Beregningen

Resultat

Indkomst ved opfinderarbejde

100.000 kr.

100.000 kr.

Arbejdsmarkedsbidrag, 8 pct.

Udgangspunkt for beregning af nedslag

Normalindkomst 150.000 kr.

Heraf 25 pct. (sammenligningsbeløbet)

 - 37.500 kr.

Til rest

54.500 kr.

Grundbeløb i 2023

    - 30.500 kr.

Beregningsgrundlag for nedslag

85 pct. heraf 

15 pct. nedslag 

- 3.600 kr.

Medregnes som AM-bidragspligtig personlig indkomst

65.900 kr.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.407.HR

Et selskab havde overdraget sine rettigheder til nogle lejede arealer på en havn og i den forbindelse modtaget et vederlag på 17,5 mio. kr. Det var et led i lejeaftalen, at selskabet forpligtede sig til at nedrive bygningerne på den lejede grund.

Selskabet ønskede fradragsret for nedrivningsudgifterne på ca. 1,1 mio. kr. Sagen angår i første række, hvordan den skattepligtige avance ved salg af lejerettigheder skal opgøres. E

Efter AL § 40, stk. 6, skal fortjeneste og tab ved salg af en ret ifølge en lejekontrakt medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, idet fortjenesten eller tabet skal opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen med fradrag for samtlige foretagne afskrivninger, jf. herved også AL § 45.

Ved den aftale, som parterne indgik, afstod selskabet ikke alene sine rettigheder i henhold til lejeaftalerne med udlejer, men påtog sig tillige en pligt til inden overdragelsesdagen at nedrive de bygninger, der befandt sig på de lejede arealer og afholde udgifterne i forbindelse hermed.

På denne baggrund fandt Højesterets flertal, at afståelsessummen på 17,5 mio. kr. måtte anses for aftalt under hensyn til, at den også skulle give dækning for udgifterne til opfyldelse af den forpligtelse til nedrivning, som selskabet havde påtaget sig som led i overdragelsesaftalen for at bringe arealerne i den stand, som erhververen havde stillet som betingelse for at ville betale de 17,5 mio. kr. for lejerettighederne.

Højesterets flertal fandt derfor, at selskabet var berettiget til at fratrække udgiften til nedrivning i fortjenesten ved salget af lejerettighederne til arealerne efter AL § 40, stk. 6.

SKM2005.500.HR

I forbindelse med et projekt til opførelse af en vindmølle havde skatteyderen ydet betaling for at opnå adgang til at opføre vindmøllen på en parcel i tilknytning til skatteyderens ejendom. Der var blevet tinglyst en deklaration, hvorefter parcellen skulle tilbageskødes til den oprindelige ejendom ved vindmølledriftens ophør. Højesteret fandt, at betalingen var et vederlag for arealet, hvorfor der ikke kunne ske afskrivning efter dagældende LL § 16 F.

SKM2003.586.HR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab kunne afskrive på brugsrettigheder til film, som selskabet havde erhvervet for en begrænset periode, eller om rettighederne skulle aktiveres og afskrives over en årrække i overensstemmelse med den dagældende lov om særlig indkomstskat § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 4, senere LL §§ 16 E-F og nu AL § 40, stk. 2. Højesteret fandt, at selskabet kun havde fået overdraget brugsrettighederne i en begrænset periode og derved ikke erhvervede ejendomsret til filmrettighederne. Udgiften var herefter fradragsberettiget som driftsomkostninger i de pågældende indkomstår efter SL § 6, litra a.

SKM2002.148HR

Skatteyderen udtrådte i 1991 af et revisor I/S, og i forbindelse hermed modtog han sin andel af I/S-formuen mv. samt et skattefrit vederlag for goodwill. Højesteret fandt, at vederlaget måtte betragtes som skattepligtig indkomst efter SL § 4, og ikke som yderligere vederlag for goodwill.

TfS 1998, 731 HR

En vognmand, der havde kontrakt med et trafikselskab om rutekørsel med busser, solgte 4 busser til et selskab, der skulle fortsætte kontraktkørslen. Salgssummen fordelte sig med 5.000.000 kr. for vognpark og 500.000 kr. for goodwill. Landsretten fandt, at der ikke var tale om overdragelse af en kundekreds og dermed heller ikke goodwill, men om rettigheder og pligter i henhold til kørselsaftalen med trafikselskabet. Højesteret bemærkede, at beløbet måtte anses som vederlag for vognmandens indtjeningsrettigheder ifølge kontrakten og stadfæstede landsrettens dom.

