Parter

A
(advokat Kim Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Jakob Krogsøe)

Afsagt af landsdommerne

Aamand, V. Rønne og Annette Andersen (kst.)

Sagen drejer sig navnlig om, hvorvidt Skatteforvaltningens afgørelse af 22. september 1998 om ændring af As skattepligtige indkomst for indkomståret 1993 er ugyldig som følge af manglende begrundelse.

A har nedlagt påstand om, principalt at Skatteministeriet skal anerkende, at afgørelsen af 22. September 1998 om ændring af hans skatteansættelse for indkomståret 1993 er ugyldig, subsidiært at skatteansættelsen skal genoptages.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder

A drev virksomheden H1 International, som eksporterede brugte hårde hvidevarer til Rumænien.

Efter at A ikke havde indleveret selvangivelse for indkomståret 1993, meddelte Skatteforvaltningen i skrivelse af 13. september 1994, at man agtede at foretage en nærmere angiven skønsmæssig ansættelse af indkomsten for 1993, såfremt han ikke indleverede selvangivelse inden en angiven frist.

A indleverede ikke sin selvangivelse for 1993. Skatteforvaltningen fastsatte herefter i overensstemmelse med angivelsen i agterskrivelsen overskuddet af As virksomhed til 80.000 kr.

ToldSkat foretog den 26. marts 1996 regnskabskontrol i As virksomhed og konstaterede, at momstilsvaret for perioden 1. januar 1993 til 30. juni 1996 var angivet 101.496 kr. for lavt. Trods anmodning herom fremkom A ikke med bemærkninger til told- og skatteregionens rapport af 19. september 1997 om sagen.

Rapporten blev den 27. oktober 1997 sendt til Skatteforvaltningen, som ved skrivelse af 4. december 1997 anmodede A om at indsende selvangivelse for 1993 bilagt driftsregnskab og status.

A svarede hverken herpå eller på en rykkerskrivelse af 15. januar 1998.

Ved skrivelse af 10. marts 1998 meddelte skatteforvaltningen, at man på grundlag af skatteregionens gennemgang af As regnskabsmateriale og de konstaterede urigtigheder i momsangivelserne agtede at ændre hans skatteansættelse for indkomståret 1993, således at resultatet af hans virksomhed blev opgjort til i alt 460.604 kr.

Under et møde den 23. april 1998 gjorde A skatteforvaltningen opmærksom på, at der ved skatteansættelsen ikke var givet fradrag for udgifter til fragt og varekøb, og at han for en leverance ikke havde modtaget betaling fra en debitor i Rumænien.

Efter en fornyet gennemgang af As regnskabsmateriale meddelte skatteforvaltningen ved skrivelse af 25. august 1998, at man agtede at ændre hans skatteansættelse for indkomståret 1993, således at resultatet af hans virksomhed blev opgjort til i alt 403.090 kr.

Den 22. september 1998 traf skatteforvaltningen følgende afgørelse, som svarede til angivelsen i agterskrivelsen af 25. august 1998:

"Meddelelse om skatteansættelsen

Indkomstopgørelsen

På grundlag af ToldSkats gennemgang af Deres regnskabsmateriale og de herefter konstaterede urigtigheder i Deres momsangivelser, har skatteforvaltningen ud fra disse oplysninger samt Deres bilagsmateriale ansat Deres skattemæssige resultat af Deres virksomhed H1 International som følgende:

Det fremgik af skrivelsen, at klagefristen var i måned fra modtagelsen af afgørelsen.

Den 15. januar 1999 henvendte A sig til skatteforvaltningen efter at have modtaget tre giroindbetalingskort hver på 90.000 kr. Han anførte, at skatteansættelsen for 1993 efter hans mening var forkert. Han fik oplyst, at fristen for at klage over afgørelsen af 22. september 1998 var udløbet, men at han eventuelt kunne anmode om genoptagelse. Han blev i den forbindelse henvist til en nærmere angiven sagsbehandler.

