| FUL § 15b, stk. 2FUL § 15 b, stk. 2, omhandler den situation, hvor et dansk selskab spaltes. Bestemmelsen omfatter således både rent nationale spaltninger samt grænseoverskridende spaltninger med et dansk selskab som indskydende selskab.
Ifølge § 15 b, stk. 2, finder bestemmelserne i § 5 om fusionsdatoen og
formforskrifterne i § 6, stk. 1, 3, 4 og 6, tilsvarende anvendelse ved spaltning
af et dansk selskab.
Ophører det indskydende selskab ved spaltningen, finder § 7, stk. 1, tilsvarende
anvendelse. Ophører det indskydende selskab ikke ved spaltningen, indgår
fortjeneste eller tab på de af det indskydende selskabs aktiver og passiver,
der som led i spaltningen overføres til et eller flere modtagende selskaber,
ikke i det indskydende selskabs skattepligtige indkomst, når aktiverne og
passiverne efter spaltningen er knyttet til et her hjemmehørende modtagende
selskab eller et i udlandet hjemmehørende modtagende selskabs faste driftssted
eller faste ejendom her i landet.
Anvendelse af FUL § 8Bestemmelserne i § 8 om den skattemæssige behandling
af de aktiver og passiver, der ved fusionen er i behold i det indskydende selskab,
finder tilsvarende anvendelse ved spaltning af et dansk selskab. Det indebærer,
at aktiver og passiver, der ved spaltningen overføres fra det indskydende
selskab til et modtagende selskab, ved opgørelsen af det pågældende
modtagende selskabs skattepligtige indkomst behandles som om, de var anskaffet af
dette selskab på de tidspunkter, hvor de er erhvervet af det indskydende selskab,
og for de anskaffelsessummer, hvortil de er erhvervet af dette selskab.
Reglerne i § 8, stk. 1 - 4, finder dog ikke anvendelse på alle aktiver og
passiver tilhørende det spaltende selskab, jf. nedenfor.
Bestemmelsen i § 8, stk. 5, om den skattemæssige behandling af aktiver og
passiver, som det eller de modtagende selskaber ikke har erhvervet fra det indskydende
selskab, finder derimod fuldt ud anvendelse.
Reglen i § 8, stk. 6, om underskudsfremførsel finder ligeledes fuldt ud
anvendelse. Hovedreglen i § 8, stk. 6, er, at foreligger der ved fusion i et af
selskaberne underskud fra tidligere år, kan dette underskud ikke fradrages
i det modtagende selskabs indkomstopgørelse. Der gøres alene en undtagelse
herfra, når et moderselskab fusionerer med et datterselskab, som det har været
sambeskattet med indtil fusionsdatoen og i de seneste 5 indkomstår forud herfor
(på kulbrinteskattelovens område 15 indkomstår forud herfor).
Foreligger der således ved spaltning underskud fra tidligere år i det
indskydende selskab eller i et modtagende selskab, kan disse underskud ikke fradrages
ved det eller de modtagende selskabers indkomstopgørelse. Underskud i et
indskydende selskab, der ikke ophører ved spaltningen, kan fradrages i det
indskydende selskabs indkomstopgørelse efter reglerne i LL § 15.
Reglen i § 8, stk. 7, om begrænsning af underskud opstået mellem fusionsdatoen
og vedtagelsen af fusionen finder tilsvarende anvendelse ved spaltning.
Reglerne i § 8, stk. 1 - 4, finder alene anvendelse på de af det indskydende
selskabs aktiver og passiver m.v., der ved spaltningen bliver knyttet til et dansk
modtagende selskab eller til et udenlandsk modtagende selskabs faste driftssted
eller faste ejendom i Danmark. Det faste driftssted kan være et, der opstår
ved spaltningen, men det kan også være et, som det udenlandske modtagende
selskab havde i forvejen. For så vidt angår begrebet »fast driftssted«
henvises til S.A.2.2.
