Parter

H1 ApS
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

SKAT Hovedcentret (tidligere Told- og Skattestyrelsen)
(Kammeradvokaten ved advokat Jakob Krogsøe)

Afsagt af landsdommerne

Lyngesen, Arne Brandt og Helle Hjelm Poulsen (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt H1 ApS i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3, hæfter for manglende indeholdelse af A-skat m.v. af fri kost, bil og telefon stillet til rådighed for selskabets direktør, A.

Påstande

Under sagen, der er anlagt den 5. november 2004, har sagsøgeren, H1 ApS, nedlagt påstand om, at sagsøgte, SKAT Hovedcentret, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens hæftelsesansvar for indkomstårene

1999	nedsættes med i alt kr. 49.692, bestående af manglende A-skat på kr. 41.203, manglende SP-bidrag på kr. 943 og manglende AM-bidrag på kr. 7.546,
2000	nedsættes med i alt kr. 61.910, bestående af manglende A-skat på kr. 50.955, manglende SP-bidrag på kr. 1.217 og manglende AM-bidrag på kr. 9.738,
2001	nedsættes med i alt kr. 46.720, bestående af manglende A-skat på kr. 38.147, manglende SP-bidrag på kr. 952 og manglende AM-bidrag på kr. 7.621,
2002	nedsættes med i alt kr. 40.911, bestående af manglende A-skat på kr. 33.114, manglende SP-bidrag på kr. 866 og manglende AM-bidrag på kr. 6.931.

Sagsøgeren har endeligt subsidiært påstået sagen hjemvist til det stedlige ToldSkat for så vidt angår de anførte indkomstår.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Parterne er enige om den beløbsmæssige opgørelse af de omhandlede A-skatter og SP-/AM-bidrag.

Sagsfremstilling

Ved agterskrivelse af 4. december 2002 gjorde ToldSkat, et hæftelsesansvar gældende over for sagsøgeren for manglende indeholdelse af A-skat og SP-/AM-bidrag af værdien af fri kost, bil og telefon stillet til rådighed for selskabets direktør, A, for indkomstårene 1999-2002. ToldSkat traf efterfølgende afgørelse i overensstemmelse med agterskrivelsen.

Sagsøgeren påklagede afgørelsen til Told- og Skattestyrelsen (nu SKAT Hovedcentret), der den 2. september 2004 tiltrådte ToldSkats afgørelse med følgende begrundelse:

Efter styrelsens opfattelse må kravet i form af fri kost, værdien af fri telefon og bil skattemæssigt betragtes som en almindelig pengeløn (A-indkomst) omfattet af kildeskattelovens § 43 og med deraf følgende pligt til at indeholde foreløbig skat, jf. kildeskattelovens § 46 og arbejdsmarkedsfondslovens § 11.

De af Deres klient [sagsøgeren] leverede ydelser (fri kost m.v.) er ydelser, der efter styrelsens opfattelse med en rimelig klarhed hører ind under § 43, stk. 1 og 2, i kildeskatteloven. Dette forhold er så mere desto klarere, som der er indeholdt skat i andre ansattes ydelser.

I Deres klage anfører De bl.a., at kommunen ved skrivelse af 23. marts 1998, anmodede ToldSkat om en vurdering af H1 ApS lønudbetalinger til direktør A.

Endvidere anfører De, at selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997 ved skrivelse fra kommunen den 8. februar 1999 godkendes, og efter Deres opfattelse godkendes dermed direkte den manglende indeholdelse af A-skat m.v. af de frie goder til direktør A. H1 ApS var derfor i en berettiget god tro om forholdene og handlede derfor, efter Deres opfattelse, på ingen måde uagtsomt ved ikke at indeholde A-skat m.m.

