Indhold  

Dette afsnit handler om hovedregler og undtagelser om forældelse af skattekrav, herunder forfaldstidspunktet og foreløbig afbrydelse.

Afsnittet indeholder:

• Skattekrav og lovgrundlag
• Hovedregler om forældelse af skattekrav
• Undtagelser om forældelse af skattekrav
• Særligt retsgrundlag
• Krav afledet af en ekstraordinær ansættelse
• Forfaldstidspunkt og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
• Særligt om henstand
• Særligt om forældelse af krav på restskatter
• Særligt om forældelse af krav på moms
• Særligt om ændringer/genoptagelser (tidl. efterangivelser )
• Særligt om efterbeskatning
• Foreløbig afbrydelse
• Forældelse ved hjemvisning
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skattekrav og lovgrundlag

Udtrykket "skattekrav" anvendes i det følgende såvel om krav på indkomstskatter som krav på moms og afgifter. Udtrykket "forældelse af skattekrav" omfatter tilsvarende forældelse af såvel krav på de direkte skatter som krav på de indirekte skatter.

Reglerne om forældelse af skattekrav findes i forældelsesloven og i følgeloven hertil. Forældelsesloven med ændringslove er senest samlet ved lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015 om forældelse af fordringer.

Se også hovedloven, lov nr. 522 af 6. juni 2007 og følgeloven, lov nr. 523 af 6. juni 2007. Ved nævnte følgelov blev der indsat særlige regler om forældelse af skattekrav. Se  SFL §§ 34 a og 34 b. Reglerne trådte i kraft den 1. januar 2008. De tidligere gældende regler i Danske Lov 5-14-4 fra 1683 og lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer kan fortsat have betydning. Se om overgangsregler afsnit A.A.9.12.

Bemærk

Forældelsesreglerne fungerer  i samspil med skatteforvaltningslovens frist- og forældelsesregler. Dette samspil er nærmere beskrevet i afsnit A.A.9.7 Særligt om skattekrav - afgrænsning og samspil med fristreglerne.

Hovedregler om forældelse af skattekrav

Hovedreglen er, at skattekrav forældes efter tre år fra kravets forfaldstidspunkt. Se  FORÆL § 3, stk. 1, og SFL § 34 a, stk. 1. Lovbestemte løbedage vil dog udsætte forældelsens begyndelsestidspunkt. Se FORÆL § 2. 

Når der er tale om Transfer Pricing (TP) krav, eller når der er tale om krav afledt af en ansættelse vedrørende overdragelse af aktier, aktiver og passiver som led i en aktieombygning, spaltning eller tilførsel af aktiver, er hovedreglen om 3-år forlænget til 5-års forældelse. Se SFL § 34 a, stk. 3, og SFL § 26, stk. 5 og 8.

Den korte 3-års (5-års) frist kombineres med en længere, almindelig 10-års frist. Se  FORÆL § 3, stk. 3.

10-årsfristen får kun betydning, hvis 3-års fristen suspenderes. 10-års fristen begrænser den tidsmæssige grænse for, hvor længe 3-års fristen kan være suspenderet.

Hovedreglerne om skattekravs forældelse bygger på et to-strenget system med en 3-års regel kombineret med en 10-års regel. Såvel skattemyndighedens krav som borgerens tilbagesøgningskrav er omfattet af dette regelsæt.

Se også

• A.A.9.3 om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, herunder betydningen af suspension.
• A.A.9.4.2 Forældelsesfrister på skatter og afgifter, der indeholder en oversigt
• A.A.9.6 om forfaldstidspunktet ved skattekrav.

Undtagelser om forældelse af skattekrav

Der gælder i udvalgte tilfælde nogle særlige forældelsesregler, hvorved det to-strengede system erstattes af et en-strenget.

Ved forældelse af skattekrav skal man navnlig være opmærksom på to tilfælde, hvor en særregel om 10-års forældelse erstatter hovedreglen. Dette er tilfældet,

• hvis der foreligger "et særligt retsgrundlag", eller
• hvis kravet er afledt af en ekstraordinær ansættelse.

Se nærmere om de to tilfælde nedenfor i "Særligt retsgrundlag" og "Krav afledet af en ekstraordinær ansættelse".

Særligt retsgrundlag

Hvis der foreligger et særligt retsgrundlag, forældes skattekravet først ti år fra forfaldstidspunktet. Se FORÆL § 5, stk. 1, nr. 3.

Der foreligger et særligt retsgrundlag, hvis kravets eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.

Baggrunden for, at der gælder en 10-års regel, når der foreligger et særligt retsgrundlag er, at kravets størrelse og eksistens er klarere bevissikret end tilfælde, der omfattes af hovedreglen.

