Parter

HK Stat, Trafik og Jernbane, som mandatar for A
(advokat Nikolaj Bjørnholm)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Hans Chr. Vinten)

og

Fagligt Fælles Forbund som mandatar for B
(advokat Nikolaj Bjørnholm)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Hans Chr. Vinten)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Walsøe, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Thomas Rørdam og Henrik Waaben.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 8. afdeling den 3. juli 2007.

Påstande

Appellanterne, HK Stat, Trafik og Jernbane, som mandatar for A og Fagligt Fælles Forbund som mandatar for B, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og gentaget sine subsidiære og mere subsidiære påstande.

Supplerende sagsfremstilling

Der er ikke under sagen fremlagt oplysninger om transporttiden ved andre offentlige befordringsmidler end tog.

Retsgrundlaget

Den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5. blev indsat ved lov nr. 1063 af 12. december 1996. 1.-3. pkt. fik følgende formulering:

"...

Stk. 5. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af § 9 B eller rejseudgifter eller andre merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Ligningsrådet. Ved rejseudgifter forstås merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl."

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 1996-97, tillæg A. s. 2549):

"...

3. De fremtidige regler

a. Rejsebegrebet - rejseudgifter

Den tidligere varierende praksis og Højesterets dom [af 30. august 1996, "Storebæltsagen", UfR 1996 s. 1360) viser, at det er meget vanskeligt i praksis at operere med et krav om, at det er en forudsætning for at være på rejse, at den pågældende udsendes fra den »normale« arbejdsplads. I mange situationer vil dette kriterium heller ikke i praksis kunne benyttes til at udskille de personer, der påføres større udgifter end andre på en arbejdsplads. Rejsebegrebet kan således ikke begrænses til tilfælde, hvor en lønmodtager f.eks. midlertidigt udsendes fra sit kontor i Danmark til et møde i udlandet eller af arbejdsgiveren udsendes fra et værksted i Jylland til en byggeplads på Sjælland.

Det foreslås derfor, at kravet om, at der skal være tale om udsendelse fra en arbejdsplads til en anden arbejdsplads fuldstændig opgives, således at Ligningsrådets adgang til at fastsætte standardsatser for godtgørelsen som udgangspunkt kommer til at omfatte:

Alle lønmodtagere, der påføres merudgifter, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl.

Denne afgrænsning medfører en udvidelse i forhold til det snævre tjenesterejsebegreb. De erhvervsgrupper, der typisk har mindre udgifter og tidligere var omfattet af Ligningsrådets særregler, vil derfor blive omfattet af de almindelige rejsesatser, hvis der ikke fastsættes nye særregler."

I de specielle bemærkninger til § 9, stk. 5, hedder det bl.a. (s. 2554-2555):

"Der kan være behov for, at Ligningsrådet kan fastsætte standardsatser, som under nærmere betingelser kan anvendes for andre af arbejdet påførte merudgifter end befordringsudgifter og udgifter ved egentlige tjenesterejser. Ændringen medfører, at Ligningsrådet også får hjemmel til at fastsætte sådanne satser for lønmodtagere, der påføres merudgifter, der ikke er omfattet af begreberne befordrings- og rejseudgifter, men - ligesom rejseudgifter - følger af, at arbejdet gør det nødvendigt for lønmodtageren at overnatte på et andet sted, end den sædvanlige bopæl. Begrebet rejseudgifter omfatter kun de tilfælde, hvor den ansatte udsendes fra et arbejdssted til et andet.

Ændringen giver fortsat Ligningsrådet mulighed for at fastsætte satser og nærmere regler bl.a. for nogle særlige erhvervsgrupper, som uden at være på egentlig rejse har merudgifter, der hidtil efter Ligningsrådets regler har kunnet godtgøres af arbejdsgiveren efter andre satser end rejsesatserne. Bestemmelsen giver desuden Ligningsrådet mulighed for eventuelt at undlade at fastsætte en standardsats for erhvervsgrupper, der i praksis ikke påføres merudgifter af betydning, eller som har så varierende merudgifter, at det ikke er muligt at fastsætte en nogenlunde dækkende generel sats. Virkningen heraf er i givet fald, at der kun kan opnås dækning for eventuelle merudgifter ved en skattefri refusion fra arbejdsgiveren af de faktiske udgifter, eller de faktiske udgifter kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Hvis en erhvervsgruppe har ensartede merudgifter, men udgifterne er mindre eller større end sædvanlige rejseudgifter, kan Ligningsrådet fastsætte standardsatser, der er lavere eller højere end de generelle satser.

