Klagen skyldes, at selskabet A’s indkomst er forhøjet med fikseret vederlag for selskabets kautionsstillelse for datterselskabs forpligtelse overfor bank i forbindelse med bankens garantistillelse overfor datterselskabets leverandør.

 

Landsskatterettens afgørelse

 

Skatteforvaltningen har ansat indtægt ved sikkerhedsstillelse til 25.500 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse.

 

Sagens oplysninger

 

Selskabet driver virksomhed ved administration af det 100 % ejede datterselskab, B ApS (datterselskabet), samt investering i værdipapirer. Selskabet er ikke næringsdrivende med finansiel virksomhed. Datterselskabet driver virksomhed med salg af købmandsvarer og fersk kød fra lavprismarked i X. Selskaberne er sambeskattede.

 

Datterselskabet har overfor C A/S stillet bankgaranti på 1.700.000 kr. for sikkerhed for kredit ved vareleverancer. Den 19. april 2001 har selskabet stillet selvskyldnerkaution for datterselskabets bankgaranti. Datterselskabet har betalt 0,5 % for garantistillelsen, men har ikke betalt for sikkerhedsstillelsen.

 

Skatteforvaltningens afgørelse

 

Selskabets indkomst er forhøjet med 25.500 kr. for manglende indtægt for sikkerhedsstillelse for datterselskabs bankgaranti for vareleverancer.

 

Der henvises til ligningslovens § 2, statsskattelovens § 4, litra a, samt ligningsvejledningen 2002 afsnit S.I.2.1.

 

Selskabet skal modtage betaling fra datterselskabet for at stille selvskyldnerkautionen overfor C A/S, idet selskabet ikke ville stille selvskyldnerkaution overfor tredjemand uden at modtage betaling for dette.

 

Det er ikke en betingelse for at være omfattet af ligningslovens § 2, at man er næringsdrivende.

 

Ved forespørgsel i lokalt pengeinstitut er det oplyst, at pengeinstituttet tager 1,5 % i provision, når pengeinstituttet stiller sikkerhed for kaution i stedet for danske moderselskaber. Såfremt det lokale pengeinstitut vurderer, at der er for stor risiko ved sikkerhedsstillelsen, ydes denne ikke.

 

Ydelsen for sikkerhedsstillelsen overfor datterselskabet kan passende ansættes til 1,5 % af sikkerhedsstillelsesbeløbet på 1.700.000 kr., svarende til 25.500 kr.

 

Klagerens påstand og argumenter

 

Repræsentanten har fremsat principal påstand om, at selskabet ikke beskattes af manglende indtægt på 25.500 kr. samt subsidiær påstand om, at indtægten ansættes til et lavere beløb.

 

Datterselskabet foretager en væsentlig del af sine indkøb hos C A/S. C A/S stiller betingelse om sikkerhed for den løbende kredit på 50 % af varekredittens maksimum. Sikkerhedsstillelsen kan opfyldes ved håndpantsætning af værdipapirer og likvider eller bankgaranti eller lignende.

 

Datterselskabet havde ultimo regnskabsårene 1999/2000, 2000/2001 og 2001/2002 værdipapirer og likvide midler for henholdsvis 13.450.000 kr., 2.800.000 kr. og 2.530.000 kr. For samme år udgjorde den samlede leverandørgæld henholdsvis 2.926.000 kr., 2.026.000 kr. og 2.200.000 kr. Efter udlodning af udbytte de pågældende år med i alt 9.515.000 kr. udgjorde egenkapitalen ultimo de enkelte år 3.000.000 kr. Som følge heraf har datterselskabet selv været i stand til at foretage den af C A/S krævede håndpantsætning.

 

Den af C A/S krævede garantistillelse opgøres på grundlag af den maksimale kreditmulighed uden hensyntagen til den faktiske udnyttelse. Garantien medfører ikke særlige prisfastsættelser, rabatordninger eller lignende ved køb hos C A/S.

 

Af politiske grunde valgte koncernen, at datterselskabet stillede en bankgaranti for leverandørkreditten hos C A/S. For at opnå den størst mulige frihed i koncernen, blandt andet med hensyn til udbyttepolitikken valgte koncernen, at selskabet skulle stille selvskyldnerkaution for bankgarantien.

 

Koncernen har handlet på markedsmæssige vilkår, jf. ligningslovens § 2. I stedet for at selskabet stillede selvskyldnerkaution, kunne koncernen have valgt at lade datterselskabet selv stille den fornødne sikkerhed, idet datterselskabets egenkapital levnede plads hertil. Datterselskabet kunne have stillet sikkerhed via selskabets driftsmidler og selskabets tilgodehavender, som tilsammen oversteg garantibeløbet på 1.700.000 kr.

