Efter VSL § 2, stk. 3, skal en skattepligtig, som driver flere virksomheder,
behandle alle virksomhederne som én virksomhed, hvis virksomhedsordningen anvendes.
I overensstemmelse hermed indebærer den regnskabsmæssige adskillelse af
økonomien i en privatøkonomi og en virksomhedsøkonomi for selvstændigt
erhvervsdrivende under virksomhedsordningen således også kun én virksomhedsøkonomi
for erhvervsdrivende, som driver flere virksomheder. Det vil sige, at indskudskonto,
konto for opsparet overskud, mellemregningskonto m.v. opgøres for alle virksomhederne
under ét. Kapitalafkastet beregnes ligeledes for virksomhederne under ét.
Angående definitionerne på de omtalte konti m.v. henvises til
E.G.1.2.2.1.
Princippet om, at flere virksomheder, som drives af en erhvervsdrivende, skal behandles
som én virksomhed, indebærer, at modregning af underskud i anden indkomst
m.v. kun kan foretages, hvis underskuddet ikke kan rummes i virksomhedernes samlede
overskud for det pågældende år.
Princippet medfører også, at det er i hæverækkefølgen for
samtlige virksomheder under ét, der skal overføres aktiver til den skattepligtige.
Flytning af aktiver eller andre værdier mellem virksomhederne sker således
inden for den samlede virksomhedsordning, uden at beløbene anses for overført
til den skattepligtige i hæverækkefølgen. Dermed udløses der
ikke beskatning af opsparet overskud.
Desuden indebærer princippet f.eks., at et eventuelt salgsprovenu ved salg
af en af flere virksomheder tilgår virksomhedsøkonomien under ét
og således som udgangspunkt ikke medfører nogen regulering af overskudsdisponeringen
eller virksomhedens konto for opsparet overskud, mellemregningskonto og indskudskonto.
Reglerne om delvis afståelse er beskrevet nærmere i
E.G.2.15.1.4
og
E.G.2.15.1.5, jf. VSL § 15, stk.
3, og § 15 a, stk. 1-2.
.