Styrelsen skal hertil bemærke, at kompetencen i 1. instans vedrørende indeholdelsespligt henhører under arbejdsgiverkontrollen i ToldSkat, der særskilt behandler spørgsmålet vedrørende indeholdelse og opkrævning af den manglende A-skat m.v., jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Selskabets skatteansættelse foretages af kommunen. For så vidt angår indkomståret 1997 godkender kommunen de pågældende udgifter, men skatteafdelingen tager ikke stilling til, om der skal indeholdes A-skat m.m. Det skal ligeledes bemærkes, at der ikke er forskel på fradragsretten, hvad enten udgiften kvalificeres som lønudgift eller som personaleudgift.

H1 ApS bliver endvidere ved kopi af kommunens brev af 23. marts 1998 til arbejdsgiverkontrollen i ToldSkat gjort opmærksom på, at kommunens opfattelse er, at værdien af de frie goder anses som løn, hvor der skal foretages indeholdelse af A-skat. Da kommunen ikke har kompetence til at tage stilling hertil, forelægges sagen ToldSkat til afgørelse.

Det er ligeledes styrelsens opfattelse, at direktørens kontrakt med selskabet er atypisk i forhold til de vilkår, direktører normalt ansættes på. Det er ikke sædvanligt, at en direktør får vederlag i form af fri kost. Vi har endvidere henset til, at der i selskabet er andre lønmodtagere, hos hvem der sker indeholdelse.

Som følge af kommunens brev af 23. marts 1998 vidste eller burde selskabet vide, at det vederlag, der er givet A i form af fri kost m.m., er omfattet af kildeskattelovens § 43 og dermed A-indkomst. Efter styrelsens opfattelse har selskabet således handlet mod bedre vidende, og dermed er der udvist den forsømmelighed, der er en forudsætning for at gøre et hæftelsesansvar gældende ifølge kildeskattelovens § 69.

I det omtalte brev af 23. marts 1998 til ToldSkat anførte skatteafdelingen følgende:

"Vedrørende lønudbetaling til direktør A.

Skatteafdelingen skal hermed anmode Dem om at vurdere H1 ApS, SE-nr. ..., lønudbetaling til direktør A...

Lønnen til direktør A består af løn i kontanter og frie goder, som selskabet stiller til rådighed, jvf. vedlagte kopi af ansættelseskontrakt.

Som det fremgår af vedlagte referat punkt 4, udgør de frie goder en større andel af den totale løn end den kontante løn.

Det er umiddelbart skatteafdelingens opfattelse, at denne aflønningsform er ganske usædvanlig og udelukkende valgt med det formål at undgå A-skattetræk i den del af direktørens vederlag, der dækker husstandens daglige forbrug, samt at betalingerne repræsenterer en "nettoaflønning", hvortil der hører et A-skattetilsvar. Det er således skatteafdelingens opfattelse, at de frie goder skal kvalificeres som regulær løn, hvor selskabet således er forpligtet til at indeholde A-skat.

Der vedlægges kopi af ansættelseskontrakt, referat og lønsedler fra 1996."

Skatteafdelingen sendte kopi af brevet til A sammen med det nævnte referat, der er dateret den 19. november 1997. Af referatet fremgår blandt andet:

"Baggrund for udsøgning

Selskabet er oprindeligt udsøgt til nærmere kontrol, idet hovedanpartshaverne er hhv. 6 og 11 år. De er endvidere sønner af stifteren og direktøren i selskabet.

...

Problemstillinger

Den nærmere gennemgang af selskabets regnskaber og As selvangivelse har givet anledning til følgende problemstillinger, som er behandlet i referatet.

1.	Selskabets ejerforhold, herunder overdragelse af anparterne.
...
4.	Selskabets aflønning af direktør A, herunder værdiansættelsen af de frie goder, som stilles til rådighed...

...

Selskabshistorik

Anpartsselskabet er stiftet 19. februar 1988 af A, som ved stiftelsen ligeledes var hovedanpartshaver. 28. februar 1993 ændres både navn og vedtægter. Navnet ændres til H1 ApS.

Formålet er i henhold til de ændrede vedtægter af drive byggerivirksomhed, med andre ord tømrer- og snedkervirksomhed.

...