Kravet om, at "kravets eksistens og størrelse skal være fastslået ved .... anden bindende afgørelse", vil normalt være opfyldt ved afgørelser fra Landsskatteretten vedrørende moms- og afgiftskrav, idet afgørelser herom sædvanligvis tager stilling til både kravets eksistens og størrelse.

Afgørelser fra et skatteankenævn eller Landsskatteretten om krav vedrørende indkomstskatter eller selskabsskatter vil normalt ikke udgøre et særligt retsgrundlag, da disse sjældent tager stilling til kravets størrelse, men alene kravets eksistens. Må det i det konkrete tilfælde antages, at en afgørelse i disse tilfælde direkte tager stilling til såvel kravets eksistens som størrelse, vil der undtagelsesvist foreligge et særligt retsgrundlag.

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at krav på selskabsskatter, der vedrørte forhøjelsen af selskabets skattepligtige avance ved Landsskatterettens kendelse af 30. juni 2008, ansås for omfattet af den 10-årige forældelsesfrist i  FORÆL § 5, stk. 1, nr. 3. Landsskatteretten henviste til, at Landsskatterettens kendelse gav kravet et særligt retsgrundlag, da fristen for at indbringe kendelsen for domstolene var sprunget, og størrelsen af kravet direkte kunne udledes af kendelsen. Se SKM2012.226.LSR.

Se også

Se også afsnit A.A.9.4.1 særlige forældelsesfrister ved bestemte fordringer og afsnit A.A.9.4.2 forældelsesfrister på skatter og afgifter

Krav afledt af en ekstraordinær ansættelse

Hvis et skattekrav er afledt af en ekstraordinær ansættelse efter SFL §§ 27 eller 32, forældes kravet ti år fra forfaldstidspunktet. Se SFL § 34 a, stk. 4.

Ved ekstraordinære ansættelser efter fristreglerne i SFL §§ 27 og 32 er der ikke fastsat en frist for, hvor sent der kan varsles en ansættelse eller anmodes om genoptagelse. Det betyder, at reglen i SFL § 34 a, stk. 4, om ti års forældelse af kravet reelt sætter grænsen for ansættelsens foretagelse. Det giver ikke mening at foretage ansættelsen, hvis kravet på forhånd er forældet.

Fristen i SFL § 34 a, stk. 4, suppleres af en regel om et års tillægsfrist fra afgørelsestidspunktet, hvis den ekstraordinære ansættelse er varslet eller foretaget inden den 10-årige forældelsesfrists udløb. Se SFL § 34 a, stk. 2, og  FORÆL § 21, stk. 2.

Se også

•   A.A.9.7 om forældelse af krav afledt af en ekstraordinær ansættelse.
•   A.A.8.2.3 om de ekstraordinære ansættelsesfrister.

Forfaldstidspunkt og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt

Forældelsesfristen løber fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Tidspunktet kaldes forfaldstidspunktet. Se FORÆL § 2, stk. 1.

Hvis skyldneren har løbedage eller i øvrigt er indrømmet en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes fristen først fra betalingsfristens udløb. Løbedage og andre betalingsfrister udsætter derfor forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Se FORÆL § 2, stk. 1, og 2.

Løbedage og yderligere betalingsfrister er ikke udtryk for et udskudt forfaldstidspunkt. De er udtryk for, at kreditor ikke kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod debitor, hvis betalingen sker inden for løbedagene/betalingsfristen.

Forfaldstidspunktet tillagt eventuelle løbedage eller betalingsfrister er afgørende for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, uanset om kravet forældes efter den almindelige 3-års frist eller efter en af de særlige 10-års frister. Forfaldstidspunktet for skattekrav fremgår af den lov, som det enkelte krav er hjemlet i.

Særligt om henstand

Hvis skyldner har fået henstand med betalingen, udskydes forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Fristen løber fra udløbet af henstandsperioden. Se SKM2013.288.ØLR og tilsvarende SKM2013.470.BR.

Det er en forudsætning for, at henstand kan udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at Skatteforvaltningen kan dokumentere, at henstand er givet efter anmodning fra skyldneren. Se  SKM2013.97.ØLR, hvor Landsretten fastslog, at dette ikke var tilfældet. Se SKM2014.386.BR, hvor henstand var bevilliget efter anmodning, og hvor byretten afviste, at henstandsbevillingerne var ugyldige, uanset at bevillingerne var givet på grundlag af en fejlagtig antagelse om, at en verserende højesteretssag havde betydning for Skatteforvaltningens krav mod sagsøgerne.

