Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 2000,953 HRD

En skatteyder havde fået udbetalt en erstatning fra EF-direktoratet. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse, der fastslog, at skatteyderen havde erhvervet endelig ret til erstatningen ved sin accept af erstatningstilbuddet.

Sagens behandling ved Landsretten er refereret i TfS 1999, 883 VLD.

TfS 1998, 526 HRD

Sagen vedrørte lønkrav i et konkursbo. Højesteret fandt, at en del af et lønkrav, herunder feriegodtgørelse, optjent før konkursen skulle beskattes i udlodningsåret. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at der på retserhvervelsestidspunktet var usikkerhed om, i hvilket omfang og hvornår lønkravet ville blive opfyldt efter konkurslovens regler. I situationer, hvor der indtræder konkurs i en arbejdsgivers virksomhed, udskydes indeholdelses- og beskatningstidspunktet for bestående krav på løn - udover LG-krav - til udbetalingstidspunktet. Tilsvarende gælder krav på feriepenge af denne løn.

Det samme må antages at gælde i situationer, hvor der indtræder betalingsstandsning, fordi der foreligger en tilsvarende usikkerhed om, i hvilket omfang og hvornår lønkrav mv. vil blive opfyldt efter konkurslovens regler.

Landsretsdomme

Appellantens indkomst var forhøjet for 2006-2010 af beløb, som var overført til hans bankkonto. For landsretten frafaldt han anbringender om, at beløbene var skattefrie, fordi de udgjorde lån. Han frafaldt desuden anbringender om, at forhøjelserne var sket for sent, jf. SFL § 27. Han gjorde i stedet det nye anbringende gældende, at han ikke havde erhvervet ret til beløbene, fordi Østre Landsret ved dom af 23. maj 2018 i en straffesag havde bestemt, at beløbene skulle konfiskeres. I anden række gjorde han det nye anbringende gældende, at indsætningerne skulle fratrækkes ved indkomstopgørelsen som et indkomsttab.

Henset til, at den person, som overførte beløbene til appellanten, ikke havde krævet pengene tilbagebetalt, og at han heller ikke kunne kræve beløbene tilbagebetalt, fandt landsretten, at appellanten i overensstemmelse med det grundlæggende princip om retserhvervelse endeligt erhvervede ret til og blev skattepligtig af de enkelte beløb, da han modtog dem i årene fra 2006 til 2010. Det forhold, at der flere år efter skete formel konfiskation af beløbet, kunne i relation til spørgsmålet om skattepligt efter SL § 4, stk. 1, litra a, ikke føre til et andet resultat.

I relation til appellantens subsidiære anbringende om fradragsret fandt landsretten, at skattemyndighederne er berettiget til at afslå at nedsætte hans skattepligtige indkomst alene som følge af den formelle bestemmelse om konfiskation, henset til at der ikke er sket en faktisk fratagelse af formuegoder eller sket hel eller delvis betaling. Den formelle beslutning om konfiskation kunne således ikke føre til nedsættelse af beskatningen, hvis konfiskationsbestemmelsen ikke reelt gennemføres.

SKM2017.579.ØLR

Sagen udsprang af, at skatteyderen i 2006 solgte sin lejlighed ved en betinget købsaftale, som han senere hævede. Handlen blev hævet, fordi køberne ikke i overensstemmelse med aftalen deponerede den resterende del af købesummen for lejligheden. Skatteyderen fik i 2009 af Østre Landsret medhold i, at han havde krav på erstatning for positiv opfyldelsesinteresse. Efterfølgende modtog skatteyderen et beløb i henhold til en forligsaftale indgået med køberne. Spørgsmålet i skattesagen var, om en del af erstatningsbeløbet udgjorde skattepligtige renter, og i givet fald i hvilket indkomstår beløbet skulle beskattes. Østre Landsret tiltrådte, at rentebeløbet ikke var omfattet af EBL § 2, og at der var tale om skattepligtige renter i medfør af SL § 4. Landsretten tiltrådte endvidere, at beløbet skulle beskattes i indkomståret 2009, idet skatteyderen erhvervede endelig ret til erstatning ved landsrettens dom i 2009, jf. princippet i LL § 5, stk. 1.

