Parter
A
mod
Skatteministeriet Departementet
(v/advokat Sune Riisgaard)
Denne afgørelse er truffet af dommer
Poul Gorm Nielsen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 4. juni 2021.
Sagen drejer sig om hvorvidt sagsøgte i forbindelse med behandlingen af Gældsstyrelsens inddrivelse af krav fra Y1-by Kommune har krænket sagsøgers menneskerettigheder, og om hvorvidt sagsøgte ved sin behandling af sagen har overtrådt grundlovens § 43, 1. led, samt hvorvidt den omhandlede faktura kan danne grundlag for tvangsinddrivelse ved Gældsstyrelsen.
A har endeligt fremsat følgende påstande:
Påstand 1:
Sagsøgte Skatteministeriet Departementet tilpligtes at anerkende, at Skatteministeriet har krænket EMRK art. 13 og artikel 47 i the Charter of Fundamental Rights of the European Union (‘the Charter’) over for sagsøger i forbindelse med behandling af Gældsstyrelsens sagsnr. (red. sagsnr. 1 fjernet) og Skatteankestyrelsens sagsnr. (red. sagsnr. 2 fjernet).
Påstand 2:
Sagsøgte Skatteministeriet Departementet har overtrådt Grundlovens § 43, 1. led i forbindelse med behandling af Gældsstyrelsens sagsnr. (red. sagsnr. 1 fjernet).
Påstand 3:
Sagsøgte Skatteministeriet Departementet tilpligtes at anerkende, at faktura af 16. juni 2020 nr. (red. faktura nr. fjernet) pålydende kr. 75.000,00 med pålagte gebyrer á kr. 250,00 pr. gebyr ikke kan danne grundlag for tvangsinddrivelse ved Gældsstyrelsen.
Skatteministeriet Departementet har over for As påstand 1 endeligt nedlagt påstand om frifindelse
Overfor sagsøgers påstand 2 og 3 har sagsøgte nedlagt påstand om Principalt: Afvisning.
Subsidiært: Frifindelse.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Parternes synspunkter
A har i sit påstandsdokument anført:
"…
ANBRINGENDER:
Ad påstand 1:
1. Sagsøger gør gældende, at sagsøgte Skatteministeriet Departementet ikke har opfyldt sine forpligtelser ved behandling af sag ved Gældsstyrelsens sagsnr. (red. sagsnr. 1 fjernet) og ved Skatteankestyrelsens sagsnr. (red. sagsnr. 2 fjernet), hvilket udgør en krænkelse af EMRK art. 13 jf. CASE OF LIBERTY AND OTHERS v. THE UNITED KINGDOM, no. 58243/00 af 1. juli 2008, præmis 71:
The applicants also complained under Article 13, which provides: “Everyone whose rights and freedoms as set forth in [the] Convention are violated shall have an effective remedy before a national authority notwithstanding that the violation has been committed by persons acting in an official capacity."
2. Sagsøger gør gældende, at sagsøgte Skatteministeriet Departementet ikke har opfyldt sine forpligtelser ved behandling af sag ved Gældsstyrelsens sagsnr. (red. sagsnr. 1 fjernet) og ved Skatteankestyrelsens sagsnr. (red. sagsnr. 2 fjernet), hvilket udgør en krænkelse af art. 47 i Chartret jf. EU-domstolens kendelse afsagt den 10. november 2016 ved 9. afdeling i sag C446/15 (bilag 9):
Bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at de er til hinder for en national praksis, hvorefter skatteforvaltningen giver en afgiftspligtig person afslag på fradrag for den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt for ydelser, der er leveret til ham, på grund af det usandsynlige indhold af fakturaerne for disse ydelser, idet udstederen heraf ikke kan være den faktiske leverandør af tjenesteydelserne, med mindre det på grundlag af objektive forhold og uden at det hermed kræves af den afgiftspligtige person, at denne foretager kontroller, som ikke påhviler den pågældende, godtgøres, at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at den nævnte levering var led i merværdiafgiftssvig, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.
3. Sagsøger gør gældende, at sagsøgte Skatteministeriet Departementet var forpligtet til at påse, om den af Y1-by Kommunes fremsendte fordring, udstedt, som faktura af 16. juni 2020 nr. (red. faktura nr. fjernet) pålydende kr. 75.000,00 og rykkerskrivelse af 21. juli 2020 med pålagt gebyr á kr. 250,00 er lovmedholdelig, og heraf retskraftig, som sagsøgte Skatteministeriet Departementet ikke har iagttaget i strid med EMRK art. 13 og i strid med art. 47 i Chartret jf. EU-domstolens kendelse afsagt den 10. november 2016 ved 9. afdeling i sag C446/15 (bilag 9).
4. Sagsøger gør gældende, at sagsøgte Skatteministeriet Departementet var forpligtet til at påse, om kravene for kreditorskifte er iagttaget mellem Y1-by Kommune og IA, som sagsøgte Skatteministeriet Departementet ikke har iagttaget i strid med EMRK art. 13 og i strid med art. 47 i Chartret jf. EU-domstolens kendelse afsagt den 10. november 2016 ved 9. afdeling i sag C446/15 (bilag 9) jf. Skrivelse af 17. januar 2022 fra Y1-by Kommune (bilag 16):
Y1-by Kommune har modtaget din mail af 11. januar 2022 vedrørende dit ønske om aktindsigt i bl.a. transporterklæring.
Der er ikke indgået aftale med tidligere borgmester om transporterklæring eller vederlæggelse af kr. 75.000. Y1-by Kommune er således ikke i besiddelse af de ønskede dokumenter.
5. Skærpende for den manglende iagttagelse af officialmaksimen er, at sagsøgte Skatteministeriet Departement var vidende om, at Statsadvokaten i Viborg den 16. juni 2020 i sag SAV-2020-3100201-390 (bilag 4) fastslog, at sagsøger og Y1-by Kommune ikke har et inter partes økonomisk mellemværende:
Kun parter i sagen har adgang til at klage over afgørelser, og jeg mener ikke, at du kan anses for part i sagen vedrørende forholdet omkring strafbar fakturering af Y1-by Kommune. […]
Jeg kan henvise til, at du ikke er direkte forurettet i forhold til disse anmeldte forhold, og at du ikke i øvrigt har en tilknytning til Y1-by Kommune.
