Parter
Skatteforvaltningen
(v/advokat Steffen Sværke)
mod
H1
(v/advokat Søren Aagaard)
Ved kendelse af 29. november 2023 har Retten i Kolding (BS-21466/2023-KOL) bestemt, at R1-revision skal komme med forslag til udpegning af skønsmand nr. 2 til besvarelse af skønstemaets økonomiske del.
Skatteforvaltningen har kæret afgørelsen med påstand om, at G1-institut skal komme med forslag til skønsmand. Til støtte for påstanden har Skatteforvaltningen navnlig anført, at det efter en samlet vurdering af uvildigheds- og kvalifikationskriterier generelt er G1-institut, der er bedst egnet til at foreslå en skønsmand i sager, hvor der er spørgsmål om den erhvervsmæssige karakter af stutterivirksomheder mv. i skatteretlig forstand. Sagen kræver en særlig faglig viden om stutterivirksomhed og økonomi, som G1-instituts skønsmandskandidater i kraft af deres uddannelse og praktiske erfaring besidder.
H1 har påstået afgørelsen stadfæstet. Det er til støtte herfor navnlig anført, at R1-revision er mindst lige så kompetent til at bringe en skønsmand i forslag som G1-institut.
Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.
Kæremålet er tillagt opsættende virkning.
Landsretten afsagde
KENDELSE
Parterne er enige om, at der skal medvirke to skønsmænd, og at den ene skønsmand skal bringes i forslag af G2-virksomhed.
Endvidere er parterne enige om, at både R1-revision og G1-institut, opfylder uvildigheds- og kvalifikationskriterierne for at kunne komme med forlag til den anden skønsmand.
Ved afgørelsen af, hvilken organisation der er bedst egnet til at komme med forslag til skønsmænd, skal der foretages en samlet vurdering af den pågældende organisations kvalifikationer i forhold til at foreslå en skønsmand med relevant faglig viden og indsigt samt af organisationens uvildighed, jf. Højesteret i kendelse af 18. oktober 2016 gengivet i U.2017.297.
Det er i overensstemmelse med sædvanlig praksis at indhente forslag til skønsmænd fra den relevante brancheorganisation.
Landsretten finder, at der efter det foreliggende ikke er grundlag for at antage, at G1-institut, er mere egnet end R1-revision til at bringe en skønsmand i forslag. Det forhold, at begge skønsmænd som anført af Skatteforvaltningen skal have lejlighed til at besvare samtlige spørgsmål, som de mener sig kompetente til, kan ikke føre til en anden vurdering. Det må således forudsættes, at R1-revision vil være opmærksom på, at den skønsmand, som de skal bringe i forslag, har den fornødne sagkundskab.
Landsretten tiltræder derfor byrettens afgørelse om, at R1-revision skal komme med forslag til den anden skønsmand.
Efter kæresagens udfald skal Skatteforvaltningen i sagsomkostninger for landsretten betale 5.000 kr. til H1 til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms.
THI BESTEMMES:
Byrettens kendelse stadfæstes, således at R1-revision skal komme med forslag til skønsmand nr. 2.
I sagsomkostninger for landsretten skal Skatteforvaltningen inden 14 dage betale 5.000 kr. til H1. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Sagen sluttet.