Klagen vedrører, om en slæbeforening kan få tilbagebetalt afgift på flybrændstof, der er anvendt til foreningens slæbefly.

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Foreningen H1 (foreningen) blev oprettet i (...) af svæveflyveklubben G1 og Dansk Svæveflyver Union.

Foreningen har som eneste aktiv et slæbefly.

Foreningen har anmodet om bevilling til godtgørelse af mineralolieafgift vedrørende slæbeflyet.

Det er oplyst, at flyet hovedsageligt anvendes til opslæb af svævefly og træningsflyvning.

Det er oplyst, at der betales 235 kr. for et normalt flyslæb, hvor svæveflyet slæbes til 400 meters højde. I forbindelse med kurser, konkurrencer og lignende på svæveflyvecenteret betales 2.350 kr. pr. time.

Alle der deltager i foreningens aktiviteter, hvad enten de er fra danske eller udenlandske klubber, kan blive slæbt op af slæbeflyet efter gældende priser.

Foreningen har oplyst, at flyet alene har og kun er godkendt til ét sæde (pilotens), og derfor ikke kan bruges til meget andet end flyslæb.

Det fremgår bl.a. af foreningens vedtægter, at flyslæb skal tilbydes "til lavest mulige priser i henhold til åbne kalkulationer, idet foreningen skal være økonomisk selvbærende".

Der er fremlagt resultatopgørelse for foreningen for 2010, der viser et positivt resultat.

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at foreningen ikke kan få afgiftsgodtgørelse for brændstof til flyvning med henblik på slæb og trænings- og skoleflyvning.

Ved lov nr. 524 af 17. juni 2008 er mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 6 ændret med ikrafttrædelse pr 1. oktober 2008 ved indsættelse af følgende tekst som nr. 3:

"Afgiften godtgøres af andre varer end de i stk. 1, nr. 2 nævnte (afgiftsfritagelse for jetfuel til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt) såfremt varerne anvendes til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt."

Baggrunden for bestemmelsen følger af energibeskatningsdirektivet (2003/96/EF) artikel 14, hvor EU ønsker at begrænse afgiftsfriheden for "ikke- erhvervsmæssig privat flyvning".

Af direktivet følger, at det er flyvningens formål, der lægges til grund for vurderingen af flyvningens art - erhvervsmæssig/ikke-erhvervsmæssig.

Af SKATs nyhedsbrev, dateret 23. september 2008 fremgår bl.a. følgende:

"Ved ikke-erhvervsmæssige privatflyvning forstås ifølge direktivets artikel 14, nr. 1, litra b, ejerens eller en fysisk juridisk persons anvendelse af et luftfartøj, som den pågældende har rådighed over enten ved leje eller på anden måde, til ikke-erhvervsmæssige formål, navnlig andre formål end personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål."

Ikke-erhvervsmæssig flyvning har som sit primære sigte flyvning af rekreativ art.

Som erhvervsmæssig flyvning anses bl.a.:

• Firma- og forretningsmæssig flyvning
• Skole og træningsflyvning i skolens fly
• Flyvning med henblik på transport af personer eller gods mod vederlag
• Flyvning, der har til formål at sprøjte afgrøder, trafikovervågning, fotoflyvning etc."

Udtrykket "erhvervsmæssigt" vil normalt i afgiftsmæssige sammenhæng skulle forstås således, at aktiviteten har til hensigt at bibringe en dækning af de med aktiviteten forbundne variable og faste omkostninger, herunder udgifter til vedligeholdelse, afskrivninger og forrentning og sigte mod opnåelse af overskud ved aktiviteten, som vil være afhængig af det pågældende erhvervs konkurrencesituation.

Der er således ifølge lovtekst og EU-direktiv fortsat afgiftsgodtgørelse for brændstof til flyvninger med erhvervsmæssigt formål, herunder transport af passagerer og gods mod vederlag.

Modsvarende er der ikke afgiftsgodtgørelse for brændstof til ikke-erhvervsmæssig privatflyvning, (i den engelske udgave af direktivet beskrevet som "private pleasure-flying"). Det er nemlig selve formålet med den enkelte flyvning, der er afgørende for om den kan anses for erhvervsmæssig. Som eksempler på ikke-godtgørelsesberettigede flyvning kan nævnes almindelig privat flyvning, ikke-erhvervsmæssig transport af personer og gods samt nødvendige flyvetimer til vedligeholdelse af pilotens flycertifikat, og flyvning med henblik på sportsudøvelse og andre hobbyprægede aktiviteter i luften.

Svæveflyvning må som udgangspunkt anses for rekreativ flyvning. Anvendelse af foreningens motorfly til slæb må ligesom anden flyvning med henblik på sportsudøvelse og andre hobbyprægede aktiviteter i luften karakteriseres som ikke-erhvervsmæssig flyvning.

Anvendelse af foreningens motorfly til træningsflyvning uden instruktør karakteriseres som ikke-erhvervsmæssig flyvning.

Vedrørende situationen, at et svævefly bliver slæbt op og dette er en skoleflyvning med en instruktør på jorden kan det ikke i afgiftsmæssig sammenhæng betragtes som skoleflyvning, idet det er en forudsætning, at skoleflyvning sker i skolens fly og er et led i opnåelse af et autoriseret flycertifikat.