6. Sagsøger gør gældende, at det udgør en krænkelse af EMRK art. 13 "effektiv retsmiddel", at sagsøgte Skatteministeriet Departementet har pålagt sagsøger at anlægge en sag mod den påståede kreditor Y1-by (red. forening anonymiseret) med henblik på at få afklaret, om sagsøger er Y1-by Kommune kr. 75.000,00 skyldig, hvilket der ikke er hjemmel i lov til, hvilket udgør en krænkelse af EMRK art. 13 og art. 47 i Chartret.
7. Skærpende herfor, gør sagsøger gældende at Skatteministeriet Departement bebyrder sagsøger med retslige skridt, som sagsøgte Skatteministeriet Departement egenhændigt er forpligtet til at undersøge jf. G.A.1.3.1
Indsigelser om kravets eksistens og størrelse:
Indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
Restanceinddrivelsesmyndigheden har ikke kompetence til at afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Fordringshaveren skal afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Det gælder også, hvis en fordring er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens eller størrelse. Skyldners indsigelser har som hovedregel ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i konkrete tilfælde sætte inddrivelsen i bero, indtil der er en afklaring fra fordringshaveren om, hvorvidt kravet eksisterer og/eller om størrelsen af kravet. Det kan være tilfælde, hvor skyldneren har fremsat kvalificerede indsigelser, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af en vurdering af indsigelserne har en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt af fordringshaveren eller kravet ikke eksisterer.
8. Sagsøger gør gældende, at sagsøgte Skatteministeriet Departementet har krænket EMRK art. 13 ved at pålægge sagsøger at anlægge sag mod Skatteministeriet Departement jf. Afgørelse af 3. maj 2021 (bilag 11):
Indbringelse for domstolene
Vi kan forstå på dine henvendelser, at du er uenig i Skatteankestyrelsens afgørelse af 26. april 2021, og du mener, at afgørelsen er udtryk for ulovlig forvaltning såvel som behæftet med sagsbehandlingsfejl mv.
Som det fremgår af den klagevejledning, som fulgte med styrelsens afgørelse af 26. april 2021, kan styrelsens afgørelse indbringes for domstolene til prøvelse. Det gælder både for spørgsmål om afgørelsens lovlighed og rigtighed samt spørgsmål om sagsbehandlingsfejl mv. knyttet til afgørelsen. Du kan altså gøre dine synspunkter om manglende lovlighed og de øvrige forhold, som du omtaler i dine henvendelser af 27. april 2021, gældende i forbindelse med en domstolsprøvelse af styrelsens afgørelse ved byretten.
Ved indbringelse af afgørelsen for domstolene er rette sagsøgte Skatteministeriet, som det også er anført i klagevejledningen. Det er tilfældet, også selvom det måtte dreje sig om spørgsmål om sagsbehandlingsfejl mv. i forbindelse med styrelsens behandling af klagesagen. jf. afgørelse af 20. maj 2021 (bilag 12):
Hverken Gældsstyrelsens besvarelse til dig af 14. december 2020 eller kvitteringsskrivelsen af 26. marts 2021 er afgørelser, som kan påklages.
Skatteministeriet har ved brev af 18. maj 2021 besvaret din henvendelse omkring adresser i forbindelse med, at du ønsker at anlægge retssag mod Skatteministeriet.
Gældsstyrelsen betragter herefter behandlingen af sagen som afsluttet, og derved ikke har opfyldt sin forpligtelse til at undersøge sagen, afvise sagen og heraf slette den ulovmedholdelige fordring indbragt af Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse, som sagsøgte er forpligtet til jf. Skrivelse af 5. februar 2021 fra Skatteministeriet (bilag 7):
I forlængelse heraf skal det bemærkes, at såfremt Gældsstyrelsen modtager oplysninger fra fordringshaveren eller i form af f.eks. en afgørelse eller en dom, der fastslår, at et krav enten ikke længere består eller aldrig har bestået, vil styrelsen standse inddrivelsen af kravet og slette det.
9. Skærpende herfor, gør sagsøger gældende, at sagsøgte Skatteministeriet Departementet var oplyst af sagsøger, at sagen vedr. Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresses udstedte faktura af 16. juni 2020 ved fakturanr. (red. faktura nr. fjernet) (bilag 5, side 1), blev anmeldt af sagsøger til Y3-områdes Politi den 21. juni 2020 jf. Straffelovens § 279, hvorfor sagsøger har gjort, hvad der er muligt for sagsøger i forbindelse med de pågående strafbare handlinger, som begås mod sagsøger.
10. Skærpende herfor er, at det ultimativt og alene er politiet og sagsøgte Skatteministeriet Departement, der har kontrolbeføjelsen over for Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse i forbindelse med reglerne for udstedelse af en faktura jf. A.B.3.3.1.4 - reglerne for udstedelse af en gyldig faktura (bilag 13): Af Momslovens § 58, er der en række krav, der skal være opfyldt førend, der kan udstedes en faktura. Nogle af kravene er bl.a. at der skal være en sælger og en køber, en vare eller ydelse, der handles: § 58, stk. 1, nr. 3, 4 og nr. 5:
3) Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.
4) Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.5) Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.
§ 58, stk. 9:
Stk. 9. Et pålæg efter stk. 7 og 8 gives for 2 år. Konstaterer SKAT i den 2-årige periode fortsat uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber, kan pålægget forlænges. hvilken byrde ikke kan pålægges sagsøger, som forsøges af sagsøgte Skatteministeriet Departement.
11. Skærpende herfor er, at Skatteministeriet Departement er medvirkende til at støtte ret på en falsk faktura udstedt af en myndighed, der ikke er sælger af en ydelse og som ikke har et gyldigt fundament, og herved ikke overholder Momslovens § 58 jf. bilag 5, der skal indgå i Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresses regnskab over for SKAT jf. Momslovens § 81, stk. 1 og stk. 4:
Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen eller kontrollen med udbetalinger efter § 45, § 53, stk. 2, og § 72 samt § 12 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., […]
Stk. 4. Den, der som led i virksomhed forsætligt udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af et afgiftstilsvar. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen bøde.