Familierelationer

B og C er gift og forældre til A. Han er gift med D, og sammen har de børnene E og K...

...

Beskrivelse af direktør As økonomiske forhold

A har tidligere personligt ejet ejendommen ... Ejendommen er solgt på tvangsauktion til C 14. februar 1994 for 1.201.D00 kr. Restgælden er opgjort pr. 16. februar 1994 til 397.000 kr. Det fremgår af dokumenter fra tvangsauktionen, at A stadig hæfter for restgælden.

Det fremgår af det indkaldte materiale vedrørende selvangivelsen for 1993, at der i 1993 er afholdt tvangsauktion over flere ejendomme, udover ..., som A har ejet personligt.

...

Ad. 1. selskabets ejerforhold, ledelse, herunder de skiftende anpartshaverer

A ejer hele anpartskapitalen fra stiftelsen til medio 1993. A er/har været direktør for selskabet siden stiftelsen.

Det skal dog bemærkes, at der først fra d. 10. oktober 1995 oprettes direktørkontrakt med virkning fra den 1. marts 1996...

...

I henhold til anpartshaverfortegnelsen er D ny hovedanpartshaver pr. 1. januar 1993. D ejer anpartskapitalen til 2. januar 1994, hvorefter anparterne overdrages til B ... og C ..., der ejer anparterne til 1. november 1995.

Pr. 1. november 1995 er E og K hovedanpartshavere.

...

Det er således A som forælder og værge, der udøver ejerbeføjelserne på børnenes vegne. Udøvelsen af ejerbeføjelserne sammenholdt med As direktørbeføjelser medfører, at han i realiteten har de samme beføjelser som en "almindelig" hovedaktionær, der samtidig er direktør, hvilket han jo også tidligere har været. Det kan således konkluderes, at det er A, der reelt styrer selskabet og dets virksomhed, til trods for at børnene formelt ejer anparterne.

...

Ad. 4. aflønningen af A - herunder væærdiansættelsen af frie goder.

...

4.3. Fri kost.

En direktør for en tømrer- og snedkervirksomhed tilhører sædvanligvis ikke en lønmodtagergruppe, hvor fri kost kan anses for at være en naturlig del af lønnen, hvorfor værdien af fri kost og bolig skal værdiansættes til markedsværdien, jfr. Ligningslovens § 16, stk. 1, med henvisning til statsskattelovens § 4.

For at fastlægge markedsværdien af fri kost kan der rimeligvis tages udgangspunkt i, hvilke udgifter selskabet rent faktisk har afholdt vedrørende den fri kost...

Det vurderes, at selskabets udgifter til de øvrige 3-4 ansatte skønsmæssigt kan ansættes til 5.000 kr. pr. år. Dette skøn er navnlig baseret på de enkelte udgiftsposter, der indgår i fortæringsposten. Hvis der således tages udgangspunkt i 5.000 i øvrige personaleudgifter, kan markedsværdien af fri kost for A ansættes til 48.000 kr. svarende til 4.000 kr. pr. måned.

...

4.4. Skatteretlig bedømmelse af As aflønningsform.

As løn fra selskabet består i en del, der udbetales kontant og i en del, som udbetales i naturalier...

Baggrunden for den usædvanlige aflønningsform er bl.a., at A har en stor gæld til det offentlige. Der foretages derfor lønindeholdelse i As løn, hvilket dog først er kommet i stand i 1997, hvorfor han fra dette tidspunkt har en interesse i, at den kontante del af lønnen er mindst mulig. Da han endvidere bl.a. har en stor gæld til sit pengeinstitut, er det formodentlig den eneste måde, han kan opretholde det nuværende privatforbrug, idet hans kontante løn jo ikke i sig selv ... giver kreditorerne de store muligheder.

...

Henset til formuleringen af direktørkontraktens § 5, til det utraditionelle i aftalen, størrelsen af det af selskabet afholdte privatforbrug og ikke mindst aftalens formål, er det skatteafdelingen opfattelse, at for så vidt angår selskabets udgifter til direktørens fortæring fremover skal omklassificeres fra at være fri kost og logi til regulær løn, hvilket det jo træder i stedt for.

