Spørgsmål:
- Vil udgifter afholdt til renovering (om-/ tilbygning) af en fast ejendom kunne fratrækkes som interne uddelinger efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1.
Svar:
Det indstilles, at spørgsmålet besvares med et ja.
Beskrivelse af de faktiske forhold:
X-Fond har ifølge fundatsen følgende formål:
"A. Støtte primært til spastisk lammede, men også til andre fysisk eller psykisk handicappede.
Støtten kan ydes som:
- Individuel støtte
- Bidrag til foreninger, institutioner eller organisationer, der arbejder for forbedringer af de spastisk lammede og andre handicappedes kår
- Andre former for støtte, f.eks. medvirken til institutionsbyggeri
- Hjælp til rejser og ferieophold, hvilken hjælp kan ydes individuelt eller kollektivt, eventuelt ved støtte til tilvejebringelse af egnede lokaliteter til ferieophold.
- Støtte til udvikling og anskaffelse af hjælpemidler for handicappede
- Støtte til fritidsforanstaltninger i øvrigt, herunder særligt støtte til handicapidrætten.
B. Støtte til lægelig, pædagogisk, terapeutisk, social og anden forskning samt til praktisk gennemførelse af forskningsresultater med henblik på forbedring af handicappedes helbred og livsvilkår.
C. Støtte til andre beslægtede foranstaltninger eller projekter, der tager sigte på eller kan være af betydning for spastisk lammede og andre handicappede.
D. Støtte til dansk kunst og kultur, herunder eksempelvis støtte til kunstmuseer til anskaffelse af kunstværker, arrangering af udstillinger, nyindretninger og lignende, udgivelse af litterære og videnskabelige værker - sidstnævnte fortrinsvis inden for den humanistiske forskning. Endvidere - men i begrænset udstrækning - individuel støtte til kunstnere og til videnskabsmænd og - kvinder. I øvrigt kan støtte inden for denne kategori ydes til andre beslægtede formål efter bestyrelsens skøn, idet det dog stedse iagttages, at kategorien er subsidiær i forhold til den ovenfor under A, B og C nævnte."
Fondens formål er i skattemæssig henseende et almennyttigt eller på anden måde almenvelgørende formål.
Inden for formålet har X-Fond erhvervet en fast ejendom. Fondsmyndigheden har meddelt tilladelse til at erhverve ejendommen samt til at frigive bundne midler til renovering (om-/ tilbygning) af ejendommen.
Ejendommen er erhvervet direkte med henblik på udlejning til Y-Fonden, som skal forestå driften af et center på ejendommen.
Y -Fonden er etableret med følgende formål:
"Fonden har i et gensidigt samarbejde med en foreningen til formål:
- at udbyde kursusforløb og udregningsmoduler, der skal give mennesker med cerebral parese og disses pårørende viden og selvindsigt, med henblik på at kunne udvikle sig positivt og skabe social og arbejdsmæssig kompetence med et godt livsindhold
- at udføre forskning og vidensudvikling inden for rammerne af workshops, selvstændige projektforløb og fortløbende registrering og analyse af data fra egen intern virksomhed
- at afholde seminarer og konferencer - såvel nationale som internationale - med det formål at opgradere og videreudvikle den eksisterende viden og forståelse for tilstanden cerebral parese
- at udvikle generelle interventionsstrategier og individuelle handlingsprogrammer med baggrund i resultater og dokumentation fra egne kursus- og udregningsforløb samt undersøgelser af diverse metoder
- at foranledige videre- og efteruddannelse for fagpersoner samt at etablere forløb med gæsteforelæsere, eksperter, særlige vidensholder m.v.
- at videreformidle viden og opnåede resultater ved seminarer, foredrag og udgivelse af brochurer, pamfletter, artikler, pressemeddelelser, hvidbøger m.v.