TfS 1996, 155 HR

Et selskab, der drev virksomhed med indhentelse og videregivelse af kreditoplysninger, overdrog i 1984 virksomheden til et nyetableret selskab. Vederlaget udgjorde i alt 13.000.000 kr., heraf udgjorde vederlag for goodwill 8.100.000 kr. og vederlag for udgiverrettigheder, navne og logo mv. udgjorde 700.000 kr. Sælgeren anså de 700.000 kr. for vederlag for goodwill, der var skattefrit efter de dagældende regler. Landsretten fandt, at de nævnte rettigheder ikke kunne anses som vederlag for afståelse af kundekreds mv., og de 700.000 kr. var derfor ikke vederlag for goodwill. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og bemærkede, at vederlaget måtte betragtes som vederlag for afståelse af rettigheder og ikke som vederlag for goodwill.

TfS 1994, 755 HR

En restauratør havde drevet en bodega i lejede lokaler med fri afståelsesret og fremlejeret, og lejemålet var uopsigeligt indtil 1/12 1987 fra udlejerens side. Den årlige leje blev i 1981 forhøjet til 101.800 kr. På lejerens initiativ blev lejen i forhøjet til 120.000 kr. Samtidig blev uopsigelighedsperioden forlænget til 1/4 1995. Med virkning fra 1/9 1983 blev bodegaen solgt for 800.000 kr. fordelt ifølge aftalen med 50.000 kr. for løsøre og 750.000 kr. for goodwill. Ved erhvervelsen af bodegaen i 1978 udgjorde goodwill 200.000 kr. Der var tale om uafhængige parter, og landsretten fandt, at overdragelsen også omfattede lejemålet med uopsigeligheden. Det var derfor urigtigt at anse hele retten ifølge aftalen som goodwill. En del af vederlaget måtte være lejemålet.

I Højesteret tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle, således at indkomsten blev nedsat til det selvangivne beløb.

Se Skatteministeriets kommentar til forliget i TfS 1994, 757 DEP.

Landsretsdomme

SKM2016.76.ØLR

Skatteyderen bestred, at det var ham, der havde solgt nogle patentrettigheder. Han gjorde derfor gældende, at SKAT havde været uberettiget til at avancebeskatte ham af rettighederne, og at han havde krav på ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Landsretten anførte, at skatteyderen den 12. august 2005 overdrog rettighederne til et engelsk selskab, som havde en beskeden selskabskapital og ikke skulle betale nogen købesum i direkte forbindelse med erhvervelsen. Hverken patentansøgningen som aktiv eller de senere omkostninger, som blev faktureret til det engelske selskab vedrørende patentansøgningen og udviklingen af produktet, fremgik af det engelske selskabs årsrapport. Skatteyderen fik en generalfuldmagt til at disponere på vegne af det engelske selskab, og kun han og hans hustru kunne disponere over selskabets konto i Danske Bank. Henset hertil samt til oplysningerne om de beløb, som var hævet på kontoen efter overdragelsen af patentrettighederne til et andet selskab, fandt landsretten, at overdragelsen til det engelske selskab ikke havde karakter af en reel forretningsmæssig disposition.

Skatteyderen var derfor i realiteten den, der solgte patentrettighederne til det andet selskab og derfor havde avancen ved overdragelsen.

Herefter, og idet grundlaget for skatteansættelsen måtte anses for at have været kendt for skatteyderen allerede efter modtagelsen af SKATs skrivelse om indhentelse af materiale, fandt landsretten, at det ikke kunne antages at have haft betydning for sagens udfald, at skatteyderen ikke modtog agterskrivelsen, og at SKAT havde anset skatteyderen for indkomstskattepligtig af avancen. Skatteyderen havde således ikke bevist, at der forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet.