Reglerne finder ikke anvendelse på eventuelle aktiver og passiver, der ved
spaltningen går ud af den danske beskatningsret. Det gælder for eksempel
aktiver og passiver i det indskydende danske selskabs udenlandske faste driftssteder,
der ved spaltningen bliver knyttet til et modtagende udenlandsk selskab. Ved ophør
af det indskydende danske selskab kan reglerne for eksempel heller ikke anvendes
på anlægsaktier (typisk datterselskabsaktier), der ikke bliver knyttet
til et udenlandsk modtagende selskabs faste driftssted her i landet, men til hovedkontoret
i udlandet. Ophører det danske selskab ved spaltningen, skal fortjeneste
og tab på sådanne aktiver og passiver medregnes ved indkomstopgørelsen
for det indskydende selskabs sidste indkomstår, jf. reglerne i SEL § 5. Ophører
det danske selskab ikke i forbindelse med spaltningen, vil beskatningen af aktiver
og passiver, der går ud af dansk beskatningsret, blive foretaget efter de
almindelige regler om afståelse m.v. af skatterelevante aktiver og passiver.
Reglen i LL § 33, stk. 4, om lempelse for beregnet skat, finder også anvendelse
ved beskatning af fortjeneste og tab på aktiver og passiver i det indskydende
danske selskabs udenlandske faste driftssteder, der ved spaltningen bliver knyttet
til et udenlandsk modtagende selskab.
Ved spaltning af et selskab skal der ske en fordeling af selskabets skattemæssige
afskrivninger, henlæggelser m.v. Reglerne herom i § 15 b, stk. 2, svarer til
reglerne i § 15 b, stk. 1, der er omtalt ovenfor under afsnit S.D.2.7.
Ophører det indskydende selskab ved spaltningen, finder reglerne i fusionsskattelovens
§ 7, stk. 1, tilsvarende anvendelse. Ved opgørelsen af det indskydende selskabs
skattepligtige indkomst i tiden fra udløbet af sidste sædvanlige indkomstår
og indtil spaltningsdatoen ansættes indkomsten således for hele denne
periode uden hensyn til dens længde, jf. § 7, stk. 1. Ansættelsen finder,
bortset fra de tilfælde, hvor aktiver og passiver ved spaltningen går
ud af den danske beskatningsret, sted uden hensyn til, at selskabet ophører
ved spaltningen. Det indebærer, at der ikke sker ophørsbeskatning efter
reglerne i SEL § 5 af fortjeneste og tab på de aktiver og passiver, der ved
spaltningen overføres fra det indskydende til det modtagende selskab.
I det tilfælde, hvor det indskydende selskab har bagudforskudt indkomstår
(det vil sige, at det sædvanlige indkomstår udløber i perioden
fra 1. apr. til 30. dec. i det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår
træder i stedet for), og spaltningsdatoen ligger inden den 31. dec. i kalenderåret,
udgør det sidste indkomstår for det indskydende selskab hele perioden
fra indkomstårets begyndelse og indtil spaltningsdatoen.
Andre bestemmelserHar det indskydende selskab været omfattet af acontoskatteordningen,
jf. SEL § 29 A, indgår ordinære acontoskatter, der skal indbetales i
perioden fra udløbet af sidste indkomstår og frem til spaltningsdatoen,
dermed ved skatteberegningen for det indskydende selskab.
Når det indskydende selskab ophører i forbindelse med en spaltning,
foretages skatteansættelsen af den skatteansættende myndighed, som det
indskydende selskab indtil spaltningen hørte under, uanset om selskabets
selvstændige eksistens er bragt til ophør pr. den dato, hvor normal
mandtalsoptagelse af registrerede selskaber finder sted. Var det indskydende selskab
indtil spaltningen undergivet sambeskatning, foretages ansættelsen af det
indskydende selskab af den skatteansættende myndighed, som moderselskabet
indtil spaltningen hørte under. |