Skatteafdelingen vil således rette henvendelse til ToldSkat, Arbejdsgiverkontrollen, som skal afgøre spørgsmålet. ToldSkat vil kunne afgøre spørgsmålet med fremtidig virkning."

I den mellem A og sagsøgeren indgåede direktørkontrakt af 10. oktober 1995 er bestemmelserne om vederlag til direktøren udformet som følger:

"...

Vederlag

§ 5

Det årlige vederlag udgør kr. 144.000,00 der udbetales med 1/12 månedsvis bagud fra den 1. marts regne. Vederlaget er ikke dyrtidsreguleret. Hvert år tages spørgsmålet om regulering af vederlaget op til drøftelse i forbindelse med afslutning af årsregnskabet.

Udover foranstående kontante vederlag, yder selskabet også direktøren vederlag i form af: fri telefon, fri bil, fri el, fri kost og logi, kapital- og ratepensionsordning, erhvervsudygtigheds- og invalidepensionsordning efter nærmere aftale.

§ 6

Måtte direktøren fratræde, uanset grund bortset fra direktørens død, er selskabet forpligtet at yde direktøren vederlag i.h.t. § 5 inkl. bolig m.m. af samme standard som under ansættelsen i 5 år herefter."

Det fremgår i øvrigt af sagen, at Skatteforvaltningen den 4. november 1996 ændrede As personlige skatteansættelse for 1995, idet den af ham opgjorde værdi af bolig stillet til rådighed for ham af selskabet blev forhøjet, ligesom der foretoges en mindre korrektion i forhold til den opgjorte værdi af fri bil. Den samlede forhøjelse udgjorde 35.550 kr., hvilket beløb Skatteforvaltningen henregnede under posten "honorarer, stipendier", der dermed blev ændret fra 56.226 kr. til 91.776 kr.

Ved brev af 26. august 1996 meddelte Skatteforvaltningen A, at det ved en gennemgang af hans forskudsregistrering for 1996 var konstateret, at de forskudsregistrerede indkomster ikke var i overensstemmelse med de faktiske forhold. Skatteforvaltningen foreslog derfor de foreliggende registreringer af "lønindtægt m.v." og "fri el, kost og logi" ændret fra henholdsvis 150.800 kr. til 180.000 kr. og fra 0 kr. til 40.000 kr. I den af Skatteforvaltningen efterfølgende udsendte forskudsopgørelse for 1996 var As personlige indkomst i overensstemmelse hermed opført som henholdsvis lønindkomst med 180.000 kr. og B-indkomst med 40.000 kr.

Den 12. marts 1997 fremsendte Skatteforvaltningen en opgørelse til A over hans personlige gæld til Skatteforvaltningen, hvoraf det bl.a. fremgår, at han var i restance med B-skat for både 1996 og 1997.

I As årsopgørelse for 1996 med kørselsdato den 16. juni 1997 er hans personlige indkomst angivet som dels lønindkomst med 183.436 kr., dels anden personlig indkomst med 96.500 kr. Sidstnævnte beløb genfindes i et bilag til As selvangivelse, udarbejdet af revisor VR, hvori det bl.a. oplyses, at beløbet på 96.500 kr. udgør værdien af fri bolig og kost. I As årsopgørelser for 1999, 2000 og 2001 er tilsvarende som "anden personlig indkomst" medtaget henholdsvis 84.000 kr., 87.800 kr. og 177.854 kr.

I slutningen af 1998 blev sagsøgerens selvangivelse for indkomståret 1997 udtaget til kontrol, og skatteafdelingen, der behandlede sagen vedrørende skatteansættelsen på vegne ToldSkat, anmodede derfor ved breve af 28. december 1998 og 1. februar 1999 sagsøgeren om yderligere dokumentation og redegørelse for diverse udgifter, herunder til direktørens gage og fortæring samt bil- og telefonordning. Den 8. februar 1999 godkendte skatteafdelingen sagsøgerens selvangivelse for indkomståret 1997.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af A og revisor VR.

