Parter

A

mod

Skatteministeriet

(advokat Søren Norlén)

Københavns Byret har den 15. august 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS21645/2021-KBH).

Landsdommerne Lone Kerrn-Jespersen, Tine Egelund Thomsen og Louise Pansa Lauemøller (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har endeligt nedlagt følgende påstande:

Påstand 1:

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skatteministeriet har krænket EMRK artikel 13 og artikel 47 i the Charter of Fundamental Rights of the European Union over for A i forbindelse med behandling af Gældsstyrelsens sagsnr. 20-1366754 og Skatteankestyrelsens sagsnr. 21-0022495.

Påstand 2:

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at faktura af 16. juni 2020 nr. (red.fakturanr.fjernet) pålydende 75.000 kr. og gebyr pålydende 250 kr. ikke kan danne grundlag for tvangsinddrivelse ved Gældsstyrelsen.

Vedrørende sagsomkostninger har A nedlagt påstand om frifindelse.

Indstævnte, Skatteministeriet, har nedlagt følgende påstande:

Over for påstand 1: Stadfæstelse.

Over for påstand 2: Stadfæstelse, subsidiært frifindelse

Vedrørende sagsomkostninger har Skatteministeriet påstået stadfæstelse.

Sagen angår for landsretten, om Skatteministeriet i forbindelse med behandlingen af Gældsstyrelsens inddrivelse af krav for Y1-kommune har krænket A's menneskerettigheder, og om en af Y1-kommune udstedt faktura til A kan danne grundlag for tvangsinddrivelse ved Gældsstyrelsen.

Sagens oplysninger

Ved Østre Landsrets ankedom af 19. december 2019 blev A dømt til at betale 75.000 kr. i sagsomkostninger for begge retter til OA. På daværende tidspunkt var OA borgmester i Y1-kommune.

Y1-kommune opkrævede ved faktura af 16. juni 2020 udstedt til A beløbet på 75.000 kr. med betalingsfrist den 16. juli 2020. Af fakturaen fremgår bl.a., at den angår sagsomkostninger i dom afsagt den 19. december 2019 vedrørende injurier.

A gjorde indsigelse mod betaling af fakturaen, og ved brev af 26. juni 2020 skrev Y1-kommune som svar på indsigelsen bl.a.:

"Y1-kommune har modtaget din indsigelse mod betaling af den fremsendte faktura på kr. 75.000 vedrørende tilkendte sagsomkostninger jf. dommen afsagt 19. december 2019 vedrørende injurier.

Du anfører i din indsigelse, at fakturaen intet har med Y1-kommune at gøre.

Y1-kommune er ikke enig med dig i antagelsen, idet sagen vedrører borgmesterens handlinger i forbindelse med varetagelse af hvervet som borgmester."

Ved brev af 21. august 2020 sendte Y1-kommune en rykker til A vedrørende betaling af beløbet på 75.000 kr., og der blev pålagt et gebyr på 250 kr., hvorefter det samlede krav blev opgjort til 75.250 kr. Af brevet, der var vedlagt et indbetalingskort, fremgår bl.a.:

"Beløbet skal betales inden 10 dage fra dags dato, hvis du vil undgå at restancen sendes til tvangsinddrivelse hos SKAT."  

Beløbet blev ikke betalt, og Y1-kommune sendte kravet til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.

Ved henvendelse af 2. oktober 2020 skrev A til Gældsstyrelsen bl.a.:

"Jeg har konstateret, at Y1-kommune har indbragt et fiktivt krav mod mig til Gældsstyrelsen.

Y1-kommune er anmeldt til Y2-landsdel Politi under sagsnr. (red.sagsnr.fjernet).

Sagen beror på en injurie- og bagvaskelsessag mod OA, hvor OA anvendte midler på mere end 800.000 kr. fra Y1-kommune til betaling af sin og den anden sagsøgtes advokat i strid med Kommunalfuldmagten og Retsplejelovens § 316, stk. 2.

Den 7. januar 2020 opkrævede OA's advokat 75.000 kr. i sagsomkostninger. Den 16. juni 2020 opkrævede Y1-kommune "Kultur og Event" det samme beløb, idet OA skulle dække over sin underslæb. Y1-kommune anførte i sin opkrævning, at jeg var idømt at betale erstatning til Y1-kommune i år 2020. Jeg har aldrig haft noget med Y1-kommune at gøre.

Jeg skal derfor anmode Gældsstyrelsen om straks at slette posten ang. Y1-kommune, og hvis nødvendigt, indgive en politianmeldelse mod Y1-kommune for misbrug af Gældsstyrelsen."

Ved brev af 26. november 2020 skrev Gældsstyrelsen til A bl.a.:

"Du har klaget over erstatningskrav, jf. henvendelse af 2. oktober 2020.

Vi har sendt din klage videre til Y1-kommune til besvarelse, da det er kreditor, der træffer alle afgørelser om kravets eksistens eller størrelse.

Indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse har ikke opsættende virkning i forhold til inddrivelse af fordringen. Hvilket betyder, at fordringen bliver inddrevet, selv om du klager.

Hvis kreditor giver dig helt eller delvist ret i klagen, vil du få tilbagebetalt det, der eventuelt er betalt for meget."

Som svar på en henvendelse fra Gældsstyrelsen om Y1-kommunes krav mod A skrev kommunen den 26. november 2020 til Gældsstyrelsen bl.a.:

"Det fremgår af din skrivelse, at A har fremsendt indsigelse til Gældsstyrelsen over kravets eksistens.

A har allerede gjort indsigelse direkte overfor Y1-kommune vedrørende samme, ligesom kommunen allerede har besvaret indsigelsen. Jeg går derfor ud fra, at Gældsstyrelsen ikke finder, at kommunen skal besvare indsigelsen igen.

