Parter

Stena Line Denmark Hotels A/S
(advokat Anders Hedetoft)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen).

Afsagt af landsdommerne

Karen Foldager, Fritse Hove og Fabrin

Den 6. december 2002 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse om efteropkrævning af godtgjort elektricitets-, kuldioxid- og vandafgift hos sagsøgeren, Stena Line Denmark Hotels A/S:

"...

Det er oplyst, at klageren er en hotelvirksomhed med udlejning af hotelværelser. I forbindelse med udlejningen får gæsterne stillet en række faciliteter gratis til rådighed, herunder adgang til at benytte hotellets badeland, der er beliggende i "hjertet" af hotellet. Endvidere her eksterne gæster adgang til badelandet mod betaling enten via hotellets receptionsområde eller via en sideindgang. Badeanlægget udgør ca. 1.000 kvm ud af et samlet hotelareal på ca. 20.000 kvm. Der er fremlagt en oversigt over hotellets grundplan. Hotellet er ejet af Stena Line Danmark Holding A/S, men drives af Scandic, der modtager en årlig fee herfor.

Det er endvidere oplyst, at der ikke er opsat målere ved badelandet, idet omkostningerne herved er for store.

Told- og Skatteregion Frederikshavn har ved den påklagede afgørelse efteropkrævet i alt 1.532.210 kr. i for meget godtgjort elektricitets-, kuldioxid og vandafgift for perioden 1.1.1996 - 30.09.2000. Efteropkrævningen var foreløbig beregnet som følger:

...

Told- og Skatteregion Frederikshavn har som hjemmel for afgørelsen henvist til elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2, samt bilaget til loven og den tilsvarende bestemmelse i vandafgiftslovens § 9, stk. 2, samt bilag. Endelig har regionen henvist til kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 4.

Told- og skatteregionen har som begrundelse for sin afgørelse anført, at det omhandlede badeland ikke er anset for at være en integreret del af hotellets basale aktiviteter. Badelandet er en særskilt aktivitet, selvom det er bygget sammen med hotellet. Dette skal ses i sammenhæng med, at lukning af badelandet i forbindelse med reparationer ikke har medført lukning af hotellet, ligesom eksterne gæster har adgang til vandlandet. Samtidig har virksomheden i en skrivelse af 1989 anmodet om, at badelandet skulle betragtes som en forlystelse med deraf manglende mulighed for afløftning af energiafgifterne.

Endvidere har regionen henvist til Landsskatterettens kendelse af 27. august 1999 (j.nr. 661-1612-0001), hvor et badeland ikke kunne anses for en integreret del af et hotels basale aktivitet. Sagen drejede sig om et feriecenter med momspligtig udlejning af feriehuse og i tilknytning hertil bl.a. et badeland. Badelandet kunne anvendes både af feriecentrets gæster og af gæster udefra og måtte anses for en forlystelsesaktivitet. Fonden var herefter ikke berettiget til hel eller delvis afgiftsgodtgørelse vedr. el-, kuldioxid- og vandforbruget ved driften af badelandet.

Regionen har i en udtalelse til Landsskatteretten tillige anført, at man under beskrivelsen af faktum i sagsfremstillingen har oplyst, at det ikke er muligt at få adgang til badelandet direkte fra gaden, idet adgangen i alle tilfælde samtidig medfører adgang til hotellet. Det er imidlertid muligt for gæster udefra at få direkte adgang til badelandet, dog sker indgangen fra indgangspartiet fra Tordenskjoldsgade. Regionen har i denne forbindelse fremlagt tegning over hotellets kælderetage, der viser de nærmere faciliteter samt adgangsforholdene. Regionen har herefter kunnet konstatere, at den eneste adgang gæster udefra har til badelandet, er gennem hotellets indgangsparti fra Tordenskjoldsgade, og således kan adgang til badelandet ske uden at badegæster udefra kommer i forbindelse med andre dele af hotellet. Der er samtidig opsat skilte, der klart viser vejen til badelandet.

Regionen har endelig anført, at uanset hvorledes badelandet er placeret, kan der ikke tages hensyn hertil i relation til afgiftslovene, idet afgørende er aktiviteten og ikke placeringen. Samtidig er der heller [ikke] i lovene mulighed for at tage hensyn til, om hvorvidt det er økonomisk rentabelt eller ej at drive badelandet.

