Efter AMFL § 7, stk. 3, sidestilles Grønland og Færøerne med
udlandet, svarende til de skattemæssige regler, når det skal afgøres,
om selvstændigt erhvervsdrivende er bidragspligtige.
Efter AMFL § 10, stk. 3, 3. pkt. bestemmes, at indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed
i forhold til Grønland og Færøerne medregnes/ikke medregnes
bidragsgrundlaget i samme omfang som Grønland henholdsvis Færøerne
efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med Danmark, ikke er afskåret fra
at beskatte.
AMFL § 10, stk. 3, 3. pkt., betyder for det første, at der for en selvstændigt
erhvervsdrivende hjemmehørende i Danmark med fast driftssted (fast sted)
eller fast ejendom m.v. på Grønland eller Færøerne på
samme måde, som hvis det faste driftssted m.v. havde været beliggende
i en fremmed stat, ikke skal tages hensyn til indkomst, der hidrører fra
Færøerne eller Grønland. De grønlandske og færøske
faste driftssteder m.v. skal puljes med eventuelle øvrige udenlandske faste
driftssteder m.v.
Bestemmelsen medfører for det andet, at selvstændigt erhvervsdrivende
hjemmehørende på Grønland eller Færøerne med fast
driftssted (fast sted) eller fast ejendom i
Danmark ikke skal betale arbejdsmarkedsbidrag af indkomsten fra det faste driftssted
m.v. Det følger af, at Grønland henholdsvis Færøerne
som bopælsstat må beskatte indkomsten, idet der dog skal gives nedslag
for den danske skat.
Det skal bemærkes, at Danmark ikke har en særskilt dobbeltbeskatningsoverenskomst
med Færøerne. Både Danmark og Færøerne har tiltrådt
den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Når der henvises
til Færøernes dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, skal der
således forstås den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.