Det er imidlertid Skatteministeriets hensigt at foreslå så få satser og så enkle regler som muligt i indstillingerne til Ligningsrådet.

I Ligningsrådets nuværende anvisning er der foruden for egentlige rejser fastsat standardgodtgørelsessatser for merudgifter i forbindelse med »rejser« og møder, der er så kortvarige, at de ikke gør det nødvendigt at overnatte uden for den sædvanlige bopæl. Finansministeriet har tidligere også fastsat sådanne satser for tjenesterejser uden overnatning, men er ophørt hermed, idet møder og lignende uden for arbejdsstedet efter nutidens forhold normalt ikke medfører andre merudgifter end transportudgiften. Denne udgift kan godtgøres ved refusion af de faktiske udgifter eller med standardgodtgørelse efter 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B, og eventuelle andre merudgifter kan godtgøres som refusion efter dokumentation af de faktiske udgifter.

Da det desuden er hensigten med lovforslaget at skabe ligestilling mellem offentligt ansatte og ansatte i private virksomheder, foreslås det, at Ligningsrådets mulighed for at fastsætte standardgodtgørelsessatser også begrænses, så den svarer til Finansministeriets regelsæt, og dermed kun omfatter »rejser« med overnatning uden for den sædvanlige bopæl."

I Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 4. december 1998, der er refereret i TfS 1999.97, hedder det bl.a.:

"På baggrund af at den ny formulering af ligningslovens (LL) § 9, stk. 5, træder i kraft den 1. april 1999, jf. lov nr. 452 af 10. juni 1997, har Told- og Skattestyrelsen fået flere forespørgelser om fortolkning af bestemmelsens rejsebegreb. Der er også blevet spurgt om, hvordan de nye tidsfrister for anvendelse af standardsatserne (3/6 mdr.s - reglen), der er indført i 1.1. 9, stk. 5, skal administreres.

Rejsebegrebet indeholder 2 grundlæggende betingelser for, at en lønmodtager kan anses for at være på rejse:

at	lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, og
at	lønmodtageren har et midlertidigt arbejdssted.

Med henvisning til den førstnævnte betingelse er Told- og Skattestyrelsen blevet spurgt om, hvor lang afstanden skal viere mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted, for at en lønmodtager på dette punkt opfylder betingelserne for at være på rejse.

...

Told- og Skattestyrelsen skal indledningsvis gøre opmærksom på, at besvarelsen af ovennævnte spørgsmål vil afhænge af en konkret bedømmelse af den enkelte lønmodtagers situation. En sådan bedømmelse henhører under de lokale skattemyndigheder og vil ske ved ligningen af den pågældende lønmodtager for det aktuelle indkomstår.

Told- og Skattestyrelsens besvarelse er derfor alene af vejledende karakter.

Det fremgår ikke af loven eller dens forarbejder, hvorledes de rejste spørgsmål vedrørende rejsebegrebet skal besvares.

Den geografiske afstand mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted og den tidsmæssige udstrækning af begrebet "midlertidigt" må derfor fastsættes ved den fremtidige retspraksis på området. Styrelsen skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at kravet om, at der skal foreligge et midlertidigt arbejdssted, altid har indgået i det skatteretlige rejsebegreb, men at dette først er indføjet i lovbestemmelsen ved lovændringerne i 1996 og 1997."

Ved lov nr. 955 af 20. december 1999 om ændring af ligningsloven blev lovens § 9, stk. 5, 2. og 3. pkt., erstattet af § 9 A, stk. 1, med følgende formulering:

"...

§ 9 A. Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2."

