Indhold
Afsnittet beskriver reglerne for momsfritagelse af levering af varer fra afgiftsfrie butikker i særlige godkendte lufthavne (toldlufthavne).
Afsnittet indeholder:
Lovgrundlag
ML § 34, stk. 6, har følgende ordlyd:
"§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:
(...)
Stk. 6. Levering af varer foretaget af butikker i toldlufthavne til rejsende, der udfører varerne i forbindelse med udrejse til steder uden for EU, er fritaget for afgift. Fritagelsen omfatter alene levering af varer til rejsende, der ikke har bopæl eller sædvanligt opholdssted i EU eller Norge. Beløbsgrænserne i § 34, stk. 1, nr. 5, finder tilsvarende anvendelse på udførsel af varer, jf. 1. pkt.
(...)."
Bestemmelsen blev stk. 6 i stedet for stk. 5 ved lov nr. 1295 af 5. december 2019, § 4, nr. 18. Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 904 af 21. juni 2022, § 1, nr. 3.
ML § 34, stk. 9, som ændret ved § 4, nr. 19 i lov nr. 1295 af 5. december 2019 og § 1, nr. 4 i lov nr. 904 af 21. juni 2022, har følgende ordlyd:
"Stk. 9, Skatteministeren fastsætter nærmere regler om administration af ordningen i stk. 6 og for godkendelse af virksomheder efter stk. 8."
Bestemmelsen blev stk. 9 i stedet for stk. 8 ved lov nr. 1295 af 5. december 2019.
Bestemmelsen har baggrund i Momssystemdirektivets artikel 157, artikel 158, og artikel 160, stk. 1, litra b), der har følgende ordlyd:
"Artikel 157
Medlemsstaterne kan fritage følgende transaktioner:
a) indførsel af varer, der er bestemt til at skulle henføres under en anden oplagsprocedure end toldoplag
b) levering af varer, der er bestemt til på deres område at skulle henføres under en anden oplagsprocedure end toldoplag.
2. Medlemsstaterne kan ikke tillade anvendelse af en anden oplagsprocedure end toldoplag for varer, der ikke er punktafgiftspligtige, når varerne er beregnet til levering i detailleddet.
Artikel 158
1. Uanset artikel 157, stk. 2, kan medlemsstaterne tillade en anden oplagsprocedure end toldoplag i følgende tilfælde:
a) når varer er bestemt til afgiftsfrie butikker med henblik på levering af varer til rejsende, som medbringer varerne som personlig bagage, og som begiver sig til et tredjelandsområde eller et tredjeland ad luft- eller søvejen, og hvor denne levering er fritaget i henhold til artikel 146, stk. 1, litra b)
b) når varer er bestemt til afgiftspligtige personer med henblik på levering til rejsende om bord på fly eller skibe under en rejse ad luft- eller søvejen, hvor ankomststedet ligger uden for Fællesskabet
c) når varer er bestemt til afgiftspligtige personer med henblik på momsfri levering i henhold til artikel 151.
2. Når medlemsstaterne anvender den i stk. 1, litra a), omhandlede fritagelse, træffer de de nødvendige foranstaltninger for at sikre en korrekt og enkel anvendelse af denne fritagelse og hindre enhver form for unddragelse, undgåelse og misbrug.
3. Ved anvendelsen af stk. 1, litra a), forstås ved »afgiftsfri butik« enhver forretning på en lufthavns eller havns område, der opfylder de krav, som de kompetente offentlige myndigheder stiller.
Artikel 160
1. Medlemsstaterne kan fritage følgende transaktioner:
a) (…)
b) levering af varer og ydelser, der foretages på de i artikel 157, stk. 1, litra b), og artikel 158 omhandlede steder, og som fortsat på deres område er undergivet en af de henholdsvis i artikel 157, stk. 1, litra b), og i artikel 158, stk. 1, omhandlede ordninger."
Momsbekendtgørelsens § 49 har følgende ordlyd:
"Ved afgiftsfrit salg efter ML § 34, stk. 6, til købere, der ikke har bopæl eller sædvanligt opholdssted i EU eller Norge, skal køberen over for virksomheden dokumentere sin bopæl eller sædvanligt opholdssted ved forevisning af pas, identitetskort eller anden tilsvarende legitimation. Køberen skal dokumentere udrejsen til steder uden for EU ved forevisning af boardingkort. Kopi af den foreviste legitimation og det foreviste boardingkort skal vedlægges virksomhedens regnskab som dokumentation for afgiftsfritagelsen."
Regel
Der er momsfritagelse for levering af varer foretaget af butikker i toldlufthavne til rejsende, der udfører varerne i den rejsendes personlig bagage i forbindelse med udrejse til steder uden for EU. Butikker i toldlufthavne kan således sælge momsfrit direkte til rejsende i toldlufthavne under en forenklet ordning for turistsalg. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at den rejsende kan dokumentere sin bopæl eller sædvanligt opholdssted ved forevisning af pas, identitetskort eller anden tilsvarende legitimation. Den rejsende skal endvidere vise gyldig rejsehjemmel i form af boadingkort til fly, der afgår til en lufthavn i et land uden for EU (tredjeland). Butikker der sælger under den forenklede ordning skal til dennes regnskab vedlægge kopi af den foreviste legitimation og det foreviste boardingkort.
Fritagelsen omfatter alene levering af varer til rejsende, der ikke har bopæl eller sædvanligt opholdssted i EU eller Norge. Rejsende, der har bopæl eller sædvanligt opholdssted i Norge, vil kunne benytte ML § 34, stk. 1, nr. 5, til at opnå momsfritagelse.
Efter ML § 34, stk. 6 finder beløbsgrænserne i § 34, stk. 1, nr. 5, på henholdsvis 300 kr. og 1.200 kr., tilsvarende anvendelse. Det betyder, at beløbsgrænserne vil skulle iagttages ved levering af varer foretaget af butikker i toldlufthavne til rejsende, der udfører varerne i forbindelse med udrejse til steder uden for EU, og som ikke har bopæl eller sædvanligt ophold i EU eller Norge.
Ordningen indskrænker eller begrænse ikke reglerne i toldbehandlingsbekendtgørelsens ►§ 89◄, jf. TDL § 58, der gælder som supplement til disse regler. For en nærmere beskrivelse af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 89, se F.A.28.4 om told- og afgiftsfri butikker i toldlufthavne.
Se også
Se også afsnit
- D.A.10.1.3.3 om momsfritagelse ved levering af brændstof og forsyninger til visse skibe
- D.A.10.1.4.2 om levering af ydelser, brændstof og forsyninger til luftfartøjer, som anvendes af flyselskaber, som mod betaling hovedsagelig flyver i udenrigstrafik.
- D.A.10.1.2.2 om levering af varer til udførsel, ML § 34, stk. 1, nr. 5, og stk. 3, 8 og 9.
Bemærk, at toldlovens regler gør det muligt for andre flyselskaber momsfrit at proviantere fly på afgange til tredjelande. Se F.A.28.3 Proviantering af fly i udenrigsfart.