A har forklaret blandt andet, at han siden 1990'erne har haft økonomiske problemer og fortsat har en dårlig økonomi. Årsagen hertil rækker helt tilbage til 1984, hvor sagsøgeren erhvervede en gammel mølle indrettet med en tømrervirksomhed. Da møllen i 1989 var nedbrændt, blev den istandsat for en større forsikringssum. I den forbindelse blev sagsøgeren og han beskattet med hver 600.000 kr., hvilket beløb skattemyndighederne mente, møllen var blevet forbedret med ud over forsikringssummen. Herefter var sagsøgeren nødt til at sælge møllen, hvilket skete med tab, ligesom en række andre af ham personligt ejede ejendomme måtte sælges på tvangsauktion.

I 1993 overdrog han anparterne i det sagsøgende selskab til sin ægtefælle for at sikre børnenes fremtid. Efterfølgende blev anparterne overdraget til hans forældre, fordi han på grund af ægteskabelige problemer ville sikre sin erhvervsmæssige stilling i tilfælde af en skilsmisse. Overdragelsen til hans sønner skete som led i et generationsskifte og på opfordring fra hans advokat. Han havde fortsat den bestemmende indflydelse i selskabet.

Bestemmelsen i direktørkontraktens § 5, der blev udformet af og efter samråd med revisor, havde til formål at sikre, at han også fremover havde noget at leve for. Han undgik således løbende indeholdelse af A-skat, ligesom den særlige aflønningsform afskar det offentlige fra lønindeholdelse og beskyttede ham mod andre kreditorer. Ingen andre ansatte hos sagsøgeren modtog vederlag i form af fri kost, bil og telefon.

I alle de omhandlede år selvangav han værdien af fri kost, bil og telefon som B-indkomst. I nogle tilfælde angav han dog fri bil og telefon som A-indkomst, fordi hans revisor havde sagt, at der rettelig var tale om A-indkomst. Når han alligevel ikke altid medtog fri bil og telefon som A-indkomst, skyldtes det, at han rettede sig efter de kommunale skattemyndigheder, der anså værdien heraf for B-indkomst.

Han videresendte den modtagne kopi af skatteafdelingens brev af 23. marts 1998 med bilag til revisor, der rådede ham til at afvente en reaktion fra skattemyndighederne, idet brevet ikke var stilet til ham, men derimod var et internt dokument. Skattemyndighederne vendte imidlertid først tilbage vedrørende spørgsmålet om indeholdelse fire år senere. Hvert år aflagde skattemyndighederne besøg hos selskabet med henblik på en gennemgang af regnskabsmateriale og -bilag, men indeholdelsespligten blev ikke omtalt i den forbindelse. Skattemyndighederne godkendte derimod hvert år sagsøgerens skatteforhold. Efter modtagelsen af agterskrivelsen af 4. december 2002 har sagsøgeren efter råd fra revisor indeholdt A-skat m.v. af de goder, som sagsøgeren stiller til rådighed for ham.

VR har forklaret blandt andet, at han altid har været revisor for selskabet og som regel var til stede, når skattemyndighederne hvert år aflagde besøg. Han udarbejdede direktørkontrakten, herunder bestemmelsen i § 5, der var udformet på en sådan måde, at A modtog et mindre vederlag og i øvrigt fik dækket sine leveomkostninger. Der var tale om en almindelig aflønningsform i den pågældende branche, dog var fri kost ret specielt og sjældent forekommende.