SKM2014.296.VLR

Skatteyderen havde i 2006 et tilgodehavende på løn på 1.948.692 kr. mod sin arbejdsgiver. I februar 2006 aftalte parterne, at lønkravet bortfaldt mod, at skatteyderen fik overdraget arbejdsgivers krav mod SU-styrelsen. Kravet mod SU-styrelsen var på ca. 2.000.000 kr., men var på dette tidspunkt omtvistet. SU-styrelsen udbetalte i 2006, 2007 og 2010 i alt ca. 800.000 kr. til fuld og endelig indfrielse af parternes mellemværende.

Byretten og senere Landsretten lagde til grund, at skatteyderen og arbejdsgiveren ved indgåelse af aftalen i februar 2006 selv anslog, at kravet mod SU-styrelsen havde en værdi på ca. 2.000.000 kr. Derfor havde skatteyderen ved overdragelse af fordringen fået betaling af sit tilgodehavende. Forhøjelsen indkomsten i 2006 med 1.948.692 kr. var derfor berettiget.

SKM2008.827.VLR

Ved anke til domstolene vedrørende et krav om tilbagebetaling af ambi med tillæg af renter, var der en reel tvist om kravet. Derfor var indtægten ikke endeligt erhvervet, før ankesagen var afgjort.

SKM2007.542.VLR

Skatteyderen havde i indkomstårene 1997-1999 modtaget 867.100 kr. Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om henholdsvis depositum i forbindelse med en arbejdsopgave, lån og beløb modtaget for salg af indbo. Ingen del af beløbet var betalt tilbage. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde bevist, at der var tale om skattefrit depositum eller lån.

TfS 1998, 5 ØLD

Afkald på en forpagtningsafgift på var givet efter retserhvervelsestidspunktet. Da afkaldet var givet på et tidspunkt, hvor der var erhvervet endelig ret til en forpagtningsafgift på 1.200.000 kr. og denne var ikke anset for uerholdelig på retserhvervelsestidspunktet. Det havde derfor ikke været nødvendigt for skatteyderen at eftergive 50 pct. af afgiften. Skatteyderen var derfor skattepligtig af de ikke opkrævede forpagtningsafgift.

TfS 1995, 860 VLD

En skatteyder havde ved salg af aktier i sin virksomhed garanteret et bestemt driftsresultat og givet tilsagn om, at han ville give afkald på løn i et underliggende datterselskab i en fremtidig periode på ca. 8 måneder, hvis garantien blev aktuel - hvilket den blev. Landsretten fandt, at der reelt var en betaling af garantiforpligtelsen med en lønindtægt. Afkaldet blev derfor ikke tillagt betydning, og skatteyderen blev skattepligtig af lønnen.

Se endvidere LSRM 1973.122 (blankt afkald), LSRM 1974.29 (dispositivt afkald) og skd. 28.89 (dispositivt afkald).

TfS 1989, 428 VLD

En lærer tiltrådte ved sin ansættelse hos Småskolerne under Skolesamvirket Tvind en ordning, hvor lærernes løn efter indeholdt A-skat blev indbetalt til en fælles lønkasse. Lønkassen afholdt lærernes udgifter til kost og logi mv. Et eventuelt overskud i den fælles lønkasse blev indbetalt til en spareforening. På grund af Småskolernes dårlige økonomi vedtog lærerne, at de midlertidig skulle arbejde uden løn. Efter lønafkaldet var lærernes økonomiske situation den samme som før. Afkaldets reelle virkning var, at Småskolerne undlod skattetræk af lønnen, og Skolesamvirket dermed kunne forøge sin opsparing med skattebeløbet. Under disse omstændigheder blev lønafkaldet ikke tillagt skattemæssig virkning.

Byretsdomme

►SKM2024.23.BR◄

►Sagen drejede sig om en skatteyder, der havde indgået en direktørkontrakt i januar 2016 med et selskab, hvori han var hovedaktionær og direktør. Kontrakten havde virkning fra den 1. april 2013 og indeholdt en bestemmelse om en månedlig lønindkomst på 58.000 kr. 

Spørgsmålene i sagen var, om skatteyderen havde erhvervet ret til løn for perioden 1. april 2013 til 30. september 2015, og om selskabet havde en indberetnings- og indeholdelsespligt for A-skatten og arbejdsmarkedsbidraget vedrørende lønnen, samt om selskabet hæftede for disse. Idet SKAT alene havde givet selskabet fradrag for den løn, der angik 2014, omhandlede sagen tillige, om selskabet subsidiært havde ret til fradrag for indkomstårene 2013 og 2015. 

