Parter

H1

(v/ advokat Jef Nymand Hounsgaard)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Sune Riisgaard)

Retten på Frederiksberg har den 22. april 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS25121/2020-FRB).

Denne afgørelse er truffet af

Landsdommerne Tine Egelund Thomsen, Lone Kerrn-Jespersen og Anders Lotterup (kst.).

Påstande

Appellanten, H1, har nedlagt principal påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1 er berettiget til at fradrage omkostningerne til G1-virksomhed’ (senere G2-virksomhed) førtidige frigørelse fra service provider-aftalen med G3-virksomhed, i alt 43.333.028 kr., som driftsomkostninger.

H1 har subsidiært nedlagt påstand om hjemvisning, idet Skatteministeriet skal anerkende, at H1 er berettiget til at foretage skattemæssige afskrivninger på omkostningerne til G1-virksomhed’ (senere G2-virksomhed) førtidige frigørelse fra service provider-aftalen med G3-virksomhed, i alt 43.333.028 kr.

H1 har mere subsidiært nedlagt påstand om hjemvisning til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, idet Skatteministeriet skal anerkende, at H1 er berettiget til at foretage skattemæssigt fradrag for omkostningerne til G1-virksomhed’ førtidige frigørelse fra service provider-aftalen med G3-virksomhed, i det omfang omkostningerne modsvares af skattepligtige indtægter hos H1 i perioden fra oktober 2011 til maj 2012 som følge af den fremrykkede migrering af kunder fra G3-virksomhed’ til H1’ net.

Endvidere har H1 nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes af betale 400.000 kr. med tillæg af procesrente fra ankestævningens indlevering.

Indstævnte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om stadfæstelse og har påstået frifindelse over for H1’ yderligere påstand.

I det følgende omtales H1 som H1, G1-virksomhed som G1-virksomhed og G3-virksomhed som G3-virksomhed.

H1 har opfyldt dommens bestemmelse om betaling af sagsomkostninger, og H1’s yderligere påstand angår tilbagebetaling heraf.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

H1 har yderligere anført, at hvis der ikke gives medhold i, at udgiften til indfrielse af mindstekøbsforpligtelsen er en fradragsberettiget driftsomkostning, skal der ske afskrivning efter afskrivningslovens § 40, stk. 1. Konsekvensen af H1’s betaling af mindstekøbsbetalingen var, at G1-virksomheds kunder (hurtigere) blev brugere af H1’s netværk. Værdien af kunderne knyttet til en del af G3-virksomheds netværksforretning blev altså flyttet fra G3-virksomhed til H1. Det er rigtigt, at der set med G3-virksomheds øjne var tale om en betaling for at acceptere at lade et kundeforhold afvikle før tid, men set med H1’s øjne - hvilket er det for sagen relevante perspektiv - var der ikke noget, der blev afviklet. Tværtimod erhvervede H1 - ved at afholde udgiften til mindstekøbsbetalingen - en fremrykning på 8 måneder af kundeforholdet til G1-virksomhed og ultimativt G1-virksomheds kunder. Formålet med betalingen var netop at opnå denne tidlige implementering af samarbejdet med G1-virksomhed og derigennem skattepligtig indkomst relateret til G1-virksomheds kunder.

H1 har subsidiært gentaget, at H1 har ret til afskrivning efter afskrivningslovens § 40, stk. 2, eller statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteministeriet har vedrørende spørgsmålet om afskrivning efter afskrivningslovens § 40, stk. 1, anført, at H1 efter ordlyden af denne bestemmelse ikke kan opnå afskrivning, idet det efter bestemmelsen er en betingelse, at der i skattemæssig henseende er tale om erhvervelse af en erhvervsvirksomhed eller en del heraf, og at goodwill kan ikke overdrages særskilt. G3-virksomhed har ikke solgt en del af sin erhvervsvirksomhed og i den forbindelse afhændet en del af G3-virksomhed-kundebasen. Der er derimod tale om G1-virksomheds udgifter til G3-virksomhed for at afvikle en kontrakt om G1-virksomheds brug af G3-virksomheds netværk til G1-virksomheds mobilkunder. Betalingen er udtryk for, at G1-virksomhed (G3-virksomheds kunde) har brudt sin kontraktretlige forpligtelse til at generere tilstrækkelig trafik på G3-virksomheds net. G3-virksomhed har ikke herved solgt goodwill til G1-virksomhed - og da slet ikke til H1, hvilket altså heller ikke kan ske skatteretligt uden, at G3-virksomhed afhænder (en del af) sin virksomhed. H1 har da heller ikke i øvrigt dokumenteret, at der foreligger en kontrakt eller lignende aftale, hvor der er erhvervet goodwill. Dertil kommer, at der i beløbet bl.a. indgår udgifter til advokatbistand, revisor og voldgiftssag

