KGL § 17 omfatter for det første fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring, dvs. fordringer, der er beskattet ved erhvervelsen efter SL § 4. Det gælder således fordringer, der er erhvervet ved levering af varer eller tjenesteydelser. Som eksempel på vederlagsnæring kan nævnes situationen, hvor en håndværksmester, der som delvist vederlag for et opført hus modtager et sælgerpantebrev. Efterfølgende tab på pantebrevet kan da fradrages. En forhandler, der sælger varer på kredit, vil tilsvarende få fradrag for tab på sin fordring på købesummen, hvis køberen ikke betaler.
Bestemmelsen omfatter for det andet fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden. Denne del af bestemmelsen har til formål at sikre fradragsret for tab, der har karakter af almindelige driftsomkostninger i forbindelse med tab på fordringer, der er erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed, men hvor der ikke er tale om vederlagsnæring. Det praktiske eksempel på en sådan fordring er kautionistens regresfordring.
Hvorvidt tabet kan karakteriseres som en driftsomkostning afgøres udfra SL § 6, litra a, og den praksis, der knytter sig til bestemmelsen. Efter SL § 6, litra a, er driftsomkostninger defineret som de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Et første krav er således, at fordringen og tabet har tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige drift. Tab på fordringer, som indgår i virksomhedens anlægsformue, falder dermed udenfor. Se om praksis efter SL § 6, litra a afsnit E.A.2.
Efter bestemmelsen skal fradraget foretages efter SL's regler. Det indebærer, at tabet fratrækkes i den personlige indkomst i det indkomstår, hvor tabet realiseres (realisationsprincippet).
Der er dog ikke fradragsret for tab på fordringer omfattet af en DBO, såfremt reglerne i KGL § 18 finder anvendelse. Se om § 18 afsnit A.D.2.6.