- at opretholde og videreudvikle et bibliotek omhandlende cerebral parese og derigennem medvirke til formidling af eksisterende tilgængelig viden
- at kunne tilbyde individuelle aflastnings- og ferieophold for mennesker med cerebral parese og disses pårørende
- at forestå driften af "Centeret".
Det stedlige skattecenter havde i bindende svar fastslået, at Y-Fonden var almennyttig.
X-Fonden har udover erhvervelse og indretning af ejendommen, hvorfra Centeret skal drives, givet tilsagn om at yde årlig driftsstøtte til Centeret.
De afholdte renoveringsudgifter (om-/ tilbygning) vedrørende ejendommen betragtes af fonden som uddelinger fra denne.
Spørgers opfattelse ifølge anmodningen
Ved anmodningen om bindende svar bemærker repræsentanten følgende:
"I forbindelse med fondsbeskatningens indførelse i 1987 blev det omtalt, at der er mulighed for fradrag for interne uddelinger. Interne uddelinger skal overholde fondslovgivningen samt ligge inden for fondens formålsbestemmelse.
Anskaffelsessummen for et aktiv kan efter lovens forarbejder ikke behandles som en intern uddeling. Det følger af, at en omplacering af fondens aktiver ikke gør fonden fattigere, hvorfor erhvervelsen ikke opfylder kravet om anvendelse i henhold til fundatsen.
Udgifter til renovering (om-/ tilbygning) af fondens ejendomme vil derimod efter den praksis, der er offentliggjort efter fondsbeskatningens indførelse kunne behandles som en intern uddeling, hvis afholdelsen af udgiften ligger inden for fondens formål og beløbet ikke også fradrages som en driftsomkostning eller gøres til genstand for skattemæssige afskrivninger. Der henvises til Skattedepartementets udtalelse i TfS 1987.11 og Skattedepartementets afgørelse omtalt i TfS 1988.437, hvor udgifter til forbedringer af en fast ejendom blev anset for fradragsberettigede interne uddelinger.
X-Fond har et almennyttigt m.v. formål, der gennem årene er tiltrådt af skattemyndighederne. Erhvervelsen af ejendomme og den efterfølgende renovering (om-/ tilbygning) af ejendommen med henblik på udlejning til Y-Fonden ligger inden for fondens formål. Dette bekræftes af den modtagne tilladelse fra fondsmyndigheden til at erhverve ejendommen samt tilladelse til at renovere ejendommen ved forbrug af bundne midler.
Betingelserne for at X-Fond kan behandle afholdte udgifter til renovering (om-/ tilbygning) af ejendommen som skattemæssigt fradragsberettigede interne uddelinger, er derfor opfyldt. Det rejste spørgsmål kan derfor besvares med et ja."
SKATs afgørelse og begrundelse
I ligningsvejledningen (LV) afsnit S.H.16.2. forklares sondringen mellem driftsomkostninger og uddelinger således, at der ved driftsomkostninger forstås de udgifter, hvorved fonden bringes i stand til at varetage sine formål ifølge vedtægterne, mens der ved uddelinger forstås de ydelser, som fonden afholder med henblik på at realisere de formål, der fremgår af vedtægterne.
Af samme sted følger det, at almindelige forbedringer af en bygning, som tilhører en fond, ikke kan anses for en uddeling, medmindre fondens formål ifølge vedtægterne netop er at drive og vedligeholde ejendommen, jf. også afgørelsen i SKM2005.188.LSR, hvor landsskatteretten udtalte, at nogle udgifter til vedligeholdelse, forbedring m.v. af de af en fond ejede ejendomme ikke var afholdt for at sikre driften af fonden, men til direkte varetagelse af fondens formål og derfor havde karakter af udlodning/ uddeling.
