Parter

A
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Ulla Langholz, Rosenløv og Per Frydenreim Møller (kst.)

Byrettens dom af 29. oktober 2008 (BS 44C-6866/2007) er anket af appellanten, A, med påstand som for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at As skatteansættelser for indkomstårene 1996, 1998, 1999 og 2000 helt eller delvist genoptages i henhold til skatteforvaltningslovens § 27.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

A har for landsretten fremlagt en oversigt over lønindkomst og "expertindkomstrevision" i indkomstårene 1995-2002 i Polen. Af oversigten fremgår bl.a. bruttobeløb og indeholdt skat.

Af fogedrettens kendelse af 20. februar 2002 fremgår bl.a.

"Ved skrivelse af 8. november 2001 har rekvirenten, kommunen, indbragt en protest fra skyldnerne, A og B, vedrørende et udlæg, som en af kommunens pantefogeder har foretaget den 19. september 2001 i skyldnernes faste ejendom beliggende ...

Rekvirenten har nedlagt påstand om, at udlægget stadfæstes.

Skyldnerne har nedlagt påstand om at udlægget ophæves, idet de har anført, at A udelukkende er begrænset skattepligtig i Danmark, at skattekravet er opgjort forkert, samt at der ikke foreligger et grundlag i henhold til retsplejeloven for at foretage udlæg.

...

Pantefoged(en) foretog ...udlæg i ejendommen på grundlag af As manglende betaling af restskat, AM bidrag, B-skat og tillægsafgift for årene 1998, 2000 og 2001. Udlægget blev foretaget for samlet beløb på kr. 118.869,00.

Rekvirenten har foretaget en skønsmæssig fastsat skatteansættelse for A for 1998, 2000 og 2001.

...

Rekvirenten har til støtte for sin påstand gjort gældende, at kommunen har foretaget en korrekt skatteansættelse, der er fastsat skønsmæssigt, idet A ikke har indleveret selvangivelser for 1998, 2000 og 2001. Fogedretten må lægge skatteansættelsen uprøvet til grund i henhold til statsskattelovens § 38. Endvidere er A fuldt skattepligtig i Danmark, idet han har bopæl i landet. A er fortsat tilmeldt adressen på ...

Skyldnerne har til støtte for deres påstand gjort gældende, at skatteansættelsen er forkert, idet A ikke skal betale personlig skat i Danmark, fordi han udvandrede til Polen den 3. december 1995. A har den 14. december 1995 afgivet en friholdelseserklæring til de danske myndigheder. Skatteansættelsen er endvidere forkert, idet den ikke tager udgangspunkt i de af A årligt indsendte selvangivelser, og da rekvirenten ikke har modregnet As overskydende skat for 1995

..."

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet partsforklaring af A og vidneforklaring af revisor NM

A har vedstået sin forklaring for byretten og supplerende forklaret blandt andet, at han i de berørte år ikke optjente nogen form for indkomst i Danmark. Fra november 1995 til udgangen af 2002, hvor han havde opholds- og arbejdstilladelse i Polen, betalte han henholdsvis A og B-skat i Polen af sine lønindkomster og honorarindtægter. I Polen er det arbejdsgiveren, der udarbejder den ansattes selvangivelse, og som har pligt til at indeholde A- og B-skat. I udenlandske virksomheder foretages der arbejdsgiverkontrol en gang i kvartalet. Selvangivelserne opbevares i 2 år, hvorefter de bliver arkiveret. Hans direktørkontrakt med det polske selskab skulle træde i kraft den 1. januar 1996. Den blev ikke underskrevet på grund af uenighed om en konkurrenceklausul, men der var en mundtlig aftale. Han er nu bosat i Afghanistan. I efteråret 1998 kom hans kone til Polen. I november 2007 rejste hun tilbage til Danmark, hvor hun i dag fremlejer en lejlighed. De har en voksen søn. I 2002 deltog han i et fogedretsmøde. En bekendt, der havde læst i Statstidende, at han var indkaldt til mødet, gjorde ham bekendt hermed. På mødet fremlagde han skattekvittance. Herefter meddelte fogeden ham, at han godt kunne gå, hvilket han gjorde, mens SKAT's repræsentant blev. Han regnede ikke med, at der ville ske videre, og han har ikke modtaget udskrift af fogedrettens kendelse. Han bad om bistand fra NM, der anmodede om aktindsigt hos SKAT, da han ikke kunne forstå brevene derfra. SKAT havde oplyst, at der ville blive sendt yderligere materiale. Før det forelå, kunne der efter hans opfattelse ikke fremsendes en begrundet anmodning om genoptagelse. Han talte med NM vel en gang hvert halve år. I februar 2006 var han til møde på advokat KKs kontor. Her blev det besluttet, at KK skulle anmode om genoptagelse på det foreliggende grundlag.