Told- og Skattestyrelsen har i en udtalelse til Landsskatteretten anført, at Styrelsen er enig i Landsskatterettens kontors indstilling, herunder i begrundelsen.

Told- og Skattestyrelsen har i denne forbindelse anført, at spørgsmålet er, om hvorvidt det pågældende badeland er omfattet af bilaget til henholdsvis elektricitets- og vandafgiftsloven. Klageren har hertil i relation til sin principale påstand anført, at der med badelandet, både fysisk og kundemæssigt er tale om en integreret del af den samlede hoteldrift, og at dette som udgangspunkt må resultere i, at badelandet ikke skal behandles som en forlystelse efter de pågældende bilag, men at dette må give virksomheden adgang til tilbagebetaling af afgifterne af elektricitet og vand.

Told- og Skattestyrelsen har videre bemærket, at klageren efter det foreliggende ikke bestrider, at badelandet indretningsmæssigt mv., kan sidestilles med andre badelande, der er omfattet af forlystelsesbegrebet. Told- og Skattestyrelsen har i denne forbindelse anført, at man ikke er enig i det af virksomheden fremførte, idet der med hensyn til badelandet er tale om en aktivitet, der udgør et ganske væsentligt element i den samlede virksomhed, ligesom der er lovmæssig adgang til at "udtage" enkeltelementer til særskilt vurdering vedrørende spørgsmålet om den godtgørelsesmæssige stilling efter elektricitets- og vandafgiftsloven. Der gives således fx. afgiftsgodtgørelse for elforbrug i restaurationsvirksomheder o.lign, der er etableret i tilknytning til badelandet, der er omfattet af forlystelsesbegrebet. Der er dermed efter Styrelsens opfattelse ikke grundlag for at gøre en "slipstrømsbetragtning" eller lignende gældende i det foreliggende tilfælde.

Klagerens repræsentanter har nedlagt principal påstand om, at der ikke skal ske efteropkrævning af diverse afgifter, idet klageren fuldt ud er berettiget til at få godtgjort elektricitets- og kuldioxidafgiften samt afgiften på ledningsført vand vedrørende badeanlægget.

Til støtte for påstanden har repræsentanterne anført, at der i denne sag er tale om et badeanlæg, der er fuldt ud integreret i hotellet, således at denne aktivitet ikke kan udøves selvstændigt og uafhængigt af hoteldriften.

Klagerens badeanlæg er ikke en aktivitet, der kan udøves særskilt og uafhængigt af hoteldriften og dette har aldrig været formålet med anlægget. Tværtimod er der tale om et badeanlæg, som udgør en fuldt ud integreret del af hotellets basale aktivitet, nemlig hoteldrift. Badeanlægget blev i sin tid etableret som led i hotellets almindelige produktudvikling for at gøre hotellet mere attraktivt, først og fremmest i forbindelse med salg af "familieferier" til overvejende svenske gæster. Badeanlæggets overvejende funktion er således at yde den bedst mulige service i forhold til hotellets gæster. Dermed adskiller badeanlægget sig ikke fra hotellets øvrige udbud af serviceydelser til gæsterne, herunder restaurationen, legeanlæg, sauna, motionsrum, diskotek, opholdsstue, billardlokale mv.

Finansieringen er baseret på hotellets etablerede kundekreds og ikke på en forventning om indtægter i form af betalinger fra eksterne kunder. Disse entreindtægter udgjorde ca. 500.000 kr. ud af en samlet årlig omsætning på ca. 41 millioner kr. og kom fortrinsvis for en række foreninger, som hotellet har aftaler med om benyttelse af badelandet. Såfremt man så isoleret på badelandets økonomi, havde man et årligt underskud i størrelsesordenen 3-4 millioner kr. Hertil kom betydelige udgifter i de kommende år på istandsættelse af badelandet. Der var således ingen basis for, at vandlandet kunne drives økonomisk rentabelt baseret på eksterne badegæster, hvilket understregede, at badelandet alene fungerede som en biydelse i tilknytning til klagerens hovedydelse med udlejning af hotelværelser mm.

Samtidig er regionens begrundelse om, at hoteldriften videreføres i perioder, hvor badeanlægget er lukket på grund af reparationer eller lignende ikke holdbar, idet dette argument blot til fulde bekræfter, at badeanlægget blot udgør en accessorisk ydelse, som hotellet tilbyder sine gæster. Det er helt naturligt, at en virksomheds basale aktiviteter opretholdes, selvom en eller flere tilknyttede ydelser midlertidigt eller permanent ophører. På samme måde vil hoteldriften naturligt blive opretholdt, selv om der midlertidigt sker ombetrækning af billardbord eller lukning af legeanlæg.

