Indhold
Dette afsnit giver en kort introduktion til bestemmelserne i SL §§ 4, 5 og 6 og andre fradragsregler. Desuden omtales nogle generelle principper og regler, som har betydning for fradragsretten.
Afsnittet indeholder:
- Nettoindkomstprincippet
- SL §§ 4 og 5 om indtægter
- Realisationsprincippet
- Fradrag for udgifter, SL § 6 og andre fradragsregler
- SL § 6, stk. 1, litra a, om driftsomkostninger og afskrivninger
- SL § 6, stk. 1, litra e
- SL § 6, stk. 2, begrænsninger i fradragsretten
- Driftstab
- Pligtpådragelsesprincippet
- Fradragstidspunkt
- Rette omkostningsbærer, interesseforbundne parter
- Fradrag i personlig indkomst
- Dokumentation og bevis for fradragsret
- Digital betaling, betalinger på over 8.000 kr.
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Nettoindkomstprincippet
Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6. Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter det er bruttoindkomsten fratrukket de udgifter, der er afholdt for at erhverve indkomsten, som skal beskattes.
Indkomsten påvirkes også af varelagerets værdi. Det sker ved, at varelagerets værdi ved årets udgang (ultimo varelageret) lægges til indkomsten og værdien af varelageret ved årets begyndelse (primo varelageret) trækkes fra sammen med årets udgifter til indkøb af varer mv. Se afsnit C.C.2.3.1 "Varelager".
Se også
Se også afsnit C.C.2.3.2 om, hvordan værdien af igangværende arbejder påvirker indkomsten.
SL §§ 4 og 5 om indtægter
De skattepligtige indkomster fremgår af SL § 4, som indeholder en positiv, ikke udtømmende, opremsning af indtægter, der er omfattet af beskatningen. Skattelovgivningen indeholder dog en lang række andre regler om beskatning af indtægter og evt. skattefrihed for indtægter.
SL § 5 indeholder undtagelser til, hvad der skal medregnes til indkomsten, dvs. en negativ afgrænsning. Efter SL § 5, stk. 1, litra a, skal urealiserede værdisvingninger på aktiver ikke påvirke indkomsten, se om realisationsprincippet. Vederlag for salg af aktiver skal ikke medregnes til indkomsten, hvis der er tale om private aktiver eller vederlag for afståelse af indkomstgrundlaget, dvs. den formue, som kan afkaste indtægt.
Undtagelserne om skattefrihed ved salg af aktiver i SL § 5 gælder dog ikke, hvis der er tale om fortjeneste ved næring eller spekulation. I disse tilfælde gælder SL § 4 derfor alligevel.
Realisationsprincippet
Det er et grundlæggende princip, at indkomst og tab skal være realiseret, før de påvirker indkomsten. Princippet udledes af SL § 5, hvorefter værdiforøgelser og værditab på den skattepligtiges formuegenstande ikke påvirker indkomsten. Princippet har betydning for, om en indkomst skal beskattes, og om tab kan trækkes fra, og dermed også for i hvilket indkomstår indkomsten eller tabet skatteretligt hører til.
Se også
Se også afsnit
Princippet fraviges dog fx ved reglerne om behandlingen af varelagre. Se mere i afsnit C.C.2.3.1 om, hvordan varelagerets værdi indvirker på indkomstopgørelsen og om, hvordan varelagerreglerne hænger sammen med statsskattelovens regler.
Se også
Se også afsnit C.B.1 om fradrag for kurstab efter reglerne i kursgevinstloven.
Fradrag for udgifter, SL § 6 og andre fradragsregler
Hvis en udgift skal kunne trækkes fra i bruttoindkomsten, kræves der en hjemmel i lovgivningen til at fratrække netop denne type udgift. Den oprindelige og grundlæggende hjemmel til fradrag for udgifter er SL § 6.