Efter at skatteforvaltningen havde indledt strafferetlig undersøgelse mod A for overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven, blev der den 10. november 1999 holdt et møde mellem A og skatteforvaltningens bødeafdeling. Herunder redegjorde A nærmere for eksportomsætningens størrelse og for tabet på en rumænsk debitor. Bødeafdelingen opsummerede herefter sagen således:

Bødeafdelingen meddelte, at man frafaldt at gøre strafansvar gældende efter skattekontrolloven, idet omstændighederne omkring priser og tab på debitorer bevirkede en så stor usikkerhed om As skatteansættelse for 1993, at dette skulle komme ham til gode. A vedtog samtidig en bøde på 35.000 kr. for groft uagtsom overtrædelse af momsloven.

Ved skrivelse af 20. december 1999 anmodede A om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1993, idet han ønskede forhøjelsen af indkomsten ophævet. Han henviste i den forbindelse til, at forhøjelsen var sket efter udløbet af ligningsfristen i § 35 i den dagældende skattestyrelseslov, og at der ikke var hjemmel for suspension af fristen, idet han var blevet frifundet for groft uagtsom overtrædelse af skattekontrolloven.

Skatteforvaltningen afslog den 9. februar 2000 at genoptage skatteansættelsen, idet den ikke fandt betingelserne for genoptagelse efter dagældende skattestyrelseslov § 4 opfyldt. Dette afslag blev fastholdt af Told- og Skattestyrelsen den 18. maj 2000.

Efter at Skatteministeriet havde forlænget fristen for indbringelse af Told- og Skattestyrelsens afgørelse for domstolene, har A anlagt denne sag den 20. december 2001.

Forklaringer

A har forklaret, at han i 1992 arbejdede som konsulent for en virksomhed, der solgte fødevarer til Rusland. Samtidig påbegyndte han selvstændig virksomhed med salg til Rumænien af brugte hårde hvidevarer, som han opkøbte hos hvidevareforhandlere i Danmark.

Han indleverede ikke selvangivelse for 1993, idet han ikke vidste, hvordan han regnskabsmæssigt skulle håndtere et tab på 160.000 kr. på en rumænsk kunde, og idet han ikke havde råd til revisorbistand.

Han reagerede ikke på skattevæsenets skrivelse af 4. december 1997, fordi han på dette tidspunkt førte en sag vedrørende forældreretten til sit barn. Han flyttede meget og er ikke sikker på, at han har modtaget skrivelsen.

På mødet den 23. april 1998 med skatteforvaltningen forklarede han, at eksportomsætningen var sat for højt, idet fakturabeløbene var angivet væsentligt højere end de beløb, der reelt var handlet for. Overfaktureringen skyldtes, at man i de rumænske banker kun kunne veksle hver 14. dag og alene på grundlag af en faktura. Banken vekslede kun en vis procentdel af fakturabeløbet ad gangen, indtil fakturabeløbet var vekslet fuldt ud. Jo mere man fakturerede, desto mere kunne man derfor veksle og desto hurtigere blev det reelle fakturabeløb betalt. Han fik aldrig vekslet en faktura fuldt ud.

Han reagerede ikke umiddelbart på afgørelsen af 22. september 1998, idet han var optaget af svære problemer i forbindelse med sin skilsmisse.

Procedure

A har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at afgørelsen af 22. september 1998 om ændring af skatteansættelsen er ugyldig som følge af manglende begrundelse, idet der i afgørelsen ikke henvises til de retsregler, der ligger til grund for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24. Det fremgår således ikke af afgørelsen, at der er sket genoptagelse af skatteansættelsen i medfør af den dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 4, fordi skatteforvaltningen har fundet, at betingelserne for suspension af ligningsfristen var opfyldt.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 24 er en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse medfører, at en væsentlig sikkerhed for afgørelsens rigtighed svigter. Den manglende begrundelse må efter en konkret væsentlighedsvurdering medføre, at afgørelsen er ugyldig, idet A ikke har haft mulighed for at vurdere afgørelsens rigtighed, herunder om der var grundlag for at søge sagkyndig bistand med henblik på at påklage afgørelsen. Skatteministeriet har ikke løftet sin bevisbyrde for, at den manglende begrundelse er konkret uvæsentlig.