12. Sagsøger gør gældende, at det er særligt skærpende, at sagsøgte Skatteministeriet Departementet pålægger sagsøger at fremlægge dokumentation, der angår sagsøger og tredjemand i form af økonomiske transaktioner, hvilket udgør en overtrædelse af Forvaltningslovens § 29, og som sagsøger ikke er forpligtet til at fremlægge for at fastslå, om Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse er rette kreditor for den påståede fordring pålydende kr. 75.000,00 pålagt gebyrer á kr. 250,00 (bilag 5).
13. Sagsøger gør gældende, at det er en særlig skærpende omstændighed, at sagsøgte har nægtet at iagttage sine forpligtelser over for sagsøger i medfør af praksis fra Ombudsmanden jf. Dok.nr. 20/04766-15/MJK21/00264/MJK og Skatteankestyrelsens afgørelse i sag (red. sagsnr. 3 fjernet) tilsvarende Landsskatteretten sagsnr. (red. sagsnr. 3 fjernet) og (red. sagsnr. 4 fjernet), der fandt, at en negativ besvarelse af en indsigelse / klage udgør en afgørelse uagtet væsentlige mangler og ringe udformning, hvorfor Skatteankestyrelsen ikke kunne afvise behandling af sag (red. sagsnr. 1 fjernet) jf. Afgørelse af 14. december 2020 (bilag 6 og bilag 8), hvorfor sagsøgte ikke har iagttaget en "effektivt retsmiddel" og herved har krænket EMRK art. 13 og art. 47 i Chartret.
14. Sagsøgtes bemærkninger om, at afgørelse af 14. december 2020 (bilag 6) ikke udgør en afgørelse, ændrer ikke på, at afgørelse af 14. december 2020 (bilag 6) udgør en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at sagsøgte Skatteministeriet Departement derved har krænket EMRK art. 13 og artikel 47 i Chartret ved at afvise at behandle sagsøgers berettigede indsigelser i forbindelse med tvangsinddrivelse af en falsk faktura dateret den 16. juni 2020 med fakturanr. (red. faktura nr. fjernet) (bilag 5) straks og uden unødige ophold, som Gældsstyrelsen er forpligtet til jf. Skrivelse af 5. februar 2021 fra Skatteministeriet (bilag 7):
I forlængelse heraf skal det bemærkes, at såfremt Gældsstyrelsen modtager oplysninger fra fordringshaveren eller i form af f.eks. en afgørelse eller en dom, der fastslår, at et krav enten ikke længere består eller aldrig har bestået, vil styrelsen standse inddrivelsen af kravet og slette det, hvorfor sagsøgers påstand 1 tages til følge.
Ad påstand 2 - tvangsinddrivelse af gebyrer i strid med Grundlovens § 43, stk. 1:
15. Sagsøgte Skatteministeriet Departementet tvangsinddriver en fordring, der ikke er retskraftig, pålydende kr. 75.000,00 pålagt gebyrer pålydende kr. 250,00 pr. stk. hvilke gebyrer ikke kan pålægges i medfør af Grundlovens § 43, 1. led jf. U.1993.757 H, idet gebyrerne ikke er omkostninger af mere generel art, som medgår til administration af det pågældende forvaltningsområde jf. Justitsministeriets vejledning på ministeriets hjemmeside til Grundlovens § 43:
2.7.3. Bestemmelser om skatter, afgifter og gebyrer Grundlovens § 43 har følgende ordlyd: »§ 43. Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.« […] Bestemmelser om skatter, afgifter og gebyrer "Det kan undertiden give anledning til tvivl, hvilke omkostninger det ved gebyrfastsættelsen vil være tilladeligt at indregne i de modsvarende udgifter, når der i en lov er hjemmel til administrativt at fastsætte gebyrer.
Ved dom af 29. juni 1993, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993, side 757 (»Gebyrdommen«), fastslog Højesteret, at grundlovens § 43 ikke er til hinder for, at der ved fastsættelsen af gebyrer for pas, kørekort og nummerplader også kan tages hensyn til de udgifter af mere generel art, som efter et rimeligt skøn medgår til administrationen af det pågældende forvaltningsområde, herunder til kontrolforanstaltninger, som har en naturlig tilknytning til den ydelse, for hvilken gebyret er betaling", hvorfor sagsøgers påstand 2 tages til følge.
Ad påstand 3 - rette kreditor - lovlig adgang til tvangsinddrivelse ved Gældsstyrelsen:
16. Faktura af 16. juni 2020 ved fakturanr. (red. faktura nr. fjernet) udgør ikke et eksigibelt fundament jf. Bilag 5, hvorfor Gældsstyrelsen ikke har hjemmel i lov til at foretage en tvangsinddrivelse af kr. 75.250,00, som er opkrævet på denne faktura jf. Bilag 1 til LBK nr. 6 af 07/01/2022.
17. Hverken sagsøgte Skatteministeriet Departement eller Y1-by Kommune har løftet bevisbyrden for, at Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse har solgt en ydelse til en værdi af kr. 75.000,00 til sagsøger, der er opkrævet ved udstedt faktura af 16. juni 2020 med fakturanr. (red. faktura nr. fjernet) pålydende kr. 75.000,00 (bilag 5) jf. Kravene for en lovmedholdelig faktura i juridisk vejledning A.B.3.3.1.4 (bilag 13) jf. SKM2020.484.BR (BS-41935/2019, BS-41958/2019, BS-41962/2019, BS-41970/2019), hvorfor faktura af 16. juni 2020 med fakturanr. (red. faktura nr. fjernet) pålydende kr. 75.000,00 (bilag 5) ikke følger lovens krav, og derfor ikke kan danne grundlag for et eksekutionsfundament (bilag 14), hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
18. Hverken sagsøgte Skatteministeriet Departement eller Y1-by Kommune har løftet bevisbyrden for, at sagsøger og Y1-by Kommune har indgået aftale om køb og salg af sagsomkostninger, hvilken aftale tillige ville erklæres ugyldig i medfør af Aftalelovens § 36, idet en myndighed ikke har hjemmel i lov til at købe og sælge sagsomkostninger, hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
19. Y1-by Kommune var ikke part i injurie- og bagvaskelsessag BS 24A-2503/2017 og ankesag 3. afd. nr. B-591-18 og B-619-18 og jf. Retsplejelovens § 255 jf. Straffelovens § 267 og § 268, hvorfor ankedom afsagt den 19. december 2019 i sag 3. afd. nr. B-591-18 og B619-18 ikke kan danne grundlag for et eksekutionsfundament for Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse, hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
20. Y1-by Kommune v/ cand.jur. LK fra borgmesterkontoret har ved skrivelse af 17. januar 2022 (bilag 16) anerkendt, at IA ikke har transporteret sin adkomst til sagsomkostninger, der blev tilkendt ham personligt i dom afsagt den 19. december 2019 i sag 3. afd. nr. B-591-18 og B-619-18, til Y1-by Kommune:
Y1-by Kommune har modtaget din mail af 11. januar 2022 vedrørende dit ønske om aktindsigt i bl.a. transporterklæring.