SKM2003.406.VLR

Et selskab havde købt en vindmølle, og i købesummen indgik også ulempeerstatning på 150.000 kr. til den lodsejer, på hvis jord møllen skulle placeres. Landsskatteretten fandt ikke, at ulempeerstatningen kunne afskrives. Vestre Landsret var ikke enig i dette. Landsretten henviste til, at der før det sagsøgende selskabs aftale om køb af vindmøllen var indgået en aftale mellem et I/S og lodsejeren om betaling for brugsretten til lodsejerens faste ejendom i forbindelse med opførelsen af en vindmølle. Landsretten fandt, at aftalen om brugsret var begrænset til opførelsen af en bestemt vindmølle, og at det sagsøgende selskab derfor ikke havde erhvervet en tidsmæssig ubegrænset rettighed. Selskabet var derfor berettiget til at afskrive beløbet på 150.000 kr.

SKM2002.205.ØLR

Salg af rettighed i henhold til abonnement (telefonnumre) blev af landsretten anset for at være omfattet af § 2, stk. 1, nr. 5. i den dagældende lov om særlig indkomstskat. Anken til Højesteret blev efterfølgende hævet af appellanten.

TfS 2001, 729 ØLR

Selskabet havde i 1992 indgået en aftale om salg af knowhow. Som vederlag modtog det aktier for en værdi på 32,5 mio. kr. i et tjekkisk joint venture-selskab i overensstemmelse med en aktiekøbsaftale indgået i 1993. Selskabet gjorde bl.a. gældende, at det først i 1995, hvor implementeringen af produktionen var færdig, havde erhvervet endelig ret til vederlaget. Landsretten fandt imidlertid, at den omtalte knowhow efter aftalen blev leveret i 1993, hvor selskabet også modtog den fulde købesum, og da retten ikke fandt, at der var tale om en flerårig ydelse, skulle vederlaget beskattes i 1993.

TfS 1999, 574 VLR

En pressefotograf stiftede et anpartsselskab og solgte et billedarkiv til selskabet for 140.000 kr. Landsskatteretten fandt, at vederlaget var skattepligtigt for skatteyderen som maskeret udlodning. Landsretten bemærkede, at skatteyderen ved salget af billedarkivet havde overdraget sin ret til at kræve betaling for udnyttelse af de fotografiske billeder, og denne ret kunne sidestilles med de i LL § 16 E, stk. 1, nr. 2, nævnte eksempler. Vederlaget skulle derfor regnes med til den skattepligtige indkomst.

TfS 1998, 412 VLR

Skatteyderen flyttede sin virksomhed og modtog en goodwillerstatning på 800.000 kr. Skattemyndighederne fandt, at kun skønsmæssigt 100.000 kr. kunne anses som goodwill, mens størstedelen af restbeløbet blev anset som indkomst for afståelse af lejerettigheder. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over goodwillerstatningen.

TfS 1997, 394 VLR

Skatteyderen havde indgået lejekontrakt om et lejemål, hvorfra skatteyderen drev virksomhed. Skatteyderen overdrog virksomheden til en tredjemand for 1.400.000 kr., heraf 690.000 kr. for indretning af lejede lokaler. Skattemyndigheden henførte af sidstnævnte beløb 590.000 kr. til vederlag for retten til at indtræde i lejekontrakt. Der var herved henset til, at der kun var bogført ombygningsudgifter for 4.908 kr. Landsretten fastholdte skattemyndighedens skøn og afgørelse.

TfS 1995, 829 ØLR

En skatteyder havde sammen med en medinteressent omdannet deres virksomhed til et selskab. En række hævninger, som skatteyderen foretog på sin mellemregningskonto med selskabet, og som skatteyderen anså som udbetaling af vederlag for goodwill, blev af skattemyndighederne sidestillet med udbetaling af løn, idet værdiansættelsen af goodwill ikke kunne godkendes. Landsretten fandt, at skønnet lå inden for, hvad udmeldte skønsmænd vurderede som rimeligt, og tiltrådte afgørelsen.

TfS 1991, 368 VLR

Godtgørelse ydet af en kommune blev anset som vederlag for afståelse af lejede lokaler, idet Landsretten ikke fandt det bevist, at der ved afståelsen af forretningslokaler var påført sagsøgeren tab for mistet goodwill.