Byretten stadfæstede Landsskatterettens tidligere afgørelse. En aftale mellem en skyldner og en kommune om, at klageren efter anmodning  var bevilliget inddrivelsesmæssig henstand med betaling af kravet, indtil Landsskatteretten havde truffet afgørelse om grundlaget for kravet, ansås for bindende. Aftalen bevirkede, at skattemyndighederne var afskåret fra at foretage inddrivelsesmæssige skridt vedrørene kravet i perioden, hvor aftalen var gældende. Det ændrede ikke herpå, at aftalen anvendte udtrykket "berostillelse" i stedet for "henstand. Kravet var således ikke forældet, hvorfor klageren i den konkrete sag ikke fik medhold i sin påstand herom.  Se SKM2012.643.BR.

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at den del af et selskabs gæld, der vedrørte en forhøjelse af selskabets skattepligtige avance ved kommunens afgørelse af 9. juni 2005, og hvor kommunen havde meddelt henstand med betalingen frem til den 19. november 2008, ikke var forældet, idet der ved udløbet af henstandsperioden begyndte at løbe en ny forældelsesfrist. Se SKM2012.226.LSR.

Se også

Afsnit A.A.9.3 om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Særligt om forældelse af krav på restskatter

Forældelsesfristen for ikke indregnede restskatter løber fra de betalingstidspunkter, der fremgår af opkrævningsreglerne i KSL § 61.

Udskrivning af årsopgørelse med mulighed for overførsel af restskat

Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senest den dag i september i året efter indkomståret, hvor en overførsel af restskat til opkrævning sammen med forskudsskat for næste indkomstår senest systemmæssigt understøttes, forfalder den del af restskatten, der ikke indregnes, efter KSL § 61, stk. 4, til betaling i 3 rater i hver af månederne august, september og oktober i året efter indkomståret med sidste rettidig betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.

Forældelsesfristen for de 3 rater vil derfor løbe fra den 20/8, 20/9 og 20/10 i året efter indkomståret. (før indkomståret 2013: den 20/9, 20/10 og 20/11).

Udskrives årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder,  regnet fra det tidspunkt, hvor det systemmæssigt vil være muligt at understøtte opkrævningen, med sidste rettidige betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden. 

Udskrivning af årsopgørelse senere end den dag i september hvor en overførsel af restskat systemmæssigt kan understøttes.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen ifølge skattekontrollovens § 5, stk. 3, foretages skønsmæssigt, dvs. ved "taksering".

Selvangivelsesfristen er 1. juli i året efter indkomstårets udløb, når der er tale om en udvidet selvangivelse. Udgangspunktet er derfor, at takseringer først finder sted efter 1. oktober, når SKAT har konstateret, at borgeren ikke har opfyldt sin pligt til at selvangive, og at opkrævningen herefter sker i medfør af KSL § 61, stk. 5.

Det fremgår af KSL § 61, stk. 5:

"Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senere end den dag i september i året efter indkomståret, hvor en overførsel af restskat til opkrævning sammen med forskudsskat for næste indkomstår senest systemmæssigt understøttes, forfalder den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter KSL § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 18.300 kr. (2010-niveau) med tillæg af et til denne del af restskatten svarende tillæg efter stk. 2 og renter efter KSL § 62 A, stk. 1, 3. pkt., til betaling i det følgende år på samme tidspunkter og med samme betalingsfrister som B-skat, jf. § 58.

Er udskrivningsdatoen for årsopgørelsen først den 1. januar eller senere, forfalder restskatten til betaling over de resterende B-skatterater. Betalingen skal dog ske i mindst 3 rater, jf. dog KSL § 62 C, stk. 1."

Det fremgår af KSL § 58:

"B-skat og foreløbigt arbejdsmarkedsbidrag forfalder til betaling i 10 rater den 1. i hver af månederne januar, februar, marts, april, maj, juli, august, september, oktober og november med sidste rettidige betalingsdag for den skattepligtige den 20. i forfaldsmåneden."

Bemærk: Der forfalder ikke en rate til betaling i juni og december.

Når årsopgørelsen er udskrevet senere end den dag i september i året efter indkomståret, hvor en overførsel af restskat til opkrævning sammen med forskudsskat for næste indkomstår senest systemmæssigt understøttes, sker der ikke indregning i forskudsskatten. Den del, der rummes i grundbeløbet på 18.300 kr., forfalder i 10 rater med de betalingstidspunkter, der gælder for B-skat, jf. § 58. Det medfører, at forfaldstidspunktet udskydes til 20/1, 20/2 etc. i år 2 efter indkomståret, jf. § 61, stk. 5, 1. pkt., jf. § 58.

Beløb ud over grundbeløbet forfalder i 3 rater i de nærmeste 3 måneder efter udskrivelsen af årsopgørelsen, jf. KSL § 61, stk. 6.