Det hedder i de specielle bemærkninger til denne bestemmelse (Folketingstidende 1999-2000. tillæg A, s. 2419):

"Af pædagogiske årsager foreslås det at justere formuleringen af rejsebegrebet. Der er imidlertid ikke tilsigtet ændringer i forhold til det hidtidige indhold af rejsebegrebet, som blev indført ved lov nr. 1063 af 12. december 1996, jf. lov nr. 452 af 10. juni 1997.

Den justerede formulering dækker som hidtil over de to situationer, hvori arbejdsgiveren m.v. vil kunne udbetale en skattefri rejsegodtgørelse, dvs.:

1. Når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
   
   
2. Når arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Om den nærmere afgrænsning af rejsebegrebet henvises til bemærkningerne til lov nr. 1063 af 12. december 1996 (L. 99 1996-97) samt til bemærkningerne til lov nr. 452 af 10. juni 1997 (L 257 1996-97)."

I Ligningsvejledningen for 2001, Almindelig del, s. 100, hedder det bl.a.

"Rejsebegrebets betingelse om "afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted"

Ved en konkret afgørelse af hvorvidt der foreligger en rejse, der opfylder betingelserne i LL § 9 A, stk. 1, skal det i den situation, hvor en lønmodtager selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted - f.eks. fordi lønmodtageren er blevet ansat direkte på det midlertidige arbejdssted, bl.a. bedømmes, om afstanden mellem den pågældende lønmodtagers bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke muliggør, at lønmodtageren kan overnatte på sin sædvanlige bopæl. Bedømmelsen af, om afstandsbetingelsen er opfyldt, må ske ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og/eller arbejdsforhold, samt normalt under hensyntagen til afstanden mellem den pågældende bopæl og midlertidige arbejdssted samt befordringsmulighederne på denne strækning.

Rejsebegrebets betingelse om manglende mulighed for overnatning nå bopælen under en tjenesterejse.

I den situation, hvor en arbejdsgiver midlertidigt udsender en lønmodtager til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, dvs. at lønmodtageren sendes på en såkaldt tjenesterejse, er det ikke en betingelse for, at der foreligger en rejse, at alene afstanden mellem lønmodtagerens bopæl og det midlertidige arbejdssted skal umuliggøre overnatning på bopælen. Her er det en konkret vurdering af den ansattes samlede arbejdsvilkår på det midlertidige arbejdssted - herunder arbejdsgiverens instruktioner til lønmodtageren - der er afgørende for, om lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, og derfor kan siges at være på rejse."

Skatteministeren har den 22. marts 2004 besvaret et spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg således (Skatteudvalget, Alm. del, bilag 349):

"...

Spørgsmål 165

Vil ministeren redegøre for, hvilke kriterier, der ligger til grund for vurderingen at, om ligningslovens § 9 A finder anvendelse, samt hvorledes der sikres ensartet praksis i kommunerne.

Svar

Det fremgår af ligningslovens § 9 A, at betingelsen for at få skattefri rejsegodtgørelse er, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Der er ikke i lovbestemmelsen fastsat en transporttids- eller kilometergrænse.

Der kan således kun udbetales skattefri rejsegodtgørelse for rejser med overnatning og af en varighed på mindst 24 timer. Det betyder, at der skal være overnattet ude, men omvendt er det ikke nok, at man rent faktisk har overnattet ude. Det skal være arbejdet, der nødvendiggør overnatning uden for hjemmet.

Ved afgørelsen af, om det er nødvendigt at overnatte ude, ser man bl.a. på arbejdsgiverens krav til lønmodtageren samt afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejde.

De arbejdsmæssigt begrundede instruktioner kan f.eks. være tilkaldevagt, lange/skiftende arbejdstider eller arbejdsmarkedsregler (hviletidsbestemmelser).

Med hensyn til afstanden, ser man på, om lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Det er ikke helt det samme som, at det skal være umuligt, men meningen har været, at der skulle stilles store krav til, om lønmodtageren rent faktisk har mulighed for at komme hjem og overnatte. Det er derfor ikke nok, at det er besværligt, for langt, upraktisk eller for dyrt i transportudgifter. Det har heller ikke været meningen med bestemmelsen, at godtgørelsen skulle være en slags kompensation for, at arbejdet måske er hårdt eller ubehageligt.