Jeg vedlægger kopi af A's indsigelse og kommunens besvarelse. Jeg vedlægger endvidere domsudskriftet fra Østre Landsret, hvori det fremgår, at A skal betale sagens omkostninger."

A har flere gange senere rettet henvendelse til Gældsstyrelsen. Ved brev af 14. december 2020 henviste Gældsstyrelsen hende til at kontakte Y1-kommune vedrørende hendes klage af 2. oktober 2020 og meddelte, at styrelsen ikke foretog sig yderligere. Ved brev af 11. marts 2021 oplyste Gældsstyrelsen, at A's henvendelse af 10. marts 2021 ikke indeholdt nye oplysninger, der kunne lægges til grund for en ny vurdering af sagen.

Den 26. april 2021 traf Skatteankestyrelsen afgørelse om at afvise en klage fra A. Samme dag henvendte A sig til Skatteankestyrelsen, der ved brev ligeledes af samme dag besvarede henvendelsen. Af Skatteankestyrelsens brev af 26. april 2021 fremgår bl.a.:

"Du har klaget over afgørelser af 26. november 2020 og 10. marts 2021.

Skatteankestyrelsen traf afgørelse om at afvise dine klager den 26. april 2021, idet der ikke sås at være indsendt en afgørelse truffet af Skatteforvaltningen og idet Skatteankestyrelsen herudover ikke har kompetence til at behandle klager over fordringers eksistens og størrelse, når spørgsmålet ikke vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration.

…

Du har den 26. april 2021 indsendt et brev til dig fra Gældsstyrelsen af 14. december 2020, hvori Gældsstyrelsen oplyste dig om, at din henvendelse vedrørende klage over kravets eksistens skal rettes til Y1-kommune, og at Gældsstyrelsen ikke foretager sig yderligere i sagen, ...

Idet Gældsstyrelsens breve af henholdsvis 14. december 2020 og 26. marts 2021 ikke kan anses som afgørelser i forvaltningslovens forstand, som kan påklages til Skatteankestyrelsen, henvises til Skatteankestyrelsens afgørelse af 26. april 2021, og vi foretager os således ikke yderligere i forbindelse med din henvendelse." 

Ved brev af 20. maj 2021 skrev Gældsstyrelsen til A bl.a.:

"Gældsstyrelsen har modtaget din henvendelse af 17. marts 2021 med en indsigelse over fordring fra Y1-kommune oversendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.

…

Såvel Y1-kommune som … har fastholdt fordringerne, og sendt besvarelser til dig med kopi til Gældsstyrelsen. Yderligere spørgsmål og indsigelser henvises til fordringshaverne, herunder muligheden for civilt søgsmål.

Hverken Gældsstyrelsens besvarelse til dig af 14. december 2020 eller kvitteringsskrivelsen af 26. marts 2021 er afgørelser, som kan påklages.

Skatteministeriet har ved brev af 18. maj 2021 besvaret din henvendelse omkring adresser i forbindelse med, at du ønsker at anlægge retssag mod Skatteministeriet."

Ved brev af 17. januar 2022 skrev Y1-kommune til A bl.a.:

"Y1-kommune har modtaget din mail af 11. januar 2022 vedrørende dit ønske om aktindsigt i bl.a. transporterklæring.

Der er ikke indgået aftale med tidligere borgmester om transporterklæring eller vederlæggelse af 75.000 kr. Y1-kommune er således ikke i besiddelse af de ønskede dokumenter."

Den 10. august 2022 sendte Gældsstyrelsen et brev til A vedrørende manglende betaling af hendes gæld med en opgørelse af gælden med renter.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

A har i sit påstandsdokument anført bl.a.:

"Gældsstyrelsen har ved afgørelse af 26. november 2020 (…) taget stilling til, at appellantens klage ikke medfører opsættende virkning, hvorfor præmissen for byrettens dom afsagt den 15. august 2022 i sag BS21645/2021-KBH bortfalder.

Krænkelse af EMRK art. 13 og Chartrets artikel 47:

Afgørelserne af 26. november 2020 (…), 14. december 2021 (…), 11. marts 2021 (…) og den 20. maj 2021 (…) er forvaltningsretlige afgørelser jf. Ombudsmandens udtalelse af 17. november 2020 (Dok.nr. 20/001084/RI), FOB 1995.207 og FOB 2006.480, hvilket er bekræftet af Skatteministeriet i ankesvarskrift af 12. oktober 2022, side 22, hvorfor Gældsstyrelsen har afgjort, at der sker tvangsinddrivelse af Y1-kommunes anmeldte krav.

EMD fastslået i CASE OF MAHMUT KAYA v. TURKEY, no. 22535/93 af 28 marts 2000, præmis 106, at en periode fra den 17. november 1993 - 13. marts 1995, hvor den kompetente myndighed ikke foretog sig den lovpligtige behandling af den pågældende sag, ikke er i overensstemmelse med kravene om "et effektivt retsmiddel" fastsat i EMRK art. 13, hvorfor perioden fra den 2. oktober 2020 til dato, hvor skattemyndighederne har forholdt sig afvisende til behandling af sag 20- 1366754, og fortsat tvangsinddriver udokumenterede krav, der ikke opfylder lovkravene, udgør en krænkelse af EMRK art. 13.

EMD har fastslået i CASE OF MAHMUT KAYA v. TURKEY, no.

22535/93 af 28 marts 2000, præmis 124, at nationalstaterne skal stille et nationalt retsmiddel til rådighed, som kan behandle substansen i en "anfægtelig klage" i henhold til konventionen og give passende retsmidler, hvorfor skatteankenævnets tilsidesættelse af Ombudsmandens bindende retningslinjer for en forvaltningsretlig afgørelse jf. Ombudsmandens udtalelse af 17. november 2020 (Dok.nr. 20/00108- 4/RI) jf. FOB 1995.207 og FOB 2006.480, udgør en krænkelse af EMRK art. 13.