SL § 6 er i tidens løb blevet præciseret, suppleret og begrænset ved en række andre regler, især i ligningsloven, og i afskrivningsloven. Reglerne i ligningsloven beskrives i afsnit C.C.2.2.2. Se fx afsnit
SL § 6, stk. 1, litra a, om driftsomkostninger og afskrivninger
Efter SL § 6, stk. 1, litra a, kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fratrækkes driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger. Se afsnit
Reglerne om afskrivning på aktiver, der benyttes erhvervsmæssigt, findes nu i afskrivningsloven. Afskrivningsloven indeholder regler for langt de fleste tilfælde, hvor der kan foretages skattemæssige afskrivninger. Se afsnit C.C.2.4 om afskrivningsreglerne.
I retspraksis er der dog nogle få eksempler på, at andre udgifter kan afskrives med hjemmel i SL § 6, stk. 1, litra a. Fx afskrives rationaliseringsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se også afsnit C.C.2.4.5.9, Afskrivninger efter statsskatteloven, om afskrivning efter SL § 6, og afsnit C.C.6.4.2.1 Andre immaterielle rettigheder.
Der er også særlige afskrivningsregler for forsøgs- og forskningsudgifter. Se LL § 8 B og afsnit C.C.2.2.2.20 om forsøgs- og forskningsudgifter.
SL § 6, stk. 1, litra e
SL § 6, stk. 1, litra e, giver adgang til fradrag for renter. Fradragsretten er nu reguleret ved særlige bestemmelser i ligningsloven. Se afsnit C.A.11.2 om fradrag for renteudgifter.
De udgifter, der i øvrigt kan trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra e, er
- Forsikringsudgifter, når der er tale om forsikring af indkomstgivende ejendele. Andre forsikringer kan trækkes fra, hvis de er omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a. Se afsnit C.C.2.2.2.11 om udgifter til forsikringer.
- Vedligeholdelsesudgifter. Se afsnit C.C.2.2.1.9 om vedligeholdelsesudgifter og afgrænsningen over for forbedringsudgifter, der efter SL § 6, stk. 2, ikke kan trækkes fra.
Bemærk
Afdrag på gæld kan ikke trækkes fra. Se SL § 6, stk. 1, litra e.
SL § 6, stk. 2, begrænsninger i fradragsretten
SL § 6, stk. 2, indeholder nogle vigtige begrænsninger i fradragsretten.
Det fremgår af bestemmelsen, at indkomst er skattepligtig "uden hensyn til, hvordan den anvendes, altså hvad enten den benyttes til egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, eller til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring eller drift, henlæggelse til reserve- eller andre lignende fonds, til gaver eller på anden måde".
Bestemmelsen betyder derfor, at private udgifter ikke kan trækkes fra. Se afsnit C.C.2.2.1.3 om driftsomkostningers afgrænsning over for private udgifter.
Om udgifter til opsparing, se afsnit C.C.2.2.1.2 om betingelsen om formueforbrug.
Om udgifter til etablering og forbedring af indkomstgrundlaget (også kaldet udgifter vedrørende formuen eller indkomstkilden), se afsnit
- C.C.2.2.1.5 om afgrænsningen over for anlægs- og etableringsudgifter
- C.C.2.2.1.9 om vedligeholdelsesudgifter og afgrænsningen over for forbedringsudgifter
- C.C.2.2.2.3 om udgifter til kursus og afgrænsning over for udgifter til videreuddannelse, der ikke kan trækkes fra.
Efter SL § 6, stk. 2, kan udgifter til gaver ikke trækkes fra. Dette udgangspunkt er dog fraveget ved en række særregler. Se afsnit
I afsnit C.C.2.2.2.7 beskrives den særlige regel i LL § 8 D, der afskærer fradrag for bestikkelsesudgifter.
Driftstab
Hverken i SL § 6 eller andre steder er der nogen direkte hjemmel til fradrag af driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at fratrække egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et omkostningslignende synspunkt. Se afsnit C.C.2.2.3 Driftstab.
Pligtpådragelsesprincippet
Fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, forudsætter efter praksis,
- at der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale det pågældende beløb,
- at beløbet kan gøres endeligt op.
Der stilles normalt ikke krav om, at beløbet er betalt eller er forfaldent til betaling.
