A klager for indkomståret 1999 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for underskud ved virksomhederne B og C, 113.615 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren er uddannet informatikassistent med supplerende specialuddannelse, og at han er ansat som IT-chef ved D. Klageren har i 1999 haft en lønindkomst på 341.276 kr.

Klageren startede den 1. april 1999 virksomheden B, der er en hudplejeklinik beliggende på privatadressen. Samme dato blev klagerens samlever, der er kronisk syg, ansat til at drive klinikken.

X Kommunes Familie- og Beskæftigelsesforvaltning har bevilget klagerens samlever fleksjob som kosmetolog i 37 timer pr. uge hos virksomheden B, og har i den forbindelse indgået aftale med klageren om lønrefusion af 2/3 af lønudgiften til samleveren.

Pr. 1. april 1999 startede klageren også virksomheden C med internethandel. C er distributør af varer for et amerikansk firma, der udelukkende sælger varer via internettet og et tilknyttet net af distributører. Der er ikke tale om direkte omsætning af varesortimentet, men C oppebærer bonus for det formidlede salg.

Ifølge det oplyste blev der ikke forud for virksomhedernes start udarbejdet budgettet eller foretaget markedsanalyser.

Klageren har selvangivet følgende driftsresultater for indkomståret 1999:

*) Der er fratrukket 138.829 kr. i lønudgifter og indtægtsført 94.189 kr. i løntilskud.

**) Der er fratrukket 113.615 kr. i den skattepligtige indkomst.

Der foreligger følgende regnskabsoplysninger for indkomståret 2000:

*) Der er fratrukket 185.105 kr. i lønudgifter og indtægtsført 135.626 kr. i løntilskud.

Der foreligger følgende balance for perioden 1/1 – 30/6 2001:

*) Der er fratrukket 92.553 kr. i lønudgifter og indtægtsført 41.731 kr. i løntilskud.

Skatteankenævnet har som begrundelse for afgørelsen bl.a. anført, at virksomheden B har haft et så ringe omfang og en så ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kan anses for erhvervsmæssigt drevet. Virksomheden C har i hele driftsperioden haft driftsunderskud, hvorfor virksomheden ikke kan anses for erhvervsmæssigt drevet. De udgifter, der overstiger virksomhedernes indtægter, må således anses for private udgifter, der er indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2. 

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren gives fradrag for underskud af virksomhederne B og C med i alt 113.615 kr. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 1999.

Til støtte for påstanden har revisoren vedrørende virksomheden C bl.a. anført, at det ikke er tilstrækkeligt til at nægte fradrag for det driftsmæssige underskud, at der i hele driftsperioden har været driftsunderskud. Det fremgår af regnskabsoplysningerne for indkomstårene 1999 og  2000 og perioden fra 1. januar til 30. juni 2001, at omsætningen udgjorde henholdsvis 26.539 kr., 107.435 kr. og 90.320 kr., og at virksomheden derfor har stigende omsætning og omfang. Den stigende omsætning underbygger, at virksomheden er etableret med det formål at opnå et overskud, og at virksomheden har gode udsigter for at opnå et overskud. For enhver nystartet virksomhed vil der i opstartsfasen skulle anvendes resurser til opbygning af kundegrundlag og kendskab til virksomheden, ligesom et hobbyislæt ikke er eksisterende.

Vedrørende virksomheden B har revisoren principalt bl.a. anført, at virksomheden er oprettet, for at klagerens samlever kan opnå en form for reetablering af sin erhvervsevne, jf. herved mødereferater m.v. fra kommunens Familie- og Beskæftigelsesforvaltning. Dette kan kun lade sig gøre via etablering af en virksomhed i klagerens navn. Da virksomheden drives af og for klagerens samlever, må virksomheden herefter anses for oprettet i erhvervsmæssig øjemed. Konstruktionen får de skattemæssige konsekvenser, at klageren ikke kan fratrække den væsentligste udgift, lønudgiften, i sit virksomhedsregnskab, mens samleveren beskattes af sin lønindkomst.

Subsidiært har revisoren herefter bl.a. anført, at virksomheden reelt drives af klagerens samlever, og at driftsresultatet derfor rettelig bør beskattes hos hende.

Landsskatterettens bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at virksomheden B og virksomheden C er så forskelligartede typer af virksomhed, at der i skattemæssig henseende er tale om to virksomheder.

Efter en samlet vurdering finder retten, at virksomheden B ikke i skattemæssig henseende kan anses for en erhvervsmæssig forsvarligt drevet virksomhed i ind­komståret 1999.

Retten har herved henset til virksomhedens omfang, omsætning og resultater såvel i indkomståret 1999 som i efterfølgende indkomstår, herunder at der har været underskud på den primære drift, og at virksomhedens samlede regnskabsresultat har udvist underskud siden virksomhedens start. Der er endvidere henset til, at underskuddene på grundlag af de foreliggende regnskabsresultater ikke kan anses for alene at have været forbigående, at der således heller ikke synes at være udsigt til, at virksomheden på sigt vil give et overskud, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital, herunder de akkumulerede underskud, og at virksomhedens drift har været afhængig af fremmedfinansiering. Der er endvidere henset til, at der ifølge det oplyste ikke forud for virksomhedens start blev udarbejdet budgetter, rentabilitetsanalyser eller lignende.

Retten bemærker endvidere, at virksomheden B er registreret med klageren som indehaver og ansvarshavende, og at klagerens samlever driver virksomheden for klagerens regning og risiko. Indkomsten fra virksomheden skal derfor beskattes hos klageren som rette indkomstmodtager, idet de særlige regler om ægtefællebeskatning, herunder reglen i kildeskattelovens § 25 A om fordeling af overskud af selvstændig erhvervsvirksomhed, ikke gælder for ugifte samlevende.

Retten finder endvidere efter en samlet vurdering, at virksomheden C ikke i skattemæssig henseende kan anses for en erhvervsmæssig forsvarligt drevet virksomhed i ind­komståret 1999.

Retten har herved henset til virksomhedens omfang, omsætning og resultater såvel i indkomståret 1999 som i efterfølgende indkomstår, herunder at der har været underskud på den primære drift, og at virksomhedens samlede regnskabsresultat således har udvist underskud siden virksomhedens start, selv om omsætningen har været stigende. Der er endvidere henset til, at underskuddene på grundlag af de foreliggende regnskabsresultater ikke kan anses for alene at have været forbigående, at der således heller ikke synes at være udsigt til, at virksomheden på sigt vil give et overskud, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital, herunder de akkumulerede underskud, og at virksomhedens drift har været afhængig af fremmedfinansiering. Der er endvidere henset til, at der ifølge det oplyste ikke forud for virksomhedens start blev udarbejdet budgetter, rentabilitetsanalyser eller lignende.

Retten finder herefter ikke grundlag for i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at give klageren fradrag for underskud af virksomheden B og virksomheden C ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 1999.

Den påklagede ansættelse for indkomståret 1999 stadfæstes derfor.