EMD har fastslået i CASE OF MAHMUT KAYA v. TURKEY, no. 22535/93 af 28 marts 2000, præmis 124, at nationalstaterne skal stille et nationalt retsmiddel til rådighed, som kan behandle substansen i en "anfægtelig klage" i henhold til konventionen og give passende retsmidler, hvorfor en afvisning af appellantens indsigelser (…) mod de af Y1-kommunes anmeldte fordringernes gyldighed med påstand om, at appellanten, som påstået debitor, egenhændigt skal løfte bevisbyrden for ikke at være den påstået kreditor Y1-kommune et beløb skyldig, i strid med skatteministeriets juridiske vejledning G.A.3.7.3 Civilretlige fordringer, udgør en krænkelse af EMRK art. 13.

Skatteministeriet Departementet har ikke opfyldt sine forpligtelser ved behandling af sag ved Gældsstyrelsens sagsnr. 20-1366754 og ved Skatteankestyrelsens sagsnr. 21-0022495, hvilket udgør en krænkelse af EMRK art. 13 jf. CASE OF LIBERTY AND OTHERS v. THE UNITED KINGDOM, no. 58243/00 af 1. juli 2008, præmis 71: The applicants also complained under Article 13, which provides: “Everyone whose rights and freedoms A's set forth in [the] Convention are violated shall have an effective remedy before a national authority notwithstanding that the violation has been committed by persons acting in an official capacity."

EU-domstolen har ved kendelse afsagt den 10. november 2020 i sag C446/15 fastslået, at bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 hjemler, at undersøgelse af, om en faktura opfylder de lovpligtige krav og om en faktureret ydelse er leveret, tilkommer den forelæggende ret/relevante skattemyndighed at undersøge, og ikke appellanten, som påstået af Skatteministeriet Departementet, hvilket udgør en krænkelse af Chartrets artikel 47 "ret til et effektivt retsmiddel".

Skatteministeriets pålæg til appellanten, som påstået debitor, om at udtage stævning mod Y1-kommune, som påstået kreditor, for at få tvisten om Y1-kommunes udstedte faktura (…) og efterfølgende påstået erstatningskrav fastsat ved dom i år 2020 (…), behandlet ved domstolene, strider mod kendelse afsagt den 10. november 2020 i sag C446/15 og mod skatteministeriets juridiske vejledning A.D.12.1 Overdragelse af simple fordringer, hvorfor Chartrets artikel 47 "ret til et effektivt retsmiddel" er krænket.

Det gøres overordnet gældende for appellantens selvstændige nedlagte påstand 1, at appelindstævnte ikke stillede et effektivt retsmiddel til rådighed for appellanten, og heraf ikke iagttog de regelsæt, der gør sig gældende for Gældsstyrelsens virke i forbindelse med behandling af sagerne 20-1366754 og 1-0022495, hvorfor påstand 1 tages til følge.

Skatteministeriet Departementet var forpligtet til at påse, om den af Y1-kommunes fremsendte fordring udstedt, som faktura af 16. juni 2020 nr. (red.fakturanr.fjernet) pålydende 75.000 kr. og rykkerskrivelse af 21. juli 2020 med pålagt gebyr på 250 kr. er lovmedholdelig, og heraf retskraftig, hvilket Skatteministeriet Departementet ikke behørigt har iagttaget i strid med EMRK art. 13 og i strid med art. 47 i Chartret jf. EU-Domstolens kendelse afsagt den 10. november 2016 ved 9. afdeling i sag C446/15.

Faktura af 16. juni 2020 og rykkergebyr af 20. august 2020 kan ikke danne grundlag for tvangsinddrivelse ved Gældsstyrelsen:

Stamdata

Gældsstyrelsens "Fordringstypebilag Kommuner" side 65 ff. lister reglerne i NyMF indgangsfilter, som de oversendte fordringer skal bestå, før fordringerne kan blive lukket ind og modtages i inddrivelsessystemet, jf. nærmere i Aftalen, hvilke regler Y1-kommune ikke har opfyldt …, idet Y1-kommune ikke har anført R_2_1 Forældelsesdato, som skal være udfyldt og hvor fordringen skal afvises, hvis dette felt ikke er udfyldt og R_7_11 Beskrivelsesfelt, som skal være udfyldt fyldestgørende, så fordringen kan identificeres, og hvor fordringen skal afvises, hvis dette felt ikke er udfyldt, og hvor Y1-kommune samtidig har anvendt fordringskoderne DFERSTA og GEOPKRÆ, som ikke kan anvendes på faktura af 16. juni 2020 og rykkerskrivelse af 21. august 2020 (…), hvorfor appelindstævnte er forpligtet til at afvise de, af Y1-kommunes, anmeldte krav jf. Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2.

Gældsstyrelsen anerkender selv, at denne styrelse ikke er bekendt med, hvorfra Y1-kommunes anmeldte krav stammer …, hvorfor appelindstævnte var forpligtet til at afvise de, af Y1-kommunes, anmeldte krav jf. Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2 jf. Bilag 7 jf. G.A.1.1.3 Restanceinddrivelsesmyndigheden og inddrivelsesgrundlaget.

Gældsstyrelsen har ved afgørelse af 26. november 2020 (…), afvist at iagttage Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2, som Gældsstyrelsen er forpligtet til at iagttage jf. Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2 ...