TfS 1991, 85 ØLR

Skatteyderen og to medinteressenter købte et lejet erhvervslejemål og overtog også den tidligere indehavers lejemål med udlejeren. Lejemålet blev fremlejet til et selskab, der var stiftet af interessenterne. Interessenterne købte senere lejemålet som ejerlejlighed. Interessenterne solgte erhvervslejemålet til selskabet, ligesom lejligheden blev udlejet til selskabet. Landsretten fandt ikke, at en del af det vederlag, som selskabet betalte for erhvervslejemålet, kunne anses for en skattefri goodwill, men derimod for en ydelse i lejeforhold, der var skattepligtig indkomst efter SL § 4.

TfS 1991, 2 ØLR

En skotøjshandler havde indgået et lejemål, der var uopsigeligt i 20 år. Lejemålet blev overdraget til tredjemand, og skotøjshandleren flyttede til andre lokaler i nærheden. Landsretten fandt, at selvom det muligvis var aftalt mellem parterne, at der var tale om en overdragelse af beliggenhedsgoodwill, var der ikke ført bevis for mistet goodwill, da virksomheden fortsatte på næsten samme sted med uændret varesortiment mv. Afståelsessummen var derfor skattepligtig som afståelse af lejemål.

Se tilsvarende i TfS 1991, 106 LSR og i TfS 1995, 280 VLR

TfS 1986, 594 VLR

En specialtandlæge optog en kompagnon. Af I/S-kontrakten fremgik, at kompagnonen skulle betale halvdelen af forbedringsudgifter vedrørende lejede lokaler. Ligningsmyndighederne godkendte ikke, at vederlaget vedrørte ombygningsudgifter og dermed var skattefrit. Derimod fandt Ligningsmyndighederne, at det var udtryk for indtræden i lejemålet, og at vederlaget dermed var skattepligtigt. Landsretten fandt det uberettiget at henføre hele vederlaget vedrørende lejede lokaler til beskatning. Der burde udøves et konkret skøn, og sagen hjemvistes derfor til værdiansættelse heraf.

Byretsdomme

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

SKM2002.135.LSR

Fortjeneste ved afhændelse af brugsret til timesharelejligheder, der udelukkende havde været anvendt til udlejning, var skattepligtig efter daværende LL § 16 E, stk. 1, nr. 3.

TfS 1993, 121 LSR

Et selskab, der drev to distriktsblade og et marketingfirma, overdrog sin samlede virksomhed til et andet selskab. Landsskatteretten fandt, at retten til at udgive distriktsbladene ikke var af en sådan karakter, at den kunne anses for omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 4, om salg af rettigheder. Hele vederlaget, der i al væsentlighed var betalt for kundekreds, abonnenter og annoncører, blev anset for vederlag for goodwill.

TfS 1992, 71 LSR

En gartner havde i 25 år solgt grøntsager fra en lejet stadeplads på Københavns En gros Grønttorv. Fra 1986 havde lejeren af nabostadepladsen, der handlede med samme type af grøntsager, anvendt klagerens stadeplads og betalt for denne. I 1988 havde klageren solgt retten til stadepladsen til brugeren af denne. Fortjenesten herved blev anset for skattepligtig som betaling for afståelse af lejemål.

TfS 1991, 507 LSR

Skatteyderen erhvervede i august 1987 en ejendom fra sin fader. Erhvervslokalerne i ejendommen havde været udlejet til en købmand siden 1961. Lejemålet blev opsagt af købmanden i 1988 og stod herefter ubenyttede, indtil de blev udlejet. Ifølge lejekontrakten, der skulle løbe over 10 år, betalte lejeren 108.000 kr., herunder 60.000 kr. for goodwill. Landsskatteretten konstaterede, at der ikke var afstået en kundekreds eller lignende og fandt, at vederlæggelsen måtte anses for en art nøglepenge eller lejemålsdusør efter SL § 4.

TfS 1991, 170 LSR

En ingeniør tilbagesolgte en udbyttekontrakt til det udstedende kommanditselskab for en salgssum på ca. 20.000 kr. Han modtog a conto 12.800 kr., ligesom han blev frigjort for gæld til kommanditselskabet på 7.200 kr. Landsskatteretten fandt, at den fortjeneste, der blev opgjort på dette grundlag, var skattepligtig indkomst, idet det var uden betydning om, der var afregnet kontant eller ved frigørelse af gæld.