Eksempelvis kan en skolelærer, der er på lejrskole med en 9. klasse, 5 km fra sin bopæl, ikke tage hjem og overnatte, da man ikke kan lade klassen være alene hele natten. Modsat kan en lønmodtager, der arbejder 50 km væk og har en arbejdstid fra 9 til 17, godt nå hjem og overnatte.

Det er således en meget konkret bedømmelse i hver enkelt sag, om betingelserne er opfyldt, og bedømmelsen kan ikke foretages alene på baggrund af afstanden. Bedømmelsen foretages af de kommunale ligningsmyndigheder."

I Ligningsvejledningen for 2009, Alm. Del, s. 115-117, hedder det bl.a.

"Rejsebegrebets betingelse om "afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted" Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en rejse ifølge LL § 9 A, stk. 1, i en situation, hvor en lønmodtager selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, jf. rejsebegrebets punkt 1 ovenfor, skal afgøres ud fra en objektiv vurdering af, om lønmodtageren ved hjælp af et eller flere almindelige befordringsmidler, f.eks. bil, tog eller bus, vil kunne tilbagelægge strækningen mellem sin sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted indenfor et tidsrum, der muliggør, at lønmodtageren kan nå at sove hjemme på bopælen, hertil kommer en konkret vurdering af lønmodtagerens arbejdsforhold og arbejdstid, jf. SKM2005.492.ØLR, (den såkaldte Metro-dom) som er refereret i afsnittet nedenfor om praksis vedrørende afstand.

l SKM2008.853.SKAT har SKAT - med udgangspunkt i nogle konkrete eksempler præciseret, hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på dennes sædvanlige bopæl, jf. rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1.

Tjenesterejsebegrebets særlige afstands- og arbejdsbetingelse

I den situation, hvor en lønmodtager ikke selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, men hvor arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, jf. rejsebegrebets punkt 2 ovenfor, dvs. at lønmodtageren sendes på en såkaldt tjenesterejse, er det ikke kun afstanden mellem lønmodtagerens bopæl og det midlertidige arbejdssted sammenholdt med lønmodtagerens arbejdsforhold og arbejdstid, der indgår i vurderingen af lønmodtagerens mulighed for at overnatte på sin bopæl. Ved en tjenesterejse, indgår også en bedømmelse af, om arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner til lønmodtageren bevirker, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på bopælen. Denne konkrete bedømmelse af lønmodtagerens arbejdssituation på det midlertidige arbejdssted sammenholdt med den objektive vurdering af den tid, som afstanden mellem lønmodtagerens bopæl og det midlertidige arbejdssted vil kunne tilbagelægges på, er afgørende for, om lønmodtageren opfylder rejsebegrebets betingelse om manglende mulighed for overnatning på den sædvanlige bopæl under en tjenesterejse.

Se SKM2008.853.SKAT, hvor SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler bl.a. om tjenesterejser - har præciseret, hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på dennes sædvanlige bopæl, jf. rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1.

For en række lønmodtagere kan nogle arbejdsmæssigt betingede forhold bevirke, at det vil være relevant at lægge transporttiden med tog til grund, under forudsætning af at lønmodtageren rent faktisk har benyttet toget hen til det midlertidige arbejdssted. F.eks. kan arbejdsgiveren - på grund af arbejdets udførelse - være nødt til at pålægge lønmodtageren at benytte tog som transportmiddel til det midlertidige arbejdssted, fordi arbejdet påbegyndes på en station, og således at lønmodtageren påbegynder arbejdsdagen, så det passer med togets ankomsttid. Denne situation kan eksempelvis forekomme, hvor et arbejde påbegyndes et sted på en jernbanestrækning og afsluttes et andet sted på jernbanestrækningen, idet arbejdsstedet flytter sig i takt med arbejdets udførelse, således at lønmodtageren ville skulle transportere sig hjem fra et andet udgangspunkt, end hvor arbejdet blev påbegyndt ved arbejdsdagens start. Det vil dog være en forudsætning, at transporttiden med tog ikke væsentligt overstiger transporttiden med bil. Hvis transport med bil er væsentlig hurtigere, vil transporttid med bil som udgangspunkt være afgørende. Under alle omstændigheder vil de her nævnte arbejdsforhold kun indgå i vurderingen, hvor det er relevant på baggrund af de faktiske forhold, og i så fald kun som et af flere elementer."

