Klagen skyldes, at skattecentret ikke fuldt ud har imødekommet klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til skatteankenævnet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster skattecentrets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren drev virksomheden B fra 20. april 1994 til 1. juni 2003.

Ved afgørelse af 29. oktober 2002 forhøjede kommunens skatte- og registerforvaltning klagerens skatteansættelse for indkomståret 2000 med blandt andet 80.000 kr. vedrørende klagerens virksomhed.

Ved brev af 24. marts 2004 anmodede klagerens repræsentant, skatteankenævnet om genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2000 for så vidt angik den skønsmæssige ansættelse af indkomsten i klagerens virksomhed.

Skatteankenævnet behandlede brevet fra klagerens repræsentant som en klage over kommunens afgørelse af 29. oktober 2002. Skatteankenævnet afviste klagen, da den var indkommet efter udløbet af klagefristen i skattestyrelseslovens § 21, stk. 1.

Skatteankenævnet fremsendte klagerens repræsentants brev til kommunen, da kommunen som 1. instans kunne tage stilling til en anmodning om genoptagelse.

Ved afgørelse af 28. januar 2005 afslog kommunen klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2000.

Ved en foreløbig klage af 12. februar 2005 og endelig klage af 10. marts 2005 påklagede klagerens nye repræsentant kommunens afgørelse af 28. januar 2005 til skatteankenævnet.

Ved afgørelse af 20. juni 2005 gav skatteankenævnet klageren medhold i, at betingelserne for genoptagelse var opfyldt, og hjemviste sagen til behandling i kommunen.

På baggrund af skatteankenævnets afgørelse deltog klagerens repræsentant i et møde med kommunen den 10. august 2005.

Ved afgørelse af 12. august 2005 fastholdt kommunen den skønsmæssige forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2000 med 80.000 kr.

Klagerens repræsentant påklagede kommunens afgørelse til skatteankenævnet, der ved afgørelse af 19. oktober 2006 nedsatte den skønsmæssige forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2000 til 0 kr. Klageren fik således fuldt medhold i klagen.

Repræsentanten har på klagerens vegne anmodet om fuld omkostningsgodtgørelse for en udgift på 128.343,75 kr. i forbindelse med klage til skatteankenævnet. Ved ansøgningen har repræsentanten vedlagt en faktura af 12. februar 2007, der er fremsendt til klageren. Af fakturaen fremgår følgende:

Honorar i henhold til medgået tid for vor assistance med forberedelse, gennemførelse og opfølgning på møde med skatteforvaltningen
Timer i alt 15,0 á DKK 1.850	27.750,00
Honorar i henhold til medgået tid for vor assistance med udarbejdelse af klage til skatteankenævnet for kommunen
Timer i alt 19,0 á DKK 1.850	35.150,00
Honorar i henhold til medgået tid for vor assistance med indsigelse mod skatteforvaltningens § 21 skrivelse
Timer i alt 16,0 á DKK 1.850	29.600,00
Honorar i henhold til medgået tid for vor assistance med ansøgning om aktindsigt i aftale mellem skatteforvaltningen og Told & Skat omkring behandlingen af moms ved skønsmæssig ansættelse
Timer i alt 4,0 á DKK 1.850	7.400,00
Honorar i henhold til medgået tid for vor assistance med fremfindelse af låneaftale i skatteankenævnet i henhold til anmodning fra skatteankenævnet af september 2006
Timer i alt 1,0 á DKK 1.850	1.850,00
Honorar i henhold til medgået tid for diverse korrespondance, telefonsamtale samt e-mail korrespondance mv.
Timer i alt 0,5 á DKK 1.850	925,00
	102.675,00
Moms - 25 % af 102.675,00	25.668,75
I alt	128.343,75

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har ikke fuldt ud imødekommet klagerens repræsentants anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til skatteankenævnet.

Ifølge faktura af 12. februar 2007 udgør udgifterne til juridisk bistand ved første instans 34.687,50 kr. inkl. moms. Udgifterne kan ikke godtgøres, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 2.

De øvrige udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet med i alt 93.656,25 kr. inkl. moms godtgøres fuldt ud, da klageren opnåede fuldt medhold i klagen.

Ved brev af 18. juni 2007 til klageren har skattecentret anført, at udgifterne til sagkyndig bistand med i alt 34.687,50 kr. vedrører den materielle gennemgang af sagen, som kommunen foretog i forbindelse med afgørelsen af 12. august 2005. Ved kendelse af 15. juni 2005 tog skatteankenævnet ikke stilling til den materielle skatteansættelse men alene til genoptagelsen af skatteansættelsen. Selve genoptagelsen i 1. instans er derfor en ny selvstændig sag og således ikke godtgørelsesberettiget, jf. skatteforvaltningslovens § 52.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgiften til sagkyndig bistand i forbindelse med kommunens genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2000. Subsidiært har klagerens repræsentant fremsat påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Skatteankenævnets hjemvisning til SKAT med pålæg om at genoptage klagerens skatteansættelse kan ikke anses som en ny selvstændig 1. instansbehandling, men må derimod anses som en fortsættelse af den påklagede sag, hvilket også klart følger af skatteforvaltningslovens § 36, stk. 8.

Klageren må derfor være berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med kommunens genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2000, hvilket også fremgår af Kristian Nørskov Stidsen m.fl.: Omkostningsgodtgørelse i skattesager, side 37-38.

Den af skattecentret anførte retsstilling ville medføre, at den skattepligtiges mulighed for at få refunderet sine udgifter til sagkyndig bistand, ville blive indskrænket afgørende i de tilfælde, hvor en genoptagelsessag blev behandlet af 1. instans. En sådan indskrænkning vil klart stride mod lovgivers hensigt med loven:

Formålet med lovforslaget er at styrke skatteydernes retssikkerhed ved at sikre borgerne og virksomhederne fuld dækning af deres udgifter til sagkyndig bistand i sager, som de vinder fuldt ud eller i overvejende grad.

Udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med kommunens genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2000 skal således godtgøres med 100 %, da klageren opnåede fuldt medhold ved skatteankenævnets afgørelse af 20. juni 2005, jf. skatteforvaltningslovens § 52.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, fremgår følgende:

Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1. Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.
2. Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 2.
3. Ved en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.
4. I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.
5. I en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Udover udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klagesag omfattet af reglerne i skatteforvaltningslovens § 55, ydes der tillige godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand afholdt efter klagesagens afslutning, når udgifterne direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen og er nødvendige for at realisere en truffen afgørelse.

Selvom kommunens afgørelse af 12. august 2005 udspringer af skatteankenævnets afgørelse af 20. juni 2005, må kommunens behandling af den skønsmæssige forhøjelse af indkomsten i klagerens virksomhed, anses som en selvstændig sag, da skatteankenævnet alene tog stilling til, om kommunens afgørelse af 29. oktober 2002 kunne genoptages.

Udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med den efterfølgende behandling af sagen i kommunen på i alt 34.687,50 kr. kan derfor ikke anses som udgifter omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, men må anses for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sags behandling i første instans, hvortil der ikke ydes omkostningsgodtgørelse.

Klageren er således, for så vidt angår disse udgifter, stillet på sammen måde, som hvis kommunen havde imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.