Fradragstidspunkt
Skatteyderens adgang til fradrag hænger nøje sammen med principperne om pligtpådragelse og realisation, som også har betydning for, hvornår udgiften kan trækkes fra.
Om princippernes betydning for fradragstidspunktet, se afsnit C.C.2.5.3.3 om periodisering og tidspunktet for fradrag for udgifter, hvor det bl.a. omtales, at SL § 6, stk. 1, litra a, ikke indeholder hjemmel til at foretage fradrag for hensættelser til fremtidige udgifter.
Uanset ordlyden af bestemmelsen har administrativ praksis dog indrømmet en begrænset adgang til fradrag for hensættelser til at imødegå udgifter til opfyldelse af garantiforpligtelser og serviceforpligtelser. Se afsnit C.C.2.5.3.3.10 om hensættelser til garantiforpligtelser og serviceydelser.
Efter SL § 6, stk. 1, litra a, er det som udgangspunkt kun udgifter, der er anvendt i årets løb, der kan fratrækkes som driftsomkostninger i det pågældende år. Derfor er der normalt ikke fradragsret for forudbetalte omkostninger før i det år, hvor omkostningerne "anvendes".
Det er de afholdte udgifter, der kan fradrages, dvs. udgifter som skatteyderen i det pågældende indkomstår er blevet endeligt forpligtet til at betale. Hvis en arbejdsgiver fx har bestridt et lønkrav, der er indbragt til afgørelse ved domstolene, kan fradrag først foretages, når forpligtelsen er endeligt fastslået.
Rette omkostningsbærer, interesseforbundne parter
Det er en forudsætning for fradrag for en udgift, at skatteyderen er "rette omkostningsbærer", dvs. at udgiften vedrører driften af skatteyderens egen virksomhed. Se afsnit C.C.2.2.1.11 om bl.a. praksis om situationer, hvor skatteyderen har sammenfaldende interesser med den, udgiften afholdes overfor.
Se også
Se også afsnit C.D.2.2 om afgrænsning af selskabsindkomsten over for fysiske personers indkomst, hvor emnerne rette udgiftsholder og interesseforbundne parter også er behandlet.
Fradrag i personlig indkomst
Selvstændigt erhvervsdrivende kan trække driftsomkostningerne fra i den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 2, nr. 1, med de undtagelser, der er nævnt i bestemmelsen. PSL § 3, stk. 2, nr. 2, giver desuden adgang til fradrag i den personlige indkomst for udgifter, som er omfattet af en række bestemmelser i ligningsloven, samt for overført indkomst efter KSL § 25 A, stk. 3-5, ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Se afsnit C.A.4.1.1 om undtagelserne til fradrag i den personlige indkomst.
Se også
- C.D.2 om opgørelse af selskabers indkomst
- C.C.1.1.2 om opgørelse af indkomsten ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed
- C.C.1.2.3 Selvstændig erhvervsvirksomhed, afgrænsning over for honorarmodtagere, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende.
Dokumentation og bevis for fradragsret
Skatteyderen må kunne dokumentere, at udgiften er afholdt og dens størrelse.
Bogføringslovens krav
Efter bogføringslovens § 9, stk. 1, skal bogføringen ske ved hjælp af bilag. Det fremgår af bestemmelsen, at enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Hvis der er udstedt et eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Pålideligheden af eksterne bilag anses for større end af bilag, der er udstedt af den bogføringspligtige selv. Der er efter bogføringsloven ikke krav om eksterne bilag, medmindre virksomheden naturligt modtager et sådant i forbindelse med en transaktion. I tilfælde hvor virksomheden ikke modtager en købsfaktura, vil dokumentationen bestå af den afregningsmeddelelse, som den bogføringspligtige selv udsteder. Også kontoudtog fra leverandøren vil dokumentere registreringerne. Se afsnit A.B.3.1 om de erhvervsretlige krav til bogføring og regnskab, herunder om opbevaringspligt.
Krav til dokumentation for skattefradrag.
