Lsr. 1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig
virksomhed.
Skd. 32.102. Partfiskeri blev ikke anset for selvstændig erhvervsvirksomhed
i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.
Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette gælder
selvom skatteyderen er hovedaktionær og har den afgørende indflydelse
på selskabet. Se endvidere lsr.1974.189 (licensindtægter fra et af skatteyderen
behersket selskab ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed).
En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed
af arbejdsgiveren, blev anset for lønmodtager, og derfor ikke berettiget til
at indtræde i virksomhedsordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med erhvervet
afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter. Skat 1990.5.378
(LSR) (TfS 1990,247).
T&S nyt 1991.4.223 (Told- og Skattestyrelsen) (TfS 1991,108). Lodser ved regulerede
lodserier anses for lønmodtagere.
En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin inden
for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne herfra kunne ikke anses for erhvervet
ved selvstændig virksomhed. Skat 1990.8.624 (LSR) (TfS 1990,370).
TfS 1997,473 (HRD) (Ændring af Vestre Landsrets dom i TfS 1996,7). I Vestre
Landsrets dom af 29. november 1995 blev en ingeniør anset for selvstændigt
erhvervsdrivende (dissens). Ingeniøren havde i en periode været udlånt
til Naturgas Syd. Efter periodens udløb fik ingeniøren mulighed for fortsat
tilknytning til virksomheden. Det var Naturgas Syds politik, at medarbejdere, for
hvilke der ikke kunne påregnes varig ansættelse, ikke blev ansat i selskabet,
men blev tilknyttet selskabet som konsulenter, enten som selvstændige eller
gennem større ingeniør- og konsulentfirmaer. Da ingeniøren ikke kunne
påregne videreansættelse i sit oprindelige firma, etablerede ingeniøren
sig som selvstændigt erhvervsdrivende, blev momsregistreret, meldte sig ind
i en arbejdsløshedskasse for selvstændige, tegnede forsikring for at sikre
sig i tilfælde af sygdom og indrykkede annonce om sin rådgivningsvirksomhed
i den lokale telefonbog. Ingeniøren blev herefter tilknyttet Naturgas Syd som
konsulent på samme vilkår som andre konsulenter. Dette indebar,
at der alene blev ydet honorar for faktisk udført arbejde, og ingeniøren
var således ikke berettiget til ferie, feriepenge eller løn under sygdom.
Aftalen afskar ikke ingeniøren fra at have andre hvervgivere, og ingeniøren
indrettede et lokale til brug for virksomheden i hjemmet og anskaffede ligeledes
edb-udstyr. En ikke uvæsentlig del af virksomheden blev udført fra bopælen.
Vestre Landsret lagde til grund, efter indhentede brancheoplysninger, at det ikke
kunne anses for usædvanligt, at aftalen var tidsbegrænset og indeholdt
opsigelsesvarsel, eller at den månedlige afregning af honorar skete efter forud
aftalte takster. Det blev heller ikke anset for usædvanligt, at selvstændig
rådgivningsvirksomhed drives som enkeltmandsvirksomhed uden medarbejdere og
uden lejede lokaler. Efter en samlet bedømmelse fandt landsretten, at ingeniøren
drev selvstændig erhvervsvirksomhed, selvom Naturgas Syd reelt var ingeniørens
eneste hvervgiver.
Højesteret ændrede afgørelsen ved dom af 7. maj 1997. Højesteret
bemærkede, at sondringen skulle ske efter de kriterier, som er angivet i punkt
B 3.1.1 i cirk. nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Efter en samlet vurdering
af disse kriterier fandt Højesteret, at ingeniøren ikke var selvstændigt
erhvervsdrivende, idet der særligt var lagt vægt på, at ingeniøren
var engageret for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt,
og at han ikke afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som
man måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende indenfor den pågældende
branche.
TfS 1997,541 (LSR). En skuespiller, der ud over en fast lønindtægt oppebar
honorarer for en række enkeltstående engagementer med at indtale film,
kunne ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende.
Se også TfS 1997,562 (musiker).
►TfS 1999, 331. En musiker, der var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester, havde derudover oppebåret indtægter fra en musikskole samt fra visse enkeltstående engagementer. Indtægterne ansås ikke for oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed, men en del af disse måtte anses som indtægt ved ikke erhvervsmæssig aktivitet, mens indtægten fra musikskolen ansås som lønindkomst.
◄TfS
1997,922 (LSR). En overlæge var tilknyttet et privathospital i de perioder,
hvor han havde fri fra det offentlige sygehus, hvor han var fastansat. Han blev
af privathospitalet aflønnet med en fast timeløn, som blev udbetalt som
B-indkomst. Landsskatteretten anså lægen for at være lønmodtager
i forhold til privathospitalet. Retten lagde vægt på, at lægens driftsudgifter
ikke oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold, ligesom han
ikke kunne siges at have båret den for selvstændigt erhvervsdrivende karakteristiske
økonomiske risiko.
►TfS 1998, 489 (ØLD)(appelleret). Skatteyderen havde haft selvstændig virksomhed som freelancekonsulent siden 1973. Fra 1986 blev han knyttet til Odsherredskolen som leder af et kommunalt projekt vedrørende edb. Sagen drejer sig om spørgsmålet, om skatteyderen kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende vedrørende indtægterne fra Odsherredskolen. Han var ansat for et år ad gangen fra 1986 til og med 1989. Der blev trukket A-skat af vederlagene fra skolen, som tillige lod oprette en pensionsordning for skatteyderen. Under de foreliggende omstændigheder, hvor det ikke fandtes godtgjort, at skatteyder havde afholdt udgifter der lå udover, hvad der må anses for sædvanligt i lønmodtagerfohold, fandt landsretten, at skatteyderen ikke kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende i relation til sit arbejde for skolen.◄