Fordringstype

Faktura af 16. juni 2020 (…) er anmeldt under DMI-Fordringstype: "Erstatningskrav" (DFERSTA), hvilken fordringstype er erstattet af 2 nye fordringstyper: PSRM-fordringstyper: "Erstatning med fundament" (KFERSMF) "Erstatning uden fundament" (KFERSUF) … uden i øvrigt en nærmere definition af det påstået erstatningskrav, og for hvilken faktura er udstedt før den påstået skadevoldende adfærd var indtrådt, hvorfor den pågældende faktura ikke henføres til fordringstypen DFERSTA, og det anmeldte krav skulle derfor rettelig være afvist i medfør af Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2 jf. Gældsstyrelsens "Fordringstypebilag Kommuner" side 65 ff.

Det fremgår af Fordringstypesanering Forretningsonboarding af kommuner, Civilretlige fordringer, side 8, pkt. 4.4 "Forskellen mellem erstatningskrav og fakturakrav (regningskrav)" og alm. retssædvane, at det ved et erstatningskrav skal være fastslået, at der er en skadevolder, der kan drages til ansvar over for skadelidte, hvilket ikke er opfyldt for Y1-kommunes anmeldte krav, hvorfor kravet er anmeldt i strid med Gældsstyrelsens bindende vejledning og de erstatningsretlige præmisser, og skulle derfor rettelig være afvist i medfør af Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2.

Hverken Skatteministeriet Departement eller Y1-kommune har løftet bevisbyrden for, at Y1-kommune Team Kultur og Event, Y3-adresse har solgt en ydelse til en værdi af kr. 75.000 til appellanten, der er opkrævet ved udstedt faktura af 16. juni 2020 med fakturanr. (red.fakturanr.fjernet) (…) jf. Kravene for en lovmedholdelig faktura i juridisk vejledning A.B.3.3.1.4 jf. SKM2020.484.BR, hvorfor faktura af 16. juni 2020 med fakturanr. (red.fakturanr.fjernet) pålydende ikke følger lovens krav, og derfor ikke kan danne grundlag for et eksekutionsfundament (…).

Kravet for anvendelse af fordringstypen KFERSMF - Erstatning med fundament er ikke opfyldt:

Af Gældsstyrelsens "Fordringstypebilag Kommuner" BILAG 10.3 er det et krav for anvendelse af fordringstypen KFERSMF, at fordringen omfatter krav på erstatning, hvor kravet kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, heraf skal kravet være fastslået i en dom eller forlig, hvilken dom eller forlig Y1-kommune ikke har, hvorfor appelindstævnte er forpligtet til at afvise kravet i medfør af Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2, da betingelsen for anvendelse af fordringstypen KFERSMF (daværende DFERSTA) ikke er opfyldt.

Kravene for anvendelse af fordringstypen KFERSUF Erstatning uden fundament er ikke opfyldt:

Af Gældsstyrelsens "Fordringstypebilag Kommuner" pkt. 1.2 Betingelser for anvendelse af fordringstypen KFERSUF er, at fordringen skal vedrøre krav på erstatning, hvor erstatningsbetingelserne skal være opfyldt, kravet på erstatning må ikke kunne tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, fordringen må ikke være tillagt lønindeholdelses- og udpantningsret efter bilag 1 i gældsinddrivelsesloven og fordringen skal vedrøre krav, hvor den erstatningspådragende begivenhed kan henføres til en bestemt dag eller et bestemt tidspunkt, hvilke betingelser ikke er opfyldt for Y1-kommunes anmeldte krav, idet erstatningsbetingelserne ikke er opfyldt, beløbet på 75.000 kr., som Y1-kommune hævder at have krav på, uden transporterklæring (…), er fastsat ved dom for tredjepart, hvor retsplejelovens § 478 er hjemmel for tredjepart, den af Y1-kommunes anmeldte fordring er tillagt lønindeholdelses- og udpantningsret, da Y1-kommune har anmeldt kravet under fordringstypen GEOPKRÆ, den "erstatningspådragende begivenhed" er henført til den 16. juli 2020, som udgør forfaldsdagen på faktura af 16. juni 2020 (…), og kan derfor ikke henføres til en erstatningspådragende begivenhed, hvorfor appelindstævnte er forpligtet til at afvise kravet i medfør af Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2, da betingelserne for anvendelse af fordringstypen KFERSUF ikke er opfyldt.

Rykkergebyr

Det følger af Gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3, at fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, hvilket ikke er iagttaget for nærværende, idet faktura af 16. juni 2020 (…) og rykkerskrivelse af 21. august 2020 (…) ikke er overensstemmende, da der er tale om to forskellige påståede krav hhv. påstand om køb og salg af sagsomkostninger og påstand om en afsagt dom i år 2020 for erstatning udenfor kontrakt, hvilken dom ikke eksisterer, hvorfor appelindstævnte er forpligtet til at afvise, de anmeldte krav jf. Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2.

… Y1-kommune har anmeldt et rykkergebyr pålydende 250 kr. under fordringstypen GEOPKRÆ til Gældsstyrelsen, hvilken fordringstype henhører under lovbekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2015 om trafikselskaber og de fælles landsdækkende rejseregler …, hvor en fordring omfattet af fordringstypen GEOPKRÆ er en underfordring til en hovedfordring af fordringstypen DAKONTR, FLEXTRA, KORSALG, jf. FLEXTUR, DOTPEKO, og DOTENKB, og ikke en underfordring til en hovedfordring af fordringstypen DFERSTA, hvorfor appelindstævnte er forpligtet til at afvise, det anmeldte krav jf. Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2 ...