Det er samtidig langt mere relevant, at badeanlægget og de øvrige tilknyttede serviceydelser ikke kan videreføres, hvis hoteldriften midlertidigt indstilles. Eftersom badeanlægget er placeret i hotellets "hjerte", må det anses for udelukket at holde badeanlægget åbent for offentligheden, hvis drift af hotellet i øvrigt må indstilles. Badelandet kan således ikke fungere uden hotellet. Det forhold, at der er åbent for eksterne gæster til badeanlægget, der i øvrigt har adgang både via en bagindgang og via hotellets receptionsområde, skal ses i sammenhæng med en naturlig driftsøkonomisk synsvinkel om at udnytte badelandets kapacitet så optimalt som muligt.

Herudover har repræsentanterne anført, at man ikke bestrider, at badelandet isoleret set er en forlystelse, såfremt man hypotetisk set forestillede sig, at badelandet blev henlagt som en særskilt aktivitet helt uden for hotellets fysiske rammer, hvilket imidlertid ikke er muligt i nærværende sag, da badelandet har en fysisk beliggenhed, der gør det umuligt at adskille dette fra hotellet.

Landsskatteretten skal udtale

Efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og vandafgiftslovens § 9, stk. 1, kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften af forbrugt afgiftspligtig elektricitet og vand. Som en undtagelse hertil fremgår det af de enslydende bestemmelser i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, følgende:

"Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilaget til nærværende lov nævnte ydelser."

Af de enslydende bilag til de to afgiftslove benævnt "Liste over momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af elafgift/vandafgift." er bl.a. nævnt forlystelser, herunder teaterforestillinger, biografforestillinger m.v.

Landsskatteretten finder, at det omhandlede badeland isoleret set er at anse som en forlystelse omfattet af bilaget til elektricitets- og vandafgiftsloven.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden finder, at undtagelsesbestemmelsernes anvendelsesområde efter ordlyden er afgrænset til de i bilaget angivne ydelser. Hverken efter ordlyden eller sammenhængen med bilaget, kan der anses at være noget til hinder for, at der ved afgørelsen af godtgørelsens omfang foretages en konkret vurdering af de i en virksomhed udøvede aktiviteter i de tilfælde, hvor der i tilknytning til en godtgørelsesberettiget ydelse tillige udøves en af bilaget omfattet ydelse. I forarbejderne til de respektive bestemmelser er der ikke holdepunkter for en antagelse om, at der i sådanne tilfælde skal foretages en helhedsvurdering af virksomheden, ligesom formuleringen i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, samt overskriften til det omhandlede bilag, tilsiger, at man må vurdere de enkelte aktiviteter for sig og afgøre, om der er tale om afsætning af en ydelse omfattet af bilaget. Uanset badelandets beliggenhed midt i hotelbygningen, kan det ikke anses som en integreret del af hotellets basale aktivitet med udlejning af hotelværelser, da de to aktiviteter i princippet kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden. På denne baggrund er der ikke grundlag for i godtgørelsesmæssig henseende at adskille den benyttelse, der foretages af henholdsvis hotellets gæster og særskilt betalende gæster. Disse retsmedlemmer kan derfor tiltræde, at badelandsaktiviteten i sin helhed må anses for omfattet af bestemmelserne i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, hvorfor den påklagede afaørelse må stadfæstes

Et retsmedlem finder, at vandlandet er en så integreret del af hoteldriften, at denne aktivitet ikke kan udøves uafhængigt og selvstændigt af hoteldriften, og man derfor ikke kan foretage en adskilt vurdering i afgiftsmæssig henseende. Dette retsmedlem finder således, at klageren skal have medhold i sin principale påstand.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter den påklagede afgørelse vil være at stadfæste, dog således, at den samlede efterregulering skal være 1.523.834 kr. og ikke 1.532.210 kr. som opkrævet.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 6. marts 2003, har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

Principalt

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes til sagsøgeren at tilbagebetale 1.532.210 kr. med 1,3% rente pr. påbegyndt måned fra den 17. april 2001.