Der er ikke indgået aftale med tidligere borgmester om transporterklæring eller vederlæggelse af kr. 75.000. Y1-by Kommune er således ikke i besiddelse af de ønskede dokumenter.
hvorfor Y1-by Kommune ikke er kreditor for sagsomkostninger pålydende kr. 75.000,00 tillagt IA personligt ved dom afsagt den 19. december 2019 i sag 3. afd. nr. B-591-18 og B-619-18 jf. GBL § 31, stk. 1 og derfor ikke kan tvangsinddrive det påståede krav gennem Gældsstyrelsen, hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
21. Y1-by Kommune har ved mails af hhv. den 1. august 2018 og 2. august 2018 anerkendt, at Økonomiudvalget i Y1-by Kommune ikke har godkendt, at Y1-by Kommune afholder udgift til advokat i injurie- og bagvaskelsessagen BS 24A-2503/2017 og ankesag 3. afd. nr. B-591-18 og B-619-18 jf. Bilag 3, hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
22. Tilsynsmyndigheden for kommuner Ankestyrelsen har ved afgørelse af 24. maj 2017 i sag 2017 — 20767 og 2017-23359 fastslået, at Kommunalfuldmagten ikke kan finde anvendelse i injurie- og bagvaskelsessager, hvorfor Y1-by Kommune ikke har hjemmel til at afholde udgifter til IAs advokat i injurie- og bagvaskelsessagen BS 24A-2503/2017 og ankesag 3. afd. nr. B-591-18 og B-619-18 jf. Bilag 10, og efterfølgende rejse et ulovhjemlet regreskrav mod sagsøger, hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
23. Skærpende herfor, gør sagsøger gældende, at Y1-by Kommune v/ cand.jur. LK fra borgmesterkontoret ved skrivelse af 17. januar 2022 jf. Bilag 18 jf. Bilag 17 har afvist at redegøre for Y1-by Kommunes retlige interesse i injurie- og bagvaskelsessagen BS 24A-2503/2017 og ankesag 3. afd. nr. B-591-18 og B-619-18, hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
24. Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse, om der måtte være foretaget kreditorskifte før den 7. januar 2020 (bilag 1) af sagsomkostninger i medfør af ankedom afsagt den 19. december 2019 i ankesag 3. afd. nr. B-591-18 og B-61918 jf. Faktura af 16. juni 2020 med fakturanr. (red. faktura nr. fjernet) pålydende kr. 75.000,00 (bilag 5, side 1), kan ikke anvende Gældsstyrelsens tvangsinddrivelsessystem, idet Y1-by Kommune herved ville opnå bedre ret end IA, hvilket der ikke er hjemmel i lov til jf. GBL § 27:
Overdrages et simpelt gældsbrev til eje eller pant, får erhververen ikke bedre ret end overdrageren, medmindre andet følger af særlige retsregler.
hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
25. Hverken Y1-by Kommune eller sagsøgte Skatteministeriet Departement har løftet bevisbyrden for, hvilken dom om erstatning afsagt i år 2020, der er tale om i rykkerskrivelse af 21. juli 2020 jf. bilag 5, side 2, til hvilken dom ikke findes, hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
26. Sagsøgte Skatteministeriet Departements udokumenteret påstand om, at der foreligger debitorskifte, kan ikke medføre andet resultat end at sagsøgers påstand 3 tages til følge, idet der ikke er dokumenteret et gyldigt debitorskifte i form af en Gældsovertagelseserklæring, der kræver samtykke fra sagsøger, hvilket samtykket ikke er givet.
27. Sagsøgte Skatteministeriet Departements udokumenteret påstand om, at der foreligger debitorskifte, kan ikke medføre andet resultat end at sagsøgers påstand 3 tages til følge, idet Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse ikke vil opnå bedre ret end IA jf. GBL § 27, hvorfor Gældsinddrivelseslovens bestemmelser ikke kan finde anvendelse, hvorfor Gældsstyrelsen ej heller for dette forhold, vil kunne tvangsinddrive den påståede fordring jf. bilag 5, hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge.
28. Sagsøgte Skatteministeriet Departement kan ikke opnå et eksekutionsfundament for Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse i nærværende sag jf. SKM2009.312.SKAT - Civilretlige krav - tilvejebringelse af eksekutionsfundament - styresignal af 4. maj 2009 (bilag 14), hvorfor sagsøgers påstand 3 tages til følge…."
SAGSOMKOSTNINGER
29. Sagsøgtes proceschikane skal have processuel skadevirkning for sagsøgte ved udmåling af sagsomkostninger efter de erstatningsretlige regler til sagsøger.
30. Sagsøgte Skatteministeriet Departement har udvist grov pligtforsømmelse og heraf en grov proceschikane mod sagsøger ved at støtte ret på en falsk faktura (bilag 5) uden retsgyldigt fundament (bilag D) og herefter pålægge sagsøger at skulle løfte bevisbyrden for, at sagsøger ikke er Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse et beløb skyldig i strid med Obligationsrettens principper, i strid med retspraksis jf. SKM2020.484.BR (BS-41935/2019, BS-41958/2019, BS-41962/2019, BS41970/2019) og i strid med sagsøgtes egne styresignaler jf. SKM2009.312.SKAT - Civilretlige krav - tilvejebringelse af eksekutionsfundament - styresignal af 4. maj 2009 (bilag 14) og A.B.3.3.1.4 Fakturaens indhold - fuld faktura (bilag 13).
31. Sagsøgte Skatteministeriet Departement har udvist grov pligtforsømmelse og heraf en grov proceschikane mod sagsøger ved Svarskrift af 13. august 2021, ved Processkrift A og B at forsøge at "gå på fisketur" ved i strid med Forvaltningslovens § 29 at kræve oplysninger af sagsøger og påstå processuel skadevirkning såfremt sagsøger ikke bistår i overtrædelse af Forvaltningslovens § 29, hvilket skal komme sagsøgte Skatteministeriet Departement særligt til skade ved udmåling af sagsomkostninger i medfør af de erstatningsretlige regler til sagsøger.
