§ 43, stk. 1, bestemmer, at der skal ske regulering af den fradragsberettigede
købsmoms, hvis der sker ændringer i anvendelsen efter anskaffelsen af
godet. Det, der reguleres, er købsmomsen, som virksomheden tidligere har fået
eller ikke fået fradragsret for.
Reguleringen sikrer, at fradragsretten tilpasses eventuelle ændringer i investeringsgodets
brug inden for en bestemt periode, den såkaldte reguleringsperiode.
Regulering omfatter kun de investeringsgoder, som er nærmere defineret i §
43, stk. 2, og reguleringsperiodens længde afhænger af hvilket investeringsgode,
der er tale om, jf. § 44. Regulering skal ske både ved ændret brug
i virksomheden af det pågældende gode og ved salg eller overdragelse af
godet, jf. § 43, stk. 3. Regulering kan medføre såvel et større
som et mindre fradrag.