følgende:

"...

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn over sagsøgernes udgifter til køb af paller.

Sagsøgerne har ikke godtgjort, at skønnet er åbenbart urimeligt eller hviler på et forkert grundlag. Derfor er der ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet, jf. SKM2009.37.HR, SKM2007.96.HR og SKM2011.209.HR. Den, der mener sig berettiget til et skattemæssigt fradrag, har bevisbyrden for, at udgiften er fradragsberettiget, jf. bl.a. SKM2004.162.HR. Da sagsøgerne ikke har fremlagt dokumentation for, at de har afholdt udgifter til køb af paller, har sagsøgerne som udgangspunkt slet ikke ret til fradrag for købsudgifter, jf. eksempelvis SKM2010.337.VLR, hvor en skrothandler ikke blev indrømmet fradrag for hævdede udgifter til indkøb af skrot. Hvis det konkret findes sandsynliggjort, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter, hvis størrelse imidlertid ikke kan dokumenteres, kan myndighederne foretage en skønsmæssig ansættelse af den pågældende udgift. Som eksempel kan henvises til SKM2006.309.VLR.

Sagsøgerne har ikke dokumenteret, at deres varekøbsomkostninger udgjorde mere end 25 pct. af pallernes salgssum, og det er derfor heller ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn over sagsøgernes varekøbsomkostninger. Sagsøgerne har helt bevidst holdt virksomheden vedrørende de omhandlede paller skjult for skattemyndighederne, og sagsøgerne oplyser, at de ikke kan skaffe dokumentation for udgifter til erhvervelse af de solgte paller. Denne risiko må sagsøgerne selv bære. Der er i nærværende sag intet grundlag for at erstatte den dokumentation for eventuelle udgifter til erhvervelse af pallerne, som sagsøgerne på helt sædvanlig vis kunne have sikret sig, hvis sagsøgerne havde drevet virksomheden i overensstemmelse med gældende regler om bogføring og beskatning af overskud ved selvstændig virksomhed.

Det bemærkes herved, at det henset til "varens" særlige karakter ikke kan lægges til grund, at sagsøgerne nødvendigvis har betalt for erhvervelsen af pallerne (eller alle pallerne), at det er fuldstændig ubelyst, under hvilke omstændigheder, hvordan og fra hvem sagsøgerne har erhvervet de omhandlede paller, og at et skøn over fradragsberettigede udgifter i forbindelse med de erhvervede indtægter på ingen måde alene beror på, hvad markedsprisen ved køb af paller var i de omhandlede indkomstår. Der foreligger ikke i sagen nogen oplysninger om sagsøgernes virksomhed med køb og salg af paller, herunder hvordan og fra hvilke typer kunder, sagsøgerne har erhvervet pallerne, og det kan ikke lægges til grund, at sagsøgernes virksomhed er sammenlignelig med "branchen" i øvrigt. Dette gælder særligt i nærværende sag, da det henset til varens særlige karakter ikke kan lægges til grund, at sagsøgerne nødvendigvis har betalt for erhvervelsen af alle pallerne. Det anførte illustreres allerede af, at eksempelvis G1´s virksomhed indgår i "branchen" for køb af brugte paller af private, og det er åbenbart, at sagsøgernes udgifter til køb af paller ikke svarer til G1´s udgifter hertil.

Det relevante for nærværende sag er, hvilke udgifter til køb af paller, sagsøgerne må antages at have haft, og det er dette, Landsskatteretten har udøvet et skøn over. Sagsøgte opfordrede i svarskriftet sagsøgerne til at give en præcis og detaljeret beskrivelse af, hvordan pallerne erhverves (opfordring 2). Sagsøgte opfordrede endvidere i duplikken sagsøgerne til at oplyse navnene på de faste storleverandører, der, henset til antallet af solgte paller, må have været, i det omfang pallerne er købt (opfordring 5).

Sagsøgerne har ikke ønsket at besvare opfordringerne, selvom intet hindrer sagsøgerne i at besvare disse opfordringer under skriftvekslingen, og selvom nægtelsen heraf - som beskrevet i duplikken - hindrer en hensigtsmæssig forberedelse af sagen. Oplysninger, der fremkommer ved en partsforklaring under hovedforhandlingen, kan sagsøgte ikke foretage undersøgelser af eller fremkomme med supplerende opfordringer til, og sagsøgte har heller ikke mulighed for at indkalde de faste leverandører, som sagsøgerne må have haft, hvis pallerne er købt, til at afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen. Der eksisterer ingen saglig begrundelse for kun - som oplyst - at ville give disse helt centrale oplysninger ved partsforklaring under hovedforhandlingen. Sagsøgernes manglende vilje til at opfylde sagsøgtes opfordringer skærper deres bevisbyrde og må tillægges processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens 344, stk. 2. Det bestrides, at de i stævningerne anførte anskaffelsessummer skulle være godtgjorte med skønserklæringen af 27. marts 2012 (fremlagt som bilag 10, ændret til bilag 22, jf. rettens brev af 13. april 2012). Sagsøgerne har på ingen måde godtgjort, hvordan de er kommet i besiddelse af de særdeles mange paller, som er solgt til professionelle pallehandlere. Og skønserklæringen giver intet grundlag for at konkludere, at sagsøgerne har betalt en pris for pallerne, der svarer til den i stævningerne oplyste. Sagsøgernes bemærkninger må forstås sådan, at pallerne skulle være købt af private, da oplysningerne i skønserklæringen af 27. marts 2012 efter sagsøgernes opfattelse godtgør, at de i stævningerne oplyste købspriser kan lægges til grund. Erklæringen af 27. marts 2012 viser imidlertid, at det meget store antal paller i nærværende sager ikke kan være købt af sagsøgerne hos private.

