Parter
A
(advokat Henrik Groos)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Torben Melchior. Peter Blok, Børge Dahl, Poul Søgaard og Jens Peter Christensen.
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 21. afdeling den 14. juni 2007.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand om, at indstævnte skatteministeriet, skal anerkende, at Skatteankenævnet skal realitetsbehandle hans klager over skatteansættelserne vedrørende indkomstårene 1997, 1998 og 1999.
Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.
Anbringender
A har for Højesteret alene gjort gældende, at kommunens afgørelser af 11. juli 2003 og 14. juli 2003 vedrørende indkomstårene 1997, 1998 og 1999 lider af begrundelsesmangler, og at retsvirkningen heraf er, at klagefristen på en måned i den dagældende skattestyrelseslovs § 21. stk. 1, skal suspenderes, således at skatteankenævnet har pligt til at behandle hans klage dateret den 19. november 2003.
Der er således i afgørelserne henvist til et forkert lovgrundlag: den bestemmelse, der er medtaget med angivelse af at være skattekontrollovens § 35, stk. 1, nr. 6, findes ikke i skattekontrolloven, men i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5. Det er endvidere i afgørelserne lagt til grund, at A forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at kommunen har foretaget skatteansættelserne på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag: da denne antagelse beror på et administrativt skøn, burde kommunen have angivet de hovedhensyn, som havde været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Der burde endelig i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22 og 24 have været henvist til skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, hvorefter ekstraordinær genoptagelse efter § 35. stk. 1, kun kan foretages af kommunen hvis den varsles inden 6 måneder efter, at kommunen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 34, og der burde have været redegjort for de forhold, som lå bag kommunens afgørelser om, at fristen på 6 måneder var overholdt.
Skatteministeriet har gjort gældende, at afgørelserne ikke lider af sådanne begrundelsesmangler, at fristen for klage til Skatteankenævnet er suspenderet.
Der er for Højesteret enighed om, at sagen skal bedømmes efter skattestyrelseslovens §§ 34 og 35 i den affattelse disse bestemmelser fik ved lov nr. 410 af 2. juni 2003, jf. overgangsbestemmelsen i denne lovs § 6, stk. 3.
For så vidt angår indkomstårene 1997 og 1998 har Skatteministeriet ikke for Højesteret gjort gældende, at ansættelsesfristen efter skattestyrelseslovens § 34, stk. 1, er overholdt i kraft af agterskrivelserne af 9. februar 2001.
Højesterets begrundelse og resultat
For så vidt angår indkomståret 1999 ligger agterskrivelsen af 11. april 2003 inden for fristen efter den dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 1. for ordinær ansættelse. Den omstændighed, at det i den efterfølgende afgørelse af 14. juli 2003 anføres, at der er tale om en ekstraordinær skatteansættelse, er en fejl, som må anses for at være uden betydning for As overvejelser om klage, og som derfor ikke kan begrunde, at fristen efter lovens § 21, stk. 1, for klage til Skatteankenævnet suspenderes.
For så vidt angår indkomstårene 1997 og 1998 er der tale om afgørelser om ekstraordinære skatteansættelser truffet i medfør af den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 5 og § 35, stk. 2.
I afgørelserne er der såvel i overskrifterne som ved henvisningen til relevante lovregler urigtigt henvist til skattekontrolloven i stedet for skattestyrelsesloven, i overskrifterne er den relevante paragraf ikke angivet, og ved henvisningen til lovreglen er anført § 35, stk. 1, nr. 6, i stedet for nr. 5. Indholdet af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5 (tidligere nr. 6), er imidlertid gengivet korrekt, og det fremgår heraf sammenholdt med overskrifterne, at der er tale om ekstraordinære skatteansættelser, som efter skatteforvaltningens opfattelse var berettigede som følge af, at A eller nogen på hans vegne havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt i forbindelse med selvangivelserne for 1997 og 1998. De nævnte fejl med hensyn til angivelse af den relevante lovbestemmelse må på denne baggrund anses for at være uden betydning for As overvejelser om klage og kan derfor ikke føre til, at klagefristen suspenderes.
Om der foreligger et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, beror ikke på et administrativt skøn. Det fremgår af afgørelserne, at skatteforvaltningen ved sin gennemgang af regnskabsmaterialet havde konstateret en række væsentlige fejl. Det var klart, at henvisningen til forsætlige eller groft uagtsomme forhold sigtede til disse fejl, og det kan ikke betragtes som en fejl eller mangel, at afgørelserne ikke indeholdt yderligere begrundelse for skatteforvaltningens standpunkt med hensyn til de subjektive forhold.
Af den dagældende skattestyrelseslovs § 3, stk. 3, 2. pkt. fremgår, at den kommunale skattemyndighed ikke kan ændre en skatteansættelse i det omfang, en anden skattemyndighed har ansættelsen under behandling. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at varslingsfristen på 6 måneder efter lovens § 35, stk. 2, var suspenderet under Skatteankenævnets behandling af As klage af 18. april 2001, således at fristen skal regnes fra Skatteankenævnets kendelse af 26. november 2002. Det forhold, at der i afgørelserne ikke er henvist til § 35, stk. 2, kan i hvert fald under disse omstændigheder ikke anses for en fejl, som kan føre til, at klagefristen suspenderes.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagssomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og og forrentes efter rentelovens § 8 a.