Det må efter tilsvarende principper som for stutterier afgøres efter en
konkret vurdering, om en væddeløbsstald kan anses for erhvervsmæssig.
Dette var ikke tilfældet i Højesterets dom i
hvor et anpartsselskab blev nægtet
fradrag for underskud i forbindelse med driften af et travhestehold, som bestod
i køb og salg af travheste samt deltagelse i væddeløb. Afgørelsen
blev begrundet med, at der ikke var udsigt til at opnå fortjeneste, når
man henså til de store udgifter ved driften af travhesteholdet sammenholdt
med de usikre og tilfældige muligheder for at opnå indtægter ved
løbspræmier og salg af heste.
I TfS 1994, 879 fandt Vestre Landsret, at der
forelå en sådan sammenhæng mellem formålet med anskaffelsen
og anvendelsen af 2 heste, at hestene skulle betragtes som en ikke-erhvervsmæssig
virksomhed.
Se dog UfR 1978, 614 (Jauer-dommen), hvor omlægning
af driften af en landejendom til et dyrecenter blev anset for erhvervsmæssigt
forsvarligt gennemført og underskud anerkendt som fradragsberettiget. Dyrecentret
omfattede hundepension, hundekennel, hestepension, rideundervisning, træning
af hunde og i tilslutning hertil drift af cafeteria samt salg af hundefoder .
Virksomheden var således af et sådant omfang, at det var medvirkende til,
at den blev anset for erhvervsmæssig.
I
blev et anpartsselskab nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel.
Skatteyderen havde drevet hundekennel i personligt regi og hun drev tillige virksomhed
som speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksisen
blev overført til et anpartsselskab, men Vestre Landsret nægtede fradrag
for underskud ved kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig sammenhæng
mellem lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og at skatteyderen ingen kvalifikationer
havde i relation til kenneldrift. Herudover var der aldrig udarbejdet budgetter
og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt med økonomien for øje.
TfS 1998, 294 Virksomhed med hundekennel, hundepension
og produktion af slagtekaniner ikke anset for erhvervsmæssigt drevet. Landsretten
bemærkede, at der havde været underskud allerede på den primære
drift i årene 1991-93 og et særdeles beskedent overskud på den primære
drift i årene 1994 og 1996. Det akkumulerede resultat af den primære drift
i årene 1991-1996 havde været negativt med et betydeligt underskud i forhold
til den samlede omsætning.
►I TfS 2000, 495 VLD godkendte Vestre Landsret ikke skatteyderens virksomhed som erhvervsmæssig. Landsretten udtalte, at skatteyderen i kraft af sin mangeårige erfaring med hundehold havde de fornødne forudsætninger for at drive hundekennelen fagligt forsvarligt og i overensstemmelse med de veterinære myndigheders krav til indretning. Der blev i forbindelse med etableringen ikke udarbejdet budgetter eller lign. Regnskaberne for 1993, 1994 og 1995 udviste et betydeligt underskud. Der var ikke i regnskaberne afsat midler til forrentning af den investerede kapital eller vederlag til skatteyderen som efter det oplyste havde ydet en ganske betydelig arbejdsindsats. Den manglende rentabilitet kunne, ifølge Landsretten, ikke forklares med at der havde foreligget særlige - og efter virksomhedens karakter atypiske - begivenheder i form af sygdom blandt hundekennelens hvalpe. Virksomheden havde efter skatteyders forklaring givet et mindre overskud i de seneste år. Efter Landsrettens opfattelse var overskuddet imidlertid heller ikke i disse år stort nok til at forrente den investerede kapital og aflønne skatteyderen. Landsretten fandt på baggrund heraf ikke, at hundekennelen kunne anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå rimelig fortjeneste, ligesom der ikke var noget sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste.◄