Fri bil og telefon var på det tidspunkt A-indkomst, mens vederlag i form af fri kost og logi var B-indkomst, idet Ligningsrådets satser ikke blev anvendt. A selvangav nogle gange, men ikke altid fri bil og telefon som A-indkomst, hvilket han som revisor tog højde for, når han hvert år lavede As selvangivelse. Det fremgik af lønregnskabet, af hvilke beløb der var indeholdt A-skat, og han sørgede herefter for, at de resterede beløb blev angivet som B-indkomst, således at hele indkomsten blev beskattet. Han sagde løbende til A, at sagsøgeren skulle indeholde A-skat af værdien af fri bil og telefon, men A henholdt sig til, at det var skattemyndighedernes opfattelse, at der var tale om B-indkomst. I nogle perioder, bl.a. i 2002, havde sagsøgeren ganske enkelt ikke midler til at indeholde A-skat m.v., og derfor blev værdien af fri bil og telefon angivet som B-indkomst.

Han undrede sig over, at A modtog kopi af skatteafdelingens brev af 23. marts 1998 med bilag, da der var tale om et internt dokument. Det fremgik af brevet, at skatteafdelingen var i tvivl om, hvorvidt de frie goder, som sagsøgeren stillede til rådighed for A, var A- eller B-indkomst. Han fandt ikke anledning til at kontakte skattemyndighederne på grund af brevets indhold, men forventede, at skattemyndighederne ville vende tilbage med en afklaring. Det skete imidlertid først 4½ år senere. Efter modtagelsen af agterskrivelsen af 4. december 2002 anbefalede han A at indeholde A-skat af de omhandlede goder, selvom han ikke var enig i skattemyndighedernes afgørelse.

Parternes anbringender

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har udvist forsømmelighed ved at undlade at indeholde A-skat og SP/AM-bidrag af de af direktør A modtagne frie goder, og derfor ikke hæfter for den manglende indeholdelse heraf, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3.

Sagsøgeren bestrider ikke, at A og dermed sagsøgeren har været klar over, at A personligt var skattepligtig af de omhandlede goder. Afgørende for hæftelsesansvaret er imidlertid, om sagsøgeren som indeholdelsespligtig har handlet uagtsomt i forhold til den manglende indeholdelse af A-skat m.v. af de omhandlede goder og dermed forsømmeligt, hvilket sagsøgte, der efter retspraksis bærer bevisbyrden herfor, ikke har bevist.

Sagsøgeren var helt frem til modtagelsen af agterskrivelsen af 4. december 2002 fra ToldSkat, i begrundet god tro om, at sagsøgeren ikke var indeholdelsespligtig af de omhandlede goder.

A har således gennem alle årene selvangivet de omhandlede goder som B-indkomst for ham personligt helt i overensstemmelse med administrativ praksis, der bl.a. fremgår af de dagældende ligningsvejledninger. Såvel skatteafdelingen som ToldSkat, var under hele forløbet bekendt hermed, og fandt ikke anledning til at gøre sagsøgeren opmærksom på indeholdelsespligten. Skatteafdelingen har i flere tilfælde lignet og dermed gennemgået As personlige selvangivelser, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at de omhandlede goder er selvangivet som B-indkomst, ligesom skatteafdelingen gennem årene i flere tilfælde udtrykkeligt har fastslået, at de omhandlede goder udgjorde B-indkomst for A. Skattemyndighederne begyndte fra og med 1997 at foretage lønindeholdelse hos sagsøgeren som følge af As personlige gæld til skattemyndighederne, og skattemyndighederne havde derfor også på den baggrund et indgående kendskab til, at sagsøgeren i de omhandlede år ikke indeholdt A-skat m.v. af goderne. Endelig godkendte skattemyndighederne sagsøgerens selvangivelse for 1997 efter at have indhentet yderligere oplysningerne om bl.a. sagsøgerens udgifter til fri bil, telefon og fortæring uden i den forbindelse at gøre et hæftelsesansvar gældende overfor sagsøgeren for manglende indeholdelse af A-skat m.v.