Lønindeholdelse

Y1-kommunes anmeldte krav, er anmeldt, som en fordring i medfør af lovbekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2015 om trafikselskaber og de fælles landsdækkende rejseregler, hvor der kan ske lønindeholdelse …, hvor det under "hovedfordringen", er anført: "Dækning tilladt Ja" jf. Gældsinddrivelseslovens § 10, hvilket der ikke ville være hjemmel til for civile fordringer, der er listet i bilag 1 til Gældsinddrivelsesloven, som et erstatningskrav vil henhøre under, hvorfor appelindstævnte er forpligtet til at afvise, det anmeldte krav jf. Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2.

Det følger af Gældsbrevslovens § 27, at en transporthaver ikke opnår bedre ret en transportgiver, hvorfor Gældsinddrivelsesloven eller lovbekendtgørelse nr. 323 af 20. marts 2015 om trafikselskaber og de fælles landsdækkende rejseregler, ikke kan finde anvendelse på ankedom afsagt den 19. december 2019 i sag 3. afd. Nr. B-591-18 og B-619-18 (…), som fundament for de påståede krav jf. Skatteministeriets juridiske vejledning A.D.12.1 Overdragelse af simple fordringer …, hvor Y1-kommune anerkender, at der ikke er foretaget transport i tilkendte sagsomkostninger til tredjemand.

Ad Nova - Inddrivelse af rentekrav

Renter af fakturabeløbet pålydende 16.524,61 kr. (…) er et afledt krav til det påstået hovedkrav jf. LBK nr. 6 af 07/01/2022 § 16 "Afskrivning og bortfald af krav", hvorfor Skatteministeriets påstand om Nova afvises.

Rentetilskrivning:

Det følger af Y1-kommunes anmeldelse til Gældsstyrelsen, at rentetilskrivningen til hovedfordringen, der udgør en faktura, er hjemlet i rentelovens § 8a, hvilken bestemmelse ikke kan anvendes, idet rentelovens § 8a alene angår renter af sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag, hvilket Y1-kommune ikke er tilkendt, hvorfor appelindstævnte er forpligtet til at afvise rentetilskrivningen i medfør af Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 3, 2. pkt. jf. § 4, stk. 2 ...

Skærpende herfor er, at fra og med år 2020, er der ikke rentefradrag på renter på gæld til det offentlige, hvorfor appellanten lider yderligere uberettiget tab.

Det følger af rentelovens § 10, at der alene kan tilskrives renter på pengekrav, hvilket forudsætter, at den påstået fordringshaver har et pengekrav, hvilket pengekrav Y1-kommune ikke har mod appellanten, hvorfor rentelovens bestemmelser ikke kan finde anvendelse for Y1-kommune mod appellanten.

Det gøres overordnet gældende for påstand 2, at Y1-kommunes anmeldte krav skulle være afvist af Gældsstyrelsen ved indbringelsen, da kravene hverken er dokumenteret, retskraftige eller lovmedholdelige.

Ad sagsomkostninger:

Til støtte for påstanden i relation til sagsomkostningerne gøres det gældende:

Omkostningerne ved byretten hæves, da det er appelindstævntes egne forhold ved en mangelfuld sagsbehandling, der bevirker, at en retssag har været nødvendig.

Appelindstævnte tilpligtes at afholde appellantens udgifter til førelse af sagen for by- og landsret."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført bl.a.:

"4.1 Strukturen på området for gældsinddrivelse

Gældsstyrelsen forestår inddrivelsen af krav, og klager over Gældsstyrelsens inddrivelse mv. kan påklages administrativt i medfør af gældsinddrivelseslovens § 17.

Indsigelser imod et kravs (oprindelige) eksistens og størrelse skal behandles af fordringshaveren, dvs. i dette tilfælde Y1-kommune, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2. Det skal ses i sammenhæng med, at Gældsstyrelsen er inddrivelsesmyndighed, men ikke har nærmere kendskab til de enkelte fordringer, der inddrives på vegne af et meget stort antal forskellige myndigheder.

Der er mulighed for, at Gældsstyrelsen kan tillægge indsigelser opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer, ligesom Gældsstyrelsen kan tilbagesende krav til fordringshaveren, hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, 3. og 4. pkt.

Videre bemærkes, at Gældsstyrelsen vil kunne træffe afgørelse om, hvorvidt en offentlig fordringshavers krav (her Y1-kommunes) kan sendes til inddrivelse, hvilket en kommunes krav helt åbenbart kan. For offentlige fordringshavere som Y1-kommune var det obligatorisk at overdrage sine krav til inddrivelse i henhold til gældsinddrivelsesloven, jf. UfR 2023.1967 H.

Gældsstyrelsen vil ikke kunne tage stilling til kravets berettigelse, idet en sådan stillingtagen efter lovens forarbejder henhører under fordringshaver, jf. f.eks. lovforslag nr. 112 af 24. februar 2005 til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der var forløberen til gældsinddrivelsesloven, bemærkningerne til § 2:

"Det foreslås således, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder også rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Hvis der er tvist om kravets eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.

Hvis en fordring er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens, vil indsigelsen skulle behandles af fordringshaveren med henblik på en afklaring af spørgsmålet."

Gældsstyrelsen kan således ikke træffe afgørelse om f.eks. kravets (oprindelige) eksistens og størrelse.

4.2 Det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb og domstolsprøvelse af afgørelser

Forvaltningsloven indeholder en række regler om behandlingen af afgørelsessager, dvs. sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 2. Forvaltningsloven indeholder imidlertid ikke en definition af afgørelsesbegrebet. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 2 i lovforslag nr. 4 af 2. oktober 1985, at der "med udtrykket ‘truffet afgørelse’ sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Uden for lovens anvendelsesområde falder således navnlig den administrative sagsbehandling, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed (…)"

En afgørelse i forvaltningslovens forstand er dermed karakteriseret ved, at afgørelsen fastlægger, hvad der er, eller skal være gældende ret.