I afsnit A.B.3.1.4 beskrives bogføringsloven i forhold til regnskabet efter skattelovgivningen. Det fremgår, at hvis den skattepligtige opfylder bogføringslovens krav, vil den skattepligtige også som udgangspunkt opfylde kravene til bogføring og regnskab efter skatte- og afgiftslovgivningen. Det udelukker ikke i sig selv fradragsret efter fx statsskatteloven, at den skattepligtige ikke opfylder kravene i bogføringsloven. I praksis stilles der dog et bevismæssigt krav om dokumentation i form af eksterne købsbilag, afregningsbilag godkendt af leverandøren, kontoudtog fra leverandøren og lignende som betingelse. Bevisbedømmelsen er imidlertid i princippet fri. Det kan derfor ikke udelukkes, at der kan føres bevis for udgifter på anden måde, fx hvor der af naturlige årsager ikke kan foreligge sådan dokumentation, eller under visse omstændigheder i forbindelse med skønsmæssig ansættelse.
I SKM2022.616.BR nægtede byretten fradrag for valutakøb, da byretten fandt, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at betingelserne for at foretage fradrag for køb af valuta var opfyldt. Retten bemærkede, at de fremlagte kvitteringer og interne registreringer af køb af valuta ikke opfyldte bogføringslovens krav om, at registreringer skal være dokumenteret ved bilag, der oplyser, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet.
Se også SKM2020.545.LSR, hvor der også nægtedes fradrag for valutakøb, da Landsskatteretten ikke fandt det for dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at transaktionerne havde fundet sted. Selskabets bilagsdokumentation vedrørende kunde nr. 1 opfyldte ikke de krav, der med rimelighed kan stilles til grundbilag henset til virksomhedens art og omfang, jf. bogføringslovens § 5.
Om de skærpede krav til opbevaringspligt, som stilles i bekendtgørelse nr. 1295 af 14. november 2018, (mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder) og bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018 (mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder), se afsnit A.B.3.1.4.
Om reglerne for bogføring og regnskab på området for indkomstskat, se afsnit A.B.3.2.
Bevis for, at der er tale om en fradragsberettiget udgift
Det er ikke tilstrækkeligt, at skatteyderen fremlægger dokumentation for, at udgiften er afholdt. Bevisbyrden for, at der foreligger en fradragsberettiget driftsomkostning og ikke fx en privatudgift, påhviler som udgangspunkt skatteyderen. Skatteyderen skal derfor kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at evt. udgiftsbilag dækker over realiteter, og at samtlige betingelser for fradrag er opfyldt, herunder at udgiften henhører til det pågældende indkomstår.
Det bemærkes, at skatteyderens betegnelse for udgiften ikke er afgørende, men derimod hvad udgiften reelt dækker over.
Bevisbyrden skærpes, hvis der er personsammenfald, eller parterne er interesseforbundne. Se afsnit C.C.2.2.1.11 om interesseforbundne parter.
Se også
Om kravene til dokumentation og bevis se nærmere i afsnit
Digital betaling. Betalinger på over 8.000 kr.
Om reglerne om digital betaling som betingelse for fradrag se afsnit A.B.4.1.3 Digital betaling og fradragsnægtelse ved kontant betaling.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsretsdomme |
| SKM2022.440.VLR | Vestre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse med henvisning til, at skatteyderen og dennes samlevende havde et væsentlig interessesammenfald, og af de grunde, som byretten i øvrigt havde anført.
SKAT (Skattestyrelsen) havde foretaget en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens skattepligtige indkomst vedrørende salg af skrot. SKAT havde godkendt et skønsmæssigt fradrag. Skatteyderen nedlagde bl.a. påstand om, at der skulle godkendes yderligere fradrag. Retten fandt ikke, at skønnet førte til et åbenbart urimeligt resultat, idet skatteyderen ikke havde fremlagt nogen form for dokumentation for udgifter. Der kunne derfor ikke godkendes yderligere fradrag.
| Stadfæster SKM2021.604.BR. Se om indtægter afsnit C.C.2.1.2.1 |
| SKM2022.106.ØLR | Skatteyderen havde bevisbyrden for, at der forelå et gældsforhold mellem ham og et selskab, og at de pengeoverførsler, som han foretog i årene 2010-2013, udgjorde betaling af pligtige renter vedrørende et sådant gældsforhold. Der var ikke fremlagt dokumentation for, at skatteyderen havde optaget et lån, hvad størrelsen på et sådant lån i givet fald var, eller hvilken rente der måtte være aftalt. Det var herefter ikke godtgjort, at skatteyderen var berettiget til et rentefradrag i medfør af SL § 6, stk. 1, litra e.