Bemærk:

Forældelsesfristen på den enkelte rate vil løbe fra sidst rettidig betalingstidspunktet, der er angivet på den enkelte rate

Eksempler:

• Udskrives årsopgørelsen med en takseret restskat i december, fremkommer herved 3 "store" rater (20/1, 20/2 og 20/3), der ud over (3/10 af) grundbeløbet består af beløb ud over de 18.300 kr., og 7 "små" rater (20/4 - 20/11), der alene består af (de sidste 7/10 af) grundbeløbet på de 18.300 kr.
• Udskrives årsopgørelsen med en takseret restskat i november, fremkommer 3 rater (20/12, 20/1 og 20/2) og 10 rater (20/1 - 20/11) - herved fremkommer 1 "lille" rate (20/12), 2 "store" rater (20/1 og 20/2) og 8 "små" rater (20/3-20/11).
• Udskrives årsopgørelsen med en takseret restskat i februar fremkommer der 3 "store" rater (20/3, 20/4, 20/5) og 5 "små" rater (20/7 - 20/11). Dette skyldes, at det af KSL § 61, stk. 5, 2. pkt., fremgår, at når udskrivningsdatoen for årsopgørelsen er den 1. januar eller senere, forfalder restskatten til betaling over de resterende B-skatterater. Betalingen skal dog ske i mindst 3 rater.

Ændret skatteansættelse 

Udspringer restskatten af en ændret årsopgørelse, løber forældelsesfristen dog fra det tidspunkt, hvor restskatten skulle være betalt, såfremt ligningen og opkrævningen havde været korrekt fra starten, dvs. at restskatten havde været omfattet af den første årsopgørelse.

Se UfR 1989.1064 HD, der angår en ændret skatteansættelse, dvs. efter KSL § 62 A, stk. 1, hvor resultatet bliver en restskat eller yderligere restskat. Denne (yderligere) restskat opkræves efter dommen efter reglerne i KSL § 61, stk. 3-6, men for disse restskatter gælder, at forældelsesfristen ikke regnes fra betalingstidspunktet, men i stedet fra det betalingstidspunkt, der havde været gældende ved en korrekt ligning og opkrævning i forbindelse med den første årsopgørelse.

Det betyder, at Skatteforvaltningen altid i forbindelse med en genoptagelse skal regne forældelsesfristen tilbage til de oprindelige forfaldstidspunkter i forhold til den første årsopgørelse i den konkrete sag. Dette gælder også, såfremt den ændrede årsopgørelse bygger på en taksering,

Sker der genoptagelse af en tidligere ansættelse som følge af SFL §§ 26 og 27, vil forældelse efter SFL § 34a, stk. 2, tidligst indtræde 1 år efter Skatteforvaltningens afgørelse.

Se SKM2015.607.SKAT

Særligt vedrørende indregnet restskat, der ikke betales

Indregnet restskatter efter KSL § 61, vil, såfremt disse ikke betales, blive opkrævet som B-skatter. Se KSL § 60, stk. 1, litra c. Efter KSL § 58, forfalder B-skatter i 10 rater den 1. i hver måned med undtagelse af juni og december og med sidste rettidige betalingstidspunkt den 20. i forfaldsmåneden.

Dette medfører, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen vedr. restskatter er:

• For den ikke indregnede del af restskatten: som ovenfor anført.

og

• For en ikke betalt, indregnet restskat: den 20. i forfaldsmåneden for de B-skatterater, hvormed restskatten er opkrævet.

Se også

Se også SKM2017.356.ØLR, hvor der var sket indregning i 2010 af As restskat for 2008. A skulle også betale restskat for 2010, men da restskatten var lavere end grundbeløbet med procenttillæg, var det obligatorisk for SKAT at overføre restskatten til As forskudsskat for 2012, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 3. Det fremgik af As forskudsopgørelse for 2012, at restskatten for 2010 var overført. Da A ifølge forskudsopgørelsen ikke skulle betale A-skat for 2012, blev forskudsskatten opkrævet som 10 rater B-skat i 2012, jf. KSL § 58.
Østre Landsret fandt, at pr. disse betalingsdatoer kunne SKAT gøre fordringen gældende over for A, og forældelsesfristen for B-skatteraterne løb fra disse datoer, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Særligt om forældelse af krav på moms

Hvis Skatteforvaltningen rejser et momskrav mod en virksomhed i et tilfælde, hvor der er indsendt en negativ angivelse, men Skatteforvaltningen efterfølgende ændrer det samlede momstilsvar, vil det afhænge af de konkrete omstændigheder, hvornår fristen løber fra. Se de to følgende eksempler:

Eksempel 1 - Skatteforvaltningen har udbetalt for meget moms

Hvis Skatteforvaltningen i det omhandlede tilfælde allerede har udbetalt for meget moms, foreligger der en tilbagesøgningssituation. Det må antages, at fristen for forældelse af Skatteforvaltningens krav løber fra det tidspunkt, hvor Skatteforvaltningen fejlagtigt udbetalte afgiften.