32. Det er skærpende, at sagsøgte vidste, at Statsadvokaten i Viborg den 16. juni 2020 i sag SAV-2020-3100201-390 (bilag 4), der udgør samme dato, som den udstedte falske faktura (bilag 5) har afgjort, at det økonomiske inter partes forhold mellem IA og Y1-by Kommune (bilag 2) ikke vedkommer sagsøger, og at sagsøger ikke har et økonomisk inter partes forhold med Y1-by Kommune, hvilket skal komme sagsøgte særligt til skade ved udmåling af sagsomkostninger i medfør af de erstatningsretlige regler til sagsøger.
33. Det er særligt skærpende, at sagsøgte vidste eller burde vide, at Skatteministeriet Departement ved sine dispositioner over for sagsøger, bistår i at begå bedrageri i medfør af Straffelovens § 279 ved at påtvinge sagsøger at betale en falsk faktura (bilag 5) pålydende kr. 75.000,00 til Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse, som allerede er opkrævet af IA, som privat person jf. bilag 1, hvilket skal komme sagsøgte særligt til skade ved udmåling af sagsomkostninger i medfør af de erstatningsretlige regler til sagsøger.
34. Det anses for en skærpende omstændighed, at sagsøgte Skatteministeriet Departement vidste eller burde vide, at Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse ikke har et krav mod sagsøger, idet der hverken er sket kreditorskifte (bilag 16), debitorskifte (bilag D, siden 36 - 38) eller købt en ydelse for kr. 75.000,00 af fakturaudstederen Y1-by (red. forening anonymiseret), Y2-adresse (bilag 14, bilag D, bilag O), hvilket Statsadvokaten i Viborg allerede ved afgørelse af 16. juni 2020 (bilag 4) traf afgørelse om, hvorfor sagsøgte er i ond tro ved behandling af Gældsstyrelsens sagsnr. (red. sagsnr. 1 fjernet) (bilag 6) og Skatteankestyrelsens sagsnr. (red. sagsnr. 2 fjernet) (bilag 8) og ved afgivelse af Svarskrift af 13. august 2021, ved afgivelse af Processkrift A og B, hvilket skal komme sagsøgte særligt til skade ved udmåling af sagsomkostninger i medfør af de erstatningsretlige regler til sagsøger.
35. Skærpende herfor er, at de sagsøgte og deres respektive advokat fra Kammeradvokaten ikke har iagttaget deres respektive forpligtelser, som myndigheder skal i en civilretlig proces, men derimod fortsætter med at afgive usande og manipulerende oplysninger og nægter at løfte bevisbyrden for de frembragte påstande jf. CASE OF LIBERTY AND OTHERS v. THE UNITED KINGDOM, no. 58243/00 af 1. juli 2008, præmis 69:
69. In conclusion, the Court does not consider that the domestic law at the relevant time indicated with sufficient clarity, so as to provide adequate protection against abuse of power, the scope or manner of exercise of the very wide discretion conferred on the State to intercept and examine external communications. In particular, it did not, as required by the Court’s case-law, set out in a form accessible to the public any indication of the procedure to be followed for selecting for examination, sharing, storing and destroying intercepted material. The interference with the applicants’ rights under Article 8 was not, therefore, “in accordance with the law"
jf. "Statens førelse af retssager" begået af Kammeradvokaten v. advokat (H) Sune Fugleholm og advokat (H) Steffen Sværke, side 2 - 3 fremgår:
1. Når det offentlige er part i en retssag, gælder de almindelige forvaltningsretlige regler og principper fortsat for det offentliges virksomhed.
2. Der er ikke nogen konflikt mellem retsplejeloven og det forvaltningsretlige regelsæt.
-
Allerede her kan det afsløres, at vi som procesadvokater for det staten i det daglige efterlever begge regelsæt, uden at det giver anledning til konflikt. Så er vores udgangspunkt deklareret.
-
2. Procesformen
2.1. Når det offentlige er part i en retssag, er det fortsat en offentlig myndighed. Ved indbringelsen af en forvaltningsafgørelse for domstolene ændrer forvaltningsmyndighedens rolle sig imidlertid. Myndigheden har ikke længere kompetence til at fastsætte gældende ret, men bliver part med retlige standpunkter i en domstolsproces. I domstolsprocessen råder retten over processen, mens sagens parter, især sagsøgeren råder over sagen og bestemmer sagens genstand (Bernhard Gomard og Michael Kistrup, Civilproces, 7. udg. Side 415, og Niels Fenger, Forvaltningsret, 1. udgave, 2018, side 913).
Domstolsprocessen ændrer imidlertidig ikke på, at forvaltningen skal agere efter de indholdsmæssige krav og grundsætninger, som er gældende for den offentlige forvaltning.
Tre grundlæggende materielle krav har særlig betydning:
Det første er hjemmelskravet. Heri ligger, at myndighedsudøvelse - som altovervejende hovedregel - kræver hjemmel. Når en myndighed træffer afgørelse om, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, kræves det således at afgørelsen har hjemmel i det retlige grundlag og derigennem fornøden bemyndigelse fra lovgivningsmagten. Det betyder, at forvaltningen ikke kan træffe afgørelse om en retstilstand, der strider imod det retlige grundlag.
Det andet er princippet om saglig forvaltning. Heri rummes blandt andet forbuddet mod magtfordrejning. Groft sagt kræves det af den offentlige forvaltning, at afgørelser objektivt set er båret af saglige hensyn. Deri ligger, at forvaltningen altså ikke må lægge vægt på usaglige hensyn.
Al forvaltningsvirksomhed skal være lovlig. Myndigheder agerer aldrig ubundet af regler og kontrol. For statens vedkommende er den pågældende minister ultimativt ansvarlig efter ministeransvarlighedsloven.
Det er banalt, men ikke desto mindre en vigtig præmis.
Det tredje er lighedsgrundsætningen. Det lige skal behandles lige. Deri ligger det selvfølgelige, at to borgere med identiske forhold og identiske sager selvfølgelig skal behandles ens - forvaltningen skal træffe samme afgørelse over for dem begge. […] Lighedsgrundsætningen kan nemlig kun påberåbes, hvis der foreligger en fast retspraksis (og ikke blot en enkelt forkert afgørelse), og praksis ikke er i modstrid med højere retskilder.