Retten fandt, at skatteyderen med direktørkontrakten havde erhvervet ret til løn i perioden 1. april 2013 til 30. september 2015. Retten lagde bl.a. vægt på kontraktens indhold. Retten fandt endvidere, at selskabet havde forsømt sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for den løn, som skatteyderen havde erhvervet ret til, og at selskabet hæftede for den manglende indbetaling af disse. 

Retten fandt særligt henset til ordlyden af direktørkontrakten og den i sagen fremlagte korrespondance herom samt det af A forklarede omkring arbejdet for selskabet i perioden, at A som hovedanpartshaver og eneste ansatte i H1 kunne anses for at have erhvervet ret til løn i H1 fra den 1. april 2013 og frem til den 30. september 2015 på 58.000 kr. månedligt, som han herefter var skattepligtig af, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Retten bemærkede dertil, at det ikke kunne udledes af direktørkontrakten, korrespondancen eller andet sted udover af A’s egen forklaring, at lønudbetalingen i henhold til kontrakten først skulle ske fra og med september 2015.

Retten fandt endvidere, at beskatningen med rette var foretaget i indkomståret 2016, hvor A havde erhvervet endelig ret til lønnen, idet lønnen ikke var udbetalt og direktørkontrakten var indgået primo 2016, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 2. Det af sagsøgerne anførte om revisorbistanden, det i årsrapporterne anførte samt realitetsgrundsætningen kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom retten fandt, at der ikke var tale om et bestridt krav, som kunne udskyde retserhvervelses- og dermed beskatningstidspunktet.

Retten afviste at behandle selskabets subsidiære påstand om fradrag i indkomstårene 2013 og 2015. Retten lagde vægt på, at der var tale om et nyt spørgsmål, og at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. ikke var opfyldt. Skatteministeriets påstande blev på den baggrund taget til følge. ◄

SKM2015.594.BR

SKAT forhøjede to ægtefællers skattepligtige indkomst med udeholdt løn og lejeindtægt. Skatteyderne havde anmeldt et krav i konkursboet efter et selskab, hvori den ene havde været direktør og eneanpartshaver. Efterfølgende havde de trukket kravet tilbage med henvisning til, at kravet var fiktivt.

Retten fandt, at kravet bestod, og derfor kunne beskattes.

Da skatteyderen som direktør og eneanpartshaver bar ansvaret for bortkomst af alt bogføringsmateriale i det konkursramte selskab, fandt retten det desuden ikke godtgjort, at der ikke var udbetalt løn som aftalt.

 SKM2015.312.BR

Sagen drejede sig om, i hvilket indkomstår indtægter fra risikopræmier skulle indtægtsføres. Den skattepligtige havde indskudt risikovillig kapital i udenlandske vindmølleprojekter. Efter projekterne var færdigudviklede, blev ejerkredsen udvidet ved tegning af B-kapital. Denne B-kapital blev tegnet til overkurs, som tilfaldt de oprindelige investorer, herunder den skattepligtige. Retten lagde til grund, at der først var erhvervet ret til udbetaling af risikopræmien, når hele B-kapitalen var indbetalt til en notar i udlandet, og når der var sket en påtegning af notaren, hvorved den indskudte kapital inklusive risikopræmien kunne frigives. Da det måtte lægges til grund, at i hvert fald en af B-kapitalindskyderne i hvert af vindmølleprojekterne først indbetalte hele deres indskud i begyndelsen af 2002, fandt retten, at den skattepligtige først havde erhvervet endelig ret til risikopræmien i 2002 og ikke allerede i 2001, som det var lagt til grund af skattemyndighederne.

Landsskatteretskendelser

SKM2021.179.LSR

SKM2019.551.LSR

SKM2016.526.LSR

SKM2010.489.LSR

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse om, at medarbejdere i forskellige virksomheder skulle beskattes af løn, som de gav afkald på for at beløbet blev givet til velgørende formål. Medarbejdernes afkald på et fast beløb af den fremtidige løn under forudsætning af, at beløbet blev brugt til velgørenhed, var et dispositive afkald.

SKM2007.172.LSR

Landsskatteretten anså en spilleragent for rette indkomstmodtager af honorarer, som han modtog fra fodboldspillere, som han var agent for, uanset at han påtænkte at give afkald på beløbene til fordel for selskab, han selv ejede. Afkaldet måtte anses for dispositivt, da han ved afkaldet havde bestemt, hvordan beløbene skulle bruges.