Klagerens påstand og argumenter

Foreningen har nedlagt påstand om, at SKAT er pligtig til at godtgøre foreningen afgiftsgodtgørelse for brændstof forbrugt i foreningens fly, der benyttes til opslæb af svævefly.

Foreningen gør gældende, at i forbindelse med opslæb af svævefly med et motoriseret luftfartøj og i afgiftsmæssig sammenhæng er flyvning med slæbeflyet at opfatte som "erhvervsmæssig flyvning med henblik på transport af personer eller gods mod vederlag", og ikke som SKAT har afgjort at opfatte som "ikke-erhvervsmæssig privatflyvning (private pleasure-flying)".

Foreningen skal medgive, at det svævefly som slæbes i luften er en "ikke-erhvervsmæssig privatflyvning" (medmindre der er tale om "skole eller træningsflyvning i skolens fly"), men ikke at denne status samtidig overføres på slæbeflyet. Flyvning med svæveflyet og slæbeflyet må ses som to flyvninger hver for sig. Dette analogt med "Skats" formulering i ovennævnte nyhedsbrev: "Det er nemlig selve formålet med den enkelte flyvning, der er afgørende for om den kan anses for erhvervsmæssig". Formålet med flyvning med slæbeflyet er ikke "private pleasure" men transport af person(er) (svæveflyvepiloten(erne)) eller gods (svæveflyet) mod vederlag til den som stiller slæbeflyet til rådighed for opslæb.

Opfattelsen underbygges af at SKAT i nyhedsbrevet også angiver, at "udtrykket "erhvervsmæssigt" vil normalt i afgiftsmæssig sammenhæng skulle forstås således, at aktiviteten har til hensigt at bibringe en dækning af de med aktiviteten forbundne variable og faste omkostninger, herunder udgifter til vedligeholdelse, afskrivninger og forrentning og sigte mod opnåelse af overskud ved aktiviteten", hvilket netop er tilfældet ved foreningens operation af slæbeflyet.

Skatteministeriets Koncerncenters udtalelse

Det er Koncerncentrets opfattelse, at der kan gives godtgørelse af energiafgiften i det omfang foreningen har aktiviteter, der ikke retter sig mod medlemmer dvs., når der er tale om erhvervsmæssige aktiviteter, som klubben udfører for en betaling, der ikke kun er symbolsk.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ifølge mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 1, nr. 2, sker der afgiftsfritagelse, når en oplagshaver leverer jetfuel til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt. Ifølge bestemmelsens stk. 6, nr. 3 godtgøres afgiften af andre varer end de i stk. 1, nr. 2 nævnte, såfremt varerne anvendes til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt.

Ved bestemmelsen implementeres Rådets direktiv 2003/96 art. 14, stk. 1, litra b, hvorefter medlemsstaterne fritager bl.a. energiprodukter, der leveres til anvendelse som flybrændstof, medmindre der er tale om ikke-erhvervsmæssig privatflyvning, for beskatning.

Det fremgår af direktivbestemmelsen, at der i direktivet ved "ikke-erhvervsmæssig privatflyvning" forstås "ejerens eller en fysisk eller juridisk persons anvendelse af et luftfartøj, som den pågældende har til rådighed over enten ved leje eller på anden måde, til ikke-erhvervsmæssige formål, navnlig andre formål end personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål".

Af EU-domstolens dom af 1. april 2004 i sag C-389/02 (Deutsche See-Bestattungs-Genossenschaft), fremgår, at direktivets art. 14, stk. 1, litra c, hvorefter der sker fritagelse for mineralolieafgift i forbindelse med sejlads i EF-farvande, bortset fra sejlads med fritidsfartøjer, skal forstås således, at afgiftsfritagelsen omfatter enhver form for sejlads uanset det nærmere øjemed, såfremt den udføres med et erhvervsmæssigt formål. Yderligere fremgår af EU-domstolens dom af 1. marts 2007 i sag C-391/05 (Jan De Nul), at i henhold til art. 14, stk. 1, litra c, er formålet med sejladsen irrelevant, når der er tale om sejlads, som indebærer levering af en ydelse mod betaling.

Definitionen af "ikke-erhvervsmæssig privatflyvning" i direktivets art. 14, stk. 1, litra b svarer til definitionen af "sejlads med fritidsfartøjer" i bestemmelsens litra c.

Et opslæb af et svævefly med foreningens slæbefly indebærer betaling af et beløb til foreningen pr. opslæb. Der leveres således en ydelse mod betaling, og foreningens opslæb af et svævefly kan således ikke betragtes som en "ikke-erhvervsmæssig privatflyvning". Det bemærkes, at prisen for et opslæb er den samme, uanset den pågældende svæveflyvers foreningsmæssige tilhørsforhold.

Landsskatteretten finder derfor, at foreningen i henhold til mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 6, nr. 3, har krav på godtgørelse af afgiften af det leverede af flybrændstof til foreningens slæbefly, når flyet benyttes til at levere de beskrevne ydelser mod betaling.