Distributørers arbejdsområde vil som oftest være forbundet med salg
og distribution af en konkret virksomheds produkter. Det vil derfor ofte være
naturligt, at vederlag for dette personlige arbejde beskattes som A-indkomst, idet
det må antages, at arbejdet udføres efter anvisninger fra en arbejdsgiver
og samtidig for dennes regning og risiko. I tvivlstilfælde må der foretages
en samlet vurdering af beskæftigelsesforholdet.
Afgørende for om avisdistributørers vederlag er A- eller B-indkomst kan
herefter være, om indkomstmodtageren selv tilrettelægger, leder, fordeler
og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den,
der eventuelt følger af den afgivne ordre. Endvidere kan det være afgørende,
om indkomstmodtageren har ansat personale og er frit stillet med hensyn til antagelse
af medhjælp.
Det sidste gjorde sig gældende i en sag fra 1988, som blev forelagt for Ligningsrådet,
ud fra en
samlet bedømmelse fandt, at distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed,
navnlig fordi der blev anvendt lønnet medhjælp i et betydeligt omfang,
jf. TfS 1988, 233.
Ved vurderingen af, om der er tale om tjenesteforhold eller selvstændig erhvervsvirksomhed,
skal der lægges vægt på en række kriterier, som er nærmere
beskrevet i cirkulæret til PSL, cirk. nr. 129 af 4. juli 1994.
Assurandører kan, for at undgå både at få indeholdt
SP-bidrag
og A-skat af lønnen og samtidig løbende at skulle betale bidrag og B-skat
som selvstændigt erhvervsdrivende, henvende sig til skattemyndighederne og
få udstedt en fritagelse for at få indeholdt A-skat,
og SP-bidraget af vederlaget fra forsikringsselskabet.
Hvorvidt assurandørens provision, honorar og lignende vederlag skal anses som
A- eller B-indkomst, må i tvivlstilfælde afgøres efter en samlet
vurdering af forholdet mellem indkomstmodtager og hvervgiver. Den samlede vurdering
kan fx omfatte en vurdering af, i hvilket omfang assurandøren kan antages at
bære en selvstændig økonomisk risiko, om der er aftalt et fast opsigelsesvarsel,
samt i hvilket omfang assurandøren selvstændigt kan antage eller afvise
en forsikring på forsikringsselskabets vegne.
Vestre Landsret har, jf. TfS 1995, 458, fastslået, at den sagsøgende assurandør
skulle anses som selvstændigt erhvervsdrivende, for så vidt angår
de indtægter, han modtog som branddirektør i ét forsikringsselskab,
hvorimod han blev anset som lønmodtager i forbindelse med indtægt fra
et andet forsikringsselskab.