Klagen skyldes, at klageren ikke er anset for berettiget til godtgørelse af elektricitets-, kuldioxid- og vandafgiften vedrørende energiforbruget i et udendørs badeanlæg samt i velfærdsbygninger og til pladsbelysning mv.
Landsskatterettens afgørelse
Regionens afgørelse stadfæstes.
Sagens oplysninger
Klageren er en virksomhed, der driver en campingplads. I tilknytning til selve campingpladsudlejningen tilbydes en række forskellige faciliteter og aktiviteter til fri afbenyttelse for campisterne.
Blandt aktiviteterne findes et udendørs bade- og svømmeanlæg, som kan benyttes af campisterne. Anlægget kan også benyttes af folk, der ikke bor på campingpladsen mod betaling herfor.
Badeanlægget omfatter 3 bassiner på tilsammen 1200 m2. Fordelt i bassinerne er der etableret vandkanoner, minirutschebane, springvand, boblegrotte, jetstreams samt en vandrutschebane på 66 m. Bassinerne er omgivet af et flisebelagt areal med mulighed for benyttelse af liggestole m.v. I tilknytning til badeanlægget er det muligt at købe forfriskninger.
Klagerens elforbrug er blevet registreret på 4 målere, der har omfattet følgende forbrug:
Målernr. 7065218: Svømme- og badeanlæg.
Målernr. 7065220: Spillehal, velfærdsbygninger samt videresalg af elektricitet til campinggæster.
Målernr. 7065222: Vaskeri, café og købmandsforretning.
Målernr. 7065230: Aktivitetssted.
Klageren har fået fuld godtgørelse af energiafgifterne vedrørende forbruget under målernr. 7065230 og 7065222. For elektricitetsforbruget under målernr. 7065220 har klageren skønsmæssigt fastsat den godtgørelsesberettiget andel til 25 %. Dette dækker over forbruget til velfærdsbygninger og pladsbelysning, mens forbruget i spillehallen og videresalget til campinggæsterne, som udgør de resterende 75 %, ikke indgår heri. For elektricitetsforbruget under målernr. 7065218 har klageren ikke fået godtgørelse.
Vedrørende vandforbruget har klageren hidtil fået godtgjort afgifterne for det samlede vandforbrug, og således også forbruget til badeanlægget.
Regionen har fremlagt en reklame fra klageren, hvoraf fremgår følgende:
"(...)
Faciliteter
2 store toiletbygninger med toilet, vaske- og bruseafdeling, handicaprum, damefrisørrum, familiebaderum og møntvaskeri
Køkken med kogeplader, ovne mikroovne, opvask og fiskekøkken
Stor forretning med fersk kød, brød, dybfrost og dagligvarer
Grill-bar med fast-food og café m. pizza og a la carte.
Aktiviteter
1200 m2 vandland med 3 bassiner og vandrutschebane
Ekspressen kører hver dag rundt med de mindste gæster. Gratis.
Stor legeplads med bl.a. trampoliner, svævebane, klatretårn og vippedyr.
Sportsplads, bordtennishal med 3 borde, minigolf med 12 baner.
Tv-opholdsrum, spillehal, billard,
Aktivitetshus m/storskærm
(...)
A CAMPING
(...)
A Campings største aktiv er det 1200 m2 store vandland. I de 3 bassiner kan både børn og voksne more sig. Vandkanoner, minirutschebane, springvand, boblegrotte, jet-streams og en kæmpe vandrutschebane på 66 m. På den læfyldte terrasse kan man nyde solen og en kølende drink.
(...)"
Regionens afgørelse
Regionen har efteropkrævet 47.468 kr. for perioden 2001-2002.
Klageren er ikke berettiget til godtgørelse af energiafgifterne vedrørende energiforbruget til badeanlægget og til velfærdsbygninger og pladsbelysning.
For så vidt angår badeanlægget er der her tale om en forlystelse omfattet af bilaget til elektricitetsafgifts- og vandafgiftsloven. Badeanlægget har en sådan karakter, at der er tale om et vandland, der efter praksis ikke kan få godtgørelse for energiafgifterne. Der er henvist til de faktiske forhold vedrørende badeanlægget samt til den fremlagte reklame fra klageren.