Det bestrides, at sagsøgeren ved skatteafdelingens brev af 23. marts 1998 til ToldSkat blev direkte orienteret om, at de omhandlede goder udgjorde løn, hvoraf der skulle indeholdes A-skat. Det fremgår således udtrykkeligt af brevet, at det anførte vedrørende sagsøgerens indeholdelsespligt var udtryk for skatteafdelingens "umiddelbare opfattelse", og at henvendelsen til den overordnede myndighed netop skete, fordi skatteafdelingen var i tvivl om, hvorvidt sagsøgeren skulle indeholde A-skat af de omhandlede goder. Når selv skatteafdelingen var i tvivl om, hvorvidt der bestod en indeholdelsespligt, burde sagsøgeren naturligvis ikke have haft kendskab hertil. Sagsøgeren gik derfor med føje ud fra, at skattemyndighederne ville vende tilbage, når og hvis der skulle ændres i indeholdelsespligten. Skattemyndighederne forholdt sig imidlertid passiv i 4½ år, idet spørgsmålet om sagsøgerens forpligtelse til at indeholde A-skat m.v. først blev rejst igen i forbindelse med ToldSkats agterskrivelse af 4. december 2002, som sagsøgeren i øvrigt straks efterlevede.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at sagsøgeren i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3, hæfter for den manglende indeholdelse af A-skat og SP-/AM-bidrag af fri kost, telefon og bil til A i de omhandlede indkomstår.

Ved bedømmelsen af, om sagsøgeren har udvist forsømmelighed som anført i de nævnte bestemmelser, må det tillægges skærpende betydning, at sagsøgerens lønarrangement med A i al væsentlighed havde til formål dels at undgå, at As personlige kreditorer fik fyldestgørelse, dels at A skulle kunne fortsætte sin hidtidige levestandard.

Det ligger fast, at de af sagsøgeren til A udbetalt vederlag efter kildeskattelovens § 43 skal henregnes til A-indkomst, hvoraf der i medfør af kildeskattelovens § 46 er pligt til at indeholde A-skat. Hverken sagsøgeren eller A var i berettiget tvivl om, at de omhandlede goder udgjorde en skattepligtig del af As vederlag fra selskabet. Sagsøgerens revisor, VR, havde kendskab til, at værdien af fri bil og telefon var A-indkomst, og revisor gjorde direkte A/selskabet opmærksom på indeholdelsespligten. A selvangav endvidere i nogle tilfælde fri bil og telefon som A-indkomst. Til trods herfor indeholdt sagsøgeren ikke A-skat af værdien af fri bil og telefon. Vederlaget i form af fri kost og logi var ligeledes A-indkomst, idet sagsøgeren betalte As private udgifter og konverterede lønnen til naturalier. Der var således ikke tale om reel kost og logi i ligningsvejledningens forstand. Den manglende indeholdelse af A-skat m.v. kan dermed tilskrives sagsøgeren som forsømmelig, hvorfor sagsøgeren hæfter for betalingen af de ikke indeholdte skatter m.v.

Sagsøgeren blev endvidere ved kopi af skatteafdelingens brev af 23. marts 1998 til arbejdsgiverkontrollen direkte orienteret om, at de omhandlede goder udgjorde løn, hvoraf der skulle indeholdes A-skat m.v. Ved fortsat herefter at undlade at indeholde A-skat m.v. og ved ikke at søge spørgsmålet afklaret gennem en henvendelse til skattemyndighederne har sagsøgeren ligeledes handlet forsømmeligt

Det bestrides, at den kommunale skattemyndigheds godkendelse af sagsøgerens selvangivelse for 1997 var en tilkendegivelse til sagsøgeren om, at der ikke skulle indeholdes A-skat, eller kunne opfattes som en godkendelse heraf. Skattemyndighedernes behandling af sagsøgerens selvangivelse for 1997 kan hverken have påvirket eller været bestemmende for sagsøgerens handlemåde. Godkendelsen af selvangivelsen for 1997 fandt først sted i begyndelsen af 1999, mens direktørkontrakten blev indgået allerede i oktober 1995 med virkning fra 1. marts 1996, og sagsøgeren har ikke godtgjort, at der forud for godkendelsen i 1999 af selvangivelsen for 1997 var sket indeholdelse.

