Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan en fordring ophører fx som følge af forældelse eller som følge af, at skyldner har været under bobehandling. En fordring, der er ophørt, er ophørt i forhold til skyldner. Det vil sige, at skyldner ikke længere hæfter for fordringen, og at fordringen ikke kan inddrives over for denne.

Afsnittet indeholder: 

  • Ophør som følge af forældelse eller præklusion
  • Ophør som følge af eftergivelse
  • Ophør som følge af gældssanering
  • Ophør som følge af frivillig kreditorordning
  • Ophør som følge af rekonstruktion
  • Ophør som følge af afskrivning  og bortfald.

Ophør som følge af forældelse eller præklusion 

Et krav, der er ophørt som følge af forældelse eller præklusion, er ikke længere retskraftigt og må derfor ikke inddrives hos skyldner.

Er der tidligere:

  • Arbejdsmarkedsbidrag
  • B-skat og/eller
  • Restskat

som er ophørt som følge af forældelse eller præklusion, og skatteyderen som følge af en ændring af skatteansættelsen opnår en overskydende skat eller et arbejdsmarkedsbidrag, skal den ophørte fordring dog dækkes ved modregning i det overskydende beløb, hvis den overskydende skat/arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold som den ophørte fordring (konnekse krav). Se TfS.2000.748 VLD, hvor landsretten fandt, at der ikke kunne modregnes i en overskydende skat, da hovedfordringen og modfordringen ikke var konnekse.

Særligt ved præklusion

I dødsboer er der præklusivt proklama. Det betyder, at retten til dækningen af fordringer, som ikke anmeldes over for skifteretten inden for en angiven frist, ophører.

Præklusion omfatter ikke fordringer, der er sikret ved pant eller på lignende måde. Se dødsboskiftelovens § 83, stk. 2, nr. 3.

Derimod må den restfordring, der består efter pantets realisation, antages at være omfattet af et proklama. Sælges pantet på tvangsauktion, frivilligt med panthaverens accept, eller falder tinglysningen væk på grund af manglende fornyelse, består panteretten ikke længere, og den udækkede restfordring vil være prækluderet, medmindre den er anmeldt i boet.

Se også

  • Afsnit A.D.13.3.3 Modregning, der nærmere beskriver reglerne for konneks modregning.
  • Afsnit G.A.3.4.6 Dødsboer og dødsboskifte, der beskriver de forskellige bobehandlingsformer i forbindelse med et dødsboskifte.

Ophør som følge af eftergivelse

Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldners gæld. Når skyldner har fået hel eller delvis eftergivelse efter reglerne i gældsinddrivelsesloven § 13-15, er det eftergivne beløb opgivet og dermed ophørt i forhold til skyldner.

Hvis en skatteyder har fået eftergivet

  • Arbejdsmarkedsbidrag
  • B-skat og/eller
  • Restskat

og skatteyderen som følge af en ændring af skatteansættelsen opnår en overskydende skat eller arbejdsmarkedsbidrag, skal den ophørte fordring dog dækkes ved modregning i det overskydende beløb, hvis den overskydende skat/arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold som den ophørte fordring (konnekse krav).

Se også

Ophør som følge af gældssanering 

I gældssaneringer er der præklusivt proklama, hvilket betyder, at retten til dækning af fordringer, som ikke anmeldes over for skifteretten inden for en angiven frist, bortfalder. Se konkurslovens § 208 b, stk. 1. Dækning af en anmeldt fordring, som skyldneren bestrider, samt en anmeldt betinget fordring, fx kautionsforpligtelse, ophører under visse betingelser. Se konkurslovens § 209, stk. 3.

Den del af fordringerne, der saneres ifm. gældssaneringen, ophører, når gældssaneringssagen er sluttet. Dvs. når fristen for kære af skifterettens kendelse om gældssanering er udløbet, uden at kære er sket, eller når kæreinstansen har stadfæstet kendelsen.

Se mere om gældssanering i G.A.3.4.5.8.2 Sanering af skyldners gæld.

Ophør som følge af frivillig kreditorordning

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden tiltræder en frivillig kreditorordning, der indeholder en akkord, nedsættes de fordringer, der er omfattet af akkorden, med den i akkorden fastsatte procent. Nedsættelsen gælder dog ikke for andre hæftere, fx kautionister eller medinteressenter, der hæfter for gælden. Se også G.A.3.4.8 Frivillige kreditorordninger.

Ophør som følge af rekonstruktion

En rekonstruktion skal medføre tvangsakkord og/eller virksomhedsoverdragelse, for at kravet kan ophøre, men herudover afhænger indholdet af rekonstruktionen af de konkrete omstændigheder. Se konkurslovens § 10.

Indeholder en rekonstruktion en tvangsakkord, ophører det bortakkorderede beløb, når rekonstruktionen er afsluttet. Se konkurslovens § 14, stk. 2. Det vil sige, at når fristen for kære er udløbet, uden at kære er sket, eller når kæreinstansen har stadfæstet kendelsen.

Se også G.A.3.4.3.6.1 Retsvirkningerne af en bestemmelse om tvangsakkord.

Ophør som følge af afskrivning og bortfald

En fordring kan afskrives og dermed ophøre i forhold til skyldner, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden afskriver en fordring i henhold til gældsinddrivelsesloven § 16, stk. 1, eller gældsinddrivelsesloven § 16, stk. 2, eller i henhold til gældsinddrivelseslovens § 18 h, stk. 1, eller gældsinddrivelseslovens § 18 h, stk. 10, som ændret ved § 1, nr. 31-35 i lov nr. 1365 af 12. december 2023.

Se også G.A.3.1.6.1 om Afskrivning af fordringer og G.A.3.1.6.5 om Ekstraordinær afskrivning.

En fordring kan derudover bortfalde i henhold til gældsinddrivelseslovens § 16, stk. 4-5, hvorefter fordringen ophører i forhold til skyldner. Se G.A.3.1.6.2 Bortfald af fordringer.

En fordring kan desuden bortfalde, hvis restancemyndigheden bestemmer, at der skal ske bortfald af allerede tilskrevne renter i henhold til gældsinddrivelseslovens § 5, stk. 1, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 9, stk. 4.