SKM2002.354.DEP (forlig)

Ved en tvangsauktion havde to skatteydere overtaget en udlejningsejendom i lige sameje. Der var forudbetalt en leje til den tidligere ejer. Denne betalte leje dækkede også tiden efter tvangsauktionen. De to skatteydere, der havde overtaget ejendommen, blev skattepligtige af den forholdsmæssig del af lejebeløbet fra den tidligere ejer.

Efter Østre Landsrets mundtlige tilkendegivelse blev sagen hævet af skatteyderne. Se TfS 2002, 711.

TfS 1999, 658 LSR

En ansat ved et privat hospital blev som følge af institutionens økonomiske situation opsagt med fratrædelse den 30. november 1995. Et løntilgodehavende for perioden 1. februar til 30. november 1995, var ikke blevet udbetalt. Der blev indgivet konkursbegæring for institutionen i 1998. Løntilgodehavendet blev anset for skattepligtigt i 1995, hvor hun havde erhvervet endelig ret til lønnen.

Se modsat TfS 1998, 526 HRD

TfS 1998, 532 LSR

Den 30. september 1995 ophørte en skatteyders fulde skattepligt, da skatteyder blev udstationeret i Canada. Efter aftale med arbejdsgiveren modtog skatteyder et beløb til dækning af udgifter ved etablering af bolig i Canada. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen først ved tiltrædelse af sin nye stilling havde erhvervet endelig ret til beløbet. Det skete den 1. oktober 1995, hvilket var efter ophøret af den fulde skattepligt.

TfS 1997,11 LSR

En erstatning for fejlbehandling, der skete i 1987 var først endeligt opgjort i 1992. Renterne var forfaldne ved den endelige retserhvervelse. Både erstatningen og renterne blev beskattet i 1992.

LSRM 1975.128

En varmemester måtte anlægge en retssag, der endte i Højesteret, for at få tilkendt en fratrædelsesgodtgørelse. Landsskatteretten var enig med skatterådet om, at skatteyderen først havde erhvervet ret til beløbet ved den endelige dom, og beskatningen skulle derfor ske på det tidspunkt.

LSRM 1973.122

Blankt afkald på indtægt. Ikke skattepligt.

LSRM 1973.106

Landsskatteretten fandt, at en tjenestemands ret til løn under ferie først erhverves i det år, tjenestemanden holder ferie. Det havde i den sammenhæng ingen betydning for en afgående tjenestemands retserhvervelse af løn under ferie, at der i et cirkulære vedrørende optjening af ferie i overensstemmelse med ferieloven blev opereret med et optjeningsår og efterfølgende ferieår.

LSRM 1972.108

En bogholder blev ansat den 1. august 1968 og opsagde sin stilling med virkning fra 1. september 1969. Arbejdsgiveren nægtede at udbetale ham løn for en periode, hvor bogholderen var sygemeldt. Ved byrettens blev han tilkendt retten til denne løn med feriepenge. Landsskatteretten fandt, at feriepengene i var endeligt erhvervet i 1969 og skulle derfor beskattes i dette år. den resterende del af beløbet, havde bogholderen først endeligt retserhvervet ved byrettens dom i 1970, og skulle derfor først beskattet på dette tidspunkt.

LSRM 1971.14

Da det havde været nødvendigt at føre en retssag for at fastslå, om en skatteyder havde et berettiget krav overfor en vognmand, var kravet først endelig retserhvervet på det tidspunkt, hvor der blev afsagt en endelig dom.

LSRM. 1962.98

Landsskatteretten fandt, at udbytte efter principperne i statsskatteloven bliver beskattet på det tidspunktet, hvor udbyttet bliver fastsat. I den foreliggende sag var det på en generalforsamling.

LSRM 1950.142

En skatteyder havde lånt penge af sin svoger. Der blev oprettet et gældsbrev, hvor det fremgik, at gælden skulle forrentes med 5 pct. p.a. Der var ikke skrevet noget om hvordan gælden skulle afdrages. Rentebetalingen ophørte i 1939. Svogeren eftergav gælden i 1947. Da skatteyderen i1949 blev klar over, at han blev beskattet af gældseftergivelsen, afslog han gældseftergivelsen. Landsskatteretten fandt, at han allerede havde accepteret gældseftergivelsen i 1947, og skattepligten var derfor indtrådt.