Den omstændighed, at myndighederne ikke tidligere har reageret over for sagsøgerens manglende indeholdelse af A-skat af vederlaget til A, har under de foreliggende omstændigheder ingen selvstændig betydning for bedømmelsen af, om sagsøgeren har handlet forsømmeligt. Heller ikke skattemyndighedernes behandling af As personlige selvangivelser eller de foretagne lønindeholdelser ændrer på denne bedømmelse.

Det er endelig uden betydning for sagen, at sagsøgeren i tiden fra ToldSkats afgørelse af 4. december 2002 og fremefter har foretaget indeholdelse af de omhandlede A-skatter mv.

Landsrettens begrundelse og resultat

A, der efter 1993 ikke længere var ejer af det sagsøgende selskab, men fortsat havde den bestemmende indflydelse i selskabet, blev i overensstemmelse med den indgåede direktørkontrakt aflønnet af sagsøgeren med et vederlag i kontanter og modtog herudover som den eneste ansatte vederlag i form af fri bil, telefon og kost. Aflønningsformen var i As personlige interesse, idet A efter sin egen forklaring herved begrænsede sine kreditorers adgang til fyldestgørelse, herunder gennem lønindeholdelse. Det var endvidere i sagsøgerens interesse, at den del af vederlaget, der udgjordes af fri bil, telefon og kost, blev henført som B-indkomst, idet sagsøgeren ifølge revisors forklaring ikke i alle perioder havde tilstrækkelige midler til at indeholde A-skat m.v.

Revisor har for så vidt angår fri bil og telefon forklaret, at han anså disse goder for A-indkomst og derfor vejledte sagsøgeren om pligten til at indeholde A-skat m.v. af værdien heraf. A har forklaret, at han i nogle tilfælde, men ikke altid, fulgte revisors anvisninger og anførte beløbene som A-indkomst i sine personlige selvangivelser. Det må derfor have stået A og dermed sagsøgeren klart, at der skulle indeholdes A-skat m.v. af fri bil og telefon.

Vederlag i form af fri kost er efter revisors forklaring en usædvanlig aflønningsform i en tømrer- og snedkervirksomhed. Landsretten finder ikke, at fri kost for A fremstod som en naturlig del af hans løn. Sagsøgeren har derfor ikke haft grundlag for at anse værdien heraf som B-indkomst, jf. retningslinierne i de dagældende ligningsvejledninger.

Sagsøgeren modtog kopi af skatteafdelingens brev af 23. marts 1998 til ToldSkat, hvoraf fremgik, at skatteafdelingen var af den opfattelse, at sagsøgeren var forpligtet til at indeholde A-skat af ikke blot fri bil og telefon, men også af fri kost. Sagsøgeren undlod imidlertid at rette henvendelse til skattemyndighederne for at få dette spørgsmål afklaret, ligesom sagsøgeren undlod at foretage yderligere undersøgelser i øvrigt.

Som følge heraf har sagsøgeren ikke haft føje til at antage, at der ikke forelå pligt til at indeholde A-skat og SP-/AMbidrag af såvel fri bil og telefon som af fri kost, hvorfor sagsøgeren har udvist forsømmelighed i den i kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3, nævnte forstand. Selskabet er derfor ansvarlig for den manglende indbetaling af A-skat m.v. Det kan hverken isoleret set eller efter en samlet bedømmelse føre til andet resultat, at værdien af de frie goder i al væsentlighed blev selvangivet af A som B-indkomst, at skattemyndighederne i 1997 iværksatte lønindeholdelse hos A, og at sagsøgerens selvangivelse for 1997 blev godkendt af skattemyndighederne i 1999.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

Ved fastsættelsen af sagsomkostninger har landsretten lagt vægt på sagens karakter og omfang. Omkostningsbeløbet dækker sagsøgtes udgift til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, SKAT Hovedcenteret, frifindes.

Sagsøgeren, H1 ApS, skal inden 14 dage fra dato betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til SKAT Hovedcenteret.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.