Eksempel 2 - Skatteforvaltningen har ikke udbetalt for meget moms

Hvis Skatteforvaltningen i det omhandlede tilfælde ikke allerede har udbetalt for meget moms, er der ikke tale om et tilbagesøgningskrav, men et selvstændigt krav fra Skatteforvaltningen. Fristen for forældelse af Skatteforvaltningens krav løber her fra angivelsesfristens udløb.

Hvis en afgift således forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen indgives, skal den indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb. Sidstnævnte tidspunkt er det tidspunkt, hvor fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt. Forældelsen løber fra dette tidspunkt.

Se også

Afsnit A.A.9.7 med eksempler på forældelse af ordinære og ekstraordinære skattekrav.

Begyndelsestidspunkt for borgerens/virksomhedens krav

Eksempel på begyndelsestidspunkt for borgerens/virksomhedens krav på indkomstskatter

Fristen for borgerens tilbagesøgningskrav ved personlige skatter løber normalt fra det tidspunkt, hvor det tilbagekrævede beløb endeligt er opgjort og indbetalt til SKAT. Fristen løber fra den 1. september i året efter indkomstårets udløb. Se om forfaldstidspunktet i KSL § 62, stk. 3. Selskabers tilbagesøgningskrav er reguleret i  SEL § 29 B, stk. 5.

Bemærk, at KSL § 62, stk. 3, blev ændret ved lov nr. 1354 af 21. december 2012, som trådte i kraft fra indkomståret 2013. Før den ændring af KSL § 62, stk. 3, var forfaldstidspunktet den 1. oktober i året efter indkomstårets udløb.

Hvis borgerens tilbagesøgningskrav relaterer sig til en efterfølgende ansættelsesændring, vil forfaldstidspunktet for tilbagesøgningskravet være det faktiske indbetalingstidspunkt for den for meget betalte skat. Se SKM2008.71.SKAT .

Eksempel på begyndelsestidspunkt for virksomhedens krav på udbetaling af negativ moms

Fristen for forældelse af en virksomheds tilbagesøgningskrav løber normalt fra det tidspunkt, hvor det tilbagekrævede beløb endeligt er opgjort og indbetalt til SKAT. Se SKM2008.71.SKAT .

Hvis en virksomhed derimod oprindelig har indsendt en negativ angivelse og efterfølgende har anmodet om genoptagelse, hvorved der på ny indsendes en negativ angivelse, foreligger der ikke et egentlig tilbagesøgningskrav. Fristen for forældelse af kravet på udbetaling af negativ moms løber fra angivelsesfristens udløb, tillagt eventuelle lovpligtige løbedage. Hvis der i henhold til den relevante afgiftslovgivning er fastsat en frist inden for hvilken udbetaling er rettidig, regnes forældelsesfristen først fra dette tidspunkt.

Se også

• A.A.9.3 om løbende skatter og afgifter samt regulering og ændring af skatter og afgifter.
• A.A.9.7 med eksempler på forældelse af ordinære og ekstraordinære skattekrav.

Særligt om ændring/genoptagelse (tidl. efterangivelser)

En ændring eller genoptagelse af et krav på indkomst- eller ejendomsværdiskat samt et krav på afgiftstilsvar er som udgangspunkt underlagt skatteforvaltningslovens fristregler i SFL §§ 26-27 og §§ 31-32. Bemærk dog, at det kun er de afgiftslove, der nævnt i bilag 1 til  OPKL, der er omfattet af regelsættet.

For at sikre, at beregningen af forældelsesfristen for de afledte krav sker for hver periode for sig, er det vigtigt, at der udarbejdes en ændring for hver enkelt afgiftsperiode. Ved samling af flere perioder i forbindelse med en ændring medfører det, at ændringen betragtes som ét krav, der forælder på det tidligste tidspunkt, dvs. at forældelsesfristen på hele kravet regnes fra fristen på det ældste krav.

Se også

Se også afsnit A.A.8.1., A.A.8.2., og A.A.8.3.