Skatterådet og Ligningsrådet

►SKM2024.305.SR◄

►Spørger arbejdede for et selskab, der havde opbygget en udviklingsplatform på blochchainteknologi. Spørger fik såkaldte Future Token Interest (FTI) som løn, som efter en modningsperiode kunne veksles til tokens. Hver vestingperiode var betinget af spørgers uafbrudte ansættelse mv.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at tildelingen af tokens var omfattet af reglerne om beskatning af medarbejderaktier, da den omhandlede token, ikke var en aktie eller lignende omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Skatterådet fandt, at modtagelse af FTI’ere skulle beskattes som et lønaccessorium efter ligningslovens § 16.

Betingelsen om, at spørger skulle være ansat på vestingtidspunktet, samt at vestingperioden løb over en længere periode på over 4 år g 9 måneder, gjorde, at der var reel usikkerhed om, hvorvidt betingelsen om ansættelse ville være opfyldt på vestingtidspunktet, og derfor om aftalen gennemførtes. Det var herefter Skatterådets opfattelse, at spørgers FTI´ere skulle beskattes ved udløbet af hver vestingperiode, idet der først på dette tidspunkt var sket retserhvervelse.

Det forhold, at selve ombytningen af FTI´ere til tokens først skete på et senere tidspunkt, end vestingtidspunktet, udskød ikke retserhvervelsestidspunktet yderligere. Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at beskatningen var udskudt til det tidspunkt, hvor der var sket ombytning af de modtagne FTI´ere til tokens, og disse kunne sælges. Ligeledes kunne det forhold, at der efter det oplyste var tale om et aktiv med betydelig investeringsmæssig risiko, ikke udskyde retserhvervelsen.

Valgte selskabet i stedet at udbetale et kontant beløb, skete beskatningen på udbetalingstidspunktet, dog senest 6 måneder efter retserhvervelsestidspunktet, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1.◄

►SKM2024.78.SR◄

►Spørger havde indgået en aftale med sin arbejdsgiver om at modtage tegningsretter, som en del af en inticamentordning. Aftalen var omfattet af ligningslovens § 28. Til aftalen var der knyttet suspensive betingelser, som udskød retserhvervelsen fra tildelingstidspunktet til vestingtidspunktet.

På tildelingstidspunktet var spørger fuld skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 1. stk. 1, nr. 1. På vestingtidspunktet var spørger begrænset skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.1, og på udnyttelsestidspunktet var spørger igen fuld skattepligtig til Danmark.

Skatterådet kunne bekræfte, at aftalen indeholdt suspensive betingelser, som udskød retserhvervelsestidspunktet fra tildelingstidspunktet til vestningtidspunktet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Danmark på grundlag af intern dansk ret kun kunne beskatte den del af vederlaget, som var optjent i Danmark, når spørger var fuld skattepligtig til Danmark på tidspunktet for udnyttelsen af tegningsretterne. Det var Skatterådets opfattelse, at spørger skulle beskattes i Danmark af hele indkomsten. Skatterådet kunne derfor heller ikke bekræfte, at vederlaget skulle fordeles efter, hvor spørger havde udført arbejde i perioden fra tildeling til opsigelse af spørgers ansættelse. Skatterådet tog ikke stilling til om en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst ville føre til et andet resultat.◄

SKM2023.5.SR

Skatterådet fandt, at der skulle ske beskatning på retserhvervelsestidspunktet, som i de foreliggende tilfælde måtte anses for at være tildelingstidspunktet. Derudover fandt Skatterådet bl.a., at afkast af kryptovaluta, der var en finansiel kontrakt, ikke skulle medtages under lagerbeskatningen, idet beskatningen i den pågældende situation faldt uden for kursgevinstloven, således at der skulle ske beskatning efter SL § 4.

Skatterådet kunne bekræfte, at en fundraisingkampagne kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for de personer, der udførte specifikke tjenester for en afgrænset kreds af virksomheder og offentlige institutioner. De personer, der udførte tjenester, skulle derfor ikke beskattes af de donationer, disse virksomheder og de offentlige institutioner donerede til fundraisingkampagnen.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at de deltagende virksomheder og offentlige institutioner kunne bogføre det udbetalte beløb som en driftsomkostning.