…"
Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:
"
3. ANBRINGENDER
3.1 Påstandene kan ikke tages under pådømmelse
Skatteministeriet har i svarskriftet, afsnit 2, opfordret (1) A til at præcisere angivelsen af sagsøgte og de nedlagte påstande.
A har fastholdt de nedlagte påstande og ikke ændret angivelsen af sagsøgte.
Skatteministeriet er rette procespart. Ministeriet nedlægger derfor påstand om afvisning over for As påstand 1-3, da "Skatteministeriet v/ skatteminister KM" ikke er rette sagsøgte. Det følger af U 2011.781 H, at påstande nedlagt over for andre end rette sagsøgte - der er Skatteministeriet - afvises. As påstande 1-3 kan således ikke tages under påkendelse i den nuværende form.
3.2 Strukturen på området for gældsinddrivelse og domstolsprøvelse af afgørelser
Gældsstyrelsen forestår inddrivelsen af krav, og klager over Gældsstyrelsens inddrivelse mv. kan påklages administrativt i medfør af gældsinddrivelseslovens § 17.
Indsigelser imod et kravs (oprindelige) eksistens og størrelse skal behandles af fordringshaveren, dvs. i dette tilfælde Y1-by Kommune, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2. Det skal ses i sammenhæng med, at Gældsstyrelsen er inddrivelsesmyndighed, men ikke har nærmere kendskab til de enkelte fordringer, der inddrives på vegne af et meget stort antal forskellige myndigheder.
A gør gældende, at gælden ikke eksisterer. Det er en indsigelse angående den oprindelige fordring, som fordringshaveren (Y1-by Kommune) og ikke Gældsstyrelsen skal tage stilling til, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2. Gældsstyrelsen har således korrekt henvist As materielle indsigelser angående kravets eksistens til Y1-by Kommune (bilag C-D og bilag 6).
Det bemærkes, at der er mulighed for, at Gældsstyrelsen kan tillægge indsigelser opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer, ligesom Gældsstyrelsen kan tilbagesende krav til fordringshaveren, hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, 3. og 4. pkt.
Videre bemærkes, at Gældsstyrelsen vil kunne træffe afgørelse om, hvorvidt en offentlig fordringshavers krav (her Y1-by Kommunes) kan sendes til inddrivelse. Gældsstyrelsen vil imidlertid ikke kunne tage stilling til kravets berettigelse, idet en sådan stillingtagen efter lovens forarbejder henhører under fordringshaver, jf. f.eks. lovforslag nr. 112 af 24. februar 2005 til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der var forløberen til gældsinddrivelsesloven, bemærkningerne til § 2:
"Det foreslås således, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder også rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Hvis der er tvist om kravets eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.
Hvis en fordring er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens, vil indsigelsen skulle behandles af fordringshaveren med henblik på en afklaring af spørgsmålet."
Gældsstyrelsen kan således ikke træffe afgørelse om f.eks. kravets (oprindelige) eksistens og størrelse.
Videre gælder, at afgørelser truffet af skattemyndighederne kan indbringes for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.
En administrativ afgørelse kan dog som udgangspunkt ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. § 48, stk. 3, 1. pkt. Hvis en klageinstans har afvist at behandle sagen, kan afvisningen ikke indbringes senere end 3 måneder efter, at afvisningen er sket, jf. § 48, stk. 3, 2. pkt. Denne regulering af adgangen til domstolsprøvelse bevirker, at en sag kan indbringes for domstolene inden for tre måneder, når der er truffet afgørelse. En sag kan imidlertid ikke indbringes, før der er truffet afgørelse, ligesom den ikke kan indbringes efter fristens udløb.
Gældsstyrelsen har ikke truffet nogen afgørelse om, hvorvidt As indsigelser skal tillægges opsættende virkning, eller hvorvidt kravet skal returneres til Y1-by Kommune. Der er således ikke nogen afgørelse om disse spørgsmål, som kan indbringes for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 48.
Skatteankestyrelsen har truffet afgørelse om at afvise en klage fra A med henvisning til, at der ikke var truffet afgørelse fra Gældsstyrelsen (bilag M). Afvisningen vil kunne indbringes for domstolene inden for 3 måneder, men der vil ikke kunne ske realitetsprøvelse af det bagvedliggende spørgsmål.
3.3 Påstand 1
Påstand 1 angår, hvorvidt As menneskerettigheder er blevet krænket ved, at hun ikke har haft muligheder for at få prøvet, om der kan ske tvangsinddrivelse af Y1-by Kommunes fordring.
Gældsstyrelsen er kompetent til at inddrive gæld som restanceinddrivelsesmyndighed, jf. gældsinddrivelseslovens § 2 - og Gældsstyrelsens afgørelser i den forbindelse kan påklages administrativt (til Skatteankestyrelsen), når der er tale om afgørelsesvirksomhed, jf. gældsinddrivelseslovens § 17.
Fordringens eksistens (dvs. udstedelsen af den omtvistede faktura) er derimod et spørgsmål mellem A og Y1-by Kommune, jf. afsnit 3.2, ovenfor. Det tilkommer ikke Gældsstyrelsen at træffe afgørelse derom. Uenighed herom skal afklares mellem fordringshaver - Y1-by Kommune - og A.
Allerede fordi sagsøger har mulighed for at afklare spørgsmålet om kravets eksistens ved at sagsøge Y1-by Kommune, er der ikke nogen krænkelse af EMRK artikel 13 eller chartrets artikel 47 om adgang til effektive retsmidler.
Der er derfor ikke sket nogen krænkelse af As menneskerettigheder ved, at Gældsstyrelsen ikke har truffet afgørelse herom, og ved at Skatteankestyrelsen - som følge heraf - har afvist sagen.
Der er videre intet grundlag for, at det skulle være en krænkelse af sagsøgers menneskerettigheder, hvis Skatteministeriet har undladt at påse et eller flere konkrete forhold om lovmedholdeligheden af Y1-by Kommunes krav. Det bestrides, at Skatteministeriet skulle have tilsidesat nogen pligter, som Skatteministeriet faktisk havde.