TfS 1989, 482 LSR

Et selskab, der drev virksomhed bl.a. med import af en vareart til en sammenslutning af andelsforeninger, overdrog salgsretten til forhandlede vareart samt kundemasse, arkiver mv. for 1,4 mio. kr. Landsskatteretten fandt, at der efter det oplyste forelå en samlet overdragelse af den værdi, som virksomheden repræsenterede, og at betalingen måtte anses som vederlag for goodwill.

TfS 1989, 467 LSR

En skatteyder havde i 1985 i forbindelse med køb af en forretning indgået en lejekontrakt vedrørende de lokaler, hvorfra forretningen blev drevet. Lejemålet var uopsigeligt, men ophørte af sig selv 31/5 1990. På dette tidspunkt havde skatteyderen ret til at købe lokalerne til en nærmere angivet, pristalsreguleret pris. Ved salg af forretningen havde skatteyderen anset en del af vederlaget som betaling for selve køberetten. Landsskatteretten fandt, at beløbet var vederlag for at indtræde i lejekontrakten og derfor omfattet af § 2, nr. 5, i daværende lov om særlig indkomstskat.

TfS 1986, 136 LSR

En person, som havde disposition over en lejlighed i et kloster, indgik en aftale om, at hun skulle fraflytte lejligheden, hvorefter hun skulle have udbetalt en pristalsreguleret ydelse på 4.000 kr., tilbagebetalt indskud på 10.000 kr. samt yderligere 10.000 kr. til dækning af flytteomkostninger. Landsskatteretten fandt, at det udbetalte beløb på 20.000 kr. måtte anses for en skattefri kompensation for opgivelse af privat lejemål.

LSRM 1986, 45 LSR

Et kommanditselskab ejede et skib, som var udlejet uopsigeligt i 13 år til et selskab. I forbindelse med selskabets betalingsstandsning blev udlejningskontrakten ophævet, og der udbetaltes erstatning til kommanditselskabet. Den enkelte kommanditists andel heraf blev beskattet i medfør af § 2, nr. 5, i lov om særlig indkomst - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2.

LSRM 1982, 150 LSR

Landsskatteretten fandt, at de efter lov om godstransport med motorkøretøjer meddelte køretilladelser var af et sådant gensidigt indhold, at fortjeneste eller tab ved afståelse eller opgivelse heraf, skulle anses for en ret ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt. Fortjeneste og tab herpå skulle derfor regnes med ved opgørelsen af indkomsten.

LSRM 1982, 102 LSR

Landsskatteretten fandt ikke, at en testamentarisk ret til udbytte kunne anses for en rettighed ifølge en udbyttekontrakt.

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2023.311.SR

Spørgeren påtænkte at afstå EU-designrettighederne til en særlig ergonomisk pude til et udenlandsk selskab. Købesummen skulle dels berigtiges ved, at der skulle betales en upfront-betaling, dels som ydelser, der skulle betales over 13 år, og som afhang af antallet af solgte puder. For de første 5 år af overdragelsen garanteres en minimumsydelse.

Skatterådet bekræftede, at spørgeren kunne udskyde beskatningen af minimumsbetalinger samt de variable dele af salgssummen fra salg af EU-mønsterrettigheder til betalingerne modtages efter reglerne i LL § 27 A. Det var forudsat ved besvarelsen, at anvendelsen af LL § 27 A alene omfatter betalingerne vedrørende EU-mønsterrettighederne.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at spørgeren kunne søge henstand med betaling af skatten af den variable del af salgssummen efter afskrivningslovens § 40, stk. 7.

Skatterådet udtalte dog, at der kun kan ydes henstand for så vidt angår eventuelle betalinger i år 1-5, der ligger ud over minimumsbetalingerne, samt for betalingerne i år 6 og 7.

Skatterådet henviste herved til, at det følger af AL § 40, stk. 7, næstsidste punktum, at hvis hele henstandsbeløbet ikke er betalt senest 7 år efter indgåelsen af overdragelsesaftalen vedrørende det immaterielle aktiv, vil restbeløbet forfalde til betaling ved udløbet af dette indkomstår.