Subsidiært

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren er berettiget til tilbagebetaling af elafgift i henhold til lov nr. 689 af 17. september 1998 om afgift af elektricitet § 11, stk. 1, vandafgift i henhold til lov nr. 639 af 21. august 1998 om afgift af vand § 9, stk. 1 og af kuldioxidafgift i henhold til lov nr. 643 af 27. august 1998 om kuldioxidafgift af visse energiprodukter § 9, stk. 1, for så vidt angår den del af sagsøgerens forbrug vedrørende badebassinet, der kan henføres til elektricitet og vand forbrugt af hotellets gæster, og således at sagen hjemvises til fornyet behandling hos afgiftsmyndighederne.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse og har subsidiært nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til afgiftsmyndighederne.

Told- og Skatteregion Frederikshavn har i sin sagsfremstilling af 19. december 2000 om sagens faktiske forhold blandt andet anført, at Scandic Hotel Frederikshavn blev opført i 1986-87, og i forbindelse med hotellet blev der opført et vandland med rutschebaner, bølgemaskiner, boblebad m.v. I 1987 blev der efter aftale med Distriktstoldkammer Frederikshavn opgjort et dagligt forbrug af el i badelandet, der månedsvis blev reguleret i det samlede fradrag af elafgift. Siden 1987 er badelandets forbrug af el i virksomheden vurderet til at være ca. 15% af det samlede forbrug. For CO₂-afgiften er der brugt den samme fradragsprocent som for elafgiften. Der er i perioden ikke reguleret noget beløb for vandafgift, dvs. virksomheden har foretaget fuldt fradrag for vandafgift i kontrolperioden. Da fradragene ikke har været justeret løbende har regionen opgjort et yderligere beløb for elafgift og Co₂-afgift. Da virksomheden ikke har opsat målere for el- og vandforbruget i badelandet, er forbruget opgjort på grundlag af tal fra virksomhedens energistyringsanlæg.

Der er for landsretten dokumenteret nogle tegninger af hotellets og badelandets placering og indretning.

Hotellet har udarbejdet følgende ureviderede oversigt over driftsøkonomien for badelandet i 2002:

"...

	Indtægter tkr.	Udgifter tkr.
Entre badeland	806
Vareforbrug diverse		9
Løn omkostninger
Bademestre		1093
Badereception		328
Teknisk vedligehold tid		42
Andel af receptionstid		10
Administration tid		58
Personaleomk.
Horesta medlemskab		7
Uniformer		4
BST		2
Personaleforsikringer -aes		5
Forbrugsartikler
Elart, blomster og deko, m.v.		64
Rengøringsartikler		22
Marketing
Flyers, intern skiltning m.v.		8
Adm. omk.
Miljøkontrol		13
Licens kasseapp m.v.		2
Kreditkort gebyr, telefon m.v.		5
Energi
Afs. energiafgifter		376
El		319
Vand		354
Varme		210
Øvrige omk.
Småreparationer		85
Småanskaffelser		11
Fragt, køl, filter m.v.		17
Forsikringer		20
Revision		25
Primær drift	806	3089
Driftsresultat	-2283

..."

Det er oplyst, at hotellet har en årlig omsætning på ca. 35 mio. kr.

Der er fremlagt nogle brochurer om hotellet og dets faciliteter, hvorunder badelandet er fremhævet.

Der er endvidere fremlagt en brochure om det kommunale svømme- og badeland i Frederikshavn.

Forklaringer

RF har forklaret, at han siden den 1. april 2002 har været direktør for hotellet med det fulde overordnede driftsansvar for alle hotellets faciliteter, herunder badelandet, som organisatorisk er placeret under hotellets tekniske afdeling, der ledes af en teknisk chef. Der er ansat nogle bademestre, som ikke er livreddere, men forestår opsyn og rengøring. Siden den oprindelige opførelse af hotellet i 1987 er der bygget en sydfløj med yderligere værelser. I hotellets stueetage er der reception, værelser og 2 restauranter. Badelandet er placeret i midten af stueetagen. Indvendigt afgrænses badelandet af glasvægge og en murstensvæg. Hotellets gæster har fri adgang til badelandet ved at bruge deres nøglekort til den elevator, der fører til badelandet. For badegæster udefra er der en separat indgang fra Tordenskjoldsgade. Denne indgang fungerer samtidig som adgang til á la carterestauranten og brandvejsudgang samt som adgang til nogle udlejede kontorer og nogle banketlokaler, der ligger på 1. sal i bygningen. For at komme til badelandet ad denne vej skal man ind gennem selve hotellet.

