Indhold
Dette afsnit beskriver Skattestyrelsens regler for sagsbehandling vedrørende dødsboer.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Skatteansættelse for indkomstår før dødsåret
- Dødsboet overholder ikke frister for oplysninger til Skattestyrelsen
- Afdøde er omfattet af kort ligningsfrist
- Værdiansættelser i boopgørelsen.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter alle dødsboer.
Regel
De sædvanlige regler for
- Skattestyrelsens sagsbehandling
- virkning af formelle mangler eller fejl ved sagsbehandling mv.
gælder også for skatteansættelsen for et dødsbo. For skatteansættelserne for indkomstår forud for dødsfaldet gælder reglerne tilsvarende, idet dødsboskatteloven dog har særlige frister for Skattestyrelsen til at stille krav om betaling af eventuelt for lidt betalt skat. Se nedenfor.
Reglerne i skatteforvaltningsloven gælder dog ikke for værdiansættelser i boopgørelsen efter BAL § 12.
Se også
Se også processuelle regler for Skattestyrelsens opgaver afsnit
- A.A.7.4 om sagsbehandlingsregler
- A.A.7.5 om virkning af formelle mangler og fejl ved sagsbehandling mv.
Skatteansættelse for indkomståret før dødsåret
Hvis afdøde har betalt for lidt i skat for indkomstår forud for dødsåret, skal Skattestyrelsen stille krav om betaling af skatterne imod den, der hæfter for skatten.
Kravet skal være rejst (modtaget af den, der hæfter for skatten) senest 3 måneder efter, at Skattestyrelsen har modtaget opgørelse over dødsboets aktiver og passiver på dødsdagen (åbningsstatus) eller formueoversigten som nævnt i arvelovens § 22. Se DBSL § 87, stk. 2, 1. pkt.
Skattestyrelsen har dog altid en frist på 3 måneder efter fristen for at afgive oplysninger for indkomståret før dødsåret er udløbet. Se DBSL § 87, stk. 2, 2. pkt.
Dødsboet overholder ikke frister for oplysninger til Skattestyrelsen
Når
- Skattestyrelsen har bedt om oplysninger efter SKL § 63, stk. 1, og
- dødsboet ikke overholder den frist, som Skattestyrelsen har givet for at svare
forlænges fristen med to måneder fra den dag, hvor Skattestyrelsen har modtaget oplysningerne. Se DBSL § 87 og DBSL § 13, stk. 3, 2. pkt.
De oplysninger, som Skattestyrelsen har bedt om, kan dreje sig om oplysninger til
- indkomstår forud for dødsåret
- mellemperioden.
Se også
Se SKL § 63, stk. 1, der bestemmer, at bl.a. bobestyreren og privat skiftende arvinger efter anmodning skal give Skattestyrelsen enhver oplysning af betydning for undersøgelsen af, om afdøde er eller kan blive skatteansat korrekt.
Bemærk
Når Skattestyrelsens frist forlænges til to måneder efter oplysninger er modtaget, gælder fristen for at stille krav om
- både afsluttende skatteansættelse for mellemperioden, jf. DBSL § 13, stk. 3, 2. pkt., og
- betaling af for lidt betalt skat for indkomstår forud for dødsåret, jf. DBSL § 87, stk. 3.S
Se også
Ægtefælleudlæg efter DSL § 22
Hvis dødsboet udlægges til ægtefællen efter DSL § 22, skal dødsboet ikke sende åbningsstatus eller formueoversigt ind.
Skattestyrelsen skal stille sit krav om betaling af skatter senest 3 måneder efter, at Skattestyrelsen har modtaget besked fra skifteretten om skifteformen. Se DBSL § 87, stk. 2, 3. pkt.
Skattestyrelsen har dog altid en frist på 3 måneder efter, at fristen for at afgive oplysninger for indkomståret før dødsåret er udløbet. Se DBSL § 87, stk. 2, 4. pkt.
Dødsboets eller den længstlevende ægtefælles ansvar for betaling af skattekravet bortfalder, hvis Skattestyrelsen ikke overholder fristerne. Se DBSL § 87, stk. 2, 5. pkt.
Se DBSL § 87, stk. 2.
Bemærk
Når den længstlevende ægtefælle, en arving eller en legatar ikke ønsker at overtage afdødes forskudsafskrivninger efter DBSL § 39, stk. 2, har Skattestyrelsen en frist på to måneder til at stille krav om betaling af skatterne som følge af efterbetalingskrav vedrørende de ikke overtagne forskudsafskrivninger. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen har modtaget erklæring om, at forskudsafskrivningerne ikke overtages. Se DBSL § 87, stk. 4.
Se også
Se også afsnit C.E.14 om definition af legatar.
Når en længstlevende ægtefælle, der beskattes efter reglerne i DBSL afsnit III om uskiftet bo mv., ikke ønsker at overtage afdødes forskudsafskrivninger, skal den længstlevende ægtefælle sende en erklæring herom senest samtidig med, åbningsstatus eller formueoversigt afleveres. Se DBSL § 59, stk. 2. Der er derfor ikke behov for en særlig frist, der afviger fra den almindelige frist på tre måneder fra modtagelsen af åbningsstatus eller formueoversigt, for Skattestyrelsen til at stille krav om betaling af skat som følge af beskatning hos afdøde af ikke overtagne forskudsafskrivninger. Se afsnit C.E.4.2.1.2 om den længstlevende ægtefælle kan fravælge succession på visse punkter.
Ingen formkrav til hvordan Skattestyrelsen stiller krav om afdødes for lidt betalte skatter
Der stilles ikke krav om, at der er en endelig opgørelse af efterbetalingskravets størrelse inden fristens udløb, fx. i form af et forslag til ændring af skatteansættelsen som nævnt i SFL § 20.
Når Skattestyrelsen anmelder sit krav, skal Skattestyrelsen angive, hvilket faktisk og retsligt grundlag kravet bygger på for, at kravet kan tillægges retsvirkning.
Dødsboet må ikke afslutte skiftebehandlingen inden udløbet af Skattestyrelsens frist for at stille krav om betaling af afdødes for lidt betalte skatter, medmindre der for det offentliges vedkommende ligger en erklæring om, at sådanne krav ikke vil blive fremsat.
Bemærk
Skattestyrelsens frister gælder ikke, hvis afdøde eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at ansættelsen er sket på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Se SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og DBSL § 87, stk. 2, sidste pkt.
Afdøde er omfattet af kort ligningsfrist
Når
- afdøde er omfattet af kort ligningsfrist, hvor Skattestyrelsens varsel om ændring af skatteansættelsen skal være sendt inden 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb og
- skifteretten endnu ikke har fastsat dødsboets skifteform
skal Skattestyrelsen sende sit varsel til skifteretten, da skifteretten varetager afdødes interesser, indtil skifteform er fastsat.
Se bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 om kort frist for skatteansættelse af fysiske personer med enkle økonomiske forhold.
Se også
Se også processuelle regler for Skatteforvaltningens opgaver afsnit A.A.8.2.1.1.4 om kort ligningsfrist for fysiske personer.
Værdiansættelser i boopgørelsen
Skattestyrelsens sagsbehandling af værdiansættelser i boopgørelsen er ikke omfattet af reglerne i skatteforvaltningsloven. Se afsnit C.E.9 om værdiansættelser.