 

Alternativt kunne koncernen have valgt at datterselskabet havde haft en højere egenkapital. Dette havde medført, at selvskyldnerkautionen ikke havde været relevant. En højere egenkapital i datterselskabet kunne være nået ved en mere tilbageholdende udbyttepolitik. Ved en reduktion i udbytte på for eksempel 2.000.000 kr. ville datterselskabet have haft tilsvarende mere egenkapital. Herved kunne datterselskabet ved egne midler have stillet den fornødne garanti overfor C A/S. Ved således at ændre på udbyttepolitikken havde moderselskabet ikke modtaget udbytte i samme omfang som nu.

 

Selskabet er således blevet honoreret, idet koncernen med den valgte udbyttepolitik og den dermed anvendte fremgangsmåde løbende har honoreret selskabet. Dette er sket ved en højere udbyttebetaling til selskabet. Selskabet er således løbende blevet honoreret i forbindelse med den stillede selvskyldnerkaution.

 

Datterselskabet har ikke opnået nogen nytteværdi ved at lade selskabet stille selvskyldnerkaution for bankgarantien, hverken i forhold til selskabet eller i form af opnåede rabatter mv. hos C A/S. Selskabet har løbende modtaget udbytter og datterselskabets indkøbspriser mv. er ens, uanset om der stilles den ene eller anden form for sikkerhedsstillelse. Der er således ikke sket en ”skjult” overførsel af indtægt fra selskabet til datterselskabet, hvorfor skatteforvaltningen ikke har været berettiget til at foretage korrektion af selskabets skattepligtige indkomst.

 

Skatteforvaltningen har henvist til en ikke offentliggjort afgørelse truffet af Ligningsrådet den 21. november 2000. Denne afgørelse kan ikke anvendes som dokumentation for, at der i denne sag skal ske betaling i forbindelse med selvskyldnerkautionen. I Ligningsrådets afgørelse var der dels tale om et finansieringsselskab og dels blev der via den koncerninterne garanti opnået en rentefordel. Denne rentefordel anså Ligningsrådet for skattepligtig, hvorfor selskabet blev beskattet af forskellen mellem renteudgiften for et lån med og uden koncernintern garanti. Ligningsrådets afgørelse er således ikke analog med denne sag, hvor selskabet ikke driver næringsvirksomhed med finansiering, ligesom datterselskabet ikke med selskabets selvskyldnerkaution har opnået nogen fordel – hverken i forhold til selskabet eller i form af rabat eller lignende hos C A/S.

 

Koncernen har på grund af skattesagen valgt at ændre den hidtidige politik, og således ladet datterselskabet stille sikkerhed i form af kontanter. Det er således ikke længere aktuelt for selskabet at skulle stille selvskyldnerkaution for datterselskabets bankgaranti. Dette understøtter påstanden om, at datterselskabet i hele perioden selv kunne opfyldet kravet om sikkerhedsstillelsen, og at der med den hidtidige valgte sikkerhed ikke er sket ”skjult” overførsel af indtægter fra moderselskabet til datterselskabet. Selskabet er via udbytter løbende blevet aflønnet som holdingselskab, og skal ikke samtidig aflønnes som finansieringsselskab.

 

Såfremt der skal fikseres et vederlag, må dette ansættes til et lavere beløb end 1,5 % af garantisummen. Datterselskabet har betalt 0,5 % for bankgarantien. Den sekundære sikkerhed kan under ingen omstændigheder koste mere. Vederlaget kan højst udgøre 0,25 %.

 

Selskabets bankforbindelse har overfor repræsentanten bekræftet, at garantiprovisionssatsen – hvis der i stedet for selvskyldnerkaution var stillet pant i/givet transport i et indlån på 1,7 mio. kr. – ville have været fastsat til 0,500 % p.a.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

 

Ifølge ligningslovens § 2, stk. 1, skal koncernforbundne selskaber, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner mellem selskaberne i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (markedsvilkår).

 

Selskabet har vederlagsfrit stillet kaution for datterselskabets forpligtelse overfor banken i forbindelse med bankens garantistillelse overfor datterselskabets leverandør. Datterselskabet anses ikke at kunne have opnået vederlagsfrihed ved kaution fra tredjemand. Det tiltrædes derfor, at der skal fikseres et vederlag, svarende til datterselskabets besparelse, jf. ligningslovens § 2, stk. 1, og statsskattelovens § 4, litra a.

 

Idet det ikke er godtgjort, at datterselskabet kunne opnå en tilsvarende kaution fra tredjemand til en lavere præmie end den, der er lagt til grund ved skatteforvaltningens ansættelse, stadfæstes skatteforvaltningens ansættelse.