Særligt om efterbeskatning

Skatteforvaltningslovens regler gælder ikke i det omfang, der er fastsat særlige regler om efterbeskatning. Det betyder, at det er forældelsesloven, der regulerer forældelsen for disse krav. Der findes fx i Fondsbeskatningsloven (FBL), etableringskontoloven og kildeskatteloven (KSL) regler om efterbeskatning, der går forud for fristerne i SFL. Eksempelvis vil forældelsesfristen vedrørende efterbeskatning af hensættelser for fonde efter FBL § 4, stk. 6, skulle regnes fra udløbet af det år, i hvilket fristen for anvendelse af hensættelserne udløber (5 år, jf. FBL § 4, stk. 4) eller hvis der tidligere er anmodet om efterbeskatning, ved at selvangivelsen er modtaget. Højesteret har vedrørende etableringskontoloven udtrykkeligt bekræftet dette. Se SKM2001.497.HR.

Foreløbig afbrydelse

Der findes to former for afbrydelse, egentlig afbrydelse og foreløbig afbrydelse. Se om egentlig afbrydelse afsnit A.A.9.5.1 .

Foreløbig afbrydelse er udtryk for, at visse udvalgte retsskridt udløser en tillægsfrist på et år, således at egentlig afbrydelse - fx et sagsanlæg - kan ske inden for tillægsfristens udløb. Se herom afsnit A.A.9.5.2 .

Reglerne om foreløbig afbrydelse findes i FORÆL §§ 20 - 22. Reglerne suppleres ved forældelse af myndighedens skattekrav af  SFL § 34 a, stk. 2.

Ved borgerens afledte tilbagesøgningskrav udløses en tillægsfrist i flere situationer. Der udløses en tillægsfrist, hvis borgeren har rejst en sag over for en administrativ myndighed. Det kan eksempelvis være, at borgeren anmoder om, at en ansættelse skal genoptages efter SFL § 26, stk. 2. Foreløbig afbrydelse sker endvidere, hvis en sag påklages til en højere administrativ myndighed, fx skatteankenævnet eller Landsskatteretten. Endelig udløses en tillægsfrist, hvis der foretages udenretligt syn og skøn, eller hvis der mellem skyldner og kreditor er indledt forhandling om fordringen. I disse tilfælde indtræder forældelse tidligst et år efter det afbrydende skridt. Se FORÆL § 21.

Ved myndighedens krav på yderligere skatter udløses en tillægsfrist på et år ved varsling af skatteansættelsen inden for den ordinære eller ekstraordinære frister i SFL §§ 26, 27, 31 og 32. Varslingen afbryder forældelsen midlertidig og tilknytter en tillægsfrist på et år, således at forældelse tidligst indtræder et år efter afgørelsestidspunktet. Se SFL § 34 a, stk. 2.

FORÆL § 21 og SFL § 34 a, stk. 2, kobler fristreglerne sammen med forældelsesreglerne.

Ved myndighedens ordinære ansættelser efter SFL § 26 og 31, betyder tillægsfristen, at såfremt myndigheden har foretaget varslingen af ansættelsen rettidigt efter fristreglerne og dermed inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af det afledte krav tidligst et år efter, at Skatteforvaltningen har meddelt afgørelsen.

Da ansættelsesfristen ved ordinære ansættelser altid ligger tidsmæssigt før den almindelige forældelsesfrist, vil Skatteforvaltningen altid have mindst et år til at inddrive det afledte krav eller til at afbryde forældelsen.

Ved myndighedens ekstraordinære ansættelser efter SFL §§ 27 eller 32, gælder der en regel om ti års forældelse. Se SFL § 34 a, stk. 4. Ved de ekstraordinære ansættelser betyder reglen i SFL § 34 a, stk. 2, at der udløses en tillægsfrist på et år, hvis varslingen eller ansættelsen er foretaget inden forældelsesfristens udløb.

Tillægsfristen på et år udløses i alle tilfælde kun, hvis der er kortere tid end et år tilbage af forældelsesperioden på det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes.

Se også

• A.A.9.5.2 om foreløbig afbrydelse
• A.A.9.7 om afgrænsning og samspil med fristreglerne.

Forældelse ved hjemvisning

Hvis en domstol hjemviser en sag, der er forelagt domstolen til prøvelse, til fornyet behandling hos skattemyndighederne, er myndigheden ikke bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven. Se Den juridiske Vejledning afsnit A.A.8.1. Der skal derfor ikke regnes en ny forældelsesfrist på kravet, før end det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen har truffet en ny afgørelse i sagen, idet der fra dette tidspunkt gælder en 1 årig frist, jf. skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 2. Se SKM2023.563.LSR