Videre gælder, at afgørelser truffet af skattemyndighederne kan indbringes for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. En administrativ afgørelse kan dog som udgangspunkt ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. § 48, stk. 3, 1. pkt. Hvis en klageinstans har afvist at behandle sagen, kan afvisningen ikke indbringes senere end 3 måneder efter, at afvisningen er sket, jf. § 48, stk. 3, 2. pkt. Denne regulering af adgangen til domstolsprøvelse bevirker, at en sag kan indbringes for domstolene inden for tre måneder, når der er truffet afgørelse. En sag kan imidlertid ikke indbringes, før der er truffet afgørelse, ligesom den ikke kan indbringes efter fristens udløb.

4.3 Påstand 1 - Påstået krænkelse af A's menneskerettigheder

Påstand 1 angår, hvorvidt A's menneskerettigheder er blevet krænket ved, at hun ikke har haft muligheder for at få prøvet, om der kan ske tvangsinddrivelse af Y1-kommunes fordring.

Gældsstyrelsen er kompetent til at inddrive gæld som restanceinddrivelsesmyndighed, jf. gældsinddrivelseslovens § 2 - og Gældsstyrelsens afgørelser i den forbindelse kan påklages administrativt (til Skatteankestyrelsen), når der er tale om afgørelsesvirksomhed, jf. gældsinddrivelseslovens § 17.

Fordringens eksistens er derimod et spørgsmål mellem A og Y1-kommune, jf. afsnit 4.1, ovenfor. Det tilkommer ikke Gældsstyrelsen at træffe afgørelse derom. Uenighed herom skal afklares mellem fordringshaver - Y1-kommune - og A.

Allerede fordi A har mulighed for at afklare spørgsmålet om kravets eksistens ved at sagsøge Y1-kommune, er der ikke nogen krænkelse af EMRK artikel 13 eller chartrets artikel 47 om adgang til effektive retsmidler. Hun har således effektive retsmidler til sin rådighed, men problemstillingen er Skatteministeriet uvedkommende.

Hertil kan nævnes sagen UfR 2017.3272 Ø, som angik tre søstre anbragt på et opholdssted, hvor det senere viste sig, at de i forskelligt omfang var blevet udsat for vold, blufærdighedskrænkelse og seksuelle overgreb. Sagsøgerne anlagde sag mod kommunen, hvor spørgsmålet var, om kommunen havde krænket sagsøgernes rettigheder i henhold til EMRK artikel 3. Det var desuden et spørgsmål under sagen - hvilket er af relevans for denne sag - om sagsøgernes eventuelle krav var forældet.

Landsretten fandt, at forældelsesreglerne ikke fandt anvendelse i sagen, da det ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 13, jf. artikel 3. …

…

Landsretten anså det altså ikke som en krænkelse af artikel 13, at det eneste effektive retsmiddel for at få fastslået et ansvarsgrundlag var et civilt søgsmål mod den i sagen relevante myndighed.

4.3.1 Imødegåelse af A's synspunkter

Den praksis, som A henviser til (…), er ikke relevant. Præmis 106 i sag nr. 22535/93 af 28 marts 2000, Mahmut Kaya v. Tyrkiet, angår ikke EMRK artikel 13, men EMRK artikel 2 om retten til liv, ... Præmis 124 understøtter heller ikke A's anbringender, idet det bl.a. fremgår, at staterne er overladt en skønsmargin for på hvilken måde, en stat vil stille et effektivt retsmiddel til rådighed. Der er ikke sket nogen krænkelse af A's menneskerettigheder ved, at Gældsstyrelsen ikke har truffet afgørelse herom, og ved at Skatteankestyrelsen - som følge heraf - har afvist sagen.

Der er heller ikke tale om, at Gældsstyrelsen har truffet afgørelser, og skattemyndighederne har derfor ikke tilsidesat retningslinjer om en forvaltningsretlig afgørelse, der medfører en krænkelse af hendes menneskerettigheder, ...

Der er i øvrigt ikke holdepunkter for, at det skulle stride imod EMRK artikel 13 eller chartrets artikel 47, at A's indsigelser skal behandles af fordringshaveren, og ikke af Gældsstyrelsen iht. gældsinddrivelseslovens regler herom.

Skatteministeriet er ikke forpligtet til i henhold til officialmaksimen at fastlægge, om Y1-kommune har et krav (…). Skatteministeriet er heller ikke forpligtet til at påse, om Y1-kommunes udstedelse af faktura og indregning af moms er korrekt (…). Ministeriet har i øvrigt ikke taget stilling til, om det overhovedet er en faktura, eller om der blot er blevet anvendt en "fakturaskabelon" til at udsende et brev om opkrævning af skyldige sagsomkostninger. Videre er A's henvisning til aftaleloven og retspraksis for udstedelse af fakturaer (…) sagen uvedkommende.

Selv hvis Gældsstyrelsen skulle have tilsidesat en pligt til at undersøge og afvise et krav - hvilket ikke er tilfældet - så er det ikke en krænkelse af A's menneskerettigheder, men et spørgsmål, der skal håndteres efter de forvaltningsretlige regler.

4.4 Påstand 2 - Om fordringerne kan tvangsinddrives

A har fremsat en række materielle indsigelser angående sagsomkostningerne på 75.000 kr. og gebyret på 250 kr. Da indsigelserne ikke kan prøves i en sag mod Skatteministeriet, skal Københavns Byrets afvisning af påstanden derfor stadfæstes.

Indsigelserne angår i essensen, om Y1-kommune har haft hjemmel til at opkræve beløbene, dvs. om kravenes oprindelige eksistens og størrelse. Sådanne indsigelser skal fremsættes over for Y1-kommune, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2. Påstanden skal derfor afvises, subsidiært skal Skatteministeriet frifindes, idet ministeriet ikke er rette sagsøgte.