SKM2021.431.SR

Spørgeren havde afstået en ideel andel af sine softwarerettigheder til et nystiftet joint venture-selskab, som spørgeren ejede den ene halvpart af. Joint venture-selskabet havde de fulde ejerrettigheder over deres ideelle andel, dog med den begrænsning at selskabet kun måtte udnytte rettighederne i "Region1". Skatterådet bekræftede, at softwarerettighederne skulle anses for afstået i 2019, og at spørgeren kunne vælge at anvende bestemmelsen i LL § 27 A, om at lade fortjenesten ved salget beskatte i takt med, at salgssummen betales - i stedet for at indtægtsføre beløbet i salgsåret 2019.

Skatterådet bekræftede også, at spørgeren i 2020 skulle indtægtsføre den del af vederlaget, som var betalt kontant i 2020, og at spørgeren i 2020 skulle indtægtsføre den del af vederlaget, som var vederlagt i form af aktier i 2020. Skatterådet bekræftede også, at restvederlaget skulle indtægtsføres på forfaldstidspunktet i 2030, dog senest i betalingsårene.

Edb-software behandles i afskrivningsloven på samme måde som driftsmidler. Spørgeren havde således tillagt udgifterne til færdiggjort software til driftsmiddelsaldoen og afskrevet herpå. Udgifterne var dog i nogle år straksafskrevet helt eller delvist. Skatterådet bekræftede, at salgssummen for software skulle fragå i saldoværdien for driftsmiddelsaldoen, og at der dermed skete beskatning i det efterfølgende år, såfremt saldoen var negativ. Dette gjaldt dog ikke salgssummen for software, der var straksafskrevet, idet salgssummen herfor skulle medregnes direkte i indkomsten.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at det samme gjaldt de salgssummer, der skulle indtægtsføres efter reglerne i LL § 27 A, såfremt spørgeren valgte at anvende disse regler.

SKM2021.377.SR

Det bindende svar fra Skatterådet omhandler i alt 17 spørgsmål vedrørende hybrid kernekapital og afkastet heraf, hvor spørgsmål 9 lød således: "Såfremt spørgsmål 1 [Er hybrid kernekapital en pengefordring] ikke kan besvares bekræftende, kan Skatterådet da bekræfte, at Hybrid Kernekapital 1, 2 og 3 for investor skal anses for at udgøre en udbyttekontrakt omfattet af AL § 40, stk. 2.

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse, hvorefter der skal være tale om en ret til en indtægt, hvor investor har retten til indtægten. Det fremgår af det oplyste, at udsteder har bevaret særlige rettigheder som f.eks. beslutning om nedskrivning af indskuddet, konvertering af indskuddet til aktier eller annullation af betalinger til investor. Dette gør, at den hybride kernekapital ikke kan kvalificeres som en udbyttekontrakt omfattet af AL § 40, da der ikke er erhvervet endelig ret til indtægten.

►Afgørelsen har været påklaget til Landsskatteretten, som har truffet afgørelse. Se SKM2024.184.LSR.

Imidlertid har spørgsmål 9 om udbyttekontrakt ikke været påklaget, hvorfor hybrid kernekapital fortsat ikke kan anses for en udbyttekontrakt omfattet af AL § 40, stk. 2, jf. Skatterådets svar i SKM2021.377.SR.

Landsskatteretten afgørelse angår alene tre påklagede spørgsmål. Se mere om dette i SKM2024.184.LSR, som er beskrevet nærmere i afsnit C.B.1.2.1, C.B.1.2.3 og C.B.1.8.1. ◄

SKM2015.468.SKAT

Skatterådet kunne bekræfte, at et selskabs overdragelse af knowhow til tre nystiftede datterselskaber kan være omfattet af afskrivningslovens § 41, at overdragelsen af knowhow mod vederlæggelse i nyudstedte aktier vil være skattefri for de modtagne datterselskaber, at datterselskabernes anskaffelsessum for knowhow skal fastsættes til armslængdeværdien, og at datterselskaberne kan foretage straksfradrag efter AL § 41 for den overdragne knowhows anskaffelsessum.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at de påtænkte datterselskabers straksfradrag efter AL 41 indgår i sambeskatningsindkomsten i samme periode, hvor moderselskabets salg af omhandlede knowhow indgår i sambeskatningsindkomsten, og at der ikke skal ske forholdsmæssig reduktion af det foretagne straksfradrag efter AL § 41, hvis et datterselskab udgår af sambeskatningen inden årets udløb.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overdragelse af licensrettigheder kan gennemføres med samme skattemæssige virkning som ved overdragelse af knowhow.