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Landsretsdomme
►SKM2024.133.ØLR◄	►SKAT havde oprindelig i 2012 truffet afgørelse om, at overførsler mellem appellanterne var indkomstskattepligtige. Efterfølgende viste det sig, at overførslerne var gaveafgiftspligtige. Ved afgørelse af 18. marts 2016 foretog SKAT en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift for indkomstårene 2008-2010, jf. boafgiftsloven § 26, stk. 3. Hjemmelen til foretagelse af skønsmæssig ansættelse af boafgift blev indført ved Lov nr. 1354 af den 21. december 2012, men bestemmelsen havde først virkning for gaver modtaget fra den 1. januar 2013. Der var enighed om, at SKAT’s afgørelse var ugyldig. Spørgsmålet var, om Landsskatteretten, som følge heraf, var udelukket fra ved sin afgørelse af 9. december 2019 at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, og det var i den forbindelse omtvistet, om SKAT’s afgørelse skulle anses som en nullitet, eller om afgørelsen blot var anfægtelig. Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at manglen ved SKAT’s afgørelse ikke havde en karakter, der udelukkede, at Landsskatteretten hjemviste SKAT’s afgørelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på indkaldelse af gaveanmeldelse og betaling af gaveafgift samt til behandling af eventuel forældelse og dermed efter den procedure for gaveafgifter, der vedrører gaver modtaget før den 31. december 2012. Landsretten tiltrådte derfor, at Skatteministeriet var frifundet for appellanternes principale påstand. Spørgsmålet var herefter, om kravet var forældet. Forfaldstidspunktet for gaveafgiften var henholdsvis den 1. maj 2009, 1. maj 2010 og 1. maj 2011, jf. boafgiftslovens § 30, stk. 1, jf. § 26, stk. 1. Landsretten fandt - som byretten - at appellanternes klage af 15. juni 2016 til Landsskatteretten over det daværende SKAT’s afgørelse af 18. marts 2016 medførte en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 21, stk. 2. Der blev herved henset til, at en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden fristens udløb dermed blev indbragt for en administrativ myndighed, der havde kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at det i Landsskatterettens afgørelse af 9. december 2019 blev lagt til grund, at SKAT ikke havde haft hjemmel til at foretage en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift. Herefter og af de grunde, der i øvrigt var anført herom af byretten, tiltrådte landsretten, at der ikke forelå forældelse.◄
SKM2017.356.ØLR	Indregning af restskatter - forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. For landsretten gjorde Skatteforvaltningen gældende, at der i forbindelse med indregningen i 2012 forældelsesretligt opstod "nye" fordringer, idet SKAT efter KSL § 61, stk. 3, har en retlig forpligtigelse til at foretage indregning, når betingelserne herfor er opfyldt. Betingelserne efter KSL § 61, stk. 3, var opfyldt i sagen, hvor restskatten både for indkomståret 2008 og indkomståret 2010 var under beløbsgrænsen for de pågældende år, og opgørelserne udskrevet inden 1. oktober i slutningsåret. Landsretten ændrede fogedrettens afgørelse, idet Skatteforvaltningens udlæg også blev stadfæstet for kravene på B-skatter. Landsretten begrundede sit resultat med henvisning til, at forældelsesfristen er 3 år, jf. FORÆL § 3, stk. 1, og at det først var på tidspunktet for betalingsfristerne for B-skatteraterne, at SKAT kunne gøre fordringerne gældende over for skatteyderen.
SKM2015.403.ØLR	Byretten havde afvist, at henstandsbevillingerne var ugyldige som følge af en fejlagtig antagelse om, at en verserende højesteretsdom havde betydning for Skatteforvaltningens krav. Der blev henvist til, at de var givet efter anmodning og at der var tale om begunstigende forvaltningsafgørelser. Østre Landsret stadfæstede byrettens dom,  og tilføjede, at henstandssagerne var rejst efter ansøgning fra de pågældende skatteyders repræsentant, med hvem de måtte identificeres.	Stadfæster SKM2014.386.BR.
SKM2013.288.ØLR	Henstand udskød forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.
SKM2013.97.ØLR	Skatteforvaltningen kunne ikke dokumentere, at skyldner havde anmodet om henstand.
Byretsdomme