Højesterets begrundelse og resultat

Tre dommere - Lene Pagter Kristensen, Thomas Rørdam og Henrik Waaben - udtaler

A og B var begge i perioder udsendt af H1 til en række andre arbejdssteder end deres faste arbejdssted.

Vi finder efter bevisførelsen, herunder de afgivne vidneforklaringer og for Bs vedkommende tillige de fremlagte hotelregninger, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte As og Bs forklaringer om, at de under tjenesterejserne overnattede i henholdsvis en skurvogn og på hotel i nærheden af de midlertidige arbejdssteder. Vi lægger endvidere til grund, at A og B i al væsentlighed foretog tjenesterejserne med tog, hvortil de begge af H1 havde fået frikort, og at det fra H1s side var forudsat, at de overnattede ved de midlertidige arbejdssteder.

Som anført af landsretten skal spørgsmålet om As og Bs ret til fradrag for udgifter til kost og logi efter Ligningsrådets standardtakster afgøres efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 3. pkt. Denne fradragsret er betinget at, at udsendelserne medførte, at de ikke havde mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæle.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder vi, at det skatteretlige rejsebegreb i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, ikke skal forstås i overensstemmelse med de ansættelsesretlige regler, der fremgik af Finansministeriets tjenesterejseaftale og af personaleadministrativ vejledning (PAV), herunder den såkaldte "1-times regel".

Vi finder, at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. § 9, stk. 5, 3. pkt., skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder bl.a. arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte, og at der ved vurderingen af afstanden og transporttiden ikke kan opstilles en generel regel om, at der skal lægges vægt på transporttiden i bil, hvis dette fører til den korteste transporttid.

A

Vi finder, at en afstand mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt ansættelsessted kan være så kort, at dette i sig selv indebærer, at betingelsen om, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, ikke er opfyldt, medmindre der er behov for, at arbejdstageren overnatter på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted. Efter vores opfattelse har A herefter ikke ret til fradrag for så vidt angår arbejdsstederne i By-6 og By-2, hvorfra afstanden til bopælen var henholdsvis 51 km og 40 km.

Ved den konkrete bedømmelse, der skal foretages vedrørende de midlertidige arbejdssteder i By-3, By-4 og By-5, lægger vi navnlig vægt på afstanden fra bopælen, der var henholdsvis 86 km, 98 km og 105 km, sammenholdt med togforbindelsen til de tre arbejdssteder i forhold til et mødetidspunkt kl. 07.00. Vi finder på den baggrund, at det ikke var muligt for A at overnatte på sin sædvanlige bopæl i forbindelse med udsendelsen til arbejdsstederne i By-3, By-4 og By-5. Vi finder endvidere, at det forhold, at A på de midlertidige arbejdssteder overnattede i en skurvogn tilhørende H1, der var indrettet som kontor, ikke er udtryk for, at H1 havde stillet logi til rådighed for ham.

Efter det anlørte finder vi, at A yderligere er berettiget til fradrag efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 3. pkt., for så vidt angår de midlertidige ansættelser i By-3, By-4 og By-5.

Med hensyn til By-1 finder vi, at det var muligt for A at overnatte en nat hjemme i den tjenestefri periode mellem den 12. og den 14. maj 1999.

Vi stemmer herefter for at tage hans påstand til følge med et beløb på 20.622,90 kr. i overensstemmelse med hans egen opgørelse.

B

Ved den konkrete bedømmelse, der skal foretages for Bs vedkommende vedrørende de midlertidige arbejdssteder i By-7, By-8, By-3,By-9 og By-6, lægger vi navnlig vægt på afstanden fra bopælen til disse arbejdssteder på mellem 71 km og 118 km, sammenholdt med togforbindelsen til arbejdsstederne i forhold til et mødetidspunkt kl. 07.00. Vi finder på den baggrund, at det ikke var muligt for B at overnatte på sin sædvanlige bopæl i forbindelse med udsendelsen til arbejdsstederne, og vi stemmer derfor for at tage hans påstand til følge.