For så vidt angår forbruget på målernr. 7065220, er der ikke foretaget særskilte målinger af forbruget til spillehallen og salget af elektricitet til campisterne, hvorfor der ikke er mulighed for godtgørelse af elektricitetsafgiften på dette målernr. Efter den 1. januar 1998 kan campingpladser ikke få godtgjort energiafgifterne for elektricitet leveret til forbrug i campingvogne, telte m.v., der ikke er ejet af campingpladsen. Der har derfor efter denne dato skulle ske en opdeling i elektricitet anvendt af virksomheden og elektricitet, der er blevet leveret til campingvogne. Der er ikke mulighed for at anvende et skøn i en sådan situation. Som følge heraf må hele forbruget på denne måler anses som ikke godtgørelsesberettiget.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til godtgørelse af energiafgifterne vedrørende det omhandlede forbrug.
For så vidt angår badeanlægget er der her tale om en facilitet, der udgør en så integreret del af campingvirksomheden, at anlæggets afgiftsmæssige status derfor må falde sammen med campingvirksomheden, der ikke er omfattet af bilaget til elektricitets- og vandafgiftsloven.
Efter Landsskatterettens tidligere kendelser på området har der været tale om faciliteter, der kunne udøves særskilt og uafhængigt af udlejningsaktiviteten. Dette er ikke tilfældet her, idet anlægget blot udgør én af flere aktivitetsmuligheder, som er med til at gøre campingpladsen attraktiv. Dette er også understreget ved, at det stort set alene er folk, der camperer, der også benytter vandanlægget og ikke "eksterne" besøgende. Af de seneste regnskabstal for klageren udgør omsætningen vedrørende betalende gæster til vandlandet alene 25.736 kr. ud af en samlet omsætning på 4.370.417 kr. svarende til 0,5 %. Vandanlæggets opførelse er et udslag af den forstærkede konkurrencesituation på campingområdet, hvor det har været nødvendigt for klageren at kunne tilbyde disse faciliteter for at kunne hamle op med andre campingpladser, der ligger i nærheden af klagerens.
Der foreligger endvidere ikke en forlystelse i elektricitets- og vandafgiftslovens forstand. Der er ikke afgørelser, der entydigt definerer, hvornår et badeanlæg har karakter af en forlystelse. Badeanlægget her udgør imidlertid ikke en forlystelse, som har været behandlet i hidtidig praksis, der har taget udgangspunkt i overdækkede/indendørs anlæg, hvor faciliteterne vil kunne anvendes uden hensyntagen til vejret.
Nærværende anlæg adskiller sig også markant for de subtropiske overdækkede anlæg, der kan anvendes hele året, idet klagerens anlæg, der er beliggende i det fri, kun anvendes i sommerperioden og kun når vejret er godt. Endvidere udgøres det af et begrænset areal, hvor der kun er nogle enkelte faciliteter i tilknytning til anlægget. Dette kan derfor kun betragtes som en legeplads, der supplerer det nærliggende hav og den legeplads, som er opstillet på campingpladsen.
Det forhold, at klageren selv har markedsført vandanlægget som et vandland, har ingen betydning, idet det er de faktiske forhold, der er afgørende for vandanlæggets afgiftsmæssige behandling.
For så vidt angår forbruget på målernr. 7065220 kan anvendelsen af elektricitet i spillehallen samt det som er videresolgt til campisterne opgøres skønsmæssigt.
Der er henvist til Landsskatterettens kendelse af 15. september 2004 offentliggjort i SKM 2005.91 samt til, at der efter praksis vedrørende spillehaller kan ske en skønsmæssig opgørelse baseret på en omsætningsfordeling, jævnfør Momsnævnets afgørelse af 27. september 1995 refereret i TfS 1995.670. Disse afgørelser afspejler den almindelige gældende retstilstand.
Told- og Skattestyrelsens udtalelse
Styrelsen har over for Landsskatteretten indstillet, at den påklagede afgørelse stadfæstes.
Ud fra en samlet vurdering fremstår badeanlægget som en forlystelse omfattet af bilaget til elektricitets- og vandafgiftsloven. Det har ingen betydning, om hvorvidt der er tale om et indendørs- eller udendørs anlæg.