m.v., der under alle omstændigheder ikke kan være betaling for goodwill. Betalingen er derved heller ikke afskrivningsberettiget efter afskrivningslovens § 40, stk. 1.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår i første række, om H1 i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, har ret til at fradrage udgiften på 43.333.028 kr., som selskabet betalte gennem G1-virksomhed til G3-virksomhed, i den skattepligtige indkomst som driftsomkostning. Hvis H1 ikke har ret til det, fordi der er tale om en etableringsomkostning, angår sagen i anden række, om H1 har ret til skattemæssigt at afskrive beløbet efter afskrivningslovens § 40, stk. 1 eller 2, eller statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Det er ubestridt, at formålet med H1’s opkøb af G1-virksomhed var at udvide H1’s forretning, og at hensigten i den forbindelse var at overføre G1-virksomheds kunder til H1’s net så hurtigt som muligt.

Landsretten lægger til grund, at overførslen af kunder fra G3-virksomhed til H1 var et forudsat og centralt led i H1’s køb af anparterne i G1-virksomhed. Det tiltrædes herefter af de af byretten anførte grunde, at H1’s udgift til mindstekøbsbetalingen må anses for en etableringsomkostning, der ikke kan fradrages i H1’s skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skattemæssig afskrivning

Ved erhvervelse af goodwill kan erhververen afskrive anskaffelsessummen i sin skattepligtige indkomst efter de nærmere regler herom i afskrivningslovens § 40, stk. 1. Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at der i skattemæssig henseende er tale om erhvervelse af en erhvervsvirksomhed eller en del heraf.

Udgiften til mindstekøbsbetalingen var nødvendiggjort af H1’s ønske om hurtigst muligt efter købet af anparterne i G1-virksomhed at overføre G1-virksomheds kunder til H1’s net. Landsretten finder, at H1’s betaling af mindstekøbsbetalingen til G3-virksomhed ikke er udtryk for en afståelse fra G3-virksomhed til H1 af en kundekreds, forretningsforbindelser eller lignende. Mindstekøbsbetalingen, der som nævnt skatteretligt må anses for en etableringsomkostning, kan herefter ikke anses som betaling til G3-virksomhed for goodwill.

H1 kan derfor ikke foretage afskrivning på baggrund af afskrivningslovens § 40, stk. 1.

Ved erhvervelse af retten ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt kan erhververen afskrive anskaffelsessummen i sin skattepligtige indkomst efter de nærmere regler herom i afskrivningslovens § 40, stk. 2.

Som nævnt relaterer mindstekøbsbetalingen sig til udvidelsen af H1’s forretning i forbindelse med købet af anparterne i G1-virksomhed. Af de af byretten anførte grunde tiltræder landsretten, at afholdelse af mindstekøbsbetalingen for den foretagne overførsel af G1-virksomheds kunder til H1’s net ikke indebar, at H1 erhvervede en ret ifølge en kontrakt, som er omfattet af afskrivningslovens § 40, stk. 2.

H1 kan derfor ikke foretage afskrivning på baggrund af afskrivningslovens § 40, stk. 2.

Da mindstekøbsbetalingen som anført er at betragte som en etableringsomkostning og således er en udvidelse af den bestående virksomhed ud over dens hidtidige rammer, kan udgiften ikke afskrives efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

H1 kan derfor ikke foretage afskrivning på baggrund af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Konklusion og sagsomkostninger

Landsretten tager på den ovenfor anførte baggrund Skatteministeriets stadfæstelsespåstand til følge. Landsretten tager herefter også Skatteministeriets frifindelsespåstand over for den for landsretten nedlagte betalingspåstand til følge.

Efter sagens udfald skal H1 i sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet betale 300.000 kr. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, og det er - henset til sagens værdi - fastsat skønsmæssigt efter en vurdering af, hvad der kan anses for rimeligt, også under hensyn til sagens omfang og karakter. Endvidere er indgået en vurdering af advokatarbejdets omfang og det med sagens førelse forbundne ansvar.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes, og Skatteministeriet frifindes for H1’ betalingspåstand.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 300.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.