Dommerne Per Walsøe og Børge Dahl udtaler

En lønmodtagers udgifter til fortæring og ophold ved arbejdsstedet må i almindelighed anses for privatudgifter uden betydning for den skattemæssige indkomstopgørelse, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2. Godtgørelse, som en arbejdsgiver betaler en lønmodtager for udgifter afholdt af denne som led i arbejdets udførelse, er som udgangspunkt skattepligtig indkomst for lønmodtageren, jf. den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 1. pkt. Udgifter, som har den i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, angivne relation til en lønmodtagers indkomsterhvervelse og arbejdsmæssige stilling, og som er afholdt af lønmodtageren, er dog fradragsberettigede for lønmodtageren mod dokumentation for afholdelse og størrelse. Refunderes sådanne udgifter af arbejdsgiveren efter regning mod fornøden dokumentation, er det modtagne refusionsbeløb ikke skattepligtigt for lønmodtageren.

Skattemyndighedernes afgørelser vedrørende A og B gør ikke indgreb i deres ret til at foretage fradrag for dokumenterede merudgifter, som de måtte være påført, fordi de af H1 midlertidigt har været udsendt til andre arbejdssteder end deres sædvanlige i henholdsvis By-10 (A) og By-11 (B), og gør heller ikke indgreb i deres ret til at få merudgifter af denne art refunderet efter regning. Sagerne angår, om de i medfør af den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 3. pkt., kan foretage fradrag for sådanne merudgifter uden dokumentation for deres størrelse med de af Ligningsrådet godkendte standardsatser, som indebærer fritagelse for at dokumentere størrelsen af en merudgift, hvis konkrete afholdelse er antageliggjort.

Efter § 9, stk. 5. 2. pkt., om midlertidigt arbejdssted er fradragsret betinget af, at lønmodtageren "ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl", og det samme gælder for fradragsret efter § 9, stk. 5, 3. pkt., om midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads. Forskellen mellem 2. og 3. pkt. er efter ordlyden alene den, at bedømmelsen af denne mulighed for overnatning på den sædvanlige bopæl efter 2. pkt. beror på afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted og efter 3. pkt. beror på arbejdsstedsændringen fra den sædvanlige arbejdsplads til det midlertidige arbejdssted. Afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted kan derfor efter ordlyden af såvel 2. pkt. som 3. pkt. i sig selv være udslagsgivende. Det er i overensstemmelse hermed i forarbejderne til bestemmelsen fremhævet, at der med rejsebegrebet i § 9, stk. 5, er sket en fuldstændig opgivelse af kravet om, at der skal være tale om udsendelse fra en arbejdsplads til en anden, således at Ligningsrådets adgang til at fastsætte standardsatser for rejsegodtgørelse som udgangspunkt kommer til at omfatte "alle lønmodtagere, der påføres merudgifter, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl". Afgørende efter både 2. og 3. pkt. er - som det siges i forarbejderne - "at arbejdet gør det nødvendigt for lønmodtageren at overnatte på et andet sted end den sædvanlige bopæl". Ved bedømmelsen heraf må der - udover transporttiden - tages hensyn til arbejdstidens placering og længde og øvrige relevante arbejdsmæssige forhold.

Afstandens indflydelse på en lønmodtagers mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl beror på, hvorledes transporten tilrettelægges. For så vidt angår 2. pkt. har Højesteret i dom af 30. juni 2005, SKM2005.318.HR, tiltrådt skattemyndighedernes forståelse af loven, hvorefter den normale transporttid med bil og ikke lønmodtagerens manglende mulighed for at køre i bil, er afgørende. Efter ordlyden af 2. og 3. pkt. og sammenhængen mellem dem samt forarbejderne til disse bestemmelser er vi enige med skattemyndighederne og landsretten i, at der ikke i loven er holdepunkter for en anden forståelse af 3. pkt.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stemmer vi for at stadfæste dommen.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet skal anerkende, at A og B for indkomståret 1999 i forbindelse med deres arbejde for H1 er berettiget til at foretage fradrag for yderligere rejseudgifter med henholdsvis 20.622,90 kr. og 24.132 kr.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 45.000 kr. til A og 45.000 kr. til B.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.