Det fremgår af fundatsen for X-Fond, at formålet med fonden er at yde støtte primært til spastisk lammede, men også til andre fysisk eller psykisk handicappede. Denne støtte kan efter fundatsen ydes i form af bl.a. individuel støtte, bidrag til foreninger, institutioner eller organisationer, der arbejder for forbedringer for de spastisk lammede og andre handicappedes kår, eller som "Andre former for støtte, f.eks. medvirken til institutionsbyggeri". Endvidere kan støtte efter fundatsen ydes til lægelig, pædagogisk, terapeutisk, social og anden forskning samt til praktisk gennemførelse af forskningsresultater med henblik på forbedring af handicappedes helbred og livsvilkår.
Dermed er både direkte og indirekte støtte til spastisk lammede og andre handicappede omfattet af fundatsen.
Dispositionen, hvorved der foretages de nødvendige renoveringer af ejendommen er en indirekte støtte. Såfremt dispositionen tjener ovennævnte formål, vil dispositionen være en direkte varetagelse af fondens formål og dermed kunne betegnes som en uddeling.
Det er oplyst, at ejendommen skal udlejes til Y-Fonden, der har en række formål, som er nævnt ovenfor og som alle er omfattede af formålet med X-Fond. Ved bindende svar har det stedlige skattecenter udtalt, at Y-Fonden anses for almennyttig.
På baggrund af ovennævnte er udgifter afholdt af X-Fond til renovering (om/tilbygning) af ejendommen, så den kan anvendes af Y-Fond, en uddeling.
Dette understøttes endvidere af, at fondsmyndigheden, det daværende Civilretsdirektorat, har tilladt frigivelse af bundne midler til renoveringen (om-/ tilbygningen) af ejendommen.
Interne uddelinger fra fonde er karakteriseret ved at fonden får en modydelse for uddelingen, jf. LV S.H.21.1. Samme sted eksemplificeres dette således: "Udgifter til forbedring eller udvidelse af en stiftelses bygninger ... kan således karakteriseres som interne uddelinger". Udgifterne svarer her til den modydelse, at bygningen forbedres/ udvides.
Uddelingen i form af udgifter til renovering af bygningen, som X-Fond skal bevare ejerskabet til, er dermed en intern uddeling.
Det må herefter fastslås, hvorvidt udgifterne til renoveringen (om-/tilbygningen) af den pågældende ejendom tjener et almenvelgørende eller almennyttigt formål og dermed kan fradrages efter FBL § 4, stk. 1.
Afklaringen af hvilke formål, der anses for almenvelgørede eller på anden måde almennyttige administreres i overensstemmelse med de retningslinier, der er lagt til grund ved administrationen af bestemmelserne i ligningslovens § 8A og § 12, boafgiftslovens § 3, stk. 1 og selskabsskattelovens § 3, stk. 2, jf. LV afsnit 21.3.
Af samme sted følger det, at for at et formål kan anses for at være almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, kræves det, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelingerne, er afgrænset efter retningslinier af et objektivt præg. Formålet må således komme en videre kreds til gode.
Endvidere fremgår det, at: "For at et formål kan anses for almenvelgørende, er det en forudsætning, at støtten ydes til personer indenfor en videre kreds, der er i økonomisk trang."
Det formålet med dispositionen er at yde støtte til spastisk lammede og andre fysisk eller psykisk handicappede uanset om disse er økonomisk trængende, er formålet ikke almenvelgørende. Da formålet imidlertid må anses for at nyttigt ud fra en almindelige fremherskende opfattelse, og da formålet kommer en videre kreds til gode, er formålet almennyttigt.
Dispositionen - hvorved X-Fond afholder udgifter til renovering (om- /tilbygning) af ejendommen, der udlejes til Y-Fonden - er på baggrund af ovenstående en intern uddeling, der tjener et almennyttigt formål, og kan dermed fratrækkes efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1.
Det bemærkes, at udgifterne til renovering ikke kan fradrages som driftsomkostninger eller gøres til genstand for skattemæssige afskrivninger.
Skatterådets afgørelse og begrundelse:
Skatterådet tiltrådte SKAT's indstilling og begrundelse.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode
Svaret er bindende for skattemyndighederne i forhold til forespørgeren i 5 år, jf. skatteforvaltningslovens § 25.