Et kommanditselskab købte i 2001 en erhvervsejendom i England og finansierede købet hos en engelsk långiver. Lånet var i britiske pund, og både kommanditselskabets og kommanditisternes resthæftelse var begrænset til kommanditselskabets aktiver, der var stillet til sikkerhed for lånet. Skattemyndighederne havde truffet afgørelser om, at kommanditisterne havde realiseret en skattepligtig gevinst på det engelske lån i forbindelse med salget af kommanditselskabets ejendom i indkomståret 2013. Højesteret henviste til, at efter kursgevinstlovens § 25, stk. 1, medregnes gevinst og tab på fordringer og gæld ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet). Højesteret fastslog herefter, at det afgørende efter realisationsprincippet i en sag som den foreliggende var, hvornår forpligtelsen til at betale gælden var ophørt. Da kommanditselskabet blev frigjort for gælden ved salget af kommanditselskabets ejendom i september 2013 på grund af den begrænsede hæftelse på lånet til den engelske långiver, fandt Højesteret, at kommanditselskabets og dermed kommanditisternes gevinst på gælden blev realiseret i indkomståret 2013.
Den omstændighed, at den engelske långiver på grund af kommanditselskabets misligholdelse krævede øjeblikkelig betaling af den fulde gæld i henhold til den oprindelige låneaftale, indebar ikke, at der blev stiftet et nyt lån eller aftalt ændringer i lånevilkårene.
Der var derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen til skattemyndighederne. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom (SKM2021.622.ØLR). |