Selv hvis Gældsstyrelsen skulle have tilsidesat en pligt til at undersøge og afvise et krav - hvilket ikke er tilfældet - så er det ikke en krænkelse af sagsøgers menneskerettigheder, men et spørgsmål, der skal håndteres efter de forvaltningsretlige regler.
3.4 Påstand 2
Påstand 2 angår, hvorvidt Skatteministeriet har overtrådt grundlovens § 43, 1. led, i forbindelse med behandlingen af As sag. Der er reelt tale om et anbringende til støtte for en påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at kravet ikke kan danne grundlag for tvangsinddrivelse (påstand 3), jf. UfR 2012.679 H og UfR 2018.1932 H.
Påstand 2 er også i øvrigt uegnet til at indgå i en domskonklusion, jf. UfR 2018.1932 H.
Påstanden skal derfor afvises.
Påstanden angår derudover samme spørgsmål som påstand 3, og påstanden bør derfor også i øvrigt afvises, idet der ikke er truffet administrativ afgørelse herom, jf. skatteforvaltningslovens § 48. Der henvises til argumentationen i afsnit 3.5, nedenfor.
Hvis påstanden er begrundet i, at Y1-by Kommunes fordring mod A ikke består, er det et spørgsmål mellem A og Y1-by Kommune. Sagen skal i så fald afvises, subsidiært skal Skatteministeriet frifindes, idet ministeriet ikke er rette sagsøgte.
Til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand bestrides det herudover, at Skatteministeriet har krænket grundlovens § 43, Danske Lov 51-2, principperne for god forvaltning og straffelovens § 279, ved at Gældsstyrelsen har registreret Y1-by Kommunes fordring til inddrivelse. Gældsstyrelsens modtagelse af fordringen til inddrivelse er sket i overensstemmelse med det retlige grundlag, og der er ikke tale om, at Gældsstyrelsen har pålagt en skat. Skatteministeriet skal derfor frifindes.
For en ordens skyld bestrides det, at der er noget hold i sagsøgers postulater om dokumentfalsk eller strafbare forhold, cf. processkrift 2, s. 15 og 25.
3.5 Påstand 3
A har nedlagt påstand om, at Y1-by Kommunes krav på 75.000 kr. med tillæg af gebyrer ikke kan danne grundlag for tvangsinddrivelse.
For så vidt påstanden er begrundet i, at fordringen ikke består, er det et spørgsmål mellem A og Y1-by Kommune. Sagen skal i så fald afvises, subsidiært skal Skatteministeriet frifindes, idet ministeriet ikke er rette sagsøgte.
Ligeledes gælder, at spørgsmålet om Y1-by Kommune har haft hjemmel til at pålægge et gebyr på 250 kr., jf. processkrift 2, s. 15, pkt. 2.3, er et spørgsmål mellem sagsøger og Y1-by Kommune, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, 2. pkt. I øvrigt er spørgsmålet ikke prøvet administrativt og kan ikke indbringes for domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48.
For så vidt påstanden er begrundet i, at Gældsstyrelsen burde have afvist kravet fra inddrivelse, er der ikke truffet nogen afgørelse herom, som kan prøves, jf. skatteforvaltningslovens § 48. Påstanden skal derfor afvises.
For så vidt påstanden er begrundet i, at Gældsstyrelsen burde have tillagt As indsigelser opsættende virkning eller have returneret fordringen til fordringshaver, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, foreligger der ikke nogen administrativ afgørelse herom, som kan indbringes for domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48. Gældsstyrelsen har blot (korrekt) videresendt As indsigelser til Y1-by Kommune. Det er en procesledende beslutning under forvaltningens sagsbehandling, og det er dermed ikke en afgørelse, der kan påklages. Det er i øvrigt i fuld overensstemmelse med gælds-inddrivelseslovens § 2, stk. 2, cf. processkrift 2, s. 5, pkt. 8.Sagen skal derfor afvises. Dette er i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens afvisning af As klage (bilag M), jf. også begrundelsen deri, som Skatteministeriet påberåber sig.
Subsidiært gør Skatteministeriet gældende, at A ikke har godtgjort, at der er grundlag for, at Gældsstyrelsen skal standse inddrivelsen af kravet for Y1-by Kommune, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, idet Y1-by Kommune har besvaret As indsigelser, der i øvrigt ikke har opsættende virkning, idet der henset til dommen fra Østre Landsret og redegørelserne fra Y1-by Kommune ikke er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer, jf. bestemmelsens ordlyd.
Y1-by Kommune har den 1. december 2021 fremsendt supplerende bemærkninger om baggrunden for kravet til Gældsstyrelsen (Bilag O). Heraf fremgår, at A oprindeligt havde stævnet "IA v/Y1-by Kommune", og at dommens konklusion lød, at "Borgmester IA frifindes". Y1-by Kommune har videre anført (s. 2, 1. afsnit):
"Borgmester IA bliver således stævnet for formuleringer, som kommunens advokat fremfører overfor Advokatnævnet på vegne af Y1-by Kommune."
Og (s. 2, 4. afsnit):
"Retssagen vedrører Y1-by Kommune og IA i sin egenskab af borgmester under varetagelsen af sine funktioner i henhold til den kommunale styrelseslov. Som følge heraf har Y1-by Kommune afholdt sagsomkostningerne ved henholdsvis by- og landsretten, og som følge heraf er kravet på sagsomkostninger sendt til inddrivelse."
Der er således ikke nogen grund til at tro, at Y1-by Kommune ikke skulle have et krav som opgjort imod A, eller at kravet ikke skulle kunne danne grundlag for tvangsinddrivelse.
Ex tuto bemærkes, at kreditorskifte er klart denuncieret over for A, jf. princippet i gældsbrevslovens § 29, og at hun dermed ikke har nogen risiko for at betale samme beløb to gange. Sagsøgers retsstilling er ikke blevet forringet ved kreditorskifte fra IA til Y1-by Kommune, cf. proces-skrift 2, s. 21, pkt. 4.7. Kravet mod IA var netop begrundet i hans virke for kommunen, og inddrivelsen ved Gældsstyrelsen sker i henhold til loven og med de værktøjer, der er til rådighed for denne type krav, hvilket ikke går (væsentligt) ud over de inddrivelsesværktøjer, en privat kreditor ville have til rådighed. Indsigelsen herom er under alle omstændigheder denne sag uvedkommende, idet det er et spørgsmål mellem Y1-by Kommune og sagsøger. Sagsomkostninger er ikke en ydelse, der er beskyttet imod udlæg efter retsplejelovens § 512, og bestemmelsen afskærer ikke et kreditorskifte.