For så vidt påstanden er begrundet i, at Gældsstyrelsen burde have afvist kravet fra inddrivelse, er der ikke truffet nogen afgørelse herom, som kan prøves, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

For så vidt påstanden er begrundet i, at Gældsstyrelsen burde have tillagt A's indsigelser opsættende virkning eller have returneret fordringen til fordringshaver, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, foreligger der ikke nogen administrativ afgørelse herom, som kan indbringes for domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48. Gældsstyrelsen har blot (korrekt) videresendt A's indsigelser til Y1-kommune. Det er en procesledende beslutning under forvaltningens sagsbehandling, og det er dermed ikke en afgørelse, der kan påklages. Dette er i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens afvisning af A's klage (…), jf. også begrundelsen deri, som Skatteministeriet påberåber sig.

Selv hvis landsretten måtte finde, at Gældsstyrelsens breve var at betragte som afgørelser om afslag på opsættende virkning, så er dette blevet prøvet af Skatteankestyrelsen, der afviste klagen (…).

Det er maksimalt dette afslag på realitetsbehandling, der kan prøves, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 2. pkt. Det er imidlertid ikke, hvad A har nedlagt påstand om.

4.4.1 A's indsigelser for landsretten om Gældsstyrelsens systemer

A har for Østre Landsret fremført en række anbringender angående fordringens tekniske registrering hos Gældsstyrelsen og Y1-kommunes oversendelse af oplysningerne. Overordnet gør hun gældende, at Gældsstyrelsen skulle have afvist kravet fra inddrivelse, idet Y1-kommune ikke har medsendt de rette oplysninger ved oversendelsen til inddrivelse.

Dette spørgsmål er ikke blevet prøvet administrativt, og det kan derfor ikke prøves ved domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

Hertil kommer, at A som udgangspunkt ikke har retlig interesse i, hvordan kommunikationen mellem kommunen og Gældsstyrelsen tilrettelægges. Hun kan derfor ikke få prøvet, hvorvidt Y1-kommune i denne sag konkret skulle have medsendt flere eller andre oplysninger til Gældsstyrelsen, for den kommunikation er hende uvedkommende. Den manglende retlige interesse skal også føre til afvisning af synspunktet.

A kan naturligvis fremsætte indsigelser, hvis der iværksættes inddrivelse, og hun opfatter en sådan inddrivelse som uretmæssig. Der vil i så fald administrativt forud for domstolsprøvelse efter skatteforvaltningslovens § 48 skulle tages stilling til hendes indsigelser. Prøvelsen vil i øvrigt skulle ske ud fra en materiel vurdering og ikke ud fra en formel konstatering af systemregistreringerne.

4.4.2 Skatteministeriets subsidiære påstand om frifindelse

Hvis Østre Landsret måtte finde, at landsretten skal foretage en materiel prøvelse af kravenes eksistens, skal ministeriet alligevel frifindes.

Y1-kommune har den 1. december 2021 fremsendt supplerende bemærkninger om baggrunden for kravet til Gældsstyrelsen (…). Heraf fremgår, at A oprindeligt havde stævnet "OA v/Y1-kommune", og at dommens konklusion lød, at "Borgmester OA frifindes". …

Det fremgår i øvrigt af Ankestyrelsens praksis, som A har fremlagt …, at kommunen har hjemmel til på denne måde at afholde advokatudgifter.

Der er således ikke nogen grund til at tro, at Y1-kommune ikke skulle have et krav som opgjort imod A, eller at kravet ikke skulle kunne danne grundlag for tvangsinddrivelse.

Der er heller ikke fejl i den oversendte data om fordringen, som gør, at fordringen skal returneres til fordringshaver. Y1-kommunes fordring imod A er oversendt til Gældsstyrelsens ældre inddrivelsessystem DebitorMotor til Inddrivelse (DMI), .... A har i ankeprocesskrift 2 henvist til, men ikke fremlagt, en række fordringstypebilag, der regulerer, hvordan kommunale fordringer skal oversendes til inddrivelse via Gældsstyrelsens nye inddrivelsessystem, PSRM. Sådanne fordringstypebilag er bilag til en fordringshaveraftale mellem kommunerne og Gældsstyrelsen (…), der er frit tilgængelig på Gældsstyrelsens hjemmeside. Som det fremgår heraf (…), regulerer aftalen oversendelse til PSRM, men ikke oversendelse til DMI. Fordringen er dermed ikke omfattet af fordringshaveraftalen eller de underliggende fordringstypebilag, og indsigelserne er dermed uden betydning.

Hertil kommer, at der under alle omstændigheder er tale om påstået, manglende udfyldning af nogle oplysninger om fordringen, som Gældsstyrelsen på nuværende tidspunkt har oplysninger om. Gældsstyrelsen kender fordringens stiftelses- og forældelsesdato, ligesom Gældsstyrelsen kender fordringens type, idet Y1-kommune har oplyst herom, og oplysningerne fremgår også af denne retssag. Særligt under disse omstændigheder kan A ikke kræve, at Gældsstyrelsen afviser kravet fra inddrivelse.

A har samlet set ikke godtgjort, at der er grundlag for, at Gældsstyrelsen skal standse inddrivelsen af kravet for Y1-kommune, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, idet Y1-kommune har besvaret A's indsigelser, der i øvrigt ikke har opsættende virkning, idet der henset til dommen fra Østre Landsret og redegørelserne fra Y1-kommune ikke er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer, jf. bestemmelsens ordlyd.

Ex tuto bemærkes, at kreditorskiftet fra OA til Y1-kommune er klart denuncieret over for A, jf. princippet i gældsbrevslovens § 29, og at hun ikke har nogen risiko for at betale samme beløb to gange. Hendes retsstilling er ikke forringet ved kreditorskiftet. Indsigelser herom er under alle omstændigheder Skatteministeriet og denne sag uvedkommende.

