Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftsfritagelse eller godtgørelse for varer, der leveres til udlandet
- Afgiftsfritagelse for varer, der modtages fra udlandet
- Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer.
Afgiftsfritagelse eller godtgørelse for varer, der leveres til udlandet
Der er ikke afgift på afgiftspligtige cigaretpapirer, som oplagshavere leverer til udlandet. Se FORBRAL § 24, stk. 1, 1. pkt.
Ikke-registrerede virksomheder
Virksomheder, der ikke er registrerede som oplagshavere, kan få bevilling til afgiftsgodtgørelse for varer, der leveres til udlandet. Se FORBRAL § 24, stk. 1, 2. pkt.
Henvendelser vedrørende bevillinger kan sendes til Skatteforvaltningen via TastSelv Erhverv. Klik i TastSelv Erhverv på Kontakt > Send besked > Moms, lønsum, told og punktafgifter > Punktafgifter > Destruktioner og bevillinger.
Ved anmodning om afgiftsgodtgørelse skal virksomheden have en bevilling og anvende blanket 29.002. Blanketten findes på www.skat.dk
Registrerede varemodtagere
Registrerede varemodtagere kan uden bevilling efter afgiftsperiodens udløb angive det godtgørelsesberettigede beløb for varer leveret til udlandet direkte på afgiftsangivelsen. Se FORBRAL § 24, stk. 1, 3. pkt.
Afgiftsfritagelse for varer, der modtages fra udlandet
Der er afgiftsfrihed for varer, der modtages fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1-3. Se afsnit D.A.10.3 "Indførsel". Se FORBRAL § 24, stk. 2.
Ved lov nr. 810 af 9. juni 2020 blev momsreglerne ved salg til private i EU ændret. eglerne trådte i kraft den 1. juli 2021.
Den 1. juli 2021 blev importmomsfritagelsen i ML § 36, stk. 1, nr. 3 erstattet af ordningen Moms Import One Stop Shop, hvor virksomheder, der sælger varer til forbrugere i EU, som leveres fra lande uden for EU, kan angive og betale moms af forsendelser med en værdi indtil 150 euro efter en forenklet ordning. Se ML § 66 l.
Indførsel af varer pålagt nationale punktafgifter som købes fra virksomheder, som er tilsluttet Moms Import One Stop Shop, er alene punktafgiftspligtige, når forsendelsens værdi er over 150 euro. Indtil 1. juli 2021 var beløbsgrænsen 80 kr.
Indførsel af varer pålagt nationale punktafgifter fra virksomheder, som ikke er tilsluttet Import Moms One Stop Shop, er punktafgiftspligtige uanset forsendelsens værdi. Indtil 1. juli 2021 var beløbsgrænsen 80 kr.
Forsendelser af varer pålagt EU-harmoniserede punktafgifter kan ikke indgå i ordningen Moms Import One Stop Shop. Se ML § 66 l. Disse er således punktafgiftspligtige i alle tilfælde uanset forsendelsens værdi.
Afgiftsfritagelse for varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer
Der er ikke afgift på varer, der leveres til de diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv., der er omtalt i TDL § 4, og personer, der er tilknyttet disse. Se FORBRAL § 24, stk. 3.