For virksomheder, der inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter de dagældende regler i KULAL § 8, stk. 4, eller MINAL § 9, stk. 5, skal der ikke ske nogen nedsættelse af godtgørelsen af afgift af overskudsvarme, når varmen i henhold til tilladelsen afsættes af virksomheden fra et overskudsvarmeanlæg, som er påbegyndt etableret inden den 6. april 1995.
Se gældende KULAL § 8, stk. 12, og MINAL § 11, stk. 13.
Der er ingen lignende bestemmelse i gasafgiftsloven. Virksomheder, der afsætter overskudsvarme på basis af naturgas, skal derfor betale afgift af overskudsvarmen.
Det bemærkes dog, at hvis der er sket ændringer i de forhold, der forelå før den 6. april 1995 og dermed lå til grund for behandlingen af dispensationsansøgningen, så bortfalder tilladelsen, og dermed også virksomhedens adgang til at levere overskudsvarme uden afgift. Dette kan blive aktuelt, hvis der fx sker ændringer af overskudsvarmeanlæggets tekniske installationer mv., eller sker væsentlige produktionsomlægninger/-udvidelser mv. Almindelig nødvendig reparation af anlæg mv. kan dog udføres uden konsekvenser.
Ændringer af kontraktmæssige forhold mellem leverandøren af overskudsvarme og varmeaftageren kan også medføre, at en tilladelse til afgiftsgodtgørelse bortfalder. Det gælder fx, hvis en virksomhed forpligter sig til at levere en vis mængde varme enten generelt eller i bestemte perioder uden hensyn til virksomhedens vareproduktion. Et konstateret merforbrug af energi, der ikke kan begrundes i vareproduktionen, har også betydning for muligheden for at opretholde en tilladelse til afgiftsgodtgørelse.
Det er en forudsætning for tilbagekaldelse af en tilladelse, at dette er muligt efter de forvaltningsretlige regler. Se også afsnit A.A.5.3 om tilbagekaldelse i bebyrdende retning.
Virksomheder, der ikke har den nævnte tilladelse, er omfattet af reglerne for betaling af overskudsvarmeafgift. Det bemærkes i øvrigt, at der skal betales afgift af et internt forbrug af overskudsvarme i virksomheden, selv om virksomheden har tilladelse til afgiftsgodtgørelse i forbindelse med leverancer af overskudsvarme.