JP har anført følgende i sin skønserklæring af 27. marts 2012:

"...

Træpaller handles i yderst begrænset omfang mellem private. Det er en promilledel af paller som ender hos private og stort set aldrig returpaller som EUR paller.

..."

I den forbindelse bemærkes, at der i nærværende sager netop i vidt omfang er tale om EUR paller.

For så vidt angår en "markedspris" ved handel med paller mellem private, anførte JP følgende i sin skønserklæring af 10. januar 2012 (underbilag til brev af 21. marts 2012 fremlagt som bilag 9, ændret til bilag 21, jf. rettens brev af 13. april 2012):

"...

Jeg har ingen forudsætninger for at angive hvilken pris der kan være anvendt mellem to private personer som har handlet paller med hinanden

..."

Da JP blev stillet samme spørgsmål igen, fremkom han i erklæringen af 27. marts 2012 med sine antagelser om, til hvilken pris en privatperson ville sælge sine paller til en anden privatperson. Som det fremgår af erklæringen, antager JP, at en privatperson, hvis denne havde et større antal paller til sin rådighed, hvilket ifølge JP ikke forekommer i praksis, ville forlange samme pris for pallerne som ved salg til G3 eller G1. I denne situation ville der således ingen avance være, hvis sagsøgerne købte pallerne og herefter solgte dem videre til en professionel pallehandel.

Hvis der derimod er tale om et antal paller under 20, som ifølge JP er den eneste situation, hvor der i praksis "handles" paller mellem private, antager JP, at der aftales en pris på 2 kolde Tuborg.

JP´s erklæringer støtter derfor ikke, at sagsøgerne ved anskaffelse af de paller, der er videresolgt, skulle have betalt de anskaffelsessummer, som er anført i stævningerne.

..."

Skatteministeriet har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt, at sagsøgerne i årene 2006 - 2008 har solgt et betydeligt antal paller til en ikke ubetydelig værdi til G1 og G2 A/S. Det kan lægges til grund, at salget for A´s vedkommende udgjorde 106.439 kr. (2006), 381.925 kr. (2007) og 113.478 kr. (2008), i alt 601.842 kr. ekskl. moms. For B´s vedkommende udgjorde salget 28.368 kr. (2006), 106.379 kr. (2007) og 53.038 kr. (2008), i alt 187.785 kr. ekskl. moms.

Det er endvidere ubestridt, at sagsøgerne har holdt deres virksomhed med salg af paller skjult for skattemyndighederne, og at de omhandlede indtægter er skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4.

Sagen vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne er berettiget til et større fradrag i deres skattepligtige indkomster end det ved Landsskatterettens kendelser indrømmede fradrag på 25 % af pallernes salgssum.

Uanset, at sagsøgerne ikke har dokumenteret størrelsen af de påståede udgifter til køb af paller finder retten, at det henset til den samlede mængde paller, der er afsat og til deres værdi, at det i tilstrækkelig grad er godtgjort, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter til varekøb.

Sagsøgerne kan ikke dokumentere størrelsen af de faktisk afholdte udgifter til varekøb og der må derfor foretages en skønsmæssig ansættelse af de fradragsberettigede udgifter.

Der foreligger slet ingen dokumentation i form af bilag, regnskaber eller lignende til støtte for sagsøgernes oplysninger om udgifterne til indkøb af paller. Retten bemærker, at de nærmere oplysninger om, hvordan pallerne er indkøbt, fra hvem de er indkøbt, og til hvilken pris de er indkøbt mv., først, på trods af Skatteministeriets gentagne opfordringer under sagens forberedelse, er fremkommet under hovedforhandlingen. A´s forklaring om disse forhold fremtræder som en særdeles generel og upræcis partsforklaring og er ikke underbygget af andre faktuelle oplysninger og forklaringen er efter sit indhold i øvrigt ikke egnet til at lade sig underbygge.

Efter skønsmand JP´s forklaring og erklæringer er det særdeles usikkert til hvilken pris A kan have erhvervet pallerne. JP har således forklaret, at pallerne til dels formentlig er anskaffet til de priser som forklaret af A, men formentlig også til en lavere pris, der ikke kan skønnes nærmere over. Hertil kommer, at varerne har en særlig karakter, og at det er sandsynligt, at en del af pallerne er anskaffet vederlagsfrit. Endelig bemærkes, at en del af indtægterne stammer fra salg af andet end europaller.

På den baggrund finder retten efter en samlet vurdering ikke, at sagsøgerne har godtgjort, at Landsskatterettens skønsmæssige afgørelser er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag.

Skatteministeriet frifindes derfor.

Sagsomkostninger

Sagsøgerne har tabt sagen og skal derfor betale sagsomkostninger til sagsøgte, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. Retten lægger til grund, at sagens værdi for B´s vedkommende udgør 33.000 kr., mens sagens værdi for A´s vedkommende udgør 105.000 kr. Skatteministedet er ikke momsregistreret. Ved fastsættelsen af sagsomkostninger er der taget hensyn til sagernes karakter og værdi samt arbejdets omfang. Der er endvidere taget hensyn til, at sagerne har været behandlet sammen og har indeholdt identiske problemstillinger.

Sagsomkostningerne fastsættes som nedenfor bestemt, idet der udover et passende beløb til dækning af sagsøgtes udgift til advokatbistand er fastsat 410 kr. til dækning af udgifter til udarbejdelse af materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal B inden 14 dage til Skatteministeriet betale 12.205 kr.

I sagsomkostninger skal A inden 14 dage til Skatteministeriet betale 20.205 kr.