Hotellet har 213 værelser. Udover badelandet er der faciliteter i form af de 2 restauranter, en natklub, barer, fitnessrum, sauna, solarier og morskabsautomater. Der er desuden kursusfaciliteter i form af 20 mødelokaler i forskellige størrelser. Hotellets gæster består af ca. 40% forretningsrejsende, ca. 50% tilrejsende i forbindelse med fritid og fester, og 10 % konferencegæster. Op mod halvdelen af gæsterne kommer fra Sverige, ca. 35% fra Danmark og ca. 15% fra Norge. Det svenske marked er for tiden vigende. Hotellet har på årsbasis ca. 90.000 gæster, og det er de overnattende gæster, der udgør langt størstedelen af forretningsgrundlaget. Badelandet bruges også af konferencegæsterne. Det er ikke muligt ud fra billetindtægterne at beregne, hvor mange eksterne gæster, der bruger badelandet, fordi der er mange forskellige prissatser. F.eks. koster en familiebillet 195 kr. og en personbillet 50 kr. Eksterne gæster kan også købe sig adgang til hotellets motionsrum. Der er 2 lokale foreninger, der bruger badelandet, nemlig gigtforeningen, der kun betaler en symbolsk pris på højst 20 kr. pr. person, og LOF. Badelandet er en fuldstændig integreret del af hotellet, der dog også kan fungere uden badeland, hvilket er forekommet i perioder under en renovering i 2000 og i 2 uger i januar 2003 samt senest i 5 uger under en tagrenovering ved årsskiftet 2003/04. Uanset dette havde hotellet i januar 2004 en omsætningsstigning i forhold til den samme periode året før. På tilsvarende måde har man i perioder lukket den ene restaurant. Hotelgæsterne har ikke fået nedsat værelsesprisen eller fået anden kompensation for lukningen af badelandet i de pågældende perioder, men er alene blevet grundigt informeret herom. Badelandet er kun et underprodukt og markedsføres på linie med hotellets øvrige serviceenheder. Hotellets drift står og falder således ikke med badelandet. Der er i Frederikshavn desuden et kommunalt badeland med en anden prisstruktur.

Særligt om opgørelsen over badelandets driftsøkonomi i 2002 har vidnet forklaret, at beløbet på 806.000 kr. er årets entreindtægt fra eksterne gæster til badelandet. De anførte omkostninger til teknisk vedligeholdelse omfatter kun badelandet.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand overordnet gjort gældende, at det er udgangspunktet, at sagsøgeren er berettiget til godtgørelsen, og at det er sagsøgtes bevisbyrde, at sagsøgeren er omfattet af undtagelsesbestemmelserne om "forlystelser". Denne bevisbyrde har sagsøgte ikke løftet.

Badelandet er fysisk og driftsøkonomisk integreret i hotellet. Det markedsføres ikke særskilt, men kun som en del af hotellet, og omsætningen fra eksterne gæster til badelandet er meget begrænset i forhold til hotellets samlede omsætning. Badelandet kan ikke eksistere uden hotellet, som derimod godt kan fungere uden badelandet. De pågældende loves forarbejder giver ikke fornødent grundlag for at kunne udskille badelandet fra den øvrige hoteldrift. Et badeland kan endvidere ikke karakteriseres som en "forlystelse", men har derimod en funktion som velvære- og motionscenter.

Særligt til støtte for sin subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at der i hvert fald ikke er grundlag for at nægte afgiftsgodtgørelse i videre omfang end svarende til den del af badelandets omsætning, der modtages fra de eksterne gæster.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand særligt gjort gældende, at badelandet er en "forlystelse", hvilket stemmer med en naturlig sproglig forståelse og med forarbejderne til vandafgiftsloven. At badelandet drives i tilknytning til et hotel ændrer ikke herved. Det er forudsat i forarbejderne til vandafgiftsloven, at der skal ske en individuel bedømmelse af en virksomheds forskellige aktiviteter, og badelandet kan udskilles som en særlig aktivitet, hvilket også fremgår af, at hotellet i perioder er blevet drevet, mens badelandet var lukket, og at badelandet modtager gæster, som ikke i øvrigt er gæster på hotellet.