SKM2021.390.BR	Forfaldstidspunktet for gaveafgiften var henholdsvis den 1. maj 2009, 1. maj 2010 og 1. maj 2011, jf. boafgiftslovens § 30, stk. 1, jf. § 26, stk. 1. Retten fandt, at SKAT først i forbindelse med det oplysningsgrundlag, der forelå ved en afgørelse af 15. februar 2016 fra Landsskatteretten, havde den fornødne kundskab til sagsøgernes status af samlevende, hvorfor forældelsesfristen på 3 år i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 1, skulle regnes fra den 15. februar 2016, jf. § 3, stk. 2. Retten fandt endvidere, at klagen over SKATs afgørelse af 18. marts 2016  - og Landsskatterettens afgørelse af 11. juni 2019 - vedrørte fordringens størrelse, og at betingelsen i forældelseslovens § 21, stk. 2, om, at sagen skal være "indbragt" for en administrativ myndighed, er opfyldt, når Landsskatteretten faktisk træffer realitetsafgørelse på grundlag af klagen, uanset at det senere fastslås, at skattemyndighederne under de konkret foreliggende omstændigheder ikke var kompetente. Da Skatteministeriet havde anlagt sag mod sagsøgerne den 10. juni 2020 med henblik på at pålægge disse at indgive gaveanmeldelser for gaverne ydet i indkomstårene 2008, 2009 og 2010, var forældelsen herved afbrudt. Skatteministeriet blev herefter frifundet.	Sagen er anket til Østre Landsret.
SKM2013.470.BR	Henstand udskød forældelsesfristen, således at der løb en ny forældelsesfrist fra henstandsperiodens udløb. Henstand givet efter de gamle regler om forældelse har også virkning i relation til de nye regler	Henstand givet før den nye forældelseslov har også virkning efter den nye lov.
SKM2012.643.BR	Aftale om henstand udskød forfaldstidspunktet for forældelse. Byretten stadfæstede Landsskatterettens afgørelse.	Tidligere instans: SKM2010.659.LSR.
SKM2008.812.BR	Når Skatteforvaltningens tilbagesøgningskrav er en følge af, at en lønmodtager fejlagtigt er blevet godskrevet indeholdt A-skat, vil forfaldstidspunktet for tilbagesøgningskravet være tidspunktet for den fejlagtige udbetaling af overskydende skat.
Landsskatteretskendelser
SKM2023.563.LSR	Sagen angik, om der var indtrådt forældelse af den restskat, som den påklagede afgørelse udløste. SKAT traf afgørelse den 1. maj 2013, afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, og Landsskatterettens afgørelse af 16.marts 2016 blev indbragt for byretten. Byretten hjemviste den 9. maj 2018 afgørelsen til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Den 12. marts 2020 traf Skattestyrelsen ny afgørelse på baggrund af hjemvisnings-dommen, afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, som den 17. august 2021 traf afgørelse om hjemvisning grundet manglende skønsudøvelse. Den 1. marts 2022 traf Skatte-styrelsen den påklagede afgørelse. Landsskatteretten fandt, at kravet, der fulgte af den påklagede afgørelse af 1. marts 2022, udsprang af samme forhold og vedrørte den samme indkomst, som blev behandlet ved Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2013. Kravet havde således ikke fortabt identitet ved dom af 9. maj 2018, hvor afgørelsen af 1. marts 2013 blev hjemvist. Skattestyrelsens behandling efter hjemvisningen var en integreret del af klagesagens behandling, og forældelsen af kravet var suspenderet under Skattestyrelsens behandling i medfør af hjemvisningen. Landsskatteretten fandt således, at kravet ikke var forældet. Idet der for Landsskatteretten var fremlagt nye oplysninger, blev sagen hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen.
SKM2021.650.LSR	Klagen drejede sig om, hvorvidt en anmodning om refusion af udbytteskat var fremsat inden for forældelsesfristen. Indtil praksisændringen ved SKM2016.263.SKAT fremgik det af Den Juridiske Vejledning, at der gjaldt en 5-årig forældelsesfrist for krav på refusion af for meget betalt udbytteskat. Landsskatteretten bemærkede, at forældelsesfristen på 5 år i KSL § 67 A i kraft af henvisningen til KSL § 65 måtte anses at vedrøre både krav på indeholdelse af udbytteskat og krav på refusion af for meget indeholdt udbytteskat. Retten bemærkede endvidere, at en lovmæssig frist ikke kan ændres ved styresignal. Retten fandt herefter, at forældelsesfristen var 5 år, jf. KSL § 67 A. Anmodning om refusion ansås derfor for fremsat inden for forældelsesfristen. Da SKAT ikke havde taget stilling til betingelserne for refusion, blev sagen hjemvist til Skattestyrelsen til fornyet behandling.	Sagen er indbragt for domstolene.
SKM2012.226.LSR	Henstand med betaling af skatten udskød forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Krav på selskabsskatter, hvor kravet var fastslået ved Landsskatteretten, udgjorde et særligt retsgrundlag, da der var taget stilling til kravets størrelse. FORÆL § 5, stk. 1, nr. 3.	Betydning af henstand Særligt retsgrundlag
SKAT
SKM2008.71.SKAT	Fristen for forældelse af en virksomheds tilbagesøgningskrav løber normalt fra det tidspunkt, hvor det tilbagekrævede beløb endelig er opgjort og indbetalt til SKAT.