Spørger ønskede svar på, om en årlig kontantlønsbonus skulle anses for retserhvervet på udbetalingstidspunktet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at retserhvervelsestidspunktet for en kontantlønsbonus blev udskudt til udbetalingstidspunktet, da betingelserne for retserhvervelse blev opfyldt på et tidligere tidspunkt. Herudover fandt principperne i aktieoptionsloven ikke anvendelse på en bonusaftale, der vedrører kontanter.

Skatterådet kunne dog bekræfte, at der kunne ske genoptagelse, hvis det senere viste sig, at det beløb der blev udbetalt i 2021 (final payout) helt eller delvis skulle tilbagebetales.

Arbejdsgiver stillede cykel til rådighed for sine medarbejdere med henblik på deltagelse i et 3-dages firmaarrangement, i form af en fælles cykeltur igennem Danmark.

Ved gennemførelse af cykelturen blev cyklerne overdraget til den enkelte medarbejders eje. Den enkelte medarbejder skulle derfor beskattes af  lejeværdien i den periode, cyklen var stillet til rådighed og af markedsværdien på overdragelsestidspunktet.

Skatterådet bekræftede, at funktionærer skulle beskattes løbende af bonusbeløb uanset, at bonussen først blev udbetalt i januar året efter. For direktører skete beskatningen dog på det sædvanlige årlige udbetalingstidspunkt i januar.

Det var mellem medarbejdere og arbejdsgiver aftalt, at medarbejderne skulle stoppe, når de blev 60 år. For at få råd til en sådan tidlig tilbagetrækning var det aftalt, at medarbejderen mod 6 årlige ekstra døgnvagter optjente to års løn, der ville blive udbetalt efter ansættelsens ophør. De 6 årlige ekstra døgnvagter blev anset som overarbejde, der skulle beskattes på retserhvervelsestidspunktet og ikke ved den senere udbetaling. Skattepligten var indtrådt.

SKM2012.317.SR

SKM2012.79.SR

Skatterådet fandt, at forfatterne til et fælles bogprojekt skulle beskattes af den vederlagsfrie overdragelse af en ideel andel på 50 % af brugsretten til bogprojektet til en forening med et almennyttigt formål. Den vederlagsfrie overdragelse blev anset for et dispositivt afkald på indtægt. Forfatterne skulle efterfølgende ikke beskattes af de fremtidige indtægter fra den ideelle andel på 50 %. Skattepligten var indtrådt.

SKM2011.615.SR

Skatterådet godkendte, at honoraret i forbindelse med Operation Dagsværk 2011, i lighed med de tidligere år skal behandles sådan, at arbejdsgivere kan undlade at foretage indeholdelse af A-skat mv. i vederlag til skoleelever, der udfører arbejde for Operation Dagsværk den 9. november 2011. Eleverne skal ikke medregne vederlaget på selvangivelsen. Ikke skattepligt.

SKM2011.112.SR

En foredragsholder skulle beskattes af vederlag modtaget for afholdelse af foredrag, da han disponerede over vederlaget ved at ønske det doneret til en velgørende institution. Der var tale om et dispositivt afkald på indtægt.

SKM2010.764.SR

En organisation, der var berettiget til at modtage gaver efter ligningslovens § 8 A ville lave en landsdækkende on-line-kampagne, hvor privatpersoner skulle udfører specifikke tjenester og vederlaget for disse tjenester skulle gå direkte til den alment velgørende organisation. De privatpersoner, der udfører de specifikke tjenester, ville ikke blive skattepligtige af betalingerne til den alment velgørende organisation.

SKM2010.747.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at amatørfotografer, der tilbyder fotoarbejde mod, at opdragsgiveren donerer et beløb til en godkendt nødhjælpsorganisation, ikke skal indkomstbeskattes af betalingen. Afkaldet på indtægten blev anset som dispositivt, da fotograferne kun udførte arbejdet for opdragsgiver mod, at denne fremviste en kvittering for betaling af et minimumsbeløb til en velgørende forening, nævnt på listen over Danmarks Indsamlingen 2010.

SKM2010.578.SR

Skatterådet godkendte, at honoraret i forbindelse med Operation Dagsværk 2010, i lighed med de tidligere år skal behandles så arbejdsgivere kan undlade at foretage indeholdelse af A-skat mv. i vederlag til skoleelever, der udfører arbejde for Operation Dagsværk i dagene fra den 3. til og med den 10. november 2010. Eleverne skal ikke medregne vederlaget på selvangivelsen. Arbejdsgiverne kan fratrække beløbet som omkostning i driftsregnskabet.