A har under sagens forberedelse ved byretten på telefonmøde den 11. januar 2022 oplyst, at hun har betalt det krav, som Y1-kommune har overdraget til inddrivelse, jf. ... A fik en frist til, at hun kunne fremlægge dokumentation for betalingen, ligesom Skatteministeriet har opfordret (A) hende til at dokumentere, at hun har betalt kravet (…). Hvis A havde betalt kravet - enten til OA eller til Y1-kommune - ville det være meget simpelt for hende at dokumentere betalingen.

En sådan dokumentation er imidlertid ikke fremlagt, og det kan derfor lægges til grund, at beløbet ikke er betalt.

4.5 Sagsomkostninger

Der er ikke grundlag for at ændre på Københavns Byrets afgørelse om sagsomkostninger. Sagen har en værdi på 75.250 kr., og salæret er udmålt midt i spændet fra de vejledende takster. Arbejdet med sagen har været betydeligt for ministeriet henset til omfanget af indsigelserne fremsat af A både ved byretten og landsretten, og der er således ikke grundlag for at nedsætte sagsomkostningerne eller pålægge Skatteministeriet at afholde sagens omkostninger.

Statsadvokaten i Viborgs afgørelse af 16. juni 2020 er denne sag uvedkommende, ...

4.6 Nova - Inddrivelse af rentekrav

A har for landsretten gjort gældende, at kravet uretmæssigt er blevet tilskrevet renter (…).

Spørgsmålet har ikke været prøvet hverken administrativt eller i byretten. Skatteministeriet protesterer imod inddragelse af spørgsmålet om opgørelse og tilskrivning af renter, der udgør nova i anken, jf. retsplejelovens §§ 383-384, og som også er i strid med skatteforvaltningslovens § 48.

Ex tuto bemærkes, at rentetilskrivningen er retmæssig, idet den er i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 5, subsidiært rentelovens § 8a, smh. § 5, og at kravene til rykkerprocedure var iagttaget."

Landsrettens begrundelse og resultat

Påstand 1

Efter § 1, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (lovbekendtgørelse nr. 1332 af 16 juni 2021 med ændringer) gælder loven for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog §§ 1 a og 1 b.

Det følger af lovens § 2, stk. 1, at restanceinddrivelsesmyndigheden forestår inddrivelse af fordringer, jf. § 1, stk. 1 og 2. Af § 2, stk. 2, fremgår bl.a., at beregning og opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger mv. forestås af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, og at hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restancemyndigheden tilbagesende kravet til fordringshaveren.

Efter den fremlagte korrespondance mellem Gældsstyrelsen og henholdsvis Y1-kommune og A lægger landsretten til grund, at Gældsstyrelsen gjorde kommunen bekendt med, at A havde gjort indsigelse mod den fordring, som kommunen havde sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, at kommunen meddelte Gældsstyrelsen, at kommunen fastholdt fordringen, og henviste til sagsomkostningsafgørelsen i Østre Landsrets dom af 19. december 2019, og at Gældsstyrelsen meddelte A, at Gældstyrelsen havde modtaget kopi af kommunens svar til hende, hvori kommunen fastholdt fordringen, ligesom Gældstyrelsen henviste hende til kommunen for yderligere spørgsmål og indsigelser, herunder muligheden for civilt søgsmål. Det lægges efter Skatteankestyrelsens brev af 26. april 2021 endvidere til grund, at Skatteankestyrelsen afviste A's klager med henvisning til bl.a., at Skatteankestyrelsen ikke har kompetence til at behandle klager over fordringers eksistens og størrelse, når spørgsmålet ikke vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration.

Herefter og allerede fordi A har mulighed for at få afklaret spørgsmålet om fordringens eksistens og størrelse ved et søgsmål mod Y1-kommune, tiltræder landsretten, at Skatteministeriet ikke har krænket artikel 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller artikel 47 i the Charter of Fundamental Rights of the European Union om effektive retsmidler i forbindelse med behandlingen af inddrivelsen af den fordring mod A, som Y1-kommune havde oversendt.

På denne baggrund stadfæster landsretten frifindelsen af Skatteministeriet for A's påstand 1.

Påstand 2

Til støtte for påstand 2 har A for landsretten gjort gældende, at Gældsstyrelsen skulle have afvist fordringen fra inddrivelse, da Y1-kommune ikke havde medsendt de rette oplysninger ved oversendelsen til inddrivelse.

Efter de fremkomne oplysninger finder landsretten, at A ikke har dokumenteret, at kommunen ikke har medsendt de rette oplysninger ved oversendelsen af fordringen til inddrivelse. Allerede som følge heraf kan A ikke få medhold i påstand 2 med henvisning hertil.

Landsretten tiltræder endvidere, at Skatteministeriet ikke er rette sagsøgte for de af A's anbringender, der angår eksistensen og størrelsen af den fordring, som Y1-kommune har oversendt til Gældsstyrelsen. A kan derfor heller ikke få medhold i påstand 2 med henvisning hertil.

Med henvisning til navnlig den beskrevne korrespondance under påstand 1 mellem Gældsstyrelsen og henholdsvis Y1-kommune og A finder landsretten, at A heller ikke efter det, der i øvrigt er anført, kan få medhold i påstand 2.

  

På denne baggrund tager landsretten Skatteministeriets subsidiære påstand om frifindelse for påstand 2 til følge.

Af de grunde, byretten har anført, stadfæster landsretten byrettens omkostningsafgørelse.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 35.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes for så vidt angår påstand 1.

Skatteministeriet frifindes for A's påstand 2.

Byrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 35.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.