Indhold
Dette afsnit handler om regnskabsbestemmelserne efter lønsumsafgiftsloven.
Afsnittet indeholder:
- Regler
- Regnskabets indhold
- Løbende regnskabsførelse
- Opbevaring.
Regler
Registrerede virksomheder skal føre et regnskab efter lønsumsafgiftsloven. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om regnskabsaflæggelsen. Se LAL § 20.
Denne bemyndigelse har skatteministeren benyttet ved en udstedt bekendtgørelse. Se lønsumsafgiftsbekendtgørelsen (BEK nr. 1437 af 30. november 2023) §§ 7-9.
Regnskabets indhold
Virksomhederne, der er registreret efter lønsumsafgiftsloven, skal føre et regnskab, så de beløb, der danner grundlag for beregningen af afgiften for hver opgørelsesperiode, fremgår af regnskabet.
Regnskabet skal føres i det almindelige forretningsregnskab. Regnskabet skal føres på en klar og overskuelig måde, og det skal indeholde sådanne specifikationer, at det kan danne grundlag for Skatteforvaltningens kontrol af afgiften. Regnskabet skal i øvrigt opfylde kravene efter bogføringsloven.
Virksomheden skal føre et regnskab over den samlede lønsum. Dele af lønsummen, som ikke skal medregnes til afgiftsgrundlaget, skal fremgå særskilt af regnskabet eller af en opgørelse for den enkelte periode.
Bogføring for en opgørelsesperiode skal omfatte beløb, som skal medregnes til lønsummen i den pågældende periode.
Løbende regnskabsførelse
Virksomhedens regnskab for en opgørelsesperiode skal være ført, inden angivelsen indsendes.
Skatteforvaltningen kan kræve, at virksomhedens bogføring efter en frist på mindst 14 dage skal være ajourført for opgørelsesperioder, for hvilke fristen for indsendelse af angivelse er overskredet.
Opbevaring af regnskabet
Virksomheden skal opbevare regnskabet, regnskabsbilag og andet regnskabsmateriale i 5 år efter udløbet af det pågældende regnskabsår.
Det materiale, der skal opbevares, omfatter således bl.a. årsregnskaber, lønregnskaber, dokumentation af de løbende registreringer i regnskabet med tilhørende bilag, herunder ugesedler og arbejdssedler.
Regnskabsmaterialet kan opbevares elektronisk i overensstemmelse med reglerne herom i bogføringsloven. Se afsnit A.B.3.1.3.
Anvendes der edb ved lønanvisning, kan samlelister med oplysning om indholdet af hver enkelt lønbilag træde i stedet for kopier af selve lønbilagene.