På telefonmøde den 11. januar 2022 oplyste A ifølge retsbogen, at hun har betalt det krav, som Y1-by Kommune har overdraget til inddrivelse. Herefter blev der fastsat frist til den 18. januar 2022 til, at hun kunne fremlægge dokumentation for betalingen. Videre har Skatteministeriet opfordret (A) hende til at dokumentere, at hun har betalt kravet.
Hvis A havde betalt kravet - enten til IA eller til Y1-by Kommune - ville det være meget simpelt for hende at dokumentere betalingen. Omvendt kan Skatteministeriet ikke dokumentere, at beløbet ikke er betalt. A har trods opfordring (A) ikke dokumenteret, at hun har betalt kravet. Det må komme hende bevismæssigt til skade, idet hun er nærmest til at føre dette bevis, og det må dermed lægges til grund, at beløbet ikke er betalt.
Fordringen består derfor fortsat.
…"
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Efter gældsinddrivelseslovens § 17 er det Gældsstyrelsen, der forestår inddrivelse af krav, og klager over Gældsstyrelsens inddrivelse kan påklages administrativt.
Med hensyn til indsigelser imod kravets oprindelige eksistens og størrelse skal derimod behandles af fordringshaver, hvilket i denne sag er Y1-by Kommune. Sagen drejer sig om hvorvidt Y1-by Kommune har et krav, som de kan anmode Gældsstyrelsen om at inddrive. Retten finder derfor, at sagsøger af sagsøgte korrekt er henvist til Y1-by Kommune med sine indsigelser jf. § 2, stk. 2 i gældsinddrivelsesloven.
Som anført af sagsøgte kan Gældsstyrelsen tillægge en indsigelse opsættende virkning. Gældstyrelsen vil også kunne tage stilling til, hvorvidt en offentlig fordringshavers krav kan sendes til inddrivelse, men Gældstyrelsen vil ikke dermed kunne tage stilling til kravets berettigelse.
Det gælder videre, at afgørelser truffet af skattemyndighederne kan indbringes for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. En administrativ afgørelse kan dog som udgangspunkt ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. § 48, stk. 3, 1. pkt. Hvis en klageinstans har afvist at behandle sagen, kan afvisningen ikke indbringes senere end 3 måneder efter, at afvisningen er sket, jf. § 48, stk. 3, 2.
Gældsstyrelsen har ikke truffet nogen afgørelse om, hvorvidt As indsigelser skal tillægges opsættende virkning, eller hvorvidt kravet skal returneres til Y1-by Kommune. Der er således ikke nogen afgørelse om disse spørgsmål, som kan indbringes for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 48.
Skatteankestyrelsen har truffet afgørelse om at afvise en klage fra A med henvisning til, at der ikke var truffet afgørelse fra Gældsstyrelsen (bilag M). Afvisningen vil kunne indbringes for domstolene inden for 3 måneder, men der vil ikke kunne ske realitetsprøvelse af det bagvedliggende spørgsmål.
Sagsøgers påstand 1 angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger, As menneskerettigheder er blevet krænket ved, at hun ikke har haft muligheder for at få prøvet, om der kan ske tvangsinddrivelse af Y1-by Kommunes fordring.
Sagsøger har i denne sag mulighed for at få afklaret spørgsmålet om kravets eksistens ved at sagsøge Y1-by Kommune, og der er derfor allerede af den grund ikke grundlag for at anse sagsøgers menneskerettigheder er krænket jf. hverken efter EMRK artikel 13 eller chartrets artikel 47 om adgang til effektive retsmidler.
Der er derfor ikke sket nogen krænkelse af As menneskerettigheder ved, at Gældsstyrelsen ikke har truffet afgørelse, og ved at Skatteankestyrelsen som følge heraf har afvist sagen.
Retten finder endvidere ikke, at der foreligger andre forhold, der har medført en krænkelse af sagsøgers menneskerettigheder.
Sagsøgte Skatteministeriet vil derfor blive frifundet for sagsøgers påstand 1.
Vedrørende sagsøgers påstand 2 om, at sagsøgte har overtrådt grundlovens § 43, er der tale om et anbringende til støtte for, at kravet ikke kan danne grundlag for en tvangsinddrivelse. Der er således ikke tale om en påstand, og det anførte er i øvrigt uegnet til at indgå i en domskonklusion. Påstanden vil derfor allerede af den grund være at afvise.
Vedrørende sagsøgers påstand 3, hvor sagsøger har nedlagt påstand om, at Y1-bys Kommunes krav på 75.000 kr. og gebyr ikke kan danne grundlag for tvangsinddrivelse, finder retten, at dette må være et spørgsmål mellem A og Y1-by Kommune.
Skatteministeriet er der derfor ikke rette sagsøgte, hvorfor påstanden allerede af denne grund bliver afvist. Dette gælder også spørgsmålet om, hvorvidt Y1-by Kommune har været berettiget til at pålægge et gebyr.
Såfremt påstanden er begrundet i, at sagsøger mener, at Gældsstyrelsen skulle have afvist inddrivelsen af kravet, eller at Gældsstyrelsen i medfør af inddrivelseslovens § 2, stk. 2 skulle have tillagt sagsøgers indsigelse mod kravet opsættende virkning, er der ikke truffet nogen administrativ afgørelse herom. Der foreligger derfor ikke en afgørelse der jf. skatteforvaltningslovens § 48, der kan prøves af domstolene
Som anført af sagsøgte har Gældsstyrelsen videresendt As indsigelser til Y1-by Kommune. Retten er enig i, at dette er en procesledende beslutning under forvaltningens sagsbehandling, og det er dermed ikke en afgørelse, der kan påklages.
Sagsøgtes påstand om afvisning i forhold til sagsøgers påstand 3 vil derfor blive taget til følge.
Sagsøgte frifindes for sagsøgers påstand 1 og sagsøgers påstand 2 og 3 afvises.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af sagsøgtes advokatudgift med 35.000 kr.
Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Skatteministeriet Departementet frifindes for sagsøgers påstand 1.
Sagsøgers påstand 2 og 3 afvises
A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 35.000 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.