NM har forklaret bl.a., at han har kendt A siden 1969/1970. Han havde hjulpet ham med tidligere sager, og da A havde fået nogle henvendelser fra SKAT, som han ikke kunne forstå, bad han om hans hjælp. Han skrev et 2 sider langt brev til SKAT med anmodning om aktindsigt. Han vidste, at der var foretaget udlæg i As faste ejendom, men han kendte ikke grundlaget herfor. Hvis der var begået en fejl, skulle der også klages i form af en anmodning om genoptagelse. A befandt sig fjernt fra Danmark, men de talte i telefon nogle få gange, og det lykkedes også at sende nogle e-mails. Han fik delvis aktindsigt i marts 2005. Forinden havde han talt med en sagsbehandler, der forberedte ham på, at det var begrænset, hvad han ville modtage, da en del lå på fjernarkiv. Han kunne nogenlunde danne sig et indtryk, men også konstatere, at der manglede noget. Han ringede efterfølgende en eller to gange til SKAT og fik hver gang oplyst, at materialet var på fjernarkiv. Han havde før ført sager og i den forbindelse anmodet om aktindsigt, så ifølge hans erfaring var det ikke usædvanligt, at det kunne tage tid at få aktindsigt. A og han kendte advokat KK, der kom ind i billedet. De var til møde på hans kontor, hvor det blev besluttet, at advokaten på det foreliggende grundlag skulle ansøge om genoptagelse. Ham bekendt er det resterende materiale endnu ikke kommet til veje.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det tiltrædes af de af byretten angivne grunde, at der ikke er grundlag for at anse skatteansættelserne for ugyldige som følge af manglende høring eller manglende begrundelse.

Ved brev af 14. december 1995 meddelte skattevæsenet arbejdsgiver, at appellanten blev fritaget for skattetræk efter kildeskatteloven, men lønindkomsten skulle indberettes som A-indkomst til skattevæsenet. Det anførtes endvidere, at fritagelsen ikke omfattede arbejdsmarkedsbidrag. Skattevæsenet sendte kopi af dette brev til appellanten.

Det fremgår klart af fogedrettens kendelse af 20. februar 2002, at udlægget på 118.869 kr. var begrundet i skyldig restskat, AM-bidrag, B-skat og tillægsafgifter, og at skattevæsenet på grund af manglende selvangivelser havde foretaget skønsmæssige ansættelser for årene 1998, 2000 og 2001.

Det findes herefter at måtte have stået appellanten, der er uddannet revisor, og som deltog i fogedretsmødet, klart, at skattevæsenet efter hans udrejse foretog skønsmæssige ansættelser af hans indkomstforhold, i det omfang han ikke indleverede selvangivelser med angivelse af hans indkomstforhold. Fristerne for at begære genoptagelse efter skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2, og 27, stk. 2, findes derfor at måtte regnes fra den 20. februar 2002. Anmodning herom er imidlertid først indgivet den 27. februar 2006, og appellanten har ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. punktum, uanset fristoverskridelsen. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt betingelsen for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, måtte være opfyldt, og byrettens dom stadfæstes således.

Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal appellanten i sagsomkostninger for landsretten betale 60.000 kr. til indstævnte til dækning af salær til advokat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.