Særligt til støtte for sin subsidiære påstand har sagsøgte anført, at afgiftsmyndighederne skal foretage et skøn over godtgørelsens størrelse, hvis retten når frem til, at badelandet ikke som helhed kan anses for en forlystelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter den oprindelige lov om afgift af elektricitet, lov nr. 89 af 9. marts 1977, § 11, stk. 1, og stk. 2, havde virksomheder, der var registreret efter merværdiafgiftsloven i nærmere angivet omfang ret til at få tilbagebetalt en del af til afgiften.

Ifølge forslaget til ny affattelse af denne lovs § 11, stk. 2, 1. pkt. (lovforslag nr. L 230, Folketingstidende 1978/79, spalte 3983, fremsat den 21. juni 1979) skulle tilbagebetaling ikke kunne finde sted for så vidt angår afsætning af de i merværdiafgiftslovens § 2, stk. 2, nævnte ydelser, med undtagelse af de i det tilhørende bilag nævnte ydelser. I bilaget er som punkt 4 anført udlejning af værelser i hoteller, gæstgiverier, moteller o.lign., samt udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det (samme sted, spalte 3990), at "godtgørelsesordningen dog er begrænset, således at tjenesteydelsesvirksomheder ikke får tilbagebetaling, medmindre ydelserne vedrører arbejdsydelser på varer, jord, bygninger m.v. samt hotel og restaurationsvirksomhed. Afskåret fra godtgørelse vil således være advokater, forlystelser, frisører, reklamebureauer m.fl." I ministerens fremsættelsestale (samme sted, spalte 12160) hedder det bl.a., at "Efter forslaget bliver det således, at disse virksomheder helt friholdes for afgiften .... Det gælder dog ikke den del af erhvervslivet, der afsætter tjenesteydelser, som ikke har med vareproduktion m.v. samt hotel- og restaurationsvirksomheder at gøre. På dette område - vel hovedsagelig hvad man kalder de liberale erhverv - bliver der ikke tale om afløftning af tilafgiften".

Af et svar af 24. juni 1979 fra Ministeriet for Skatter og Afgifter, Departementet for told- og forbrugsafgifter på et spørgsmål fra Folketingets skatte- og afgiftsudvalg fremgår blandt andet, at en momsregistreret virksomhed, der både har aktivitet, som giver adgang til tilbagebetaling af el, og aktiviteter, der ikke giver adgang hertil, vil få delvis tilbagebetaling af elafgiften.

Af et svar af 11. juni 1993 fra Skatteministeriet til Folketingets Skatteudvalg fremgår, at "Vandlande og lignende forlystelser, der får leveret vand fra almene vandværker, skal betale afgift af den leverede mængde, ligesom de skal betale elafgift..." .

Efter den nugældende lov om afgift af elektricitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 17. september 1998,11, stk. 2, kan tilbagebetaling ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilaget til loven nævnte ydelser, og i bilaget er anført 9 forskellige brancher, herunder "Forlystelser, herunder teaterforestillinger, biografforestillinger mv."

Lov om afgift af elektricitet er anvendt som model i de senere indførte love om afgift af ledningsført vand og om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, hvilket også er ubestridt under sagen og fremgår forudsætningsvis af påstandenes indhold.

Det må antages, i overensstemmelse med det ovenfor refererede svar af 24. juni 1979 fra Ministeriet for Skatter og Afgifter, Departementet for told- og forbrugsafgifter, at virksomheder, som har såvel godtgørelsesberettigede som ikke-godtgørelsesberettigede aktiviteter, skal underkastes en vurdering af hver enkelt aktivitet.

Badelandet er bygningsmæssigt integreret i hotellet, og det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at badelandet tillige udgør en integreret del af de tilbud, som hotellet yder sine gæster. Badelandet er imidlertid ubestridt ikke en forudsætning for hotellets drift, og det er samtidig et tilbud, der i vidt omfang benyttes af andre end hotellets gæster, hvilket fremgår af, at der i 2002 indgik entreindtægter på ca. 800.000 kr. fra eksterne brugere. På denne baggrund, sammenholdt med karakteren af badelandet, finder landsretten, at det må anses som en forlystelse og således er omfattet af de lister over virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift.

Landsretten tager derfor sagsøgtes principale påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, Stena Line Denmark Hotels A/S, inden 14 dage til sagsøgte betale 75.000 kr.