Skatteministeriet blev herefter frifundet for sagsøgerens påstande om rentefradrag. Der var ikke en klar sammenhæng mellem skatteyderens påstande om tabsfradrag og det spørgsmål om berettigelsen af rentefradrag, som Landsskatteretten havde taget stilling til, og da der i øvrigt hverken var grundlag for at anse det for undskyldeligt, at spørgsmålet om tabsfradrag ikke havde været inddraget, eller grundlag for at antage, at en nægtelse af tilladelse til prøvelse ville medføre et uforholdsmæssigt retstab for skatteyderen, kunne spørgsmålet ikke prøves af domstolene, jf. SFL § 48, stk. 1. Skatteyderens påstande om tabsfradrag blev herefter afvist. | Stadfæster SKM2020.221.BR. |
| Byretsdomme |
| SKM2023.45.BR | | Se referat i afgørelsesskemaet i afsnit C.C.2.1.2.1 Afgørelsen er anket til Vestre Landsret. |
| SKM2023.9.BR | A havde i 2017 drevet uregistreret virksomhed med udlejning af fast ejendom. Skattestyrelsen havde derfor fastsat indkomsten skønsmæssig. A mente, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse, da der ikke var taget hensyn til en række fradragsberettigede udgifter. Retten fandt ikke, at A havde ført bevis for de ønskede fradrag eller i øvrigt fremført oplysninger, der gav grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn. | |
| SKM2022.616.BR | | Se referat i afgørelsesskemaet i afsnit C.C.2.2.1.2 |
| SKM2021.157.BR | Sagerne handlede om, hvorvidt sagsøgerne, der havde deltaget i et lånearrangement, var berettigede til fradrag for en række påståede betalinger til udbyderne af arrangementet. Retten bemærkede indledningsvis, at sagsøgerne bærer bevisbyrden for, at de havde indgået i et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter. Retten henviste bl.a. til en straffesag afgjort i byretten vedrørende udbyderne, hvorved det blev fastslået, at investorerne ikke reelt havde optaget noget lån, og derfor heller ikke skattemæssigt var berettiget til rentefradrag. Retten fandt, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at der forelå et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter. Der kunne således ikke godkendes fradrag for renter efter SL § 6, stk. 1, litra e. | |
| SKM2021.31.BR | Et selskab fik nægtet fradrag for udgifter til opfyldelse af en dom efter SL § 6, stk. 1, litra a, da selskabet ikke var part i retssagen. Udgifterne var derfor selskabet uvedkommende. | ►Anken Østre Landsret er hævet.◄ |
| Landsskatteretten |
| ►SKM2024.158.LSR◄ | ►Klager drev virksomhed med branchekode skønheds- og hudpleje.