For så vidt angår forbrug af elektricitet anvendt til forskellige formål, er der i det konkrete tilfælde tale om et godtgørelsesberettiget forbrug, der har en sådan størrelsesorden, at det falder uden for det anførte i Punktafgiftsvejledningens afsnit F.6.8.2.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og vandafgiftslovens § 9, stk. 1, kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften af forbrugt afgiftspligtig elektricitet og vand. Som en undtagelse hertil fremgår det af de enslydende bestemmelser i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, følgende:
"Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilaget til nærværende lov nævnte ydelser."
Af de enslydende bilag til de to afgiftslove benævnt "Liste over momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af elafgift/vand-afgift." er bl.a. nævnt forlystelser, herunder teaterforestillinger, biografforestillinger m.v.
Ud fra en helhedsvurdering findes det omhandlede badeanlæg at have karakter af en forlystelse omfattet af bilaget til elektricitets- og vandafgiftsloven. Der er herved henset til, at der er tale om et større badeområde, hvor der er forskellige faciliteter tilknyttet, herunder en vandrutschebane og boblegrotte. Endvidere er der opholdsarealer i tilknytning hertil samt mulighed for at købe diverse forfriskninger, ligesom der rent faktisk er adgang også for ikke-campister. Endelig er der fra badeanlægget, som er placeret helt central på campingpladsen nemt adgang til de andre faciliteter på campingstedet.
Uanset at badeanlægget er etableret med henblik på at udgøre en integreret del af klagerens campingvirksomhed, synes det forudsat i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, at når en virksomhed udøver både godtgørelsesberettiget aktiviteter og ikke godtgørelsesberettiget aktiviteter, skal virksomhedens enkelte aktiviteter vurderes for sig, jævnfør herved Vestre Landsrets dom af 12. maj 2004 offentliggjort i SKM 2004.226. Set i dette lys og da det af klageren drevne badeanlæg ikke kan anses som en integreret del af klagerens basale aktivitet med drift af campingplads, er klageren ikke godtgørelsesberettiget vedrørende energiforbruget til det omhandlede badeanlæg.
For så vidt angår elektricitetsforbruget på målernr. 7065220 bemærkes, at forbruget herpå efter det oplyste hovedsagelig har været anvendt til ikke godtgørelsesberettiget formål til spillehallen og til videresalg til campister, mens ca. 25 % har været anvendt til godtgørelsesberettiget formål. Der har ikke været foretaget særskilte målinger af hverken det godtgørelsesberettiget og det ikke godtgørelsesberettiget forbrug.
For så vidt angår den videresolgte elektricitet til campisterne, bemærkes, at udgangspunktet efter elektricitetsafgiftsloven er, at klageren skal opgøre det godtgørelsesberettiget forbrug. I en situation, hvor der på én måler er opgjort forbrug omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, et godtgørelsesberettiget forbrug og et forbrug, hvor der slet ikke er sket forbrug i virksomheden, findes det bedst stemmende med lovens intentioner og af hensyn til myndighedernes kontrol, at der sker særskilt måling af det forbrug, der vedrører videresalg til campisterne.
Samtidig kan det godtgørelsesberettiget forbrug ikke betegnes som så lille, at det i overensstemmelse med Punktafgiftsvejledningens afsnit F.6.8.2 kan fastsættes skønsmæssigt.
Herudover findes nærværende situation ikke sammenlignelig med situationen som beskrevet under Landsskatterettens kendelse offentliggjort i SKM 2005.91, hvor der i det væsentligste var tale om målere, hvorpå der blev registreret et stort godtgørelsesberettiget forbrug, men hvori der tillige var indeholdt et meget lille ikke godtgørelsesberettiget forbrug vedrørende videresalg til lystbåde.
For så vidt angår forbruget til spillehallen synes det korrekt som anført af repræsentanten, at dette forbrug i overensstemmelse med Punktafgiftsvejledningens afsnit F.6.6 kan opgøres ved en omsætningsfordeling. Imidlertid findes dette alene relevant, hvor der er tale om én måler, der kun vedrører forbrug, der er godtgørelsesberettiget og forbrug, der er omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, og ikke som her, hvor der tillige registreres elektricitet, der slet ikke forbruges i virksomheden og som ikke har været målt.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.