Skatteministeriet har den 4. juni 2007 indgået forlig i en sag, der verserede for Retten i Lyngby. Landsskatterettens afgørelse i sagen er offentliggjort som SKM2006.563.LSR.
Sagen handlede om en brancheforening, der i 2002 indgav selvangivelse for sit første regnskabsår 2001. I april 2005 bad foreningen om tilladelse til selvangivelsesomvalg med henblik på, at foreningen i stedet fik lov til at indgive erklæring i medfør af FBL § 15, stk. 2. For foreningen bestod forskellen i en skattebetaling på knap 200.000 kr., hvis Skatteministeriet holdt foreningen fast på den indgivne selvangivelse og ingen skattebetaling, hvis foreningen fik lov til at gøre valget af at have indgivet selvangivelse om.
Det var ubestridt, at foreningen for 2001 opfyldte betingelserne for at indgive erklæring i medfør af FBL § 15, stk. 2, i stedet for at indgive selvangivelse. Indgivelsen af selvangivelsen for indkomståret beroede således på en fejltagelse fra foreningens side, som ikke blev påtalt af foreningens revisor.
Ved forliget anerkendte ministeriet, at foreningen havde ret til omvalg, jf. dagældende SSL § 37 D, for indkomståret 2001 med den virkning, at der i stedet for den indgivne selvangivelse blev tilladt at indgive erklæring i medfør af FBL § 15, stk. 2, således at indkomståret omlignedes på dette grundlag.
En situation som den anførte falder umiddelbart uden for ordlyden af den dagældende SSL § 37 D (indholdet af SSL § 37 D er stort set uændret videreført i SFL § 30). SSL § 37 D fastslår muligheden for, at "ændre et valg i selvangivelsen i det omfang skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse af betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser."
I den foreliggende sag var der ikke tale om, at foreningen ønskede at ændre et valg i sin selvangivelse, idet foreningen snarere ønskede at ændre valget af i det hele taget at have indgivet selvangivelse. Man kan umiddelbart heller ikke sige, at foreningen var blevet genstand for "utilsigtede skattemæssige konsekvenser" i og med, at foreningen havde fået den skatteansættelse som foreningen oprindeligt selv - med revisorbistand - havde anmodet om.
Når Skatteministeriet i denne sag alligevel lod foreningen med tilbagevirkende kraft ændre valget af at have indgivet selvangivelse, hænger det sammen med, at SSL § 37 D må antages at have en rækkevidde, der med støtte i forarbejderne til bestemmelsen omfatter situationer, hvor der er tale om "uhensigtsmæssige skattemæssige virkninger", beroende på egentlige fejltagelser. Det daværende Ligningsråd har i en afgørelse fra 2004 - SKM 2004.196LR - fundet, at formuleringen gav mulighed for efterfølgende at udtage en blandet benyttet bil af virksomhedsskatteordningen i et tilfælde, hvor skattemyndighederne havde foretaget en ansættelsesændring, der ikke som sådan havde betydning for beskatning af bilen, men havde den betydning, at selve begrundelsen for bilens placering i virksomhedsskatteordningen faldt bort.
Skatteministeriet vurderede endvidere, at det ikke kunne udelukkes, at domstolene under visse betingelser ville kunne sidestille en situation, hvor skatteyderen ønsker at ændre valget af at indgive selvangivelse med de i SSL § 37 D og forarbejderne hertil omtalte situationer og således finde bestemmelsen analogt anvendelig. Såfremt skatteforvaltningen havde foretaget korrektioner i selvangivelsen, der havde medført utilsigtede skattemæssige virkninger for foreningen og disse virkninger kunne ændres eller have været undgået ved i stedet at indgive erklæring, ville forholdet således formentlig kunne sidestilles med de situationer, der omtales i forarbejderne til SSL § 37 D.
Sagen ændrer ikke ved, at indgivelse af selvangivelse og afgivelse af de i selvangivelsen foreskrevne oplysninger som altovervejende hovedregel er en dispositiv handling som skatteyderne ikke uden videre kan få lov til at lave om.
Andre fonde eller foreninger, der er eller måtte komme i samme situation, som brancheforeningen i den foreliggende sag vil dog kunne påberåbe sig afgørelsen efter almindelige retskildeprincipper.