Skattestyrelsen havde nægtet fradrag for en række driftsudgifter, der ikke var dokumenteret. Landsskatteretten godkendte yderligere driftsudgifter, der ansås for dokumenteret. Der blev nægtet fradrag for udgifter, der var betalt kontant, og som oversteg beløbsgrænsen i LL § 8 Y. Der blev godkendt afskrivning af den fulde anskaffelsessum vedrørende køb af laser, da Landsskatteretten ikke fandt, at LL § 8 Y fandt anvendelse vedrørende afskrivning.◄ | ►Skattestyrelsen indbragte afgørelsen for domstolene vedrørende afskrivning og LL § 8 Y. Indstævnte tog bekræftende til genmæle og Retten i Viborg afsagde derefter dom i overensstemmelse med Skatteministeriets påstand. Se omtalen af afgørelsen i afsnit A.B.4.1.3◄ |
| SKM2023.437.LSR | Et selskab havde fratrukket udgifter til salgsprovision i henhold til SL § 6, stk. 1, litra a, samt LL § 8 Y. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke var berettiget til at fradrage udgifterne til salgsprovision. Med hensyn til LL § 8 Y fandt Landsskatteretten, at selskabet købte tjenesteydelser, idet selskabet betalte de kinesiske turistguider/rejseagenturer for, at de kinesiske turister blev guidet ind i selskabets butikker. Det forhold, at aflønningen skete i form af provision, der var afhængig af, hvor mange varer turisterne købte, kunne ikke føre til et andet resultat. Da en stor del af den fratrukne provision vedrørte betalinger, hvor enten det enkelte bilag oversteg 8.000 kr. inklusive moms, eller hvor flere betalinger, der skulle anses som én betaling, oversteg 8.000 kr. inklusive moms, og da selskabet ikke havde foretaget indberetning til Skatteforvaltningen efter LL § 8 Y, stk. 3, godkendte Landsskatteretten ikke fradrag for de betalinger, der oversteg beløbsgrænsen i LL § 8 Y. For så vidt angår SL § 6, stk. 1, litra a, og fradrag for de betalinger, der ikke oversteg beløbsgrænsen i LL § 8 Y, fandt Landsskatteretten efter en samlet bedømmelse, at selskabet ikke havde dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der var en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgifterne og erhvervelsen af selskabets indkomst. | Se også afsnit A.B.4.1.3 om digital betaling og betingelser for fradrag. |
| SKM2023.100.LSR | Klager havde drevet uregistrerede virksomhed med køb og salg af biler. SKAT (nu Skattestyrelsen) havde ansat virksomhedens overskud i 2014, 2015 og 2016 til henholdsvis 157.997 kr., 364.619 kr. og 106.938 kr., hvilke beløb svarede til den skønsmæssigt ansatte omsætning i de tre år. Ved fastsættelsen af overskuddene havde SKAT ikke indrømmet skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter bl.a. med henvisning til LL § 8 Y, stk. 1, hvorefter fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser var betinget af, at betaling skete via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrede identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgjorde højst 10.000 kr. inklusive moms. Landsskatteretten anførte, at der ikke var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at ændre den af SKAT skønsmæssigt fastsatte omsætning i virksomheden. Landsskatteretten fandt det derimod sandsynliggjort, at klageren i virksomheden havde afholdt udgifter til bl.a. forsikring, syn af biler, vægtafgift/grøn ejerafgift. Derfor hjemviste Landsskatteretten den skønsmæssige ansættelse af fradrag for driftsomkostninger, og dermed fastsættelsen af virksomhedens overskud, til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med bemærkning om, at det ved udøvelsen af dette skøn skulle indgå, at fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser, der oversteg beløbsgrænsen i LL § 8 Y, stk. 1, var betinget af, at betaling var sket i overensstemmelse med bestemmelsen, og at det var oplyst, at klageren ikke havde anvendt elektronisk betaling. | |
| SKM2020.545.LSR | Landsskatteretten fandt, at SKAT havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af selskabets indkomst. Selskabet havde i indkomståret 2015 fratrukket udgifter til valutakøb med 5.248.049 kr. Da der ikke forelå grundbilag, der dokumenterede, at transaktionerne var korrekte, og kunderne ikke kunne identificeres, måtte der stilles skærpede krav til selskabets dokumentation eller sandsynliggørelse af pengestrømmen. Da selskabet ikke havde foretaget løbende kasse- og bankkontoafstemninger, kunne bogføringen vedrørende kasse og bankkonto ikke understøtte, at de registrerede transaktioner rent faktisk havde fundet sted. Landsskatteretten fandt det derfor ikke dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at transaktionerne havde fundet sted. Betingelserne for at opnå fradrag for valutakøb ansås derfor ikke for opfyldt, og retten stadfæstede SKATs afgørelse. | |