SKM2010.479.SR

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling om udskydelse af beskatningstidspunktet for en del af en optjent bonus. En andel af den optjente bonus blev opsparet, og udbetalingen var gjort afhængig af resultatkrav over en 3 års periode. Retserhvervelsen blev udskudt for den opsparede andel af bonussen, indtil udbetalingen fandt sted.

SKM2010.243.SR

Skatterådet tiltrådte, SKATs indstilling om beskatningstidspunktet i relation til en kontant bonus. Af bonusaftalen fremgik det, at bonussen vestede 3 år efter tildelingen, at vestingen blev fremrykket i tilfælde af medarbejderens død, og hvis medarbejderen blev uarbejdsdygtig, så vestede bonussen alligevel som forudsat ved tildelingen. Henset til, at ikke hele bonussen kunne fortabes efter tildeling, idet bonusmodtager uanset årsag til eventuel fratrædelse ville modtage en forholdsmæssig del af den aftalte bonus, var det SKATs opfattelse, at der skete løbende retserhvervelse. Beskatning skulle ske ved udbetalingen forudsat at denne ikke skete mere end seks måneder efter retserhvervelsestidspunktet (kildeskattebekendtgørelsens § 20). Det var SKATs opfattelse, at et forholdsmæssigt beløb, skulle beskattes i hvert af de år, der forløb, indtil bonussen blev udbetalt.

SKM2010.205.SR

Skatterådet bekræftede, at værdien af Matching Shares, Performance Shares I og Performance Shares II var skattepligtig for medarbejderne i en koncerns danske datterselskaber og filialer på vestingtidspunktet. Det gjaldt også for aftaler om tildelingen af de aktier, der blev benævnt LTIP 2010/2013, hvor vestingperioden udgjorde 2½ år som følge af lovgivningsmæssige begrænsninger.

SKM2008.501.SR

Skatterådet tiltrådte ikke en banks opfattelse af, at et bidrag til en fond, der var beregnet som en procentuel andel af indestående på en bestemt kontotype var fradragsberettiget for banken som en reklameudgift (LL § 8, stk. 1). Skatterådet fandt derimod, at der var tale om et dispositivt afkald på renteindtægter fra kundernes side, og at kunderne derfor var de reelle bidragydere til fonden.

SKM2006.589.SR

Sagen vedrørte den skatte- og momsmæssige behandling af bestyrelseshonorar, der blev betalt til en fagforening, der var repræsenteret i bestyrelser af personer, der var ansat i fagforeningen. Det fulgte af ansættelsesaftalen mellem fagforeningen og de pågældende personer, at det var fagforeningen og ikke den ansatte, der har krav på bestyrelseshonoraret. Da de personer, der beklædte bestyrelsesposterne, ikke havde et retskrav på og ikke kunne disponere over bestyrelseshonorarerne, var de ikke skattepligtige af honorarerne.

Den momsmæssige del af sagen blev behandlet i Landsskatteretten, se SKM2007.425.LSR.

SKM2006.322.SR

Skatterådet fandt, at en forfatter ikke kunne give afkald på 50 % af rettighederne til en bog, til fordel for en navngiven fond, uden at afkaldet udløste beskatning, da der var tale om et dispositivt afkald.

SKM2004.434.LR

Spørgsmålet var, om et dansk selskab kunne udbetale bestyrelseshonorarer til det norske moderselskab for bestyrelsesarbejde udøvet af moderselskabets ansatte uden skattemæssige konsekvenser for de omhandlede ansatte. Ligningsrådet bekræftede, at det der ikke var skattepligt for de ansatte.

SKDM 76.753

Initiativtagerne til en kongres havde allerede erhvervet ret til det overskud, kongressen gav. De kunne derfor ikke uden skattemæssig virkning lade overskuddet gå til en fond.

SKDM 28.89

En skatteyder havde givet afkald på halvdelen af en pension, som han fik udbetalt fra et selskab, til fordel for sin tidligere ægtefælle. Det blev anset som et dispositivt afkald, da han havde disponeret over beløbet ved at bestemme, at det skulle tilkomme den tidligere ægtefælle.