Afgørelsen er også ugyldig som følge af, at ændringen af skatteansættelsen er foretaget uden for ligningsfristen for indkomståret 1993, som udløb den 1. maj 1997, jf. dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 1. Den dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 4, kan ikke medføre en suspension af ligningsfristen, idet Skatteministeriet ikke har godtgjort, at A i forbindelse med skatteansættelsen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Bødeafdelingen frafaldt således at gøre strafansvar gældende i skattesagen, idet man fandt, at han ikke havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Ligningsafdelingen må identificeres med bødeafdelingen. Når strafansvaret frafaldes, er der derfor ikke grundlag for suspension af fristen i skattestyrelseslovens § 35.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at betingelserne for at genoptage skatteansættelsen for 1993 er opfyldt, jf. dagældende skattestyrelseslov § 4, stk. 2. Der fremkom nye oplysninger om eksportomsætningen under ansvarssagen, som medførte, at omsætningen blev nedsat og strafansvaret frafaldet. Der er væsentlige fejl ved afgørelsen, idet den ikke er begrundet. Begæringen om genoptagelse er fremsat uden unødigt ophold. Den blev fremsat første gang den 15. januar 1999 og igen den 20. december 1999 umiddelbart efter, at ansvarssagen blev frafaldet.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at afgørelsen af 22. september 1998 opfylder kravet i forvaltningslovens § 24 om begrundelse. Afgørelsen henviser til de omstændigheder, der er lagt til grund for ændringen af den materielle skatteansættelse. Det kan ikke kræves, at afgørelsen henviser til de fristregler, som gælder for behandlingen af sagen. A kunne umiddelbart bedømme afgørelsens rigtighed, herunder om han ville gå videre med sagen. Han var endvidere bekendt med de forhold, som bevirkede suspension af ligningsfristen. Der er således ved den manglende henvisning til skattestyrelseslovens § 35 hverken generelt eller konkret svigtet nogen garantiforskrift af væsentlig betydning for afgørelsens rigtighed, som kan medføre, at afgørelsen er ugyldig.

Skatteansættelsen for indkomståret 1993 er foretaget rettidigt. A måtte være klar over, at den skønsmæssige ansættelse af hans indkomst var for lav, men han forholdt sig passiv. Han har derved udvist grov uagtsomhed. Ligningsfristen skal derfor regnes fra den 19. september 1997, hvor skatteforvaltningen modtog rapporten om momsunddragelse fra skatteregionen. Først fra det tidspunkt havde skattemyndighederne tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse. Subsidiært skal fristen regnes fra den 26. marts 1996, hvor skatteregionen foretog regnskabskontrol hos A. Det er uden betydning for sagen, at skattemyndighederne har frafaldet at gøre strafansvar gældende. Bødeafdelingens bedømmelse af det strafferetlige spørgsmål kan ikke påvirke spørgsmålet om, hvorvidt den materielle skatteansættelse er korrekt. Dette henhører under ligningsmyndighedens kompetence.

Der er ikke grundlag for at genoptage skatteansættelsen. A har ikke fremlagt nye oplysninger, som godtgør, at skatteansættelsen er materielt forkert, eller at der er begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med ligningsarbejdet. Den omstændighed, at strafansvaret er frafaldet, er ikke ensbetydende med, at skatteansættelsen er materielt forkert. A har heller ikke godtgjort, at forholdene i særlig grad taler for en genoptagelse. Begæringen om genoptagelse er først fremsat ved skrivelse af 20. december 1999 og er således ikke sket uden unødigt ophold.

Landsrettens afgørelse

Da skatteforvaltningen den 22. september 1998 traf afgørelse om ændret skatteansættelse for indkomståret 1993, indebar afgørelsen, at forvaltningen samtidig traf beslutning om, at betingelserne for suspension af ligningsfristen i den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, var opfyldt. Sidstnævnte afgørelse fremgår imidlertid ikke af den meddelelse, der tilgik sagsøgeren, idet den hverken omtaler den ordinære ligningsfrist i § 35, stk. 1, eller hjemmelen til og grundlaget for suspension i § 35, stk. 4.

Skatteforvaltningens afgørelse af 22. september 1998 lider således af en væsentlig mangel, som må antages at have haft betydning for sagsøgerens vurdering af sine muligheder for at anfægte afgørelsen. Allerede af denne grund tages sagsøgerens principale påstand til følge.

T h i  k e n d e s  f o r   r e t

Skatteministeriet skal anerkende, at ministeriets afgørelse af 22. september 1998 om ændring af As skatteansættelse for indkomståret 1993 er ugyldig.

Skatteministeriet skal inden 14 dage fra denne doms afsigelse betale 28.000 kr. i sagsomkostninger til A.