SKM2012.370.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en forelagt aftale om køb af ret til andel i spørgerkoncernens omsætning var en udbyttekontrakt, og udgiften til køb af denne var derfor ikke afskrivningsberettiget for en personlig dansk investor i henhold til AL § 40, stk. 2, med den virkning, at afskrivningen kunne fradrages i investorens skattepligtige indkomst.

Skatterådet fandt, at aftalen var en finansiel kontrakt. Der ville ikke være tale om overdragelse af en udbyttekontrakt, selvom der var tale om (videre-)overdragelse af kontrakten indgået mellem Spørger og Managementselskabet.

Skatterådet bekræftede derfor bekræfte, at det var uden betydning for svaret, om en investor købte retten direkte hos Spørger eller hos Managementselskabet.

Skatterådet bekræftede, at ved køb hos Managementselskabet, skulle Managementselskabet opgøre resultatet ved den/de indgåede finansielle kontrakter.

Se også SKM2012.139.SR.

SKM2010.253.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en erstatning for opgivelse af uopsigeligheden ifølge en erhvervslejekontrakt var en fordring omfattet af kursgevinstloven. Skatterådet fandt, at retten var omfattet af AL § 40.

SKM2007.684.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at navnerettighederne og konceptet "Q" kunne overdrages vederlagsfrit fra foreningen C til selskabet B, da der var tale om et indarbejdet og velrenommeret "brand", der måtte antages at repræsentere en værdi. Skatterådet afviste samtidig at behandle spørgsmålet om, hvilken værdi navnerettighederne og konceptet "Q" repræsenterede, da der ikke var fremlagt tilstrækkelige oplysninger om dette efter SFL § 24, stk. 2.

SKM2006.274.SR

Skatterådet udtalte med henvisning til SKM2003.586.HR, at udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til filmrettigheder skal behandles som driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne blev anset for "anvendt" og dermed fradragsberettigede i de indkomstår, hvor betalingerne skete i henhold til de indgåede kontrakter. Det var uden betydning for den skattemæssige behandling af udgifterne, om der var tale om udgifter til erhvervelse af "gamle film", premierefilm eller film, der endnu ikke var færdigproducerede på tidspunktet for kontraktens indgåelse.

TfS 1994, 669 LR

Et selskab overvejede at etablere et K/S, der skulle købe råfilm samt alle rettigheder til visuelle medier. Som udgangspunkt skulle filmen erhverves umiddelbart efter produktionens afslutning, men før verdenspremieren. Udgifterne til anskaffelsen af filmrettigheder var omfattet af LL § 16 F, stk. 2, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 2, (nu AL § 40, stk. 2).

Kommenteret i TfS 1995, 80 DEP.

TfS 1989, 64 LR

Ligningsrådet fandt, at overdragelsen af et bedækningsbevis, der gav ret til vederlagsfrit at få bedækket en hoppe årligt, så længe hingsten var avlsdygtig, var en rettighed ifølge en udbyttekontrakt.

Andet

Skd. 1982.60.33

Fredningsstyrelsen spurgte om beskatningen af en erstatning, der betales i anledning af, at der for en lang periode nedlægges forbud mod fortsat udnyttelse af en ejendoms råstoffer. Såvel ejendommens ejer som forpagteren af ejendommen ville modtage erstatning. For ejeren blev erstatningen anset for ekspropriation og dermed skattefri, men for forpagterens vedkommende blev erstatningen anset for et vederlag for opgivelse af retten ifølge en lejekontrakt eller lignende og dermed skattepligtig.

Skd. 1973.23.21

Skattedepartementet udtalte, at der ikke var hjemmel til at indrømme fradrag for udgifter til nyetablering i andre lokaler i modtaget godtgørelse for opgivelse af